Min mor vil ikke have, jeg bliver gravid.

Hej med jer  
Jeg er helt ny herinde, men jeg har lidt brug for et godt råd. 
Jeg står i lidt af et dilemma, kan man vel godt kalde det.

Min kæreste og jeg har nu gennem en 3 måneders tid sådan reelt snakket om at starte på projekt baby. Der er bare det, at min mor ikke mener, at jeg skal have et barn nu. Og hun bestemmer selvfølgelig ikke over mit liv, men nu vil jeg gerne høre jeres mening. 

Min kæreste og jeg har officielt kun været kærester i 8 måneder, så vi ved godt, at det er lidt tidligt i vores forhold. Før vi blev kærester, var vi bedste venner i et års tid godt og vel, og allerede fra første dag vi mødte hinanden, kunne vi mærke, at vi kunne snakke om ALT. 
Vi har flere gange, allerede før vi blev kærester, snakket om børn og familieliv (altså dengang var det ikke på samme måde, men mere generelt). 
Vi føler os virkelig sikre på hinanden, vi fylder hhv. 24 og 26 i år og begge vores familier er rigtig glade for, at vi har fundet sammen. Flere i min familie har direkte sagt, at han er den bedste, jeg nogensinde har været sammen med (inkl. min mor). 

Han har også været på knæ for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja. Han havde endda også bedt min far om lov først. Men da vi skulle fortælle mine forældre det, der lignede min mor en, der var ved at dø, da vi sagde, at vi havde en nyhed. Hun var simpelthen bange for, at jeg var gravid. 

Hendes argumenter for, at hun ikke synes, at jeg skal have et barn: 
- vi har ikke været sammen særlig længe (true that)
- hun er ikke gammel nok (well, hun bliver 49 i år = var 25 da hun fik mig)
- hun har ikke overskud til at skulle have et barnebarn nu

Jeg gentager nok mig selv nu, men mine overvejelser er:
- vi har ikke været sammen særlig længe, nej, men vi er sikre på hinanden (så godt som man nu kan være)
- vi er trods alt "i den alder"
- han har fast job
- jeg er færdiguddannet om 2 år (læge, alle anbefaler man får barn/børn under studiet)
- Vi har LYST til at få et barn

Resten af min (og hans) familie går også og snakker om, at nu må det snart være vores tur. Det er faktisk bare mine forældre, og primært min mor, der er modstander. 
Jeg frygter bare allerede lidt hendes reaktion, hvis jeg bliver gravid. Men alligevel synes jeg jo ikke, at hun skal bestemme det for mig. 

Hvad tænker I? 

Venlig hilsen
En frustreret mig  

PS: undskyld det lange indlæg, hvor jeg muligvis gentager mig selv. 

MM92 skriver:

Hej med jer  
Jeg er helt ny herinde, men jeg har lidt brug for et godt råd. 
Jeg står i lidt af et dilemma, kan man vel godt kalde det.

Min kæreste og jeg har nu gennem en 3 måneders tid sådan reelt snakket om at starte på projekt baby. Der er bare det, at min mor ikke mener, at jeg skal have et barn nu. Og hun bestemmer selvfølgelig ikke over mit liv, men nu vil jeg gerne høre jeres mening. 

Min kæreste og jeg har officielt kun været kærester i 8 måneder, så vi ved godt, at det er lidt tidligt i vores forhold. Før vi blev kærester, var vi bedste venner i et års tid godt og vel, og allerede fra første dag vi mødte hinanden, kunne vi mærke, at vi kunne snakke om ALT. 
Vi har flere gange, allerede før vi blev kærester, snakket om børn og familieliv (altså dengang var det ikke på samme måde, men mere generelt). 
Vi føler os virkelig sikre på hinanden, vi fylder hhv. 24 og 26 i år og begge vores familier er rigtig glade for, at vi har fundet sammen. Flere i min familie har direkte sagt, at han er den bedste, jeg nogensinde har været sammen med (inkl. min mor). 

Han har også været på knæ for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja. Han havde endda også bedt min far om lov først. Men da vi skulle fortælle mine forældre det, der lignede min mor en, der var ved at dø, da vi sagde, at vi havde en nyhed. Hun var simpelthen bange for, at jeg var gravid. 

