Inspireret af anden tråd "gta"

Tin skriver:

Har ikke læst den tråd du henviser til,men svarer gerne her...

 

Har fem skønne børn, der alle gerne spiller.

3 af dem er drenge på 17-14 og 7 år. De ældste spiller FIFA og GTA og det gør den yngste på 7 også.

De spiller sammen og hver for sig. Den yngste ser op til de store og vil det de vil. Og så er han faktisk rigtig god til det.

Hvis man ellers taler med sine børn,så ser jeg overhovedet ikke noget galt i det. Eller prøv at vende den om...helt små børn går også til karate...hvorfor?

Jeg har det fint med det,og som søskende, så hygger de sig med det sammen og det er en fornøjelse at stå på sidelinjen ved noget de tre har til fælles. 

Tak for svar 

Har ikke læst den tråd du henviser til,men svarer gerne her...

 

Har fem skønne børn, der alle gerne spiller.

3 af dem er drenge på 17-14 og 7 år. De ældste spiller FIFA og GTA og det gør den yngste på 7 også.

De spiller sammen og hver for sig. Den yngste ser op til de store og vil det de vil. Og så er han faktisk rigtig god til det.

Hvis man ellers taler med sine børn,så ser jeg overhovedet ikke noget galt i det. Eller prøv at vende den om...helt små børn går også til karate...hvorfor?

Jeg har det fint med det,og som søskende, så hygger de sig med det sammen og det er en fornøjelse at stå på sidelinjen ved noget de tre har til fælles. 

Min søn går til Taekwondo. Det handler, udover kampteknik, også om indre balance og troen på sig selv, så man ikke behøver ty til vold. Fra mit synspunkt, noget helt andet end GTA, hvor målet i sig selv kan være at være amoralsk og voldelig.

Dut-ugle skriver:

Jeg bliver simpelthen nød til at spørge, efter jeg læste i en anden tråd at små børn spiller GTA. 

Spurgte manden der spiller det rigtig meget, han vil aldrig lade vores søn på snart 5 spille det, grundet det er et voksen spil med vold (også selvom det er valgfrit) og et grimt sprogbrug.

Så derfor er jeg virkelig nysgerrig efter at høre hvorfor jeres børn spiller det? Hvorfor er der behov for det når der er så mange super gode mere alders svarende spil?

Hold venligst en sober tone, vil bare gerne vide hvad folks grund/holdning er. Det er bestemt ikke for at dømme nogen 

Min søn der næsten er 6 ville ikke få lov. 

Men min søster og jeg har faktisk lige snakket om gta og tror vi var ca 7 da vi begyndte at spille det. Min søster forstod dog intet af det og legede altid at hun skulle ud og handle og hente børn  

Pikku Myy skriver:

Min søn går til Taekwondo. Det handler, udover kampteknik, også om indre balance og troen på sig selv, så man ikke behøver ty til vold. Fra mit synspunkt, noget helt andet end GTA, hvor målet i sig selv kan være at være amoralsk og voldelig.

Men egenlig handler begge dele en del om vold(kamp), og derfor er det jo ved begge dele,vigtigt at man taler med barnet om formålet (hvis der er et) og om hvad der er virkelighed,fantasi mv.

Tin skriver:

Men egenlig handler begge dele en del om vold(kamp), og derfor er det jo ved begge dele,vigtigt at man taler med barnet om formålet (hvis der er et) og om hvad der er virkelighed,fantasi mv.

 

Jeg tror vi har et meget forskelligt syn på hvad klassisk kampsport repræsenterer. Vold, som du sidestiller det med, handler jo om at skade andre. Det er altså meget langt fra den filosofi vi møder i fx Taekwondo.

Har ikke læst den tråd du henviser til,men svarer gerne her...

 

Har fem skønne børn, der alle gerne spiller.

3 af dem er drenge på 17-14 og 7 år. De ældste spiller FIFA og GTA og det gør den yngste på 7 også.

De spiller sammen og hver for sig. Den yngste ser op til de store og vil det de vil. Og så er han faktisk rigtig god til det.

Hvis man ellers taler med sine børn,så ser jeg overhovedet ikke noget galt i det. Eller prøv at vende den om...helt små børn går også til karate...hvorfor?

