Barnlig far

Hej.

jeg står og ved ikke rigtig hvad jeg skal.

jeg er i et parforhold som har 11 år på bagen, vi har en tumling og en baby.

jeg har haft depression og været nede i nogle år, men efter andet barn er jeg blomstret og vågnet op.

og nu ser jeg pludselig klart, at faderen til mine børn opføre sig ret skidt.

han tackler vores barn med at blive hurtigt sur, når barnet er frækt. Og han taler utrolig grimt. 

Jeg bliver da også frustreret, men tackler det alligevel helt anderledes.

han kan også finde på at sige til vores barn at deres mor er dum og siger til mig at jeg er dum, egoistisk osv.

jeg synes det virker meget upassende at tale og opføre sig sådan. Det er ikke sådan jeg har lyst til vores børn skal opdrages.

jeg kan ikke få ham til at lade være, men han vil ikke høre og han insistere på at være som han er og jeg ikke må ændre ham som han siger.

jeg føler mine grænser bliver overskredet dagligt med hans opførsel og han bebrejder mig altid et eller andet.

jeg føler tit jeg skal gå på listetær herhjemme, og sørge for at afværge når barnet græder eller skaber sig for at han ikke skal blive sur, eller tackle barnet på en uhensigtsmæssig måde.

en ting er min oplevelse af det, men vil ikke at mine børn skal lide under det.

udover alt det er vi meget tætte og en fortid sammen, vi er ikke bare kærester og mor og far, vi er en familie. Han er en god far og en god mand, udover, men han ændre sig aldrig.

skal jeg gå, skal jeg blive i det, overreagere jeg eller er det i grunden meget normalt. Måske er det kun mig og ikke børnene der lider under det, men på et tidspunkt bliver de måske som ham eller bebrejder mig at finde mig i hans homørsvingninger.

er det mon værre at være dele barn end at bo med en hidsigpropg af en far.

Anonym skriver:

Hej.

jeg står og ved ikke rigtig hvad jeg skal.

jeg er i et parforhold som har 11 år på bagen, vi har en tumling og en baby.

jeg har haft depression og været nede i nogle år, men efter andet barn er jeg blomstret og vågnet op.

og nu ser jeg pludselig klart, at faderen til mine børn opføre sig ret skidt.

han tackler vores barn med at blive hurtigt sur, når barnet er frækt. Og han taler utrolig grimt. 

Jeg bliver da også frustreret, men tackler det alligevel helt anderledes.

han kan også finde på at sige til vores barn at deres mor er dum og siger til mig at jeg er dum, egoistisk osv.

jeg synes det virker meget upassende at tale og opføre sig sådan. Det er ikke sådan jeg har lyst til vores børn skal opdrages.

jeg kan ikke få ham til at lade være, men han vil ikke høre og han insistere på at være som han er og jeg ikke må ændre ham som han siger.

jeg føler mine grænser bliver overskredet dagligt med hans opførsel og han bebrejder mig altid et eller andet.

jeg føler tit jeg skal gå på listetær herhjemme, og sørge for at afværge når barnet græder eller skaber sig for at han ikke skal blive sur, eller tackle barnet på en uhensigtsmæssig måde.

en ting er min oplevelse af det, men vil ikke at mine børn skal lide under det.

udover alt det er vi meget tætte og en fortid sammen, vi er ikke bare kærester og mor og far, vi er en familie. Han er en god far og en god mand, udover, men han ændre sig aldrig.

skal jeg gå, skal jeg blive i det, overreagere jeg eller er det i grunden meget normalt. Måske er det kun mig og ikke børnene der lider under det, men på et tidspunkt bliver de måske som ham eller bebrejder mig at finde mig i hans homørsvingninger.

er det mon værre at være dele barn end at bo med en hidsigpropg af en far.

 

 

Mit barn har f eks lige stået og spurgt far (far tabte noget på gulvet og barn råber, far siger du skal ikke råbe, det var ikke med vilje)  hvorfor råber du af mig alligevel, selvom det ikke var med vilje. (Han mener når han kommer til at spilde ved et uheld)

er det ikke over grænsen? Ville i ligefrem slutte og splitte en familie af sådan nogle grunde?

Jeg har bare brug for at vide om jeg bare er pylret, eller om det også er sådan hos andre.

jeg ved ikke om mine grænser er blevet rykket, og jeg acceptere mere end jeg burde.

kan virkelig ikke finde ud af det.

vil gerne vores forhold, vil bare ikke lade børnene vokse op i noget der er forkert.

Jeg kan ihvertfald sige at hans opførsel gør at jeg ikke ville lade børnene være alene med ham ret længe af gangen, og det er lidt sigende for mig, samtidig er jeg et sensitivt menneske og tager måske tingene for tungt.

Anonym skriver:

Mit barn har f eks lige stået og spurgt far (far tabte noget på gulvet og barn råber, far siger du skal ikke råbe, det var ikke med vilje)  hvorfor råber du af mig alligevel, selvom det ikke var med vilje. (Han mener når han kommer til at spilde ved et uheld)

er det ikke over grænsen? Ville i ligefrem slutte og splitte en familie af sådan nogle grunde?

Er det far eller barn der spørger "hvorfor råber du ad mig alligevel?"...

Ms.Sunshine skriver:

Er det far eller barn der spørger "hvorfor råber du ad mig alligevel?"...

Barn

Jeg ville aldrig under nogen omstændigheder, acceptere at blive kaldt dum o.lign. ej heller at mine børn blev kaldt det.

Men når det er sagt, så skal man huske at vi voksne også blot er mennesker, og vi får om vi vil det eller ej, fx råbt når det bliver spildt, for selvom det er et uheld, kan den voksne få et chok..

Mom skriver:

Jeg ville aldrig under nogen omstændigheder, acceptere at blive kaldt dum o.lign. ej heller at mine børn blev kaldt det.

Men når det er sagt, så skal man huske at vi voksne også blot er mennesker, og vi får om vi vil det eller ej, fx råbt når det bliver spildt, for selvom det er et uheld, kan den voksne få et chok..

Ja selvfølgelig. Synes bare han er meget hurtig til det. Antal af gange han ikke råber vil svære til antallet jeg kommer til det. Og han giver den hele armen med at skælde ud i en lang smøre så barnet sket ikke kan følge med i hvad han siger. 

Anonym skriver:

Ja selvfølgelig. Synes bare han er meget hurtig til det. Antal af gange han ikke råber vil svære til antallet jeg kommer til det. Og han giver den hele armen med at skælde ud i en lang smøre så barnet sket ikke kan følge med i hvad han siger. 

Det syntes jeg på ingen måde er ok. Men spørgsmålet er nok om du irettesætter for lidt eller ham for meget? Det skal ikke være direkte skæld ud med råb. Det skal være en gylden mellemvej.

Mom skriver:

Det syntes jeg på ingen måde er ok. Men spørgsmålet er nok om du irettesætter for lidt eller ham for meget? Det skal ikke være direkte skæld ud med råb. Det skal være en gylden mellemvej.

Altså jeg irrettesætter som jeg synes er nødvendigt, jeg går det bare (for det meste) uden at råbe og skælde ud. Han optrapper nærmere situationen så det hele er kaos agtig med råb fra ham og skrig og skrål fra barn.