Psykisk syg - diagnose

Anonym skriver:

Og så forstår jeg godt, at du ikke ønsker at give slip på din mor, når du ikke har meget familie i forvejen. Men måske skal du bruge en god lang rum tid på at overveje, om det er realistisk for jer at reparere jeres relation, eller om hun vedvarende vil gøre mere skade end gavn.

For mig lyder du som en stærk kvinde, og så er det synd, hvis nogen skal få dig til at føle det modsatte.

nu er jeg så begyndt at sige fra og det koster knubs . Tak for dine svar . Fedt at høre fra en med fagligt viden også. Og tak måske du har ret 

Det gør det unægteligt, men jeg er overbevist om, at det styrker dig på sigt. Jeg synes i al fald det er sejt!

Det gør det unægteligt, men jeg er overbevist om, at det styrker dig på sigt. Jeg synes i al fald det er sejt!

Tak skal du have. Det betyder faktisk en del at du skrive dette. Så tak .

Anonym skriver:

Min kære mor fik i den grad ødelagt julestemningen herhjemme. En konflikt der er endt ud i totalt afbrudt forhold. Vores forhold har i mange år båret præg af evige diskutioner pga hvad jeg ser som manglende forståelse og empati. Fik endnu engang smidt i hovedet af jeg ene og alene er skyld i hun har det dårligt, og at jeg burde søge hjælp og få en diagnose. Måske hun har ret. En psykolog har tidligere beskrevet mig som psykisk robust. Men derfor kan hun jo godt have ret. Så hvem henvender man sig til ? For at få hjælp og finde ud af om jeg virkelig er psykisk syg og kun er i stand til at ødelægge alle andre. Kan selvfølgelig kontakte egen læge , men han er vel ikke i stand til at give diagnose .

Jeg havde engang et menneske tæt inde på livet, som fik mig til at tvivle på alt godt ved mig selv og mit liv, og som bebrejdede mig alt dårligt i personens liv. At bryde kontakten, er noget af det bedste jeg har gjort, og jeg har aldrig set mig tilbage. 

Mor i Aarhus skriver:

Jeg havde engang et menneske tæt inde på livet, som fik mig til at tvivle på alt godt ved mig selv og mit liv, og som bebrejdede mig alt dårligt i personens liv. At bryde kontakten, er noget af det bedste jeg har gjort, og jeg har aldrig set mig tilbage. 

Syntes virkelig det er svært for det er min mor  og kan så vinke farvel til hele familien. På ene side kan jeg godt se det nok er den rigtige beslutning men fuck hvor er det svært ikke at have familie .... Vi bor alle sammen i den samme lille by

Anonym skriver:

Syntes virkelig det er svært for det er min mor  og kan så vinke farvel til hele familien. På ene side kan jeg godt se det nok er den rigtige beslutning men fuck hvor er det svært ikke at have familie .... Vi bor alle sammen i den samme lille by

Det forstår jeg sagtens. Min mor har de samme tendenser, men jeg kan ikke afbryde kontakten med hende. Mest for mine børns skyld. Men jeg prøver at tage afstand fra det hun gør, ikke fra hende. 

Mor i Aarhus skriver:

Det forstår jeg sagtens. Min mor har de samme tendenser, men jeg kan ikke afbryde kontakten med hende. Mest for mine børns skyld. Men jeg prøver at tage afstand fra det hun gør, ikke fra hende. 

Jeg har også holdt kontakten fordi jeg håber at tingene bliver anderledes . Og for børnenes skyld. Ville jo ønske vi kunne have et normalt forhold. Jeg har prøvet at holde afstand for at passe på mig selv men så går hun først amok og føler sig afvist . Og så sker det disse situationer som nu , hvor jeg bliver svinet til. Og må indrømme jeg ikke ønsker at blive behandlet sådan , prøver selv at behandle andre ordenligt ( det mener hun så ikke ) men en svær ballance hvis jeg også skal passe på mig selv i det jer. Orker simpelthen ikke at blive svinet til fordi jeg måtte aflyse en aftale

Anonym skriver:

