Risse skriver:
Ja, det må man sige! Vi bliver også lige lykkelige, hvis det alligevel ender med et donorbarn, men nu hvor min forlovede alligevel har en chance, er vi nu alligevel ret glade for at få lov til at prøve det, inden vi gik i gang med donor. Så det er ret vildt at vi fik det afbud 
Man ja, det kan jeg godt forstå... Vi har jo også prøvet mange måneder selv, hvilket vel kan sidestilles lidt med jeres inseminationer, og jeg var så ulykkelig hver måned når min mens kom, og jeg endte også med at få en angst reaktion på det. Jeg endte med at få en konstant frygt for at jeg fejlede noget og at jeg ikke ville kunne få børn som er mit største ønske og det var bare så opslidende!
Det gør jo absolut intet godt for kroppen at være sådan nede. Min læge sagde også noget til mig som virkelig gjorde indtryk:
Man kan som kvinde ikke blive gravid, hvis man er stresset. Det er ren naturlov. Når man er stresset udsender hjernen faresignaler til kroppen, og kroppen reagerer derved med ikke at tage imod et eventuelt befrugtet æg, da kroppen mener at man ikke er i stand til at kunne varetage et barn under disse omstændigheder.
Derfor har jeg også bare slappet HELT af under det her forløb - jeg laver praktisk talt intet
Men det er også en luksus jeg kan tage mig når jeg er studerende på et meget bogligt studie, så kan klare det meste hjemmefra
Må jeg spørge hvordan i fandt frem til, hvem der skulle være gravid? Jeg kender nemlig selv kun til et lesbisk par, og de var bare helt enige om hvem det skulle være, da hun meget gerne ville og den anden helst ikke ville, så det var jo helt perfekt
Men har derigennem også hørt om andre hvor de ender med at få et eller flere hver.
Stress gavner bare på ingen måde overhoved.
Jeg er selv pt. deltidssygemeldt med stress. Blev jeg efter min sidste icsi. Set i bakspejlet har jeg været stresset al den tid jeg har været i behandling. Dvs de sidste 15 måneder. Jeg har godt kunne se signalerne, men er bare løbet stærkere, for at undgå dem. Om stressen er den største faktore der spiller ind, i forhold til at jeg endnu ikke har opnået en graviditet er svær at sige, men vi har taget en rimelig stor beslutning herhjemme her i løbet af den sidste måneds tid - jeg skal ikke tage på arbejde mere. Vi er nået dertil at vi virkelig skal passe på hinanden og passe på mig. Hvis dette forsøg ikke bliver til noget, har vi kun et forsøg tilbage i det offentlige, og det er simpelthen for dyr en ofring.
Det er selvfølgelig en hård og svær beslutning at ville fyres, men omvendt er jeg ikke glad for mit arbejde, og har fundet en form for ro i den tid jeg har gået hjemme, så er ikke i tvivl om at det vil være den rigtige beslutning.
Jamen beslutningen faldt egentlig meget naturligt. Jeg har i længere tid haft et større behov for at blive mor, end min kone, så at det blev mig der i første omgang skulle være den biologiske mor faldt meget naturligt. Min kone er mere en "drenge-pige" og har ikke den der store drøm om at blive gravid. Hun vil meget gerne stifte familie og også føre sine egne gener videre, men den dér med at rende rundt og strutte med maven er ikke noget hun sukker efter lige nu.
Men vores drømmescenarie er at jeg forhåbentlig forhåbentlig forhåbentlig snart bliver gravid, og at hun så om et par år tager turen :-)