Hej piger.
Jeg har lige brug for at få raset lidt ud.. Eller.. Jeg er ikke sur, bare rigtig ked af det.
Lidt forhistorie: Vi valgte min mand skulle sterilliseres da jeg var gravid med vores 3 barn fordi vi ikke ville have flere. Vi fortryder så et par år senere, og han fik en refertillisering sidste år. Så vi har prøvet at blive gravide i ca et års tid nu. Vi skal på fertillitetsklinik næste måned for at have tjekket hans sædkvalitet.
Min søster og svoger vælger så at de også vil prøve igen. Hvor hun står helt opgivende efter at have prøvet i 3 MÅNEDER og siger: Ej nu gider jeg ikke mere, det kan gøre lige meget. BUM måneden efter har hun positiv test. Nå, den skulle lige sluges, men er glad på deres vegne. Hun føder så, og en måneds tid efter får vi en SMS fra min svigerinde: Hej, i skal være onkel og tante igen. BUM, den skulle også lige sluges. Så får jeg et opkald fra min bedste veninde igår: Aiii vi skal have en baby mere. BUM, den forsøger jeg stadig at sluge.
Jeg er virkelig SÅ glad på deres vegne! Virkelig! Men for helvede hvor gør det bare ondt når vi også bare virkelig gerne vil have de to gyldne streger. Jeg prøver på at sige til mig selv at nu kan det gøre lige meget osv, for ikke at psyke mig selv.. Men det er svært når man inderst inde ved hvad man virkelig ønsker.
Vi har sat en tidsbegrænsning på, at hvis jeg bliver optaget på uddannelse efter ferien, så stopper vi PB. og det skræmmer mig egentlig også lidt..









Lad det nu bare snart ske!!
Det blev lidt langt, men tak hvis du har læst det til vejs ende.
Anmeld
Citér