Hvornår er nok nok???

Han har lige sagt fordi jeg går og græder og er rigtig ked af det at jeg skal stoppe med det for der er ingen der har ondt af mig.... Jeg kan lige så godt springe i havnen Ingen ville savne mig alligevel..,, Er så ulykkelig og ked af det lige nu....

Sedigfor skriver:

Wow, alt det havde jeg ikke fundet mig i. 

1) kan han ikke li din mad, må han sku selv lave noget

2) du ik grim, ingen er grimme! 

3) selvfølgelig kan du klare dig selv, det jeg sikker på. 

4) han skal lige igennem s f før han kan splitte jeres børn ad, hvilket de ikke vil tillade, da de kigger på om børne trives og har det godt. 

Så fortæl ham som tingene er, det er det bedste os må han blive sur, ingen grund til at blive sammen med en så stor idiot! Ja undskyld men altså.

1. Underligt nok så er jeg så bange for at han vil gå fra mig hvis jeg siger tingene som de er men hvad hvis stf siger god for at børnene bliver splittet ad?? Hele min verden vil ramle sammen hvis det skulle ske....

Anonym skriver:

Jeg tænker på det da kommunen jo også ser om man har en god økonomi mht børnene.... Især fordi min kæreste vil splitte børnene af... Og økonomi i forbindelse med flytning og indskud...Det har jeg bare ikke råd til... Hvis jeg ingen bil har så kan jeg ikke give mine børn nogle oplevelser 

Jeg er så bange for at miste mine børn  Også fordi han vil dele dem op... De er så glade for hinanden så det vil være så synd!!! Det vil han kun gøre pga økonomien

Hvorfor bruger du ikke dine veninder og taler med dem om det? Du skriver, at du ikke har nogen, fordi de ingenting ved, men det er jo kun dig, der kan ændre på det. Jeg ville som veninde blive såret, hvis jeg blev holdt udenfor på den måde. Og skulle du forlade ham, er de da forhåbentlig stadig dine veninder, som vil være der for dig - men det kræver jo, at du er åben over for dem. 

Det kan godt være, bilen føles nødvendig for at give dine børn oplevelser. Mange forældre klarer det nu fint uden. Hvis du forlader ham og finder et nyt sted at bo, kunne du jo se efter et sted med gode muligheder for offentlig transport. Stillet op imod, hvad dine børn får af "oplevelser" nu med forældre, der ikke kan finde ud af det sammen og har sammenstød ofte - hvad tror du så, der er bedst for børnene? 

Jeg tvivler på, dine børn bliver skilt ad. Men når I er der, hvor skilsmisse åbenbart er et jævnligt samtaleemne, så tvivler jeg på, der er ret meget tilbage at bygge videre på. For mig at se trænger du til at tale tingene igennem med nogen, der kender dig - her kommer veninderne ind i billedet. Brug dem dog. 

Klumpe-dumpe skriver:

Kære du 

det lyder meget hårdt det du og børnene lever i :( og jeg tror bestemt ikke det er et sundt miljø for børnene at være i. 

Du skriver, at det måske nok skal gå, hvis du ændre dig, men hvorfor skal du ændre dig?!? Du er præcis lige så god som jeg er, som naboen og som mange andre. Dit selvværd og selvtillid er blevet skubbet ud af dig, af din mand. Han har fået dig til at være præcis den han ønsker, nemlig en forsagt kvinde som han kan behandle meget - meget dårligt!!! Det har ingen fortjent!! 

 

Du lyder som en klog kvinde, dog uden selvværd og selvtillid. -og hvis jeg spørger dig, når dine børn bliver store, og hvis de levede i et forhold, som du gør nu, hvad ville du så råde dem til? 

 

I min optik, skal du væk fra ham. For din egen skyld, livet er simpelthen for kort til at blive behandlet, som du gør!!! Du skal nok klare dig, det lover jeg dig. Det bliver hårdt, ingen tvivl om det, men pludselig en dag vil du mærke at de tons tunge sten er fjernet fra dine skuldre, og du vil mærke en frihed. 

