Min mor vil ikke have, jeg bliver gravid.

Altså... I lyder meget velovervejede. og din mors argumenter?? De er ligegyldige, hvis I ønsker barn

Jeres historie lyder som min. Mødte min kæreste og boede på samme adresse som ham i 4 måneder. Og var gravid da vi havde kendt hinanden i knap 8måneder (Det var så ikke planlagt som sådan. Men det er en anden historie).

min mor var overlykkelig. Min svigerfar -puha! Den fik ikke for lidt. Min kæreste blev fanget, hvis jeg en dag blev gravid, han var kun 23 år(og det var hans far i øvrigt også med det første barn). Hvad med hans uddannelse osv. Og vi havde ikke kendt hinanden ret længe  Min svigerfar (og flere i min kærestes familie) sagde dette, inden jeg var gravid! 

Nåmen - vi blev så gravide ( 1 1/2år før planlagt -' kondomet var sprunget) Min svigerfar var ret forbeholden i begyndelsen. (Og min svigermor) 

Min kæreste og jeg er nu mand og kone og har sammen en datter på knap 8 måneder. 

Svigerfar har sagt, at han jo bare ville beskytte sin søn med de udtalelser i begyndelsen. For han havde selv droppet en uddannelse, været fattig og havde en slem skilsmisse med 3 børn. Men han har nu indrømmet, at han godt kan se, at hans tanker er gjort at skamme. Han synes, vi er de bedste forældre, vi arbejder godt sammen og man kan se, at vi vil hinanden det godt :-)

i øvrigt - fedt at få børn mens den ene er studerende! Min mand mangler (som dig) 2 år. Og jeg er færdig - det er skønt, at han kan få tid med vores datter! ❤️

Min pointe er bare:

Jeg er sikker på, at din mor bliver glad, når I bliver gravide. Man vil altid sikre sig, at ens børn ikke begår de samme fejl... Men det kan man ikke. Man kan kun håbe, at man har lært dem, at lytte godt til deres mavefornemmelse! Det gjorde jeg, da jeg blev gravid. Han var mit korteste forhold - har haft et på ca 4 år, 2, 2 1/2år... Og jeg ville aldrig få børn med dem - simpelthen pga mavefornemmelser! 

Min mand er den rigtigste at få børn med! Han er den bedste for mig - får alle mine gode side frem. Også er han selvfølgelig den lækreste og her efter et barn med kolik, så er det også en force, at vi stadig er lidt forelskede ���� for vi husker hinanden bedre end jeg ser mine veninder med deres mænd, som har kendt hinanden i 10 år før børn vi kæmper ikke på samme måde, for at bevare gnisten, for den er der stadig naturligt - men det er bare min personlige erfaring. 

Man ved aldrig om det holder alligevel - der er ingen garantier i livet. Det handler ikke om længden af forholdet -men om livskvaliteten for begge i det. Og om du tror, I ville kunne samarbejde, hvis et brud skulle ske. :-) jeg ville ikke kunne have børn med nogle af mi e eks'er i de længere forhold, netop fordi samarbejdet i hverdagen generelt knaste. :-)

Så hvis mavefornemmelsen siger det? GO! :-)

MM92 skriver:

Hej med jer  
Jeg er helt ny herinde, men jeg har lidt brug for et godt råd. 
Jeg står i lidt af et dilemma, kan man vel godt kalde det.

Min kæreste og jeg har nu gennem en 3 måneders tid sådan reelt snakket om at starte på projekt baby. Der er bare det, at min mor ikke mener, at jeg skal have et barn nu. Og hun bestemmer selvfølgelig ikke over mit liv, men nu vil jeg gerne høre jeres mening. 

Min kæreste og jeg har officielt kun været kærester i 8 måneder, så vi ved godt, at det er lidt tidligt i vores forhold. Før vi blev kærester, var vi bedste venner i et års tid godt og vel, og allerede fra første dag vi mødte hinanden, kunne vi mærke, at vi kunne snakke om ALT. 
Vi har flere gange, allerede før vi blev kærester, snakket om børn og familieliv (altså dengang var det ikke på samme måde, men mere generelt). 
Vi føler os virkelig sikre på hinanden, vi fylder hhv. 24 og 26 i år og begge vores familier er rigtig glade for, at vi har fundet sammen. Flere i min familie har direkte sagt, at han er den bedste, jeg nogensinde har været sammen med (inkl. min mor). 

