Anonym skriver:
først vil jeg sige jeg er anonym fordi jeg ikke øsnker det skal Googles, men I må gerne kende min identitet.
Puha, er ude på dybt vand, der ude hvor jeg ikke ved om jeg burde svømme mod kanten eller om jeg burde svømme videre og se hvad der så kommer. Derfor smider jeg det her, håber jeg mødt øjne der måske er mer i kontakt med deres følelser end mig, møder øjne som kan huske noget lignende, møder øjne der tør give råd baseret på egne erfaringer eller hvad ved jeg.
Det handler om min store pige på 12 år der er midt i pubertetens rasen og hun reagerer på måder som jeg ikke ved om jeg bør reagere på, om jeg burde trække på skuldrene af, om jeg burde høre store buldrende alarmklokker eller....?
Min datter har altid været et svingende gemyt, det ene sekund glad og det andet i dyb gråd, hun har ofte været bange. Hun har mange udbrud her hjemme, og har altid haft ikke på den der "jeg vil provokere" måde, men sådan hør mig, mærk mig og vis mig du er der måde. Skulle skole, børnehave osv beskrive hende, ville de formodentlig beskrive en pige i harmoni, en pige der rummer, er med, er social eer god... Og netop er god er problemet, for hun viser ikke alle de andre sider, hun tør ikke træde ved siden af, tør ikke blotte sig (lige det karaktertræk kender jeg alt for godt fra mig selv - vi har det altid fint her hjemme).
Hun skal tække, hun skal sørge for andre har det godt, hun skal passe på andre osv. Jeg har det samme og kan så krydre med den kroniske dårlige samvittighed over jeg tror det kom da hun mistede sin lillesøster, fordi vi som forældre brød sammen og ikke kunne være de stærke, de der forældre man altid kunne stole på, for vi forsvandt mentalt.
i det sidste stykke tid er hun begyndt at køre op over at have dårlig samvittighed, det er ikke altid hun kan forklare hvorfor hun har dårlig samvittighed, men bare at det er følelselsen af hun har gjort noget forkert, og det gør siger hun at hjertet banker hurtigt.
I dag ringede hun sp fra skolen og fortalte nu var det begyndt igen, hun havde også hovedpine og kroppen rystede. Jeg prøvede at få hende til at tale med en voksen på skolen og gav til sidst lov til hun tog hjem - hun kunne jo være syg. I går havde hun grædt hele aftenen og endt med at sove hos mig. Men hun var og er ikke syg, måske træt men ikke syg. Og hun fortalte hun kunne have tanker om at måske hendes forkerte tanker kom op på smartboardet og alle kunne se det og hun tager sig konstant til brystet og hyperventilerer når hun fortæller... Tro mig totalt rationelle mig tænker virkelig: HJÆLP! Jeg er så bange for jeg gør ondt værre, bange for jeg bare har glemt hvordan det er at være, bange for jeg overser sig aler, bange for jeg igen er verdens dårligste mor og ikke kan være der for min skønne datter... Jeg svinger mellem at ville kramme hende, skælde hende ud, græde med hende, gemme hende og give hende total ro, gå til lægen, gå til skolen, svinger mellem at vælge passiviteten til det totalt aktive hvor jeg skal kæmpe for hende....
Jeg svinger mellem: det er helt normalt, til har hun angst, depression....?
Jeg føler mig totalt handlingslammet.... Og dum.... Og igen som en en mor der ikke kan læse mit barn.
jeg kan godt huske jeg kunne græde over ingen ting men da ikke i flere timer. Jeg kan godt huske jeg var bange for hvad andre tænkte om mig, men da ikke så jeg blev syg.
Så hjælp.....
Jeg kender dig ikke, men tror jeg ved hvem du er. Og jeg er faktisk helt sikker på du ikke er en dårlig mor!! Tværtimod. Jeg ville da ønske for alle at de havde så engageret og empatisk en mor.
Hånden på hjertet, så tror jeg ikke din datter er psykisk syg. Men jeg tror man har brug for hjælp hvis man får panikanfald. Det er simpelthen så forfærdeligt.
Nu kender jeg ikke dig og din datter, men jeg havde mange rigtigt svære ting at gå igennem på samme alder og jeg er nok en introvert person. For mig ville det ikke have været rigtigt at få psykologhjælp eller den slags, det ville have været alt for voldsomt!
Så jeg ved ikke om der er en anden måde? En sundhedsplejerske i kender godt og er vildt glade for, eller en anden i kan spørge til råds?
Jeg tror helt ærligt det meget handler om alderen, personlighed og det kan nok også påvirke en hvis man har været udsat for noget rigtigt hårdt, som feks at miste søskende.
Det er mega svært at gætte på hvad løsningen er. Hvis I er glade for jeres læge så synes jeg også det er en god idé at tale med ham/hende. Det er bare en balancegang i mine øjne. Jeg vil jo sige at det nemt kan lyde skræmmende for din datter at inddrage alle mulige andre og måske ER det bare dig og sin far hun har brug for - ekstra brug. Og det er efter min mening også ret vigtigt at man ikke sygeliggør teenagere - det er jo skide hårdt og forfærdeligt at være teenager og man har i hvert fald ikke brug for at få at vide at man er unormal. Og det synes jeg heller ikke det lyder som om hun er. Hun har det bare for hårdt lige nu.
Så jeg har ingen guldkorn og er ikke uddannet i det her, jeg har bare kendt mange teenagere og selv været en 
Jeg ved ikke om hun har ekstra meget om ørerne nu og om der er et fritidsjob eller noget andet hun kunne få glæde af at sætte på pause..
Men du er ikke en dårlig mor, din datter er ikke nødvendigvis psykisk syg og der er mange der får panikanfald og kommer helt normale og glæde ud på den anden side.
