Min mor vil ikke have, jeg bliver gravid.

Kære du 

Min mening omkring dit opslag er at hvis I lyst og ressourcer til at sætte et barn i verden og føler det er det rigtige for JER så skal i gøre det. 

Jeg står i den situation nu at min kæreste og jeg har været sammen i 4 1/4 år vi er 22 år nu og har siden aeptember 2014 prøvet og få et barn da det er vores helt store ønske. Jeg blev gravid første gang i januar 2015 men min svigermors reaktion var at vi godt kunne have ventet den slog hårdt især fordi det endte i en MA altså jeg måtte have et udskrab da fosteret var gået til i uge 7 siden da har jeg været gravid 3 gange men er endt før mens.

Så derfor synes jeg I skal gå i gang for det er ikke sikkert du bliver gravid lige med det samme.

Mvh mig 

MM92 skriver:

Hej med jer  
Jeg er helt ny herinde, men jeg har lidt brug for et godt råd. 
Jeg står i lidt af et dilemma, kan man vel godt kalde det.

Min kæreste og jeg har nu gennem en 3 måneders tid sådan reelt snakket om at starte på projekt baby. Der er bare det, at min mor ikke mener, at jeg skal have et barn nu. Og hun bestemmer selvfølgelig ikke over mit liv, men nu vil jeg gerne høre jeres mening. 

Min kæreste og jeg har officielt kun været kærester i 8 måneder, så vi ved godt, at det er lidt tidligt i vores forhold. Før vi blev kærester, var vi bedste venner i et års tid godt og vel, og allerede fra første dag vi mødte hinanden, kunne vi mærke, at vi kunne snakke om ALT. 
Vi har flere gange, allerede før vi blev kærester, snakket om børn og familieliv (altså dengang var det ikke på samme måde, men mere generelt). 
Vi føler os virkelig sikre på hinanden, vi fylder hhv. 24 og 26 i år og begge vores familier er rigtig glade for, at vi har fundet sammen. Flere i min familie har direkte sagt, at han er den bedste, jeg nogensinde har været sammen med (inkl. min mor). 

Han har også været på knæ for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja. Han havde endda også bedt min far om lov først. Men da vi skulle fortælle mine forældre det, der lignede min mor en, der var ved at dø, da vi sagde, at vi havde en nyhed. Hun var simpelthen bange for, at jeg var gravid. 

Hendes argumenter for, at hun ikke synes, at jeg skal have et barn: 
- vi har ikke været sammen særlig længe (true that)
- hun er ikke gammel nok (well, hun bliver 49 i år = var 25 da hun fik mig)
- hun har ikke overskud til at skulle have et barnebarn nu

Jeg gentager nok mig selv nu, men mine overvejelser er:
- vi har ikke været sammen særlig længe, nej, men vi er sikre på hinanden (så godt som man nu kan være)
- vi er trods alt "i den alder"
- han har fast job
- jeg er færdiguddannet om 2 år (læge, alle anbefaler man får barn/børn under studiet)
- Vi har LYST til at få et barn

Resten af min (og hans) familie går også og snakker om, at nu må det snart være vores tur. Det er faktisk bare mine forældre, og primært min mor, der er modstander. 
Jeg frygter bare allerede lidt hendes reaktion, hvis jeg bliver gravid. Men alligevel synes jeg jo ikke, at hun skal bestemme det for mig. 

Hvad tænker I? 

Venlig hilsen
En frustreret mig  

PS: undskyld det lange indlæg, hvor jeg muligvis gentager mig selv. 

Hun er ikke klar ja undskyld, men det er ikke hende der skal have en baby med mindre i ikke selv kan tage vare på barnet. 

Jeg ville føle hvad der er bedst 

Tænk på hvad i selv vil og ikke jeres omgivelser. Kan blive så hammer vred når nogle tror at de kan sige at man skulle have ventet eller ej det er jeg ikke klar til endnu og hvad folk ellers kan fyre af. Gør hvad I synes er det rigtige og ikke jeres familie eller omgivelser... 

Min mor sagde os at hun ikke havde regnet med det skulle være nu men aldrig on hun vil sige at jeg skulle vente eller andet, andre har ikke sagt en dyt til mig og min eks og jeg havde kun været sammen i tre mdr da jeg blev gravid. 

Flødebollen skriver:

Startede i pb efter 2 måneder? 

