Skal vi blive sammen.....

Anonym skriver:

Skal jeg give op?

 

Ja, jeg ved jo godt i ikke kan give mig svaret på det. Men f*** det er svært at vide hvad jeg skal/vil/bør gøre.

Jeg føler jeg hungrer helt vildt efter kærlighed og forelskelse, men synes det er mere eller mindre væk derhjemme. Min mand arbejder konstant og er sjældent hjemme. Han siger han arbejder for vores skyld, og det ved jeg jo han gør, men hvad gør det, hvis kærligheden forsvinder i mellemtiden.
Kan man få den tilbage? Eller er den tabt.....?

Kan ikke finde ud af om jeg er helt derude hvor jeg vil skilles.
Eller om jeg kun, ikke vil skilles, pga. vores datter.

Nogen der kender til det....?

Nu ved jeg ikke hvor længe i har været sammen, men herhjemme har min mand og jeg været sammen i 11,5 år og perioder som det du beskriver, kommer og går. Jeg tror det er naivt at tro, at en stormende forelskelsesfølelse vil vare ved for evigt. Jeg tror istedet at den afløses af følelsen af at elske og respektere sin partner, som det menneske han er. Jeg har haft præcis de tanker og følelser som du beskriver, men jeg arbejder med dem. Taler med manden og mine tanker - får professionel hjælp, hvis det er nødvendigt.

du kan sagtens blive skilt og finde stormende forelskelse igen, men også det vil blive hverdag én dag.

tal med din mand om arbejdsbyrden og sørg for at i én gang om måneden fx, giver jer selv en pardate, hvor I forsøger at genfinde de følelser som I følte en gang

Jeg kender det godt. Har det på samme måde med min mand. Jeg bliver også nogle gange i tvivl om jeg bliver hos ham af kærlighed eller for børnenes skyld �� jeg har aftalt med ham at vi får ungerne passet snart og tager væk på et spaophold i et par dage for at se om vi kan genvinde gnisten der er forsvundet i en travl hverdag med 2 små børn og fuldtidsarbejde.. 

Lunae skriver:

Nu ved jeg ikke hvor længe i har været sammen, men herhjemme har min mand og jeg været sammen i 11,5 år og perioder som det du beskriver, kommer og går. Jeg tror det er naivt at tro, at en stormende forelskelsesfølelse vil vare ved for evigt. Jeg tror istedet at den afløses af følelsen af at elske og respektere sin partner, som det menneske han er. Jeg har haft præcis de tanker og følelser som du beskriver, men jeg arbejder med dem. Taler med manden og mine tanker - får professionel hjælp, hvis det er nødvendigt.

du kan sagtens blive skilt og finde stormende forelskelse igen, men også det vil blive hverdag én dag.

tal med din mand om arbejdsbyrden og sørg for at i én gang om måneden fx, giver jer selv en pardate, hvor I forsøger at genfinde de følelser som I følte en gang

Vi har været sammen i 8 år.

Synes jeg før har nævnt det, men bliver fejet lidt af med "jamen hvad skal gøre ved det/ændre" og lign....

Men ja, lige præcis det med at græsset er grønnere på den anden side, det bliver jo også almindelig hverdag med en evt. næste og næste....

Tror også vi skal være bedre til at prøve at planlægge noget lidt ud i fremtiden, så man ved det sker...

Anonym skriver:

Jeg kender det godt. Har det på samme måde med min mand. Jeg bliver også nogle gange i tvivl om jeg bliver hos ham af kærlighed eller for børnenes skyld �� jeg har aftalt med ham at vi får ungerne passet snart og tager væk på et spaophold i et par dage for at se om vi kan genvinde gnisten der er forsvundet i en travl hverdag med 2 små børn og fuldtidsarbejde.. 

Lyder også dejligt. Vi skal helt sikkert være bedre til at planlægge sådanne ting. For jeg ved vi har det godt/hygge os sammen når vi endelig har tid..

Men i de ensomme stunder får jeg da de her tanker... Skulle man nu.... Er det nu det rigtige.....

Jeg har ikke løsningen eller nogle gode råd til hvad du skal gøre, men jeg har et par kommentarer.

Du skriver (lidt groft sagt, det ved jeg, men det er hvad jeg læser) at du bliver skuffet over at han ikke er sammen med sin datter på den måde du ønsker og at han ikke bruger den mængde tid på hende som du synes er passende - kan du se problemet i den sætning?

