Tabu: Hvorfor har jeg fået et så besværligt barn?

Jeg vælger at skrive dette indlæg anonymt, da jeg har svært ved at stå ved mine følelser omkring dette.

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at jeg elsker min lille søn overalt på hele jorden. Når han smiler, griner eller giver mig dyb øjenkontakt, er det al frustrationen, gråden og skænderierne værd. Men - og det er et stort "men": Hvorfor er det lige mig, der har fået sådan et besværligt barn? Ugh, det var en svær sætning bare at skrive.. Jeg ved godt, at flere vil kigge åndssvagt på mig - for ja, det kunne være meget værre. Jeg har en sund og rask dreng på snart 6 mdr. Et rigtig ønskebarn fra både min og farens side. Men hold op, hvor han tærer på mine kræfter! Han har så meget energi og sover bare aldrig... Han skal stimuleres og have opmærksomhed 100% af sin vågne tid, hvilket er fra kl. 5.30-20.30 (kun udbrudt af fem powernaps på 30-45 min.)

Han er motorisk langt fremme og brænder meget energi af hele dagen, hvorfor man skulle tro, at han også havde brug for at lade op, men nej. Når han endelig skal sove, er det en kamp, som ofte tager mig længere tid end selve luren. Meget demotiverende. Han skal først til brystet for at geare ned og herefter vugges i armene, mens vi synger hans godnatsang. Er vi heldige, kan vi bare lægge ham i vores seng og så sover ham (han vil ikke sove i egen seng eller nogen andre steder for den sags skyld) og er vi uheldige, skal han til brystet igen, vugges, til brystet, vugges og så videre og så videre...

Det er uholdbart for alle parter og jeg er ved at køre helt død i det, men intet andet virker. Vi har prøvet at tage en kold tyrker og virkelig dedikere os til at ændre hans søvnvaner, men han er så stædig en gut! Han holder sig hellere vågen indtil han til sidst er så overtræt, at han bare skriger sig i søvn end at sove et nyt sted. (Det skal lige siges, at han har lidt af kolik siden fødslen og kæmper stadig meget med maven, hvilket giver afbrudt og dårlig søvn).

Jeg er nået til dét punkt, hvor jeg nærmest ikke orker at være alene med ham i dagtimerne mere. Ikke fordi, at jeg ikke elsker ham eller ikke vil være sammen med ham - men fordi det simpelthen er så fysisk udmattende. Når jeg kigger på de andre i min mødregruppe, hvis babyer bare sover 3 timer i streg om dagen og 6-7 timer i streg om natten, samt bare falder i søvn af sig selv, når de er trætte... Årh, det virker bare så nemt og så kan jeg ikke lade være med at tænke "hvorfor har jeg fået sådan en besværlig og opmærksomhedskrævende baby? Hvornår bliver det nemmere? Bliver det kun værre, nu hvor han vænner sig til kun at sove på den her måde? Hvordan ændrer jeg det her mønster uden at min søn skal græde sig i søvn hver gang?" 

Tak, hvis du læste med så langt. Det blev en lidt længere smøre, men det var befriende at komme ud med de tanker, man ikke rigtigt kan sige højt.. Hvis du har nogle gode idéer til, hvad jeg kan prøve eller hvis du står/har stået i samme situation, må du meget gerne kommentere. 

Jeg har mange gange tænkt det samme. 

Min er dog snart 6 år, så man overlever og kommer igennem  

Hun har også altid haft ekstremt meget energi og fokuseret meget på det motoriske. Har aldrig rigtig gide sove, hverken nat eller dag, og fuuuuuck det har trukket tænder ud.

Hun er faktisk (næsten) først nu blevet ret selvkørende og man skal ikke være "på" og "underholde" konstant. 

Men ja, jeg har da før tænkt at hun da har været lidt mere besværlig end mange andre børn....

Skammer mig dog ikke over at sige det højt, for elsker hende jo ubetinget alligevel - og hun er jo lige som hun skal være

Men det ER pisse hårdt - og for os, var der lang vej....

Det bliver bedre! Det er nok ikke lige det du vil høre nu, men det bliver bedre. Han er stadig lille og man kan endnu ikke træne dem eller ændre ret meget på deres rutiner.

Der er en gruppe for 30 minutters børn på Facebook, måske det var noget. Der er der en masse andre i din situation.

Ha rigtig prøvet en slynge vugge? Jeg kender flere hvor den virkelig har været en redning.

Jeg vil bare give dig et stort kram og sige at du ikke er alene  Jeg har ærligt også indimellem været parat til at løbe hjemmefra .. Her er det heldigvis vendt efter nogle ture til kiropraktor og jeg kan endelig nyde det !!

Har I evt prøvet med kiropraktor ? Vi så god effekt fra dag 1 og det blev kun bedre .. 

Tak for jeres søde svar! Det er rart at vide, at man ikke er alene. 

Vi har prøvet kiropraktor og han har fået rettet nakken/ryggen flere gange, men det gav ikke nogen synlig effekt, synes jeg. Så vi holdt op igen. 

Men jeg vil helt sikkert se nærmere på den der "30 minutters"-gruppe. Tak for tippet! 

Først vil jeg give et kæmpe kram.

Jeg ville også foreslå kiropraktor. Man har jo hørt om børn som ikke kunne sove, slappe af og der var gang i den hele tiden, og så gik de til kiropraktor, og så blev det bedre..

Men ellers så vil jeg sige, at det bliver bedre. Det er hårdt nu, men tro mig. det bliver meget bedre.  

Først - hvor er det flot skrevet.. Mange står i nøjagtig denne situatinen 

jeg arbejder med børn/familier og har hørt dette mange gange (inden Du tænker - årh nej ikke en som tror hun er bedre end andre og har alle svar) fordi jeg er også mor og har prøvet dette.. 

