Hvordan kommer jeg videre !

Hej !

Har før skrevet her inde om at min kærestes datter hun ikke kan lide mig osv, eller det var min tro fordi hun ændre sig fra den ene dag til den anden dag uden nogen af os kunne se hvad der var til grund for det !

Så fik min kæreste snakket med hende om tingene & hun mente der ikke var noget, så jeg åbnede mit hjem endnu engang for hende & hun var med til min søns fødselsdag i April, men så skete der et eller andet igen så hun kunne slet ikke tage synet af mig igen !

Så var vi til familie frokost her i Oktober & der ville jeg pænt sige hej, men hun vendte mig bare ryggen & ja okay hendes problem var min tanke..

Da vi så skulle sætte os til bords der valgte hun at sætte sig et sted hvor der ikke var meget plads & så måtte min kæreste & jeg side på de sidste pladser & det gjorde mig heller ikke noget, men jeg er ikke den mindste i verden & det er hun heller ikke, så hver gang jeg skulle ud, skulle jeg spørger hende pænt om hun vil rykke sig ind så jeg kunne komme forbi..

& det gik hende meget på fordi jeg kunne jo bare gå forbi mente hun, men der var virkelig ikke meget plads, så 6 gang jeg skulle ud valgte hun at sætte hendes stol på skrå så jeg ingen mulighed havde for at komme ud, så jeg løfte hende & stolen ind over bordet så jeg kunne komme forbi & det gjorde jeg kun fordi at hun havde øjn kontakt med mig da jeg rejste mig op..

Da vi skulle hjem der ville hun gå uden om mig & tænkte ja ja det er hendes problem, men det mente hendes faster ikke, så hun bad hende om at sige pænt farvel til mig, kunne godt se på hende at det ikke passede hende..

Får så en besked over facebook fra hende om at hun synes jeg er en dum kælling osv..

Bliver da støt da hun endeligt ikke kender mig & fordi jeg er så ked af at hun ikke kan lide at hendes far har det godt !

Så min kæreste ringer hende op & fortæller hende hvordan landet ligger..

Vi får så af vide ude i byen at hun har det meget svært med at hun ikke ser hendes far osv..

Hun vælger så at ringe i dag til ham, ikke at hun vil ham noget, men kan mærke på mig selv bare det at hun ringede ved en fejl som hun siger, gør det mig i dårligt humør.. Ikke fordi jeg ikke ønsker at de skal ses, men nok bare alt den ballade hun har kunne lave..

Nu flytter vi sammen så jeg bliver nød til at komme over det med at hun gør mig i så dårligt humør, men er der nogen ide til hvordan..

Undskyld mit lange indlæg !

Prøv at tage en snak med hende. 

Jeg ser ikke min far på grund af hans dame, måske der er noget ved dig hun ik bryder sig om eller noget i den dur (: 

Sedigfor skriver:

Prøv at tage en snak med hende. 

Jeg ser ikke min far på grund af hans dame, måske der er noget ved dig hun ik bryder sig om eller noget i den dur (: 

Vil hellere end gerne snakke med hende, men der er helt lukket af !

Må jeg spørger om hvorfor du har taget det valg ?

Anonym skriver:

Vil hellere end gerne snakke med hende, men der er helt lukket af !

Må jeg spørger om hvorfor du har taget det valg ?

Har du prøvet at tage snakken mens din kæreste er der? 

Hvorfor jeg ik snakker med ham? 

Sedigfor skriver:

Har du prøvet at tage snakken mens din kæreste er der? 

Hvorfor jeg ik snakker med ham? 

Jeps & hun lader bare som om at jeg er luft !

Ja hvorfor snakker du ikke med din far ?

Anonym skriver:

Jeps & hun lader bare som om at jeg er luft !

Ja hvorfor snakker du ikke med din far ?

Hvor gammel er hun lige? 