HVIS det drejer som om samværet med datteren, så er du nødt til at respektere at I har forskellige måder at gøre tingene på og lade ham gøre det på sin måde. Han er ikke en forlængelse af dig. Nu ved jeg ikke hvor gammel jeres datter er, men det lyder ikke som om hun er ret gammel. Jeg kender en del mænd, der ikke finder børn særligt interessante før de bliver lidt ældre, og hvis han er en af dem, så bliver du nok aldrig tilfreds.

HVIS det drejer sig om at du har haft baby konstant, og har brug for noget "mig-tid", så fortæl ham hvornår du har brug for at han er sammen med sit barn, så du kan få lavet mad i fred, tage et langt bad eller en frokost med veninderne. Selvfølgeligt skal nogen af tingene planlægges, men det er faktisk ikke et spørgsmål om han vil, og du skal ikke bede ham om lov. Han må også indrette sit liv efter dig.

Mht. til at han arbejder meget for jeres skyld, så tror jeg rent faktisk at det er tilfældet (uden at kende ham). Mit liv (med en mand der ofte arbejder 70-80 timer om ugen), blev meget nemmere, da jeg accepterede at det er en af de måder han viser os at han elsker os. Der er mange måder at vise kærlighed på, og det kan også være en.

I er nødt til at sætte jer ned og snakke om, hvordan I kan finde et kompromis, hvor I begge to får mest af det I gerne vil, og så vil det måske hjælpe at I prøver at øve jer i at lytte til hvad den anden mener, istedet for at fokusere på hvad I hver især hører.

Hvis han ikke lever op til de krav du til har til en partner, kan det være at det så er bedre for dig at være uden ham - men måske kan det også betyde at dine krav og din synsvinkel kunne trænge til en revision?

Nu sneg der sig alligevel et råd ind - det var ikke med vilje

Skouboe skriver:

Jeg har ikke løsningen eller nogle gode råd til hvad du skal gøre, men jeg har et par kommentarer.

Du skriver (lidt groft sagt, det ved jeg, men det er hvad jeg læser) at du bliver skuffet over at han ikke er sammen med sin datter på den måde du ønsker og at han ikke bruger den mængde tid på hende som du synes er passende - kan du se problemet i den sætning?

HVIS det drejer som om samværet med datteren, så er du nødt til at respektere at I har forskellige måder at gøre tingene på og lade ham gøre det på sin måde. Han er ikke en forlængelse af dig. Nu ved jeg ikke hvor gammel jeres datter er, men det lyder ikke som om hun er ret gammel. Jeg kender en del mænd, der ikke finder børn særligt interessante før de bliver lidt ældre, og hvis han er en af dem, så bliver du nok aldrig tilfreds.

HVIS det drejer sig om at du har haft baby konstant, og har brug for noget "mig-tid", så fortæl ham hvornår du har brug for at han er sammen med sit barn, så du kan få lavet mad i fred, tage et langt bad eller en frokost med veninderne. Selvfølgeligt skal nogen af tingene planlægges, men det er faktisk ikke et spørgsmål om han vil, og du skal ikke bede ham om lov. Han må også indrette sit liv efter dig.

Mht. til at han arbejder meget for jeres skyld, så tror jeg rent faktisk at det er tilfældet (uden at kende ham). Mit liv (med en mand der ofte arbejder 70-80 timer om ugen), blev meget nemmere, da jeg accepterede at det er en af de måder han viser os at han elsker os. Der er mange måder at vise kærlighed på, og det kan også være en.

I er nødt til at sætte jer ned og snakke om, hvordan I kan finde et kompromis, hvor I begge to får mest af det I gerne vil, og så vil det måske hjælpe at I prøver at øve jer i at lytte til hvad den anden mener, istedet for at fokusere på hvad I hver især hører.

Hvis han ikke lever op til de krav du til har til en partner, kan det være at det så er bedre for dig at være uden ham - men måske kan det også betyde at dine krav og din synsvinkel kunne trænge til en revision?