Hendes argumenter for, at hun ikke synes, at jeg skal have et barn: 
- vi har ikke været sammen særlig længe (true that)
- hun er ikke gammel nok (well, hun bliver 49 i år = var 25 da hun fik mig)
- hun har ikke overskud til at skulle have et barnebarn nu

Jeg gentager nok mig selv nu, men mine overvejelser er:
- vi har ikke været sammen særlig længe, nej, men vi er sikre på hinanden (så godt som man nu kan være)
- vi er trods alt "i den alder"
- han har fast job
- jeg er færdiguddannet om 2 år (læge, alle anbefaler man får barn/børn under studiet)
- Vi har LYST til at få et barn

Resten af min (og hans) familie går også og snakker om, at nu må det snart være vores tur. Det er faktisk bare mine forældre, og primært min mor, der er modstander. 
Jeg frygter bare allerede lidt hendes reaktion, hvis jeg bliver gravid. Men alligevel synes jeg jo ikke, at hun skal bestemme det for mig. 

Hvad tænker I? 

Venlig hilsen
En frustreret mig  

PS: undskyld det lange indlæg, hvor jeg muligvis gentager mig selv. 

Go for it!

I min verden er det et fuldstændig latterligt argument at din mor ikke er klar/har overskud til barnebarn. Det er jo ikke hende der skal have et barn.

Da jeg blev gravid var det meste af min familie imod det (jeg var 19 og det var ikke planlagt) men i dag absolut elsker de alle sammen min datter

I kan og skal jo ikke indrette jeres liv efter hvornår din mor er klar til at blive mormor. Hvis I ønsker et barn nu så skal I da bare i gang. Held og lykke med projektet

Jeg kan kun sige "gør det"���� min mor var på samme måde til trods for at jeg havde været sammen med min mand i 6 år, nu har vi snart været sammen i 12 år og 3. Barn på vej... De mødre kan ikke holde sig fra de unger når de først er her.. 

MM92 skriver:

Hej med jer  
Jeg er helt ny herinde, men jeg har lidt brug for et godt råd. 
Jeg står i lidt af et dilemma, kan man vel godt kalde det.

Min kæreste og jeg har nu gennem en 3 måneders tid sådan reelt snakket om at starte på projekt baby. Der er bare det, at min mor ikke mener, at jeg skal have et barn nu. Og hun bestemmer selvfølgelig ikke over mit liv, men nu vil jeg gerne høre jeres mening. 

Min kæreste og jeg har officielt kun været kærester i 8 måneder, så vi ved godt, at det er lidt tidligt i vores forhold. Før vi blev kærester, var vi bedste venner i et års tid godt og vel, og allerede fra første dag vi mødte hinanden, kunne vi mærke, at vi kunne snakke om ALT. 
Vi har flere gange, allerede før vi blev kærester, snakket om børn og familieliv (altså dengang var det ikke på samme måde, men mere generelt). 
Vi føler os virkelig sikre på hinanden, vi fylder hhv. 24 og 26 i år og begge vores familier er rigtig glade for, at vi har fundet sammen. Flere i min familie har direkte sagt, at han er den bedste, jeg nogensinde har været sammen med (inkl. min mor). 

Han har også været på knæ for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja. Han havde endda også bedt min far om lov først. Men da vi skulle fortælle mine forældre det, der lignede min mor en, der var ved at dø, da vi sagde, at vi havde en nyhed. Hun var simpelthen bange for, at jeg var gravid. 

Hendes argumenter for, at hun ikke synes, at jeg skal have et barn: 
- vi har ikke været sammen særlig længe (true that)
- hun er ikke gammel nok (well, hun bliver 49 i år = var 25 da hun fik mig)
- hun har ikke overskud til at skulle have et barnebarn nu

Jeg gentager nok mig selv nu, men mine overvejelser er:
- vi har ikke været sammen særlig længe, nej, men vi er sikre på hinanden (så godt som man nu kan være)
- vi er trods alt "i den alder"
- han har fast job
- jeg er færdiguddannet om 2 år (læge, alle anbefaler man får barn/børn under studiet)
- Vi har LYST til at få et barn

Resten af min (og hans) familie går også og snakker om, at nu må det snart være vores tur. Det er faktisk bare mine forældre, og primært min mor, der er modstander. 
Jeg frygter bare allerede lidt hendes reaktion, hvis jeg bliver gravid. Men alligevel synes jeg jo ikke, at hun skal bestemme det for mig. 