Jeg har det fint med det,og som søskende, så hygger de sig med det sammen og det er en fornøjelse at stå på sidelinjen ved noget de tre har til fælles. 

Det er møg svært at holde den lille som lille når der er store at se op til, og jeg kan da se bare med mine 3, at de proportionalt med nummeret i børneflokken har fået lov til mere og mere - det betyder ikke jeg synes det er fantastisk, men at der er forskel på ideer/principper og virkelighed. Min lille trold på 5 år ser film som storebror først fik lov til da han var 7 mm. Men jeg tænker da meget over om det er okay, er det okay man bare følger med som det tynde øl?

Og ja børn leger kampe, min søn på 8 elsker live rollespil, ham på 5 svinger også gerne er sværd og en pistol skydes gerne. Det var også sådan da jeg var barn, der var intet GTA, ja der var sågar slet ikke computerspil, men vi både skød og slog ihjel. Så er det et udtryk for bagstræberisk romantisering af fortiden når jeg faktisk mener det er mere "rigtigt" at være 8 år og være 4 timer i skoven og slås mod orker end der er at sidde et par timer foran computeren og drøne i bil og slå diverse mennesker ihjel? Sikkert men jeg mener det alligevel. Ideen er det samme, tankerne og fantasien er det samme, men....

Vi er måske "heldige" vi ikke er en spillefamilie, forstået på den måde at mor og far ikke spiller. Ergo har de ikke set os spille GTA eller andet, spillene er ikke tilgængelige. Derfor er de spil i huset kun nogle der er købt til dem og der ville jeg aldrig købe et plus 18 spil til dem. Derudover er der en del begrænsning på deres spilletid, men det er jo en anden historie 

Pikku Myy skriver:

Jeg tror vi har et meget forskelligt syn på hvad klassisk kampsport repræsenterer. Vold, som du sidestiller det med, handler jo om at skade andre. Det er altså meget langt fra den filosofi vi møder i fx Taekwondo.

Det er jeg godt klar over,men for at et barn lærer det,er man stadig nødtil at have en dialog omkring det. Man kan ikke bare gå ud fra,at barnet selv kan regne det ud, og det kan man som heller ikke med GTA eller hvilke som helst andet spil.

Hvis man har den nødvendige dialog med barnet,så ser jeg det ikke som farligt at spille GTA eller gå til kampsport mv. Men sætter man bare barnet igang med spillet,så er det jo klart det vil få en fordrejet virkelighed.  Ligesom man også af og til, ser kampsport brugt i uhensigtsmæssige sammenhænge.  

Pikku Myy skriver:

Jeg tror vi har et meget forskelligt syn på hvad klassisk kampsport repræsenterer. Vold, som du sidestiller det med, handler jo om at skade andre. Det er altså meget langt fra den filosofi vi møder i fx Taekwondo.

Men er det ikke okay at "lege" vold? 

Jeg er i bund og grund enig med dig både i forhold til kampsport og GTA. 

Men fx spiller min dreng live rollespil, det gør han i SFO og detør han i skoven 4-5 timer en gang om måneden. Der bliver slået ihjel, der bliver kæmpet, der er strategi, der er kæmpe kampe, og død er helt normalt.

Eleverne i skolegården leger krig, de leger Star wars mm. De leger slå ihjel, tage til fange, "vold". 

Og jeg synes det er fantastisk, elsker rollelegene, kan ikke forstå dem der begrænser i forhold til at lave pistoler af grene, sværd af en kæp osv. Jeg er selv 100% pacifist, men jeg ville aldrig begrænse børnene så de ikke måtte lege krig, ninjaer, Star wars, orker, hvad ved jeg... Men jeg ville begrænse dem i forhold til fx GTA. Dobbeltmoralsk, hyklerisk? Ved det ikke, men det er et princip jeg ikke bøjer 

Så når nogle her omtaler kampsportene, tror jeg de skriver sig ind i den dobbeltmoral jeg egentlig godt selv kan se jeg fx har. Og jeg skal blive god til at argumentere for den forskel jeg oplever på rollelegene (kampsportene som ikke er en rolleleg) og computerspillet, for jeg tror der er en forskel. Jeg tror den ene del skal begrænses og den anden ikke skal og jeg skal kunne forklare hvorfor...