Og kom væk for dine børns skyld. De fortjener ikke dette. En far der køre væk, en far der "sætter deres mor plads" kom væk søde du!! 

 

Kram til dig og børnene <3 

• Men børnene er så glade for deres far.... Tror ikke at han behandler mig sådan for at kunne så mig pillet ned og få mig til at være sådan som han vil have mig til at være. Han har sagt at han er træt af mig og min uærlighed, min manglende kærlighed til ham og så det at eg ikke kan tænke selv og at han hele tiden skal tage beslutninger for mig... Jeg har ingen selvværd og selvtillid og det har jeg aldrig haft. I hans øjne er jeg ikke klog...nej direkte dum... Og egentlig har han ret... Jeg duer jo ikke til noget som helst...

Mor og meget mere skriver:

Hvorfor bruger du ikke dine veninder og taler med dem om det? Du skriver, at du ikke har nogen, fordi de ingenting ved, men det er jo kun dig, der kan ændre på det. Jeg ville som veninde blive såret, hvis jeg blev holdt udenfor på den måde. Og skulle du forlade ham, er de da forhåbentlig stadig dine veninder, som vil være der for dig - men det kræver jo, at du er åben over for dem. 

Det kan godt være, bilen føles nødvendig for at give dine børn oplevelser. Mange forældre klarer det nu fint uden. Hvis du forlader ham og finder et nyt sted at bo, kunne du jo se efter et sted med gode muligheder for offentlig transport. Stillet op imod, hvad dine børn får af "oplevelser" nu med forældre, der ikke kan finde ud af det sammen og har sammenstød ofte - hvad tror du så, der er bedst for børnene? 

Jeg tvivler på, dine børn bliver skilt ad. Men når I er der, hvor skilsmisse åbenbart er et jævnligt samtaleemne, så tvivler jeg på, der er ret meget tilbage at bygge videre på. For mig at se trænger du til at tale tingene igennem med nogen, der kender dig - her kommer veninderne ind i billedet. Brug dem dog. 

Jeg har ikke fortalt dem noget da jeg er bange for hvad de vil tænke... Og så tør jeg ikke tale højt om det da det så indikerer i mine øjne at så er det slut... Jeg trænger virkelig til at tale det hele igennem med nogen... Pg når vi så har vores gode stunder sammen får jeg dårlig samvittighed ved overhovedet at havde overvejet at gå fra hinanden og når jeg ser ham sammen med børnene tænker jeg at det nok skal gå det hele... Fordi så kommer kernefamilien op i mig...

Jeg er i bund og grund bange for at miste kernefamilien... Bange for hvordan det vil gå mine børn hvis vi gik fra hinanden. 

Anonym skriver:

Fordi jeg har problemer med økonomien...jeg går tit i minus på kontoen... Plus så er jeg ikke en person der siger fra og han mener at jeg vil blive drevet om hjørner med både mit arbejde og børnehaven osv. Jeg spørger ham om mange ting men det er fordi jeg kun vil gøre det rigtigt så han ikke bliver sur... Og så siger han at jeg er umoden og ikke kan tage beslutninger selv... Men jeg spørge han jo for at please ham... Og så bliver han irriteret fordi jeg spørger så meget... Men du havde familie og venner... Jeg har kun 2 veninder og de aner intet og min eneste familie er min mor og hun kan slet ikke hjælpe mig... Jeg kan bare ikke hanke op i mig selv for så bliver jeg i tvivl om det egentlig er mig den er gal med... Og det tror jeg egentlig at det er... Han kommer tit med argumentationer som jeg siger ja ok det kan jeg godt se... Altså at det er mig der er forkert på den.... Hvornår ved man om det er en selv det er skyld i det hele eller ej?? Jeg kan slet ikke finde ud af noget mere.... 

Det lyder som om du har et meget, meget lavt selvværd. Og at din mand udnytter det.

Du skal ikke lave om på dig selv for at please ham. 

Og ved du hvad - det er komplet ligegyldigt om det er dig eller ham den er gal med. Selvom det ER dig den er gal med, så retfærdiggør det jo ikke at du skal blive i en situation som gør dig ulykkelig. Og som gør dine børn utrygge.