Jeg har også holdt kontakten fordi jeg håber at tingene bliver anderledes . Og for børnenes skyld. Ville jo ønske vi kunne have et normalt forhold. Jeg har prøvet at holde afstand for at passe på mig selv men så går hun først amok og føler sig afvist . Og så sker det disse situationer som nu , hvor jeg bliver svinet til. Og må indrømme jeg ikke ønsker at blive behandlet sådan , prøver selv at behandle andre ordenligt ( det mener hun så ikke ) men en svær ballance hvis jeg også skal passe på mig selv i det jer. Orker simpelthen ikke at blive svinet til fordi jeg måtte aflyse en aftale

Jeg skal og vil på ingen måde forsøge at forsvare din mor, og det står helt uden for diskussion, at hun opfører sig groft, sårende og grænseoverskridende ved bl.a. at kalde dig psykisk syg. 

Nu skriver du ikke præcist, hvad der er sket, men i hvert fald har du været nødt til at aflyse en aftale med hende. Og når hun reagerer så voldsomt, som hun gør, så betyder det vel, under alle de grove ord og beskyldninger, at du betyder en masse for hende, og at hun er frygteligt såret og skuffet over aflysningen. Det er uden tvivl hende, der har en masse ubearbejdet stof at slås med, når hun mister realitetssansen og evnen til at se, hvad der egentlig sker - hendes datter må aflyse en aftale, that's it - og i stedet tror, hun bliver kasseret og ikke er vigtig og elsket nok. Det lyder næsten som en choktraume-reaktion, når hun tager så grueligt fejl, og hvis du er vokset op med omsorgssvigt, kan det da tyde på, hun også har en masse skidt med sig i sin rygsæk - mødre vil jo grundlæggende give deres børn en god og kærlig opvækst, og når det glipper, skyldes det oftest deres egne lig i lasten. I stedet for at erkende, at hun har gjort og gør dig uret - det ville jo tvinge hende til at se sig selv i øjnene - afgør hun, at det er dig, der er noget galt med. 

Det bedste, man kan gøre for at forhindre, at en som din mor kaster sig ud i gentagelsestvangen - "jeg bliver altid afvist, ingen elsker mig" - er at nægte hende "belønningen", altså bekræftelsen af, at hun bliver kasseret. Så set udefra har du ved at indstille kontakten til hende bevist for hende, at verden ser sådan ud. Og hvis ikke du selv var i klemme og sårbar i dette, ville det bedste være at bekæmpe hendes forvrængede virkelighedsopfattelse ved at fastholde kontakten - sige tydeligt fra, når hun sårer dig, men ikke lukke hende ude af dit liv. 

Nu handler det jo bare ikke kun om at "redde" hende, men også om at passe på dig, så ét er, hvad der for hende ville være bedst - noget andet er, at du også skal overleve i dette. Og det er kun dig, der kan vurdere det. 

Det, jeg egentlig vil med dette er at prøve at bestyrke dig i det, som du inderst inde godt ved, tror jeg: Det ER ikke dig, der er noget "galt" med. Det er en anden, der har et stort problem. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg skal og vil på ingen måde forsøge at forsvare din mor, og det står helt uden for diskussion, at hun opfører sig groft, sårende og grænseoverskridende ved bl.a. at kalde dig psykisk syg. 

Nu skriver du ikke præcist, hvad der er sket, men i hvert fald har du været nødt til at aflyse en aftale med hende. Og når hun reagerer så voldsomt, som hun gør, så betyder det vel, under alle de grove ord og beskyldninger, at du betyder en masse for hende, og at hun er frygteligt såret og skuffet over aflysningen. Det er uden tvivl hende, der har en masse ubearbejdet stof at slås med, når hun mister realitetssansen og evnen til at se, hvad der egentlig sker - hendes datter må aflyse en aftale, that's it - og i stedet tror, hun bliver kasseret og ikke er vigtig og elsket nok. Det lyder næsten som en choktraume-reaktion, når hun tager så grueligt fejl, og hvis du er vokset op med omsorgssvigt, kan det da tyde på, hun også har en masse skidt med sig i sin rygsæk - mødre vil jo grundlæggende give deres børn en god og kærlig opvækst, og når det glipper, skyldes det oftest deres egne lig i lasten. I stedet for at erkende, at hun har gjort og gør dig uret - det ville jo tvinge hende til at se sig selv i øjnene - afgør hun, at det er dig, der er noget galt med. 