Hvad tænker I? 

Venlig hilsen
En frustreret mig  

PS: undskyld det lange indlæg, hvor jeg muligvis gentager mig selv. 

Jeg synes ligesom din mor, at det er meget tidligt. Hvor længe har i boet sammen?

Din mor lyder til at have det lidt svært ved, at hun skal have en ny kasket på.. Mormor-kasketten, som indikerer at man ikke er 30 år længere. 

Spring op og fald ned på det. Lad være med at tænk for meget over det. Der skal nok komme masser af ting I er uenige om, når barnet først er her 

Det er jeres liv, og mødre, fædre osv. Er velkommen til at komme med råd, men at diktere hvordan ens børn skal leve er fuldkommen no go. 

Men det kan jo også være svært for nogle forældre, at indse at deres lille pige pludselig er en voksen kvinde. Det kræver jo en omrokering af nogle ting inde i hovedet 

Det skal din mor overhovedet ikke bestemme.

Desuden er hendes argumenter totalt ligegyldige!

Hun er for ung og ikke klar?!?!?  What!  Det er jo ikke hende der skal have et barn .

MM92 skriver:

Hej med jer  
Jeg er helt ny herinde, men jeg har lidt brug for et godt råd. 
Jeg står i lidt af et dilemma, kan man vel godt kalde det.

Min kæreste og jeg har nu gennem en 3 måneders tid sådan reelt snakket om at starte på projekt baby. Der er bare det, at min mor ikke mener, at jeg skal have et barn nu. Og hun bestemmer selvfølgelig ikke over mit liv, men nu vil jeg gerne høre jeres mening. 

Min kæreste og jeg har officielt kun været kærester i 8 måneder, så vi ved godt, at det er lidt tidligt i vores forhold. Før vi blev kærester, var vi bedste venner i et års tid godt og vel, og allerede fra første dag vi mødte hinanden, kunne vi mærke, at vi kunne snakke om ALT. 
Vi har flere gange, allerede før vi blev kærester, snakket om børn og familieliv (altså dengang var det ikke på samme måde, men mere generelt). 
Vi føler os virkelig sikre på hinanden, vi fylder hhv. 24 og 26 i år og begge vores familier er rigtig glade for, at vi har fundet sammen. Flere i min familie har direkte sagt, at han er den bedste, jeg nogensinde har været sammen med (inkl. min mor). 

Han har også været på knæ for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja. Han havde endda også bedt min far om lov først. Men da vi skulle fortælle mine forældre det, der lignede min mor en, der var ved at dø, da vi sagde, at vi havde en nyhed. Hun var simpelthen bange for, at jeg var gravid. 

Hendes argumenter for, at hun ikke synes, at jeg skal have et barn: 
- vi har ikke været sammen særlig længe (true that)
- hun er ikke gammel nok (well, hun bliver 49 i år = var 25 da hun fik mig)
- hun har ikke overskud til at skulle have et barnebarn nu

Jeg gentager nok mig selv nu, men mine overvejelser er:
- vi har ikke været sammen særlig længe, nej, men vi er sikre på hinanden (så godt som man nu kan være)
- vi er trods alt "i den alder"
- han har fast job
- jeg er færdiguddannet om 2 år (læge, alle anbefaler man får barn/børn under studiet)
- Vi har LYST til at få et barn

Resten af min (og hans) familie går også og snakker om, at nu må det snart være vores tur. Det er faktisk bare mine forældre, og primært min mor, der er modstander. 
Jeg frygter bare allerede lidt hendes reaktion, hvis jeg bliver gravid. Men alligevel synes jeg jo ikke, at hun skal bestemme det for mig. 

Hvad tænker I? 

Venlig hilsen
En frustreret mig  

PS: undskyld det lange indlæg, hvor jeg muligvis gentager mig selv. 

Jeg kunne være din mor - næsten - min datter er 22 og taler også så småt om barn, og jeg kan ikke lade være med at tænke "Vent nu lidt" osv. Og det til trods for, jeg selv var 22, da jeg fik hende, og at jeg ikke ville gøre det om, hvis jeg kunne. Som mor bekymrer du dig og ønsker det bedste for dit barn, også når det er 22 eller 24, og ja - det er svært at få øje på, at ens lille forvirrede teenagedatter pludselig er en voksen kvinde. Det er så i mit tilfælde ikke et issue, at JEG er for ung til at blive mormor - jeg fik børn ret tidligt, så hvad havde jeg regnet med? 