Eller er det en slåfejl? (Jeg dømmer ingen)

Ingen slåfejl nej. Vi følte det var det rigtige for os :-) 

Altså det skal hun da slet ikke bestemme...  

mine svigerforældre var meget skeptiske, og vi har været sammen i 7 år.. Nu nyder de deres barnebarn, og der er ingen sure miner

Jeg tænker måske, at reaktionen kommer af det hele går så hurtigt? Det kan også være hun reagerede sådan, selvom I havde været sammen i mange år.. Jeg tror, det kan være svært for nogle forældre at indse, at deres børn er blevet voksne

jeg vil hverken sige go for it eller at I sksl lade være.. Det er JERES valg

Jeg vil lige tilføje, at min mor har sagt nærmest siden jeg blev teenager, at hun ikke vil være mormor før hun er mindst 50. 

Som sagt fylder hun snart 49, så vi er tæt på hvad hun sagde. Og alligevel bliver hun ved så snart nogen snakker det mindste om børn (rent generelt) at sige, at hun i hvert fald ikke vil være mormor endnu. 

Og som mange skriver: det er jo ikke sikkert jeg bliver gravid med det samme. Der kan jo gå længe før der sker noget Vi har bare snakket om, at vi stopper prævention og ser, hvad der sker, uden at gøre noget specifikt for det (planlagt sex osv) endnu  

Igen: tusind tak for jeres inputs

MM92 skriver:

Jeg vil lige tilføje, at min mor har sagt nærmest siden jeg blev teenager, at hun ikke vil være mormor før hun er mindst 50. 

Som sagt fylder hun snart 49, så vi er tæt på hvad hun sagde. Og alligevel bliver hun ved så snart nogen snakker det mindste om børn (rent generelt) at sige, at hun i hvert fald ikke vil være mormor endnu. 

Og som mange skriver: det er jo ikke sikkert jeg bliver gravid med det samme. Der kan jo gå længe før der sker noget Vi har bare snakket om, at vi stopper prævention og ser, hvad der sker, uden at gøre noget specifikt for det (planlagt sex osv) endnu  

 

Igen: tusind tak for jeres inputs

Bliver du ikke en lille smule irriteret, når din mor tyer til sin egen aldre som argument mod, at I skulle få barn snart?

Jeg kan ikke lade være med at synes, at hun har handlet meget egoistisk.. at proklamere over lang tid - flere år lader det til - at hun altså ikke vil være mormor, før hun er fyldt 50 - det er sgu ikke helt i orden, synes jeg personligt. Det er klart, at du nu "frygter" hendes  reaktion, hvis du bliver gravid snart. Hvis jeg var dig, ville jeg tage en ærlig snak med hende om det her. 

MM92 skriver:

Hej med jer  
Jeg er helt ny herinde, men jeg har lidt brug for et godt råd. 
Jeg står i lidt af et dilemma, kan man vel godt kalde det.

Min kæreste og jeg har nu gennem en 3 måneders tid sådan reelt snakket om at starte på projekt baby. Der er bare det, at min mor ikke mener, at jeg skal have et barn nu. Og hun bestemmer selvfølgelig ikke over mit liv, men nu vil jeg gerne høre jeres mening. 

Min kæreste og jeg har officielt kun været kærester i 8 måneder, så vi ved godt, at det er lidt tidligt i vores forhold. Før vi blev kærester, var vi bedste venner i et års tid godt og vel, og allerede fra første dag vi mødte hinanden, kunne vi mærke, at vi kunne snakke om ALT. 
Vi har flere gange, allerede før vi blev kærester, snakket om børn og familieliv (altså dengang var det ikke på samme måde, men mere generelt). 
Vi føler os virkelig sikre på hinanden, vi fylder hhv. 24 og 26 i år og begge vores familier er rigtig glade for, at vi har fundet sammen. Flere i min familie har direkte sagt, at han er den bedste, jeg nogensinde har været sammen med (inkl. min mor). 

Han har også været på knæ for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja. Han havde endda også bedt min far om lov først. Men da vi skulle fortælle mine forældre det, der lignede min mor en, der var ved at dø, da vi sagde, at vi havde en nyhed. Hun var simpelthen bange for, at jeg var gravid. 

