Psykisk syg - diagnose

Anonym skriver:

Ja sådan kan man selvfølgelig også sige det. Men hun har ikke været ene om det. Har mest boet hos min far og han er nok primær skyld i " det " . At man som mor ikke tar et ansvar når ens barn ikke trives er en anden sag. Husker desværre kun meget lidt fra min barndom. 

• Jeg er ked af at høre om din baggrund. Jeg kender selv til forældre der ikke er der. Og med hendes fravær har hun jo netop også givet op retten til at bestemme noget som helst. Synes det lyder til at det er hende der burde søge noget professionelt hjælp.

Anonymor skriver:

Jeg tænker, at det er vigtigt du holder fast i det billede du har af dig selv, så længe at der kun er én person - som tydeligvis har nogle problemer - der siger det til dig. Jeg tænker det er en desperat handling fra hendes side, i en diskussion hvor hun kan se, at hun ikke vinder. Det er synd, hvis det virker. Hvis du er i tvivl, ville jeg snarere konferere med mine andre pårørende - kan de bekræfte din mors ord? Hvis ikke er det næppe dig, der er 'noget galt med'. Jeg vil dog sige, at hvis du har så dårligt selvværd, som du siger, så var det måske en ting der er værd at arbejde på. Men helt uden sammenhæng til hvad din mor har sagt, og udelukkende hvis det er noget, du har lyst til.

Jeg synes dog det vidner om en stor indre styrke, at du formår at få sagt fra over for din mor. Det er der mange, der har svært ved. Så måske dit selvværd er højere end du giver dig selv credit for

KH den psykologistuderende

Må jeg spørge dig efter noget ??

Anonym skriver:

Må jeg spørge dig efter noget ??

Naturligvis

Anonymor skriver:

Naturligvis

Tak for det. Mit hoved kværner rundt i en stor pærevælling  kan ikke finde op eller ned i alt det her. Kan mærke det påvirker mig rigtig meget, og har gjordt igennem en længere periode. Kan se at jeg i en længere periode har trukket mig socialt , da jeg føler jeg gør ting forkert.  Hvordan hjælper jeg mig selv bedst muligt ? For et eller andet sted har min mor jo så ret men tænker så samtidig , at det vel er " normalt " når jeg hele tiden får af vide , at jeg gør tingene forkert . Ting som at hilse forkert , hvis jeg møder hende , ikke svare tidsnok på SMS eller opkald. Er jeg ved at blive skør ? Roder virkelig rundt i alle tankerne

Anonymor skriver:

Naturligvis

ej det blev vist lidt rodet hvilket nok afspejler mine tanker. Er så forvirret

Anonym skriver:

Tak for det. Mit hoved kværner rundt i en stor pærevælling  kan ikke finde op eller ned i alt det her. Kan mærke det påvirker mig rigtig meget, og har gjordt igennem en længere periode. Kan se at jeg i en længere periode har trukket mig socialt , da jeg føler jeg gør ting forkert.  Hvordan hjælper jeg mig selv bedst muligt ? For et eller andet sted har min mor jo så ret men tænker så samtidig , at det vel er " normalt " når jeg hele tiden får af vide , at jeg gør tingene forkert . Ting som at hilse forkert , hvis jeg møder hende , ikke svare tidsnok på SMS eller opkald. Er jeg ved at blive skør ? Roder virkelig rundt i alle tankerne

Hvis du er vokset op sådan og har fået de ting at vide hele dit liv, så vil du få den grundantagelse om dig selv, at du er forkert. Alt du gør er forkert. Og de ting du oplever i dit liv, vil du søge at passe ned i "jeg er forkert"-kassen. Hvis du så har erfaringer, der går imod denne forventning, er der flere muligheder. Enten ændres dine tanker om de begivenheder, så de alligevel passer ned i den kasse, ellers frasorteres de. Og sådan vil det så fortsætte med at du - hele tiden ubevidst - kommer til at forstærke den her grundide om at du er forkert. Det er enormt forenklet og ud fra den baggrund at jeg jo ikke ved ret meget om dig eller dit liv. 

