Barnlig far

Han ved godt hvad jeg synes, og nogle gange vil han til nøds indrømme han gik over stregen, andre gange siger han at sådan er han bare. Det må jeg finde mig i eller gå.

Hvad ville der ske hvis du næste gang han kommendere med dig, bare satte dig tilbage på din plads, spiste din mad , og pænt og roligt sagde at når han snakker sådan, så kan han selv få lov at tørrer op? Mon ikke i er kommet ind i en ond spiral hvor han tror det er okay, han ved du gør som han beder dig om, og han bliver ikke svaret igen... Jeg ville prøve og sætte ham på plads på en høflig måde, i situationen, og se om han ikke fik en øjenåbner 

Nu du har været nede et par år 

Det kan ikke tænkes han er det nu.??  Han må vel have steppet op den tid du var skidt oh nu kan hans hoved lige pludselig slappe af reagere, e 

Anonym skriver:

Er ikke i tvivl om det er ok, er i tvivl om det er normalt. Jeg er selv meget sensitiv og vokset op med en pylret mor, så tænkte jeg måske tager det for tungt og det egentlig er sådan normalt at være sådan. Altså bare nogle gange. 

Du tager det ikke tungt. Var det min mand der havde truet med "at rykke hovedet af mig" var jeg skredet på stedet. Det gælder også hvis han behandlede mine børn som du beskriver det. Jeg tænker I har brug for professionel hjælp til at takle det.

Anonym skriver:

Nå her til aften smider barnet sin aftensmad på gulvet, han irrettesætter og siger nu får du ikke mad, så må du sove uden. Han ved jeg ikke sender sultne børn i seng, selvfølgelig skal det lille barn have et chance mere, synes jeg. Det fortæller jeg far på engelsk. Han ved jeg har det sådan og alligevel bruger han den trussel gang på gang.

det ender med barnet smider sit saftevand ned også.

far siger så til mig "rub din røv over og tør op" jeg siger "sådan skal du ikke tale" (jeg var allerede på vej over for at tørre op) imens jeg bukker mig ned for at tørre siger han "hvis jeg ser imorgen at du ikke har tørret væggen og paneler også, så rykker jeg hovedet af dig"

synes det er lige lovlig stor reaktion for lidt saftevand, og ja kasten med maden, som vores barn selvfølgelig ikke skal gøre, men alligevel.

Jeg synes det er forkert, at du underminerer ham, når han står midt i en opdragelsessituation. Min holdning er, at med mindre det er meget voldsomt bør man have hinandens ryg, så kan man tale om det når børnene ikke er der. Jeg tænker, at hvis det er din generelle stil, kan det måske forklare en del af hans frustrationer. 

Derudover bider jeg mærke i, at du fortæller du i flere år var deprimeret. Jeg forestiller mig at din mand i den periode har stået med rigtig meget ansvar. Man skal ikke undervurdere hvor hårdt det er at være sammen med en, der er syg. Jeg tænker, at han måske er blevet presset ud over sin grænse ift hvor meget han kan holde til, og som konsekvens deraf reagerer for voldsomt nu, fordi hans stress-tærskel er blevet for lav.

Det er min tanke. Jeg ville tage en omsorgsfuld og ikke bebrejdende samtale med ham. Og jeg ville altid prøve parterapi, før jeg brød et forhold med børn. Med mindre vi er ude i ekstremerne, naturligvis. 

Anonym skriver:

Nå her til aften smider barnet sin aftensmad på gulvet, han irrettesætter og siger nu får du ikke mad, så må du sove uden. Han ved jeg ikke sender sultne børn i seng, selvfølgelig skal det lille barn have et chance mere, synes jeg. Det fortæller jeg far på engelsk. Han ved jeg har det sådan og alligevel bruger han den trussel gang på gang.

det ender med barnet smider sit saftevand ned også.

far siger så til mig "rub din røv over og tør op" jeg siger "sådan skal du ikke tale" (jeg var allerede på vej over for at tørre op) imens jeg bukker mig ned for at tørre siger han "hvis jeg ser imorgen at du ikke har tørret væggen og paneler også, så rykker jeg hovedet af dig"

synes det er lige lovlig stor reaktion for lidt saftevand, og ja kasten med maden, som vores barn selvfølgelig ikke skal gøre, men alligevel.

Hvis du tænker tilbage, har han så altid reageret sådan overfor børnene? Eller er det noget nyt? Samme spørgsmål, hvis du tænker tilbage, hvordan har han tidligere været/reageret overfor dig?

Det er normalt at små børn spilder, så jeg forstår ikke hans kraftige reaktion.

Jeg forstår heller ikke hvorfor du altid er den der tørrer op (læser jeg det som).

hans opførsel er langt over grænsen for hvad jeg ville finde mig i. Spørgsmålet er om det er noget nyt, at han opfører sig på den måde, eller om du først ser det nu, fordi du først nu er "vågnet op", som du beskriver. I har trods alt en baby, så det er ikke så længe siden i har haft et intimt forhold, med ønsket om familieforøgelse. 

Så alt i alt, synes jeg dit indlæg giver anledning til flere spørgsmål, end svar.

Du skal i hvert fald ikke finde dig i hans opførsel. Enten skal i have hjælp, ellers skal du gå. Det kan du bedst selv vurdere ud fra, hvad dine svar er på spørgsmålene.

Du skriver i øvrigt, at han ud over disse "anfald", er en god far -og mand. Der er jeg i stedet af den opfattelse, at hans "anfald" viser, at han ikke er en god far -og mand.