Lige nu er jeg dog på vej hjem for at hente min datter på to år.. Nej vil gerne i aften eller i morgen skrive min viden �� Og det er på ingen måder sikkert det kan hjælpe.. Fordi man har bare lyst til at skrige Aaaarg, netop fordi det du står ikke er det man forbinder med sit lille ønskebarn som skulle være "nemmere" �� 

Men er det rigtig læst han er 6 mdr?? 

Mn101186 skriver:

Først - hvor er det flot skrevet.. Mange står i nøjagtig denne situatinen 

jeg arbejder med børn/familier og har hørt dette mange gange (inden Du tænker - årh nej ikke en som tror hun er bedre end andre og har alle svar) fordi jeg er også mor og har prøvet dette.. 

 

Lige nu er jeg dog på vej hjem for at hente min datter på to år.. Nej vil gerne i aften eller i morgen skrive min viden �� Og det er på ingen måder sikkert det kan hjælpe.. Fordi man har bare lyst til at skrige Aaaarg, netop fordi det du står ikke er det man forbinder med sit lille ønskebarn som skulle være "nemmere" �� 

Men er det rigtig læst han er 6 mdr?? 

Jeg gik forresten til kiropraktor med min datter i 6 mdr - dette hjalp os da hun var låst i kroppen efter fødslen - hvilket er meget svært at se ��

Jeg vælger at skrive dette indlæg anonymt, da jeg har svært ved at stå ved mine følelser omkring dette.

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at jeg elsker min lille søn overalt på hele jorden. Når han smiler, griner eller giver mig dyb øjenkontakt, er det al frustrationen, gråden og skænderierne værd. Men - og det er et stort "men": Hvorfor er det lige mig, der har fået sådan et besværligt barn? Ugh, det var en svær sætning bare at skrive.. Jeg ved godt, at flere vil kigge åndssvagt på mig - for ja, det kunne være meget værre. Jeg har en sund og rask dreng på snart 6 mdr. Et rigtig ønskebarn fra både min og farens side. Men hold op, hvor han tærer på mine kræfter! Han har så meget energi og sover bare aldrig... Han skal stimuleres og have opmærksomhed 100% af sin vågne tid, hvilket er fra kl. 5.30-20.30 (kun udbrudt af fem powernaps på 30-45 min.)

Han er motorisk langt fremme og brænder meget energi af hele dagen, hvorfor man skulle tro, at han også havde brug for at lade op, men nej. Når han endelig skal sove, er det en kamp, som ofte tager mig længere tid end selve luren. Meget demotiverende. Han skal først til brystet for at geare ned og herefter vugges i armene, mens vi synger hans godnatsang. Er vi heldige, kan vi bare lægge ham i vores seng og så sover ham (han vil ikke sove i egen seng eller nogen andre steder for den sags skyld) og er vi uheldige, skal han til brystet igen, vugges, til brystet, vugges og så videre og så videre...

Det er uholdbart for alle parter og jeg er ved at køre helt død i det, men intet andet virker. Vi har prøvet at tage en kold tyrker og virkelig dedikere os til at ændre hans søvnvaner, men han er så stædig en gut! Han holder sig hellere vågen indtil han til sidst er så overtræt, at han bare skriger sig i søvn end at sove et nyt sted. (Det skal lige siges, at han har lidt af kolik siden fødslen og kæmper stadig meget med maven, hvilket giver afbrudt og dårlig søvn).

Jeg er nået til dét punkt, hvor jeg nærmest ikke orker at være alene med ham i dagtimerne mere. Ikke fordi, at jeg ikke elsker ham eller ikke vil være sammen med ham - men fordi det simpelthen er så fysisk udmattende. Når jeg kigger på de andre i min mødregruppe, hvis babyer bare sover 3 timer i streg om dagen og 6-7 timer i streg om natten, samt bare falder i søvn af sig selv, når de er trætte... Årh, det virker bare så nemt og så kan jeg ikke lade være med at tænke "hvorfor har jeg fået sådan en besværlig og opmærksomhedskrævende baby? Hvornår bliver det nemmere? Bliver det kun værre, nu hvor han vænner sig til kun at sove på den her måde? Hvordan ændrer jeg det her mønster uden at min søn skal græde sig i søvn hver gang?" 

Tak, hvis du læste med så langt. Det blev en lidt længere smøre, men det var befriende at komme ud med de tanker, man ikke rigtigt kan sige højt.. Hvis du har nogle gode idéer til, hvad jeg kan prøve eller hvis du står/har stået i samme situation, må du meget gerne kommentere. 

Jeg vil nok nærmere sige at det er de andre i din mødregruppe der har fået nemme børn. 

Jeg ved ikke om det kan være en trøst, men min søns mønster var meget det samme som dins. Nej, han havde ikke kolik, og faldt relativt hurtigt i søvn. Men sov altid kun 45 min. pr. lur og vågnede hver 90. minut hele natten lang. Og vi havde problemer med amningen de første 5 mdr., hvilket betød at jeg var stort set bundet til hjemmet i al den tid.

Han skulle også hele tiden have opmærksomhed i sine vågne timer (men skal alle babyer ikke dét i den alder???).

Ja - det bliver bedre. Selvfølgelig. De vokser og ændrer sig hele tiden - specielt i den alder. Min søn begyndte pludselig at sove lure på 2-3 timer fra den ene dag til den anden. det tog lang tid før nattesøvnen blev sammenhængende, men det skete. Alt er faser med de små og jeres er stadig så lille at man ikke kan forudse hvordan det kommer til at se ud i morgen.