påtrængende svigermor!

Får helt ondt af farmor... Stakkels... 

Det forhold min søn har til sine bedste forældre er så unikt og varmt. Det er ikke pga aflastning eller travlhed de ses. Men pga savn og kærlighed. Næst efter os, så tror jeg bedsteforældre er dem der elsker vores søn mest. 

Forstår ikke hvad du er bange for. Du bliver jo ikke mindre mor af den grund. Du begrænser dit barns relationer til omverden. Det er negativt i forhold til når han en dag kommer ud i den store verden. Så ville det være svært for ham at klare sig. 

Du må skal lære og hvile mere i dig selv og ikke være så bitter. Nyd i stedet at andre syntes dit barn er fantastisk og dejlig. De er desuden også din kærestes søn. Så selvfølgelig har han ret til at medbestemmelse hvem der skal være i barnets liv... 

Håber for din egen skyld du løsner op. For dig selv, din søn og dit parforholds skyld...

moderhjerte24 skriver:

Må lige lukke lidt damp ud... 

Sagen er den, at Svigermor hele tiden virker påtrængende og prøver at presse på for at komme til at passe/se vores søn på 11 mdr! Hun skriver flere gange i uge og spørger når vi er sammen! ved godt hun mener det godt, men synes det er too much når jeg flere gange pænt har sagt nej tak og at jeg nok skal sige til hvis vi får brug for hjælp 

Har inden jeg fødte, gjort klar for alle i familien at vi vil og kan selv, vi gør tingene på vores måde og frabeder os råd osv. Det har alle i hvert fald accepteret..undtagen lige hende.

Har altid haft den holdning at mine børn ikke skal passes når de er små, medmiondre der ikke er andre muligheder. Når de selv er store nok til at be om det, ville jeg aldrig forbyde dem det. OG det er jo heller ikke fordi familien og bedsteforældre ikke ser os/vores søn. vi forsøger at dele det lige op da vi har en stor familien, MEN vi har altså også selv et liv og venner vi vil se. 

Havde det rigtig svært i starten med at andre skulle holde min baby, og synes det var for tidligt med 3 uger, men min kæreste synes at det skulle de altså have lov til. hvilket resulterede i at svigermor/svigerfar sad med ham en time af gangen hvor jeg bare kunne se på. Græd hver gang vi skulle derover og kørte der fra. følte det var så grænseoverskridende!  Den dag i dag, tror hun også hun skal tage over når de er her/vi er der. Hun sætter sig automatisk ved ham når vi skal spise og giver ham mad, skifter ham, går med ham osv. bliver så sur.. ! Selv når jeg gør klar til natten, kommer hun og står hun og glor over skulderen og vil børste tænder eller give ham nattøj på. ÅRH! min kæreste sys bare hun skal have lov.. det synes jeg bestemt ikke, det er der heller ikke andre i familien der gør. De spørger altid om de ikke godt må gå en tur eller sådan.. 

 

overvejer virkelig at tage en alvorssnak med hende, for synes ikke det er okay! bare svært når kæresten er uenig.. 

Er det fordi hun gør tingene forkert eller er han utryg ved hende? 

På forhånd beklager jeg hvis du bliver stødt... Men her må jeg sige HOLD DA OP hvor er du alt for meget! Utaknemmelig og... Sippet. 

Du skal da være ovenud lykkelig for at have en bedSteforældre til dit barn der så gerne vil være med. Også synes jeg det er helt hul i hovedet ikke at lade dem få et par timer sammen en gang i mellem hvor dit barn bliver "passet" - det har de skam kun godt af. Ellers får du bare et barn der kun vil være hos dig. Men det vil du måske gerne? Ej beklager igen, men fik det seriøst dårligt på farmorens vejen da jeg læste dit opslag. Stiller din mand sig slet ikke kritisk overfor din opførsel ?

Må desværre give de andre ret i at det lyder som om at din svigermor bare gerne vil være en del af din søns liv Tænk ikke at måtte holde sit eget barnebarn

Hvad så med den dag at du rent faktisk har brug for pasning til ham, og du sender ham hjem til en farmor og farfar som han knap kender?