Fordi min fars dame er en af den slags som føler de bestemmer alt, hele vores hjem blev lavet om til en skov, masser SF planter overalt, de begyndte at bygge ud og hvad muligt, pludselig synes hun at vi skulle vaske vinduer før vi måtte komme i poolen, skulle vaske op efter aftensmaden " selvfølgelig skal man hjælpe " og gøre rent på trods af vi kun så vores far i ca tre timer hver anden weekend, vi var der fra Fredag til Søndag. Og så da jeg mistede min barndomsven, der var hun den eneste jeg så der skulle forsvinde, jeg var lige blevet 12 år " 19 idag " præcis en mdr efter kom han ud for en ulykke " han var 10 " og døde så " heldigvis " på stedet, så han ikke skulle lide. Hans dame mente ikke vi skulle med, men vi skulle stå på båndet men det mente hun ikke. Os har den faktisk bare kørt derud af lige siden, hun spurgte mig så gar om jeg ikke tager P-piller for vi ku jo ikke ha jeg blev gravid, da var jeg ca 15 år, og til min komfri sagde min far han ville med i kirken men kom aldrig, først da vi kom ud fra kirken stod de ventede, sammen med hans dame og hendes ene datter " hun har fire " selvom han sagde han vil komme selv. Jeg kunne blive ved.

Du er nød til at have en snak med din kæreste. Det nytter ikke at jeres nye fælles hjem bliver ødelagt. Aftal at når hun er hos jer så opfører hun sig ordenligt. HUN må selv vælge om hun vil være der og hun er altid velkommen, men NÅR hun så er der så opfører hun dig pænt overfor dig. Derudover bør din kæreste tage en snak med hende hvor han fortæller at han gerne vil se hende ja og hvad I har aftalt. Lad ham formidle tingene og lad hende så være indtil hun evt ønsker kontakt til dig, men værd altid høflig overfor hende, dog uden at finde dig i alt. Træder hun over grænsen må far sgu træde i karakter og rent faktisk være hendes far og opdrage hende til god opførsel.. 

Jeg står nok sådan med fødderne i begge lejre. Ville både gerne sige til dig, at forholdet mellem forældre og barn er vigtigt, du og far er de voksne, og selv om man under sine forældre det bedste så er det jo ikke sikkert men synes deres partnervold er fantastisk. Men jeg ville også gerne fortælle din kommende papdatter, at hun skal bibeholde kontakten med sin far til trods for dig, lad ikke et menneske have så stor en magt så du mister din far. Intet menneske er så forfærdeligt så man ikke kan se sin far og i alle mennesker er der noget godt. 

Centralt i begge lejre er far - så egentlig tror jeg ikke det er dig der skal komme videre, men far. Han skal ikke sætte sin datter på plads i forhold til dig, hvis jeg følte min far ville fravælge mig pga ny kæreste og jeg så fik en overhaling om hvordan jeg havde opført mig over for kæresten så var der lige som sat streg under den følelse SF st være fravalgt. Far skal derimod vise han vil sin datter, han kunne jo sagtens mødes med hende uden dig, en tur i biffen, ud og spise, gå en lang tur mm. Er en meget lille investering i sin datter, og bare fordi man har en partner betyder det joniske man skal lave alt sammen. Og han skal ikke bruge tiden på at tale om hvordan hun skal være over for dog, han skal bruge tiden på at interessere sig for sin datter. Og du, du skal bide dig selv i tungen lige så hårdt du kan hver gang du får lyst til at tale om hende, bliv vred inden i, få knude i maven og tal med alle andre end din kæreste om det - for han skal have lov til at være sammen med hende uden dine ord. Og hvem ved med tiden giver den investering afkast og hun kommer i jeres hjem med en ro og en forsonende holdning og der tager du imod.

Skal sige jeg ved det er svært, er selv blevet svinet til af en pap og det endda efter mange gode år hvor jeg gav alt hvad jeg havde at give. Jeg har siddet med hamrende hjerte når far talte i telefon og inviterede for jeg var så såret og følte mig svinet til på det groveste og ramt midt i min store kærlighed til drengen. Jeg ved det er svært at tie stille, ved det er svært at smile og støtte et forhold når man selv er så ked af det. Men hold kæft hvor er jeg glad for jeg gjorde det - jeg er også faldet i en gang imellem og sagt noget jeg ikke skulle have sagt. Men mit udgangspunkt har været at jeg ønsker det bedste for min mand, og det er bedste er at have kontakt til sine børn alle sammen ikke kun vores fælles. 

Og med tiden er det blevet bedre, jeg er ikke såret mere, men er påpasselig skal ikke såres igen og aller mest så elsker jeg at se min mands stolthed af hans store børneflok når de er samlet - det ville jeg aldrig berøve ham

Sedigfor skriver:

Hvor gammel er hun lige? 