Hendes argumenter for, at hun ikke synes, at jeg skal have et barn: 
- vi har ikke været sammen særlig længe (true that)
- hun er ikke gammel nok (well, hun bliver 49 i år = var 25 da hun fik mig)
- hun har ikke overskud til at skulle have et barnebarn nu

Jeg gentager nok mig selv nu, men mine overvejelser er:
- vi har ikke været sammen særlig længe, nej, men vi er sikre på hinanden (så godt som man nu kan være)
- vi er trods alt "i den alder"
- han har fast job
- jeg er færdiguddannet om 2 år (læge, alle anbefaler man får barn/børn under studiet)
- Vi har LYST til at få et barn

Resten af min (og hans) familie går også og snakker om, at nu må det snart være vores tur. Det er faktisk bare mine forældre, og primært min mor, der er modstander. 
Jeg frygter bare allerede lidt hendes reaktion, hvis jeg bliver gravid. Men alligevel synes jeg jo ikke, at hun skal bestemme det for mig. 

Hvad tænker I? 

Venlig hilsen
En frustreret mig  

PS: undskyld det lange indlæg, hvor jeg muligvis gentager mig selv. 

Fertiliteten daler fra man er 24 (altså kvinder), har jeg læst. Men det ved du vel med dit studie  jeg synes helt sikkert i skal gå igang med baby, uanset hvad mor siger. Det er jo ikke hende der skal bestemme om i er klar  held og lykke med det

pjat med hende, min mor bliver 44 til sommer og hun blev mormor for snart 4 år siden 

i skal gøre hvad føles rigtigt, jeg var 21 med vores søn og han var absolut planlagt under studie, og vi havde været sammen et års tid, (2 år i august, havde termin i 21 oktober, fødte så 28 august ) 

jeg ionrede alt modstand fra omverdenen og nød min lækre mave, dejlige kæreste og fremtidige liv sammen. 

Knapt 6 år senere er vi på vej til udlandet og bo, og vi var aldrig nået hertil hvis jeg havde lyttet til hvad folk sagde

Hej med jer  
Jeg er helt ny herinde, men jeg har lidt brug for et godt råd. 
Jeg står i lidt af et dilemma, kan man vel godt kalde det.

Min kæreste og jeg har nu gennem en 3 måneders tid sådan reelt snakket om at starte på projekt baby. Der er bare det, at min mor ikke mener, at jeg skal have et barn nu. Og hun bestemmer selvfølgelig ikke over mit liv, men nu vil jeg gerne høre jeres mening. 

Min kæreste og jeg har officielt kun været kærester i 8 måneder, så vi ved godt, at det er lidt tidligt i vores forhold. Før vi blev kærester, var vi bedste venner i et års tid godt og vel, og allerede fra første dag vi mødte hinanden, kunne vi mærke, at vi kunne snakke om ALT. 
Vi har flere gange, allerede før vi blev kærester, snakket om børn og familieliv (altså dengang var det ikke på samme måde, men mere generelt). 
Vi føler os virkelig sikre på hinanden, vi fylder hhv. 24 og 26 i år og begge vores familier er rigtig glade for, at vi har fundet sammen. Flere i min familie har direkte sagt, at han er den bedste, jeg nogensinde har været sammen med (inkl. min mor). 

Han har også været på knæ for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja. Han havde endda også bedt min far om lov først. Men da vi skulle fortælle mine forældre det, der lignede min mor en, der var ved at dø, da vi sagde, at vi havde en nyhed. Hun var simpelthen bange for, at jeg var gravid. 

Hendes argumenter for, at hun ikke synes, at jeg skal have et barn: 
- vi har ikke været sammen særlig længe (true that)
- hun er ikke gammel nok (well, hun bliver 49 i år = var 25 da hun fik mig)
- hun har ikke overskud til at skulle have et barnebarn nu

Jeg gentager nok mig selv nu, men mine overvejelser er:
- vi har ikke været sammen særlig længe, nej, men vi er sikre på hinanden (så godt som man nu kan være)
- vi er trods alt "i den alder"
- han har fast job
- jeg er færdiguddannet om 2 år (læge, alle anbefaler man får barn/børn under studiet)
- Vi har LYST til at få et barn

Resten af min (og hans) familie går også og snakker om, at nu må det snart være vores tur. Det er faktisk bare mine forældre, og primært min mor, der er modstander. 
Jeg frygter bare allerede lidt hendes reaktion, hvis jeg bliver gravid. Men alligevel synes jeg jo ikke, at hun skal bestemme det for mig. 

Hvad tænker I? 

Venlig hilsen
En frustreret mig  

PS: undskyld det lange indlæg, hvor jeg muligvis gentager mig selv. 

Du skriver din mor ikke har overskud til et barnebarn? 

Skal det bo hos hende og passes af hende?  Det er nok den største gang ego jeg nogensinde har hørt.  

Det er kun en beslutning imellem din kæreste og dig. 

Jeg håber i lytter til jer selv, og ikke til andre