Han har også været på knæ for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja. Han havde endda også bedt min far om lov først. Men da vi skulle fortælle mine forældre det, der lignede min mor en, der var ved at dø, da vi sagde, at vi havde en nyhed. Hun var simpelthen bange for, at jeg var gravid. 

Hendes argumenter for, at hun ikke synes, at jeg skal have et barn: 
- vi har ikke været sammen særlig længe (true that)
- hun er ikke gammel nok (well, hun bliver 49 i år = var 25 da hun fik mig)
- hun har ikke overskud til at skulle have et barnebarn nu

Jeg gentager nok mig selv nu, men mine overvejelser er:
- vi har ikke været sammen særlig længe, nej, men vi er sikre på hinanden (så godt som man nu kan være)
- vi er trods alt "i den alder"
- han har fast job
- jeg er færdiguddannet om 2 år (læge, alle anbefaler man får barn/børn under studiet)
- Vi har LYST til at få et barn

Resten af min (og hans) familie går også og snakker om, at nu må det snart være vores tur. Det er faktisk bare mine forældre, og primært min mor, der er modstander. 
Jeg frygter bare allerede lidt hendes reaktion, hvis jeg bliver gravid. Men alligevel synes jeg jo ikke, at hun skal bestemme det for mig. 

Hvad tænker I? 

Venlig hilsen
En frustreret mig  

PS: undskyld det lange indlæg, hvor jeg muligvis gentager mig selv. 

Jeg får næsten helt lyst til at sige go for it, fordi din mor lyder så meget som min... Hun mener også, at vi bør vente med at blive forældre fordi hun ikke er klar til at blive mormor. Og jeg frygter også hendes reaktion den dag det sker. 

Men... Selvom jeg synes I overordnet set lyder fornuftige, så er det efter min mening ret ufornuftigt at planlægge barn med en man har kendt så kort tid. Efter min mening er det alt for risky i forhold til at man slet ikke har et "prøvet" nok parforhold. Og i forhold til hvor hårdt det er at omstille sig til at blive forældre er det faktisk ikke en fordel at være højtuddannet (nævner det kun fordi jeg selv godt kan have en tendens til at tænke at min socioøkonomiske profil beskytter mig mod alverdens problemer). Så ja jeg ville vente selvom det er svært 

Gør det. ! Det skal din mor på ingen måde bestemme. Du er en voksen kvinde og det er dit og din kærestes valg ikke hendes!

and so What at i ikk har været sammen længere. Det er ikk længden af ens forhold der giver garanti for familie liv. 

Kan blive så harm over dem der siger det er for tidligt og sætter spørgsmålstegn ved. 

Det jeg måske undrer mig lidt over,  er om du er moden nok til at barn,  hvis du overhovedet synes din mor har noget at skulle have sagt.  Bevares; du siger, at hun ikke bestemmer over dit liv;  men alligevel laver du et indlæg om det. 

Det burde være selvindlysende for dig,  at det kun er Jer der kan finde ud af hvornår tid er. Og på baggrund af dette indlæg tillader jeg mig at konkludere,  at det hviler du ikke nok i dig selv til. Og så synes jeg måske du skal overvejer hvorfor mon det er. 

Det lyder måske hårdt,  men jeg mener det på en konstruktiv måde. For ingen skal få børn eller lade være pga deres mor. Uanset alder.

Best

At I ikke har været sammen så længe, er en sindssygt dårlig grund.. 

Min bror og hans eks kæreste var sammen i 8 år og gik fra hinanden - min eks og jeg i 4 år.. Min mor og far var gift i 16 år og jeg kunne blive ved - man ved aldrig hvornår og om et forhold bliver smadret.

Min nuværende kæreste og jeg har påbegyndt projekt baby i december 2015 og altså kun været sammen siden oktober 2015.. Jeg er mere sikker på ham og at han er manden i mit liv, end jeg var på min eks kæreste.. Vi er begge hhv 20 og 21 år og under uddannelse. Min mor er heldigvis af den skole der siger, at vi selv styre vores liv 

Min kæreste og jeg har også boet sammen fra dag 1 nærmest og kender hinanden på godt og ondt..