lineog4 skriver:

Det er møg svært at holde den lille som lille når der er store at se op til, og jeg kan da se bare med mine 3, at de proportionalt med nummeret i børneflokken har fået lov til mere og mere - det betyder ikke jeg synes det er fantastisk, men at der er forskel på ideer/principper og virkelighed. Min lille trold på 5 år ser film som storebror først fik lov til da han var 7 mm. Men jeg tænker da meget over om det er okay, er det okay man bare følger med som det tynde øl?

Og ja børn leger kampe, min søn på 8 elsker live rollespil, ham på 5 svinger også gerne er sværd og en pistol skydes gerne. Det var også sådan da jeg var barn, der var intet GTA, ja der var sågar slet ikke computerspil, men vi både skød og slog ihjel. Så er det et udtryk for bagstræberisk romantisering af fortiden når jeg faktisk mener det er mere "rigtigt" at være 8 år og være 4 timer i skoven og slås mod orker end der er at sidde et par timer foran computeren og drøne i bil og slå diverse mennesker ihjel? Sikkert men jeg mener det alligevel. Ideen er det samme, tankerne og fantasien er det samme, men....

Vi er måske "heldige" vi ikke er en spillefamilie, forstået på den måde at mor og far ikke spiller. Ergo har de ikke set os spille GTA eller andet, spillene er ikke tilgængelige. Derfor er de spil i huset kun nogle der er købt til dem og der ville jeg aldrig købe et plus 18 spil til dem. Derudover er der en del begrænsning på deres spilletid, men det er jo en anden historie 

Du har helt ret i at skoven er at foretrække, men spørgsmålet lød på,hvorfor de fik lov, og hvorfor man ikke bare gav dem alderssvarrene spil.

Og her svarer jeg, at jeg giver lov,fordi jeg ikke mener det er så farligt, hvis man bare har en snak med børnene omkring det.

Min den yngste sidder feks aldrig alene og spiller det. Jeg taler med ham om det og det synes jeg bare generelt er vigtigt. 

lineog4 skriver:

Det er møg svært at holde den lille som lille når der er store at se op til, og jeg kan da se bare med mine 3, at de proportionalt med nummeret i børneflokken har fået lov til mere og mere - det betyder ikke jeg synes det er fantastisk, men at der er forskel på ideer/principper og virkelighed. Min lille trold på 5 år ser film som storebror først fik lov til da han var 7 mm. Men jeg tænker da meget over om det er okay, er det okay man bare følger med som det tynde øl?

Og ja børn leger kampe, min søn på 8 elsker live rollespil, ham på 5 svinger også gerne er sværd og en pistol skydes gerne. Det var også sådan da jeg var barn, der var intet GTA, ja der var sågar slet ikke computerspil, men vi både skød og slog ihjel. Så er det et udtryk for bagstræberisk romantisering af fortiden når jeg faktisk mener det er mere "rigtigt" at være 8 år og være 4 timer i skoven og slås mod orker end der er at sidde et par timer foran computeren og drøne i bil og slå diverse mennesker ihjel? Sikkert men jeg mener det alligevel. Ideen er det samme, tankerne og fantasien er det samme, men....

Vi er måske "heldige" vi ikke er en spillefamilie, forstået på den måde at mor og far ikke spiller. Ergo har de ikke set os spille GTA eller andet, spillene er ikke tilgængelige. Derfor er de spil i huset kun nogle der er købt til dem og der ville jeg aldrig købe et plus 18 spil til dem. Derudover er der en del begrænsning på deres spilletid, men det er jo en anden historie 

Du har helt ret i at skoven er at foretrække, men spørgsmålet lød på,hvorfor de fik lov, og hvorfor man ikke bare gav dem alderssvarrene spil.

Og her svarer jeg, at jeg giver lov,fordi jeg ikke mener det er så farligt, hvis man bare har en snak med børnene omkring det.

Min den yngste sidder feks aldrig alene og spiller det. Jeg taler med ham om det og det synes jeg bare generelt er vigtigt.