Min store datter - gode råd, beroligelse - hjæp

Jeg fik angst anfald op første gang da jeg var barn. Jeg blev aldrig taget alvorligt derhjemme og ude skjulte jeg det godt bag en facade, jeg var jo så sød og pligtopfyldende, ingen tænkte jeg kunne ha brug for hjælp. Men sådan noget går ikke væk af sig selv. Det er ikke nogens skyld. Det kan komme af traumer, eller man er måske bare uheldig. Mine forældre var ikke dårlige. De var bare uvidende om at børn kunne ha det svært. Hvis der var blevet taget hånd om min angst som barn og ung. Havde jeg måske ikke haft så store psykiske problemer. Ta hånd om jeres datter, få noget hjælp til hende. Fortæl hende at hun ikke er alene. At i muligvis ikke kan sætte jer i hendes situation, men at i altid vil være der for hende. Elske, støtte og hjælpe hende. Det ville ha betydet alverden for mig hvis jeg havde følt mine forældre var der for mig. Alt lykke og kærlighed til jer. 

Tak for svar til jer alle sammen - må indrømme jeg synes det er pissehårdt fordi man jo bare har lyst til at se ens barn gå på livets lyserøde landevej og pludselig kom der store huller. 

Kom til at tænke på i går da jeg igen faldt i søvn med hende lige ved siden af mig at det også er oktober, hun (og vi andre) plejer at mærke sådan helt ubevidst at november nærmer sig, så måske det hele er forstærket. 

Men ja som en skriver, heldigvis kan vi tale om det hele, og jeg blotter