Bryder hun tavshedspligten ?

Anonym skriver:

Skriver lige ano, af hensyn til min medstuderende. 

Situationen er sådan, at jeg forleden fulgtes hjem fra studiet (sygeplejeske), sammen med en med studerende (kaldet B). På vejen møder jeg en kær gammel ven af familien, som jeg automatisk falder lidt i snak med et par minutter. 

Da B og jeg er kommet et stykke væk, udbryder hun. "Kunne han kende dig?" Hvortil jeg forklare han er en god ven af familien, som vi ofte ser. 

Hun begynder at fortælle at hun kender ham fra hjemmeplejen (vi vidste ikke han fik hjælp ude fra, men var dog ikke noget der undre os). Hun fortsætter så med at fortælle at han har diverse sygdomme og begyndende demens osv. (Skal siges han ikke selv har delt disse ting med os, formentligt pga. Han ikke ønsker at dele det). 

Men nu er jeg jo begyndt at tænke, det er vel et brud på tavshedspligten at B fortæller mig det? Eller er det at vi begge læser det samme, nok til at hun må informere mig om disse ting?? 

Skulle man tage en snak med B omkring det ? Nu går jeg jo med en viden jeg ikke burde have, + jeg ofte er bange for selv at komme til at snakke over mig i hans selvskab nu.  Hmm 

Bare fordi man læser det samme må man absolut ikke tale om personlige ting. Hun bryder i den grad tavshedspligten, og er ret alvorligt. 

Mor1986 skriver:

På vores uddannelse er det sådan at det vi oplever i praktikken må vi godt snakke om i undervisningen. Men det har vi skrevet under på. Da det jo kan give læring til andre. Men gik jeg ud og fortalte om en patient. Eller et barn (læser pau), uden for klassen så er det at bryde tavshedspligten. 

Det måtte vi også under udd, men vi måtte under ingen omstændigheder benævne personen eller andet personligt, som kunne fortælle hvem personen var 

Kay skriver:

2 (eller flere) der arbejder samme sted med samme beboer/patienter/brugere må gerne snakke om disse tig og nævne navne dette må dog ikke høres hvor andre høre med eller i det offentlige rum og må slet slet ikke gives videre til 3. Part 

Men KUN hvis begge kollegaer skal indgå i plejen omkring denne patient/borger. 

M (: skriver:

Men KUN hvis begge kollegaer skal indgå i plejen omkring denne patient/borger. 

Det var jo også det jeg skrev at de arbejder med de samme borgere 

Har også tænkt mig at tage en snak med B, netop pga. Jeg ikke ønsker hende i problemer.

Men når det sagt, så sagde jeg det faktisk til hende, da hun nævnte hjemmeplejen, at det vidste jeg/vi ikke, at han var tilknyttet. 

 

Nu ved jeg ikke hvad de andre oplever i forhold til kommunikation på afdelinger. Men de steder jeg har været ude, i bl.a. Hjemmeplejen, psykiatrien og medicinske afdelinger, der er patienter ved navn og cpr blevet nævnt bag lukkede døre under morgenmøder, opsamlinger og/eller lign. mellem kollegaer. 

Men aldrig på f.eks. gangen eller anden steds hvor der er en chance for at patienter eller pårørende kan hører noget.  + kun i relevant sammenhæng i arbejdstiden. 

Jeg kan ikke helt lade være med at blive lidt frustreret over at du tager hendes parti frem for familievennens/patientens?  

Det har jo tydeligt påvirket dig at få de informationer, om du vil det elker ej? og nej, selvfølgelig ønsker man da aldrig for nogen at de får ballade, men ikke desto mindre så har hun altså fortjent det?

Og som en anden siger; så lyder det altså som en omgang sladder, og det er simpelthen ikke i orden, veninde eller ej! Jeg synes at det er fair at du snakker med hende først og informerer hende om de konsekvenser det har haft for dig at vide de ting, og at du bliver nødt til at gå til ledelsen med det. Så har du både været fair over for hende og for patienten. Men så fremt at du ikke går videre med det, uanset hvor meget hun tigger og beder, så tager du faktisk hendes parti og ikke patientens og det synes jeg er bekymrende!

Hans rettigheder som patient bør altid komme før hendes rettigheder til at sladre - studerende eller ej, veninde eller ej!

Så må hun sgu starte forfra, for hun har jo tydeligvis dumpet den vigtigste prøve!

Kay skriver:

Fik skrevet alder men mente navn

Jeg vidste hvad du mente

Årgangs Mor skriver:

Det måtte vi også under udd, men vi måtte under ingen omstændigheder benævne personen eller andet personligt, som kunne fortælle hvem personen var 

Nej nemlig. I min klasse kunne det ske en kom til at sige for meget. Men så sagde læren at vi skulle huske at alt der blev sagt der ikke måtte komme videre. Så de var heldigvis meget opmærksomme hvis det smuttede. Og det gjorde det heldig is sjældent. 

Anonym skriver:

Har også tænkt mig at tage en snak med B, netop pga. Jeg ikke ønsker hende i problemer.

Men når det sagt, så sagde jeg det faktisk til hende, da hun nævnte hjemmeplejen, at det vidste jeg/vi ikke, at han var tilknyttet. 

 

Nu ved jeg ikke hvad de andre oplever i forhold til kommunikation på afdelinger. Men de steder jeg har været ude, i bl.a. Hjemmeplejen, psykiatrien og medicinske afdelinger, der er patienter ved navn og cpr blevet nævnt bag lukkede døre under morgenmøder, opsamlinger og/eller lign. mellem kollegaer. 

Men aldrig på f.eks. gangen eller anden steds hvor der er en chance for at patienter eller pårørende kan hører noget.  + kun i relevant sammenhæng i arbejdstiden. 

Jeg synes, og nu går jeg imod strømmen herinde, at du skal gå direkte til hende og fortælle, at hun har brudt sin tavshedspligt - og så lade det afhænge af hendes reaktion, om der skal ske mere. 

Jeg er fuldstændigt enig i, at tavshedspligten er "hellig", og at hun har dummet sig gevaldigt - men hvis hun selv kan se, den er gal, når du konfronterer hende med det, så er budskabet jo sevet ind, og så ville jeg ikke involvere ledelse/undervisere. 

I er studerende, og selvfølgelig gælder reglerne også for jer. Men I er netop i gang med at lære, og hvis hun af denne episode lærer - blot ved at tale med dig om det - at dette var no-go og ikke må gentage sig, så ser jeg ingen grund til, at det skal få alvorlige konsekvenser for hendes studie. 

Jeg kan egentlig ikke forestille mig noget tydeligere læreeksempel for hende end netop dette - det er nemt nok at overholde tavshedspligten i forhold til fremmede, og det er netop, når vi snakker med familie, kolleger fra andre steder, venner osv., at vi kan komme til at fortale os. Så har du mod på selv at gå til hende, og kan du se og høre, at det gør indtryk på hende, og at hun ved, hun har dummet sig gevaldigt, ville jeg lade det blive ved det.