Det bedste, man kan gøre for at forhindre, at en som din mor kaster sig ud i gentagelsestvangen - "jeg bliver altid afvist, ingen elsker mig" - er at nægte hende "belønningen", altså bekræftelsen af, at hun bliver kasseret. Så set udefra har du ved at indstille kontakten til hende bevist for hende, at verden ser sådan ud. Og hvis ikke du selv var i klemme og sårbar i dette, ville det bedste være at bekæmpe hendes forvrængede virkelighedsopfattelse ved at fastholde kontakten - sige tydeligt fra, når hun sårer dig, men ikke lukke hende ude af dit liv. 

Nu handler det jo bare ikke kun om at "redde" hende, men også om at passe på dig, så ét er, hvad der for hende ville være bedst - noget andet er, at du også skal overleve i dette. Og det er kun dig, der kan vurdere det. 

Det, jeg egentlig vil med dette er at prøve at bestyrke dig i det, som du inderst inde godt ved, tror jeg: Det ER ikke dig, der er noget "galt" med. Det er en anden, der har et stort problem. 

Hold da op . Altså på den " gode " måde for tror du rammer hovedet på sømmet der. Vi har en meget kompliceret baggrund , har ikke boet sammen med hende siden jeg var 11. Og har flere svigt i rygsækken og har helt sikkert gjordt dumme ting pga dette. Så vores forhold har ikke de bedste betingelser. Men en sitation i min hverdag har gjordt , at jeg har været nød til at stoppe op pga arbejde med mig selv. Er meget bevidst om mine egne handle mønstre hvilket vi har snakket om. Det er skide svært for du har jo ret , burde nok som du siger gør det modsatte end cutte kontakten. Men står i en hverdag med kroniske smerter , 3 børn hvoraf de 2 har haft en del " problemer " en mand der gik ned med stress og en skilsmisse . Så jeg har bare ikke resourcer til dette også . Jeg har haft hende med til terapuet, og hun forstår i øjeblikket men hun handler i hendes følelsers magt . Så i stedet for at sige hun egenlig havde glædet sig og bliver ked af det , sviner hun mig i stedet . Mine egen ting fylder i min hverdag og det skal bestemt ikke være en undskyldning . Men min vigtigste opgave er mine unger, som fortjener en mor med lidt overskud. Og da jeg selv er meget sensitiv bliver jeg ekstrem påvirket af disse situationer. Og det fortjener mine børn ikke.

selv om du har ret burde vise hende anderledes , syntes bare jeg har prøvet længe . Har bare ikke selv kræfterne til at blive ved. Det virker ikke som hun overhovedet reflektere over tingene og tar ved lære. Ved at vi vil stå samme sted igen næste gang hun føler sig forudrettet 

Anonym skriver:

Jeg har gået ved en psykolog som har skrevet i et papir , at jeg er psykisk robust. Har det sort på Hvidt. Men som skrevet mener min mor jeg er et forfærdeligt menneske. Men ja det du skriver er også mine tanke. Men har efterhånden fået smidt den i hovedet så mange , at jeg kommer helt i tvivl.

Din mor skal flette næbbet, hun har sgu selv været med til at forme dig til den du er i dag og hvis hun er så utilfreds skulle hun sgu nok havde gjort et bedre stykke arbejde. 

Pfff.. Forældre.. 

LonglivetheQueen skriver:

Din mor skal flette næbbet, hun har sgu selv været med til at forme dig til den du er i dag og hvis hun er så utilfreds skulle hun sgu nok havde gjort et bedre stykke arbejde. 

Pfff.. Forældre.. 

Ja sådan kan man selvfølgelig også sige det. Men hun har ikke været ene om det. Har mest boet hos min far og han er nok primær skyld i " det " . At man som mor ikke tar et ansvar når ens barn ikke trives er en anden sag. Husker desværre kun meget lidt fra min barndom.