Fordi min fars dame er en af den slags som føler de bestemmer alt, hele vores hjem blev lavet om til en skov, masser SF planter overalt, de begyndte at bygge ud og hvad muligt, pludselig synes hun at vi skulle vaske vinduer før vi måtte komme i poolen, skulle vaske op efter aftensmaden " selvfølgelig skal man hjælpe " og gøre rent på trods af vi kun så vores far i ca tre timer hver anden weekend, vi var der fra Fredag til Søndag. Og så da jeg mistede min barndomsven, der var hun den eneste jeg så der skulle forsvinde, jeg var lige blevet 12 år " 19 idag " præcis en mdr efter kom han ud for en ulykke " han var 10 " og døde så " heldigvis " på stedet, så han ikke skulle lide. Hans dame mente ikke vi skulle med, men vi skulle stå på båndet men det mente hun ikke. Os har den faktisk bare kørt derud af lige siden, hun spurgte mig så gar om jeg ikke tager P-piller for vi ku jo ikke ha jeg blev gravid, da var jeg ca 15 år, og til min komfri sagde min far han ville med i kirken men kom aldrig, først da vi kom ud fra kirken stod de ventede, sammen med hans dame og hendes ene datter " hun har fire " selvom han sagde han vil komme selv. Jeg kunne blive ved.

Ej okay der kan jeg sku godt forstå du sætter din grænse, det ville jeg osse selv hvis det var mig !

Hun er 20 år & bliver 21 her i Januar !

lineog4 skriver:

Jeg står nok sådan med fødderne i begge lejre. Ville både gerne sige til dig, at forholdet mellem forældre og barn er vigtigt, du og far er de voksne, og selv om man under sine forældre det bedste så er det jo ikke sikkert men synes deres partnervold er fantastisk. Men jeg ville også gerne fortælle din kommende papdatter, at hun skal bibeholde kontakten med sin far til trods for dig, lad ikke et menneske have så stor en magt så du mister din far. Intet menneske er så forfærdeligt så man ikke kan se sin far og i alle mennesker er der noget godt. 

Centralt i begge lejre er far - så egentlig tror jeg ikke det er dig der skal komme videre, men far. Han skal ikke sætte sin datter på plads i forhold til dig, hvis jeg følte min far ville fravælge mig pga ny kæreste og jeg så fik en overhaling om hvordan jeg havde opført mig over for kæresten så var der lige som sat streg under den følelse SF st være fravalgt. Far skal derimod vise han vil sin datter, han kunne jo sagtens mødes med hende uden dig, en tur i biffen, ud og spise, gå en lang tur mm. Er en meget lille investering i sin datter, og bare fordi man har en partner betyder det joniske man skal lave alt sammen. Og han skal ikke bruge tiden på at tale om hvordan hun skal være over for dog, han skal bruge tiden på at interessere sig for sin datter. Og du, du skal bide dig selv i tungen lige så hårdt du kan hver gang du får lyst til at tale om hende, bliv vred inden i, få knude i maven og tal med alle andre end din kæreste om det - for han skal have lov til at være sammen med hende uden dine ord. Og hvem ved med tiden giver den investering afkast og hun kommer i jeres hjem med en ro og en forsonende holdning og der tager du imod.

Skal sige jeg ved det er svært, er selv blevet svinet til af en pap og det endda efter mange gode år hvor jeg gav alt hvad jeg havde at give. Jeg har siddet med hamrende hjerte når far talte i telefon og inviterede for jeg var så såret og følte mig svinet til på det groveste og ramt midt i min store kærlighed til drengen. Jeg ved det er svært at tie stille, ved det er svært at smile og støtte et forhold når man selv er så ked af det. Men hold kæft hvor er jeg glad for jeg gjorde det - jeg er også faldet i en gang imellem og sagt noget jeg ikke skulle have sagt. Men mit udgangspunkt har været at jeg ønsker det bedste for min mand, og det er bedste er at have kontakt til sine børn alle sammen ikke kun vores fælles. 

Og med tiden er det blevet bedre, jeg er ikke såret mere, men er påpasselig skal ikke såres igen og aller mest så elsker jeg at se min mands stolthed af hans store børneflok når de er samlet - det ville jeg aldrig berøve ham

Han har prøvet at tage en snak med hende & han har tilbudt at komme ned til hende osv alene, men hun har lukket helt af & det er osse kun efter et år han ligesom har sagt stop da hun svinede mig til overfor ham..