Okay, pointen var GO FOR IT. Hvis I føler det er det rigtige tidspunkt i jeres liv og forhold, hvad står så i vejen for det? ;-)

Tak for alle jeres svar  

Det bliver meget at skulle svare jer alle individuelt, så det bliver lige det her i stedet. 

Min kæreste og jeg har boet sammen siden før vi blev kærester. Vi havde allerede lidt upcoming og det føltes bare naturligt. 

Vi har fællesøkonomi 100 %, vi har en lejlighed med plads nok osv. 

Grunden til jeg spørger som jeg gør, er fordi jeg frygter hendes reaktion. Men som mange siger, så er det nok mest af alt, fordi hun ikke vil indrømme, at jeg er blevet voksen. Jeg har egentlig heller ikke spekuleret over det før hun kom med det ansigtsudtryk, da vi ville fortælle, at vi var blevet forlovet. Det er en lidt speciel situation. 

Jeg tror dog stadig, vi arbejder videre med planen snart  

MM92 skriver:

Hej med jer  
Jeg er helt ny herinde, men jeg har lidt brug for et godt råd. 
Jeg står i lidt af et dilemma, kan man vel godt kalde det.

Min kæreste og jeg har nu gennem en 3 måneders tid sådan reelt snakket om at starte på projekt baby. Der er bare det, at min mor ikke mener, at jeg skal have et barn nu. Og hun bestemmer selvfølgelig ikke over mit liv, men nu vil jeg gerne høre jeres mening. 

Min kæreste og jeg har officielt kun været kærester i 8 måneder, så vi ved godt, at det er lidt tidligt i vores forhold. Før vi blev kærester, var vi bedste venner i et års tid godt og vel, og allerede fra første dag vi mødte hinanden, kunne vi mærke, at vi kunne snakke om ALT. 
Vi har flere gange, allerede før vi blev kærester, snakket om børn og familieliv (altså dengang var det ikke på samme måde, men mere generelt). 
Vi føler os virkelig sikre på hinanden, vi fylder hhv. 24 og 26 i år og begge vores familier er rigtig glade for, at vi har fundet sammen. Flere i min familie har direkte sagt, at han er den bedste, jeg nogensinde har været sammen med (inkl. min mor). 

Han har også været på knæ for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja. Han havde endda også bedt min far om lov først. Men da vi skulle fortælle mine forældre det, der lignede min mor en, der var ved at dø, da vi sagde, at vi havde en nyhed. Hun var simpelthen bange for, at jeg var gravid. 

Hendes argumenter for, at hun ikke synes, at jeg skal have et barn: 
- vi har ikke været sammen særlig længe (true that)
- hun er ikke gammel nok (well, hun bliver 49 i år = var 25 da hun fik mig)
- hun har ikke overskud til at skulle have et barnebarn nu

Jeg gentager nok mig selv nu, men mine overvejelser er:
- vi har ikke været sammen særlig længe, nej, men vi er sikre på hinanden (så godt som man nu kan være)
- vi er trods alt "i den alder"
- han har fast job
- jeg er færdiguddannet om 2 år (læge, alle anbefaler man får barn/børn under studiet)
- Vi har LYST til at få et barn

Resten af min (og hans) familie går også og snakker om, at nu må det snart være vores tur. Det er faktisk bare mine forældre, og primært min mor, der er modstander. 
Jeg frygter bare allerede lidt hendes reaktion, hvis jeg bliver gravid. Men alligevel synes jeg jo ikke, at hun skal bestemme det for mig. 

Hvad tænker I? 

Venlig hilsen
En frustreret mig  

PS: undskyld det lange indlæg, hvor jeg muligvis gentager mig selv. 

Go for it!  Hun skal da nok vende sig til tanken, når du kommer og siger du er gravid - det kan jo være det tager lidt tid for jer at blive det? Og en anden ting - det er ikke HENDE der skal have overskuddet eller alderen, det er JER  

Min mor blev bedstemor som 41-årig, og det har aldrig været et problem - lige modsat faktisk  

PB-anonym skriver:

At I ikke har været sammen så længe, er en sindssygt dårlig grund.. 

Min bror og hans eks kæreste var sammen i 8 år og gik fra hinanden - min eks og jeg i 4 år.. Min mor og far var gift i 16 år og jeg kunne blive ved - man ved aldrig hvornår og om et forhold bliver smadret.