Hvis du skal til at være rigtigt voksen - og det er du jo allerede - mor og læge inden for de nærmeste år, så hører det også med at gøre sig fri af mors planer og ønsker og gøre, hvad du finder rigtigt. Mor kapper ikke navlestrengen - det er din opgave! Og hun vil uden tænkelig tvivl både vænne sig og glæde sig til tanken og barnebarnet. 

Det absolut eneste, jeg tænker på, der kan blive besværligt, når du læser medicin, er din tid i turnus - er din kæreste/mand og et barn til at flytte langt væk med, hvis du skal til den anden ende af landet? Men det har du nok tænkt igennem allerede. 

loop skriver:

Jeg synes ligesom din mor, at det er meget tidligt. Hvor længe har i boet sammen?

Vi har 'boet sammen' i 9 måneder.

Han begyndte at være hos min konstant, og så udviklede forholdet sig ligesom bare mere og mere. Selvom det allerede lå lidt i det før han begyndte at være hos mig hele tiden. 

Så selvom vi ikke officielt har haft adresse sammen i mere end 4 måneder, så har vi boet sammen mere end det  

Mor og meget mere skriver:

Jeg kunne være din mor - næsten - min datter er 22 og taler også så småt om barn, og jeg kan ikke lade være med at tænke "Vent nu lidt" osv. Og det til trods for, jeg selv var 22, da jeg fik hende, og at jeg ikke ville gøre det om, hvis jeg kunne. Som mor bekymrer du dig og ønsker det bedste for dit barn, også når det er 22 eller 24, og ja - det er svært at få øje på, at ens lille forvirrede teenagedatter pludselig er en voksen kvinde. Det er så i mit tilfælde ikke et issue, at JEG er for ung til at blive mormor - jeg fik børn ret tidligt, så hvad havde jeg regnet med? 

Hvis du skal til at være rigtigt voksen - og det er du jo allerede - mor og læge inden for de nærmeste år, så hører det også med at gøre sig fri af mors planer og ønsker og gøre, hvad du finder rigtigt. Mor kapper ikke navlestrengen - det er din opgave! Og hun vil uden tænkelig tvivl både vænne sig og glæde sig til tanken og barnebarnet. 

Det absolut eneste, jeg tænker på, der kan blive besværligt, når du læser medicin, er din tid i turnus - er din kæreste/mand og et barn til at flytte langt væk med, hvis du skal til den anden ende af landet? Men det har du nok tænkt igennem allerede. 

Det burde være rimelig nemt at få turnus-stilling (eller uddannelsesstilling som det hedder nu) i nærheden, da vi bor i Nordjylland  

Men ja, min kæreste har sagt, at han er klar til at følge med nærmest alle steder. 

Jeg kunne rigtig godt tænke mig en stilling i Hjørring, og det ville sagtens kunne lade sig gøre fra vores nuværende bopæl  

Men du har fuldstændig ret i, at det skal man også tænke over. 

Er lige helt med, i har været kærester i 8 mdr men boet sammen i 9? 

Jeg synes det er fint i føler jer sikre på hinanden, og har snakket fælles drømme

at din mor ikke føler sig klar osv er på ingen måde relevant for jer, hvad andre anbefaler i forhold til at få børn under udd er ej heller relevant. Hvad i mener er praktisk for jer er relevant 

dog ville mit råd være at vente lidt. Få fællesøkonomi, så i sammen er fælles om dagligdag i økonomien, og begynd at spare op til baby og evt finde en bolig hvor der er plads til jer alle hvis det ikke er muligt hvor i er. 

Ta evt ud at rejse sammen og lær hinanden endnu bedre at kende. 

Et barn er seriøst og jeres valg vil påvirke hele det kommende barns liv, så måske i skylder barnet at skabe et sikkert fundament og ha kendt hinanden i noget tid, også så i ikke ender i at gå fra hinanden senere. Nyd hinanden. i har stadig tid til at lade jeres forhold vokse og stadig blive unge forældre alting virker nemt og lykkeligt i starten, især under forelskelsen og også den første tid efter den lyserøde sky har fortaget sig