Jeg har "stjålet" min venindes kæreste engang. Det er det værste, jeg nogensinde har gjort, og jeg får det stadig dårligt, når jeg tænker på det og på hende.
Jeg var ikke forelsket i ham eller noget. Det var ham, der lagde an på mig og ja, jeg var smigret over hans opmærksomhed. Jeg var også sårbar, da jeg lige var gået fra min egen kæreste, fordi han var mig utro (jeg kan godt selv se ironien), og så var det rart at blive bekræftet af en anden fyr. Han gik fra min veninde for at være sammen med mig, men jeg havde ikke rigtig følelserne med i det.
Vi havde en kortvarig affære, som sluttede med en uplanlagt graviditet og derefter en abort. Min veninde fandt aldrig ud af, hvorfor han gik fra hende, men jeg tror muligvis, hun har kunnet gætte sig til noget af det, da jeg også trak mig ret meget fra hendes liv derefter. Jeg kunne ikke se hende i øjnene efter det rod, jeg havde lavet.
Jeg kan sagtens finde en masse forklaringer på, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, men i sidste ende var det møghamrende forkert af mig og af ham!
Det eneste "gode", der kom ud af det, var, at jeg lærte, hvor meget man kan såre andre med sine handlinger, og jeg kunne ALDRIG finde på at gøre det igen.
Anmeld
Citér