 

Min nuværende kæreste og jeg har påbegyndt projekt baby i december 2015 og altså kun været sammen siden oktober 2015.. Jeg er mere sikker på ham og at han er manden i mit liv, end jeg var på min eks kæreste.. Vi er begge hhv 20 og 21 år og under uddannelse. Min mor er heldigvis af den skole der siger, at vi selv styre vores liv 

Min kæreste og jeg har også boet sammen fra dag 1 nærmest og kender hinanden på godt og ondt..

 

Okay, pointen var GO FOR IT. Hvis I føler det er det rigtige tidspunkt i jeres liv og forhold, hvad står så i vejen for det? ;-)

Startede i pb efter 2 måneder? 

Eller er det en slåfejl? (Jeg dømmer ingen)

MM92 skriver:

Hej med jer  
Jeg er helt ny herinde, men jeg har lidt brug for et godt råd. 
Jeg står i lidt af et dilemma, kan man vel godt kalde det.

Min kæreste og jeg har nu gennem en 3 måneders tid sådan reelt snakket om at starte på projekt baby. Der er bare det, at min mor ikke mener, at jeg skal have et barn nu. Og hun bestemmer selvfølgelig ikke over mit liv, men nu vil jeg gerne høre jeres mening. 

Min kæreste og jeg har officielt kun været kærester i 8 måneder, så vi ved godt, at det er lidt tidligt i vores forhold. Før vi blev kærester, var vi bedste venner i et års tid godt og vel, og allerede fra første dag vi mødte hinanden, kunne vi mærke, at vi kunne snakke om ALT. 
Vi har flere gange, allerede før vi blev kærester, snakket om børn og familieliv (altså dengang var det ikke på samme måde, men mere generelt). 
Vi føler os virkelig sikre på hinanden, vi fylder hhv. 24 og 26 i år og begge vores familier er rigtig glade for, at vi har fundet sammen. Flere i min familie har direkte sagt, at han er den bedste, jeg nogensinde har været sammen med (inkl. min mor). 

Han har også været på knæ for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle sige ja. Han havde endda også bedt min far om lov først. Men da vi skulle fortælle mine forældre det, der lignede min mor en, der var ved at dø, da vi sagde, at vi havde en nyhed. Hun var simpelthen bange for, at jeg var gravid. 

Hendes argumenter for, at hun ikke synes, at jeg skal have et barn: 
- vi har ikke været sammen særlig længe (true that)
- hun er ikke gammel nok (well, hun bliver 49 i år = var 25 da hun fik mig)
- hun har ikke overskud til at skulle have et barnebarn nu

Jeg gentager nok mig selv nu, men mine overvejelser er:
- vi har ikke været sammen særlig længe, nej, men vi er sikre på hinanden (så godt som man nu kan være)
- vi er trods alt "i den alder"
- han har fast job
- jeg er færdiguddannet om 2 år (læge, alle anbefaler man får barn/børn under studiet)
- Vi har LYST til at få et barn

Resten af min (og hans) familie går også og snakker om, at nu må det snart være vores tur. Det er faktisk bare mine forældre, og primært min mor, der er modstander. 
Jeg frygter bare allerede lidt hendes reaktion, hvis jeg bliver gravid. Men alligevel synes jeg jo ikke, at hun skal bestemme det for mig. 

Hvad tænker I? 

Venlig hilsen
En frustreret mig  

PS: undskyld det lange indlæg, hvor jeg muligvis gentager mig selv. 

Hvis du føler det er det rigtige for dig/jer, så synes jeg ikke man skal ligge under for andres normer :-) 

selv havde vi kun været kærester i 1 år da jeg blev gravid første gang, endte dog i MA. Nu har vi været sammen i 2 1/2 år og skal giftes til sommer. Vi har en baby på 6 mdr og jeg har en stor fra tidligere. Bestemt ikke helt efter bogen :-D

Du skal ikke ligge under for at din mor ikke føler sig klar til at blive bedstemor, det må hun vænne sog til ;-) 

Det lyder som om I har helt styr på livet og mod på børn, så det skal I da gøre

Din mor er alt for ego-centreret.

Jeg synes I lyder til at have det fint sammen. Hvis du mener at han vil være en god far til jeres barn (også hvis I går fra hinanden), så kan jeg ikke se en grund til ikke at få barnet. 

Held og lykke