Anonym skriver:
Synes lige jeg bør komme med en opdatering som jo egentlig også lidt er et svar til jer alle.
Det blev en meget hård weekend, en weekend i næsten total isolation med en datter der gik lige i hælene på mig og hvor der blev grædt mange tårer.
Vi kom ud til en fødselsdag, hvor hun sad og stirrede på mit ur og i håb om viserne rykkede hurtigt hen til den aftalte tid for vi skulle hjem. Men pludselig løsnede hun op og jeg hørte den skønneste stemme igen, min datters stemme når hun er glad og rolig. Det var et kort glimt, men det var der.
Mandag morgen var hendes far heldvigvis hjemme for hun ville ja næsten selvsagt ikke i skole, men hun endte med at komme afsted. Og jeg fik en akuttid hos lægen, der tog det alvorligt.
hvorfor pokker jeg tog på arbejde ved jeg ikke, for jeg gik i en døs med en kæmpe knude i halsen og havde nogle sagt bøh til mig var jeg brudt sammen.
Vi kom til lægen, der stillede en masse spørgsmål for at afklare om der var tegn på psykisk syg, dyb depression mm. Ud fra det mente hun der var tale om belastningsreaktion på stress, men at det snerpede mod noget depressivt. Det var faktisk helt rart en autoritet sagde: det er ikke normalt! Ikke fordi jeg ønsker min datter er ikke normal, men fordi jeg så ikke er skyder helt ved siden af, og stadig kan læse hende.
I dag skal vi op og have taget blodprøver for tænk nu om der er noget fysisk vi overser, så hun bliver tjekket for stort set alt, men især blodmangel, vitaminmangel mm.
Og så har vi en ny tid hos lægen d. 30.10. Hvis hun ikke bryder for meget sammen inden til endnu en snak.
Lægen ville så at næste skridt (hvis der skal tages flere skridt) er skolen, skolepsyk og inklusionscenteret (PPR). Der er jeg så uenig, og vil kræve det foregår i privatregi - men forhåbentlig skal vi slet ikke tage næste skridt.
Jeg selv er helt ved siden af mig selv - klarede en dag på arbejde i går med et smut til lægen og så tilbage igen, men det var i en døs og med tårerne lige bag øjnene. Jeg har vågnet 20 gange i nat, med den der sæt: der er noget jeg har glemt, der er noget jeg ikke kan klare. Og jeg er er konstant ved at tude selv. Har heldvigvis fri i dag med mindste manden og glæder mig til bare at gå og tulle og ordne de ting jeg kan finde ud af at klare.
Vi snakker meget her hjemme, men ved heller ikke om det er vejen frem - ja føler virkelig jeg famler. Plus jeg har følelsen af at ligegyldigt hvad jeg gør eller ikke gør så vil jeg fortryde det og få det i hovedet som en fejl om 5-10 år. Jeg er er handlingsmenneske og jeg føler mig totalt handlingslammet.
Hun er heldigvis blevet lidt bedre, eller det har ændret sig lidt. På den måde der er flere og flere glimt hvor hun er som hun plejer. Men hun er meget meget træt, og hun få irrationelle frygt, i går var det om balsam kunne være giftigt og hun derfor nægtede balsam i håret.
Puha at prøve det her som mor ønsker jeg ikke for min verdens fjende.
Men jeg har fået vendt noget af det om, for nej hvor er jeg stolt af os som forældre, at vi har skabt et run hvor vores datter tør åbne for os, tør være "forkert".
god dag
Kram til dig og ja, det er super hårdt når vores unger ikke har det godt.
Godt at i kom til lægen, så hun kan få noget hjælp, før at det eventuelt udvikler sig til mere, som jeg skrev et andet sted at det desværre gjorde for min.
Nogle dage har jeg det stadigvæk enormt dårligt over at mit barn er skidt, netop med vågne nætter og knuder i maven, men det tror jeg desværre aldrig forsvinder helt.
