Puha den rotterede er bare så betændt. For ja selvsagt er der brodne kar, der er mennesker der kører systemet, der ikke gider arbejde, der arbejder sort, der nyder kontanthjælpen - men er det dem vi lovgiver i forhold til eller lovgiver i forhold til de mennesker (og de er flertallet) som hellere end gerne ville yde til samfundet, men som vi ikke kan finde plads til, de mennesker der oplever et stort identitstab ved at blive sat uden for arbejdsmarkedet. Lovgiver vi i forhold til dem der oplever krisen i deres liv enten ved de rammes på helbredet og ikke kan arbejde eller de som rammes af arbejdsnedlæggelser og ikke får arbejde trods utallige ansøgninger? Jeg personligt vil helst lovgive så jeg kan hjælpe dem der har brug for hjælp, og hvis der så smutter et par brodne kar med? Jeg vil da hellere få hjulpet for mange end for lidt.
Kontanthjælpsloftet rammer børnene, hvorfor? Egentlig meget logisk boligstøtten regnes ind ind i den samlede indkomst fra det offentlige og der er større sandsynlighed for at en mor med 4 børn bor dyrere end den enlige kvinde uden børn, ergo rammes morens pengepung mere, hendes nedkomst går en del længere ned end den enlige. Og ja som Løkke sagde: et par tusind er jo bare et par sko, men et par tusind er bare for nogle et spørgsmål om børnene overhovedet får sko! Det rammer mor, men det rammer så sandelig også børnene. Og endnu mere fordi en del af os giver vores egne poder den samme holdning med hjemme fra: de på kontanthjælp er bare sløve mennesker der ikke gider arbejde, de er andenrangsmennesker, og nu kan andenrangsmenneskernes børn så virkelig peges ud....
ja vi kan være enige om, man må være bøjelig, man må tage hvad man kan. Sidder selv med en dejlig stor gæld grundet laaaang uddannelse, og opgav drømmen om at arbejde med min uddannelse. Betalte så selv en ny uddannelse mens jeg var på fuldtid og jeg kan da nogle dage virkelig være ked af jeg ikke fik lov at følge drømmen, ikke laver det som jeg brænder for, at hverdagen bare bliver ja netop hverdag og ikke fyldt med det som gør jeg føler jeg lever. Men alligevel føler jeg mig taknemmelig og privilegeret, for jeg har et arbejde, keg får en fast løn hver dag, jeg er sikret ved sygdom, jeg har en funktion, jeg får lov at yde til vores fælles, mine børn kan med stolthed i stemme!: min mor laver.....
Anmeld
