Anonym skriver:
Jeg vælger at skrive dette indlæg anonymt, da jeg har svært ved at stå ved mine følelser omkring dette.
Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at jeg elsker min lille søn overalt på hele jorden. Når han smiler, griner eller giver mig dyb øjenkontakt, er det al frustrationen, gråden og skænderierne værd. Men - og det er et stort "men": Hvorfor er det lige mig, der har fået sådan et besværligt barn? Ugh, det var en svær sætning bare at skrive.. Jeg ved godt, at flere vil kigge åndssvagt på mig - for ja, det kunne være meget værre. Jeg har en sund og rask dreng på snart 6 mdr. Et rigtig ønskebarn fra både min og farens side. Men hold op, hvor han tærer på mine kræfter! Han har så meget energi og sover bare aldrig... Han skal stimuleres og have opmærksomhed 100% af sin vågne tid, hvilket er fra kl. 5.30-20.30 (kun udbrudt af fem powernaps på 30-45 min.)
Han er motorisk langt fremme og brænder meget energi af hele dagen, hvorfor man skulle tro, at han også havde brug for at lade op, men nej. Når han endelig skal sove, er det en kamp, som ofte tager mig længere tid end selve luren. Meget demotiverende. Han skal først til brystet for at geare ned og herefter vugges i armene, mens vi synger hans godnatsang. Er vi heldige, kan vi bare lægge ham i vores seng og så sover ham (han vil ikke sove i egen seng eller nogen andre steder for den sags skyld) og er vi uheldige, skal han til brystet igen, vugges, til brystet, vugges og så videre og så videre...
Det er uholdbart for alle parter og jeg er ved at køre helt død i det, men intet andet virker. Vi har prøvet at tage en kold tyrker og virkelig dedikere os til at ændre hans søvnvaner, men han er så stædig en gut! Han holder sig hellere vågen indtil han til sidst er så overtræt, at han bare skriger sig i søvn end at sove et nyt sted. (Det skal lige siges, at han har lidt af kolik siden fødslen og kæmper stadig meget med maven, hvilket giver afbrudt og dårlig søvn).
Jeg er nået til dét punkt, hvor jeg nærmest ikke orker at være alene med ham i dagtimerne mere. Ikke fordi, at jeg ikke elsker ham eller ikke vil være sammen med ham - men fordi det simpelthen er så fysisk udmattende. Når jeg kigger på de andre i min mødregruppe, hvis babyer bare sover 3 timer i streg om dagen og 6-7 timer i streg om natten, samt bare falder i søvn af sig selv, når de er trætte... Årh, det virker bare så nemt og så kan jeg ikke lade være med at tænke "hvorfor har jeg fået sådan en besværlig og opmærksomhedskrævende baby? Hvornår bliver det nemmere? Bliver det kun værre, nu hvor han vænner sig til kun at sove på den her måde? Hvordan ændrer jeg det her mønster uden at min søn skal græde sig i søvn hver gang?"
Tak, hvis du læste med så langt. Det blev en lidt længere smøre, men det var befriende at komme ud med de tanker, man ikke rigtigt kan sige højt.. Hvis du har nogle gode idéer til, hvad jeg kan prøve eller hvis du står/har stået i samme situation, må du meget gerne kommentere. 
Gud hvor kunne det være mig der havde skrevet det for 6 mdr siden!!
Min første som nu bliver 5 i næste uge har været total piece-of-cake altid.. Så jeg tænkte, hvor hårdt kan det lige blive med nr. 2.. 
Måske er det bare karma der bed mig i røven. Det gik fint de første 6 uger med SÅ var det også slut. Hun skreg, sov ikke, ville ikke køre i bil, ville ikke være hos fremmede - ikke engang far og ville under ingen omstændighed bruge sut!! Det var så drænene, og nogle gange havde jeg aller mest lyst til at forære hende til den første der kom forbi ude på vejen. Jeg var SÅ træt og nedkørt. 
Jeg tænkte så at det kunne jo ikke blive ved, så jeg bestemte mig for at når jeg havde sagt sov - så var det sov. Så jeg traskede gerne 2 timer med barnevognen, for at holde hende sovende i den tid jeg havde planlagt. Det gav så meget pote på den lange bane, selvom det også var hårdt, så gjorde det at vi fik en rytme.
Min veninde var så sød at låne mig en slynge vugge, og det var seriøst vores ægteskabsredning. Vi kunne sidde og halvsove i sofaen mens vi bouncede hende i vuggen. Og vi kunne stikke en arm ud over kanten og vugge om natten.
Det hjalp virkelig, og i dag er hun 13 mdr. sover fra 19-06 med få gange hvor vi lige skal give sutten. Hun bliver bare lagt i bv til morgenlur og til middag, og så ligger hun sig selv til at sove uden at vi skal vugge eller trille.
Så selvom det var hårdt at være vedholdende i at skabe hende en rytme, så var det bare det hele værd! Vores sociale liv gik lidt i stå fordi vi begrænsede os selv til at det var dendes behov først, men vi orkede det jo heller ikke rigtigt alligevel, så det var fint i den periode.
Men jeg vil klart anbefale dig en Natures Sway slyngevugge. Det var seriøst redningen her i huset.. 