Nu sneg der sig alligevel et råd ind - det var ikke med vilje

Hehe tak for dit skriv. Råd og andres synspunkter er altid velkomne. Jeg ved at der tit ryger lidt galde med, og jeg ved jeg tit bestemt ikke selv er fair. Måske jeg mest af alt havde brug for at lufte frustrationerne lidt.
Jeg er før dunket i hovedet af SP der siger jeg ikke skal forvente at min mand og jeg gør det på samme måde og det kan jeg til en vis grad godt forstå og accepterer, men for min datters skyld, vælger jeg alligevel at prikke til min mand når han endelig er hjemme i hendes vågne tid, at bruge tiden med hende frem for at sidde og spille ipad eller tjekke arbejdsmails eller lign.

I min normale øjeblikke ved jeg jo også udemærket godt at han også arbejder så meget for vores skyld - men er filme svært at tænke rationel i en periode hvor vores datter har drivet mig til vandvid og jeg ingen hjælp har fået i lang tid.

Jo jo det har jeg skam. Men han arbejder for at vi kan blive gældfrie, købe hus og sikre vores fremtid.

Det lyder til i at har sat barren for højt i forhold til materialistiske ting, kan mindre ikke gøre det? Evt arbejde på gælden først og så tage de andre ting i en prioriteret fælles rækkefølge

lykken er ikke egne mursten hvis ik man har tid til at nyde dem.

jeg mener at i skal kæmpe sammen og finde fælles mål

Anonym skriver:

Hehe tak for dit skriv. Råd og andres synspunkter er altid velkomne. Jeg ved at der tit ryger lidt galde med, og jeg ved jeg tit bestemt ikke selv er fair. Måske jeg mest af alt havde brug for at lufte frustrationerne lidt.
Jeg er før dunket i hovedet af SP der siger jeg ikke skal forvente at min mand og jeg gør det på samme måde og det kan jeg til en vis grad godt forstå og accepterer, men for min datters skyld, vælger jeg alligevel at prikke til min mand når han endelig er hjemme i hendes vågne tid, at bruge tiden med hende frem for at sidde og spille ipad eller tjekke arbejdsmails eller lign.

I min normale øjeblikke ved jeg jo også udemærket godt at han også arbejder så meget for vores skyld - men er filme svært at tænke rationel i en periode hvor vores datter har drivet mig til vandvid og jeg ingen hjælp har fået i lang tid.

Find nogle apps til iPaden (fx en malebog) og lad dem sidde sammen. Hun kan sidde på skødet af ham og lave streger

Og så tag dig selv i nakken, når du føler trang til at kommentere. Du risikerer at han så bare får mindre lyst, og du er i forvejen i dårligt humør..

Og så stik ham ungen og sig at nu går du ud!

Det lyder til at problemet mere er måden han bruger sin tid på hjemme end det at han arbejder meget, hvis mindre arbejde bare betyder med iPad tid hjemme er problemerne jo ikke løst.

jeg tænker i skal prøve at snakke om hvordan i vil have jeres forhold og jeres familie til at køre.

man kan jo godt f.eks. Lade arbejdet ligge fra man kommer hjem til barnet er puttet. Det gør jeg tit i travle uger, altså holder fri fra kl 16-20, og når børnene sover så kan jeg arbejde igen til sengetid på den måde kan man få lidt af begge verdner.

måske kunne i aftale at fra han kom ind af døren til aftenputningen, så var det familietid, og der lagde man sine dimser væk både i forhold til arbejde og fornøjelser medmindre det var socialt f.eks. Spille med datteren på iPad. I kunne også indfører nogle far datter ritualer, nogen gange ved de mænd og os andre for den sags skyld ikke helt hvordan man leger med små børn. Måske far kunne stå for tumletid med kolbøtte lege og kasten rundt eller at de læste en bog lige når han kom hjem, nogen gange skal der bare lidt rutine til.

i kunne også aftale at hver aften drak i en kop kaffe sammen eller noget andet overskueligt, hvor i lige fik vendt dagens begivenheder og måske morgen dagens planer. Bare 15-30 minutter, hvor i bare var jer, det kunne også være andre ting, bare det at lave noget dammen med fokus på jer.

Jealyn skriver:

Det lyder til i at har sat barren for højt i forhold til materialistiske ting, kan mindre ikke gøre det? Evt arbejde på gælden først og så tage de andre ting i en prioriteret fælles rækkefølge

lykken er ikke egne mursten hvis ik man har tid til at nyde dem.

jeg mener at i skal kæmpe sammen og finde fælles mål

Helt enig.

ingen tvivl om at vi godt vil det hele på den halve tid

tak for råd