De her ting betyder jo ikke, at du faktisk ER forkert. Men det er svært at tro på andet. Og her har du nok brug for hjælp af en psykolog der kan hjælpe dig med at arbejde med disse grundtanker du har om dig selv og dit liv, så du kan få støtte i, at du er okay som du er, men er formet af nogle uhensigtsmæssigt mønstre i din opvækst. 

Som sagt - det er ikke et facit. Jeg kender jo ikke så mange detaljer

Anonymor skriver:

Hvis du er vokset op sådan og har fået de ting at vide hele dit liv, så vil du få den grundantagelse om dig selv, at du er forkert. Alt du gør er forkert. Og de ting du oplever i dit liv, vil du søge at passe ned i "jeg er forkert"-kassen. Hvis du så har erfaringer, der går imod denne forventning, er der flere muligheder. Enten ændres dine tanker om de begivenheder, så de alligevel passer ned i den kasse, ellers frasorteres de. Og sådan vil det så fortsætte med at du - hele tiden ubevidst - kommer til at forstærke den her grundide om at du er forkert. Det er enormt forenklet og ud fra den baggrund at jeg jo ikke ved ret meget om dig eller dit liv. 

De her ting betyder jo ikke, at du faktisk ER forkert. Men det er svært at tro på andet. Og her har du nok brug for hjælp af en psykolog der kan hjælpe dig med at arbejde med disse grundtanker du har om dig selv og dit liv, så du kan få støtte i, at du er okay som du er, men er formet af nogle uhensigtsmæssigt mønstre i din opvækst. 

Som sagt - det er ikke et facit. Jeg kender jo ikke så mange detaljer

Tak for svar. Det er selvfølgelig rigtig svært, som du siger ,da du jo ikke kender til mit liv. Er sådan en type der ikke rigtig kan give slip , og prøver virkelig at analysere , hvad der er sket . Og så er det jeg bliver forvirret og fanget i et tankespind. For ønsker så meget et ordenlig forhold til min mor men på ordenligt vilkår. Og tænker at for at få et ordenlig forhold handler det vel også om , at respektere hinanden og vores forskelligheder. 

Anonym skriver:

Tak for svar. Det er selvfølgelig rigtig svært, som du siger ,da du jo ikke kender til mit liv. Er sådan en type der ikke rigtig kan give slip , og prøver virkelig at analysere , hvad der er sket . Og så er det jeg bliver forvirret og fanget i et tankespind. For ønsker så meget et ordenlig forhold til min mor men på ordenligt vilkår. Og tænker at for at få et ordenlig forhold handler det vel også om , at respektere hinanden og vores forskelligheder. 

Det handler om gensidig respekt, ja. Og sagen er den, at du ikke kan reparere jeres forhold alene. Det kommer du ingen vegne med - hvis din mor ikke er parat på det, og ikke er i stand til at erkende egne begrænsninger, så tror jeg ikke, at du gør meget andet end at påføre dig selv smerte ved at kæmpe den kamp. 

Anonymor skriver:

Det handler om gensidig respekt, ja. Og sagen er den, at du ikke kan reparere jeres forhold alene. Det kommer du ingen vegne med - hvis din mor ikke er parat på det, og ikke er i stand til at erkende egne begrænsninger, så tror jeg ikke, at du gør meget andet end at påføre dig selv smerte ved at kæmpe den kamp. 

Tænker du har ret. Så svært for det ene øjeblik siger hun et ( i samtale med min mand ) og næste øjeblik så handler hun igen på nøjagtigt samme måde igen. De sidste mange gange er situationerne opstået fordi hun forventer noget , jeg ikke kan leve optil. ( at stå til rådighed når hun forventer )Har kontaktet den familierådgiver jeg tidligere har været ved, håber hun kan hjælpe mig videre. Tak for svar.