Hvorfor snakker du ikke med dine to veninder? Så du kan få noget opbakning og støtte.

Jeg får lidt lyst til at ruske i dig og sige - tag dig sammen! Det er ikke tarveligt ment selvom det lyder sådan. Men jeg er sikker på at du kan meget mere end du selv tror. Og du finder først ud af det ved at kaste dig ud i det.

M.h.t. økonomien - har du sat dig ned og regnet på hvad du kan få af tilskud hvis du er alene? Ville du kunne lægge et husholdningsbudget og følge det?

Statsforvaltningen kommer IKKE til at give din mand ret bare fordi hans økonomi er bedre end din. Moren, og børnenes tilknytning til moren, bliver altid favoriseret (det kan være en ulempe i nogle tilfælde, men her tror jeg at det vil være en fordel). Det vil ikke være i børnenes interesse at blive skilt ad, og det kan SF helt sikkert godt se.

Anonym skriver:

1. Underligt nok så er jeg så bange for at han vil gå fra mig hvis jeg siger tingene som de er men hvad hvis stf siger god for at børnene bliver splittet ad?? Hele min verden vil ramle sammen hvis det skulle ske....

Ingen børn har godt af at være ad skilt. 

Du må spørge dig selv om du vil være sammen med en mand som behandler dig sådan.

Anonym skriver:

• Men børnene er så glade for deres far.... Tror ikke at han behandler mig sådan for at kunne så mig pillet ned og få mig til at være sådan som han vil have mig til at være. Han har sagt at han er træt af mig og min uærlighed, min manglende kærlighed til ham og så det at eg ikke kan tænke selv og at han hele tiden skal tage beslutninger for mig... Jeg har ingen selvværd og selvtillid og det har jeg aldrig haft. I hans øjne er jeg ikke klog...nej direkte dum... Og egentlig har han ret... Jeg duer jo ikke til noget som helst...

Børn er altid loyale mod deres forældre, lige meget hvad de møder og bliver behandlet. 

Og jo din mand piller dig ned psykisk ved at kalde dig div navne og fortælle dig igen og igen at du er dum og du viser ham jo ubetinget kærlighed. Du gør INTET galt!! 

Anonym skriver:

Fordi jeg har problemer med økonomien...jeg går tit i minus på kontoen... Plus så er jeg ikke en person der siger fra og han mener at jeg vil blive drevet om hjørner med både mit arbejde og børnehaven osv. Jeg spørger ham om mange ting men det er fordi jeg kun vil gøre det rigtigt så han ikke bliver sur... Og så siger han at jeg er umoden og ikke kan tage beslutninger selv... Men jeg spørge han jo for at please ham... Og så bliver han irriteret fordi jeg spørger så meget... Men du havde familie og venner... Jeg har kun 2 veninder og de aner intet og min eneste familie er min mor og hun kan slet ikke hjælpe mig... Jeg kan bare ikke hanke op i mig selv for så bliver jeg i tvivl om det egentlig er mig den er gal med... Og det tror jeg egentlig at det er... Han kommer tit med argumentationer som jeg siger ja ok det kan jeg godt se... Altså at det er mig der er forkert på den.... Hvornår ved man om det er en selv det er skyld i det hele eller ej?? Jeg kan slet ikke finde ud af noget mere.... 

Det er en hård situation du står i, men det væreste er at du tror at det er dig den er gal med. Han manipulere dig til at tro det, for det er nemmere for ham at tro det er dig end ham. Jeg har været det samme sted henne som dig, det var et helvede at være i det. Man er altid bange for at gør noget forkert, så man gør alt for at gør ham glad, men intet er godt nok. 

Det bedste råd til dig er, tænk på dine børn. De har ikke selv valgt at være i den situation. Ja det bliver hårdt i starten, men tro mig det er bedre end det I byder dem nu. 

Du er velkommen til at skrive privat hvis du har brug for det. 

Han kan aldrig skille dine børn af, det giver statsforvaltning ikke lov til.