Når det så er sagt kan jeg godt huske følelsen fra dengang jeg fik mit første barn. Jeg ville også helst gøre det hele selv, han skulle ikke passes, og når andre sad med ham så sad jeg bare og ventede på at få ham tilbage igen.

Med mit andet barn er jeg blevet meget mere afslappet. Han skal stadig ikke passes (han er knap et år), men jeg har valgt at være mere afslappet med at bedsteforældre får lov til at tage lidt over når vi er hos dem. Det er jo heldigvis ikke hver dag man er der  Det har gjort mig meget mindre anspændt når vi er ude hos bedsteforældre og givet et meget bedre forhold til min svigermor (som jeg også synes pressede alt for meget på før i tiden ) og vores unger har et fantastisk forhold til min svigermor og svigerfar i dag. 

Tænk på dem som en fantastisk bonus til din søns liv. Og nej han holder ikke mindre af dig bare fordi han er lidt sammen med sine bedsteforældre.

Min mor har ligesom dig aldrig brudt sig om sin svigermor (min farmor), og vi er kun blevet passet af dem i nødstilfælde. Når vi var hos dem sammen med vores forældre var min mor nærmest jaloux hvis vi gerne ville snakke med dem, og jeg må ærligt indrømme at jeg altid har været  EGET ked af det over hendes opførelse Er så skuffet over, at jeg ikke har et ligeså godt forhold til min farmor i dag som mine kusiner hvor forældrene gav bedsteforældre lov til at være en del af deres liv. 

Det lyder som om at du har nogle følelser at arbejde med. Det ville gøre jeres forhold meget mindre anspændt, og du ville give din søn en fantastisk gave ved det nære bånd der kan blive bygget op med hans bedsteforældre.

Synes du skal slappe af og nyde at hun kan tage over en gang imellem. Og det med at tude hele vejen hjem det må du altså vokse fra. Det høre teenage tiden til. Du er en voksen kvinde og prøv og behandle farmor som du gerne vil behandles en gang i fremtiden. 

Jeg må tilstå at jeg er enig med de andre. 

Men jeg synes du skal snakke med svigermor om, at hun skal spørge om det er okay at hun hjælper, så hun ikke bare gør det. Men du skal så være bedre til at acceptere den hjælp og nyde det. Så kan det være at du på et tidspunkt synes det er rigtig rart

Nu bliver jeg nok også rigtig upopulær... 

Men stakkels stakkels Barn... Tænk sig at blive snydt for noget så værdifuld som en relation til nogen af de vigtige personer i sit liv... Lige meget hvor lidt man ikke er vilde med dem, så er det altså en meget vigtig relation til bedsteforældre... De kan give en hel unik kærlighed, som vi som forældre bare ikke kan... Og det må man dæleme ikke fratage sine børn... I mine øjne er det næsten omsorgsvigt... Ja jeg skrev det... 

Mine børn er blevet frataget det fra begge sider.. Min mor er død og min far har slerose og på nuværende tidspunkt væk mentalt fra os... Den store havde lidt glæde, men ikke den lille... Farfar er også væk og farmor er karriere kvinde og ikke lyst til at lave farmor ting.. Og de mangler det så meget... Overvejer at søge efter en reservebedste, fordi jeg synes det er så vigtig/værdifuld del af et barns liv...

så synes måske du skulle revurdere dit barns forhold til alle sine bedsteforældre... Og give dit barn mulighed for en masse kærlighed...

Jeg bliver også nødtil lige at komme med min mening, for synes godt nok folk er hårde ved dig. Han er jo ikke så gammel endnu og kan jo stadig nå at få et godt forhold til sine bedsteforældre og du siger jo også at I besøger dem rimelig ofte. Jeg kan godt følge dig et godt stykke hen af vejen. Nu er min søn godt nok kun 2mdr, og rimelig pivet når han sidder hos andre end mig. Har opdaget efter at jeg blev mor, at jeg er lidt mere løvemor end jeg havde forestillet mig. Synes ikke det er så sjovt når alle vil holde og står og laver lyde og mærkelige ansigter til ham, når jeg kan se at det gør ham utryg. Min generelle holdning er dog at han skal have et godt forhold til sine bedsteforældre. Og de må selvfølgelig gerne passe og holde når han selv er klar til at komme rundt. Synes det skal handle om barnets behov. Hvis din søn hygger sig og smiler når farmor holder ham eller giver ham nattøj på, så skal hun have lov. 

Nu får du lige et sobert svar fra én som overvejende er enig i at du lukker farmor for meget ude, men samtidig kender fuldt ud til dine følelser omkring det at hun "tager over".

Først så synes jeg det er fint at du taler med din bedre halvdel om det, og også at du giver dig selvom det måske gør ondt. Det er jeres fælles barn og far har også noget at skulle sige - så: flot klaret, det er svært når man har den følelse som du har 

Dernæst synes jeg at det virker som om alle de her ting "kun" er problemer oppe i dit hoved. Altså jeg oplever det som dit behov, og ikke barnets behov at holde farmor på afstand.

Jeg havde det ligesom dig da jeg fødte vores første, jeg hadede at jeg skulle dele hende med andre end min mand, men samtidig vidste jeg jo godt at jeg ikke kunne holde hende i mine arme resten af hendes liv.

Mit issue med farmor bestod i at hun prøvede alt for meget - og selvom hun gjorde det i den bedste mening, så var alt hvad hun gjorde, på baggrund af hvad hendes 5 mdr. ældre barnebarn fra anden side kunne/skulle/ville. Så jeg følte på ingen måde at det var mit barn hun var interesseret i, men bare farmor-rollen (som hun jo så åbenbart selv syntes hun havde helt styr på, fra erfaringen med det andet barn). Jeg bed det i mig, og lod hende gøre mange af de ting som jeg selv ellers gjorde mange gange om dagen (fx en ble eller lign.).

I dag er tøsen næsten 3 år og elsker sin farmor. Farmor har lært på "den hårde måde" at hun ikke har kunne gøre det samme med begge børn, fordi børn er forskellige og reagerer forskelligt, og jeg tror det er kommet bag på hende hvor meget mere de søger farfar - fordi han ikke "overfalder" dem og er over dem hele tiden 

Min pointe er at mit barn ingen skade har taget, og at hun har et godt forhold til sin farmor idag, selvom jeg var meget skeptisk omkring det i starten.

Jeg tror du skal starte med at gøre op med dig selv hvilke ting du godt kan "undvære" når hun er der. Gør det fx noget at hun ordner en ble - som du jo tager mange af om dagen? Eller at hun går en tur som jo også er en hverdagsting? Kunne du tale med din mand om at i sammen fortalte at i du har svært ved at give slip, men at du prøver, og derfor har i aftalt at det må starte i det små, og lige nu er det den og den ting som er "tilladt" for farmor og andre, og at du selvfølgelig arbejder på følelserne og at der nok skal komme mere på listen, men at det ikke hjælper at presse på?

Held og lykke, jeg ved det ikke er nemt 

Jeg tænker umiddelbart, at du har det rigtig svært med at give slip på dit barn, og det er noget man skal arbejde med.

Jeg tænker dog også, at du måske allerede inden I fik jeres barn havde lidt problemer med din svigermor, og du måske nu kun kan se "dårlige" træk hos hende. Det er rigtig ærgerligt. Jeg kender ikke din svigermor eller dig, men det er klart noget i bør tale om, ellers kommer du aldrig videre.

Det vigtige syntes jeg, når du skal tale med hende, er at du gør det klart for hende, at du meget gerne vil have hende i jeres og jeres barns liv og at du ønsker, at hun skal have et godt og tæt forhold til sit barnebarn (hvis det selvfølgelig er det du ønsker). Herefter kan du tale med hende om, at du har svært ved, at hun vil "overtage" jeres barn, når hun er der.

Samtidig syntes jeg også, at I kan aftale nogen dage, hvor hun måske kan hente i vuggestuen (hvis barnet er i vuggestue?) eller hvor hun kommer over og tager barnet med ud og gå et par timer, mens du så tager til massage eller hygger med en veninden/din mand på en cafe - så du kommer lidt ud af "mor-rollen" og bare er dig. 

Håber du kan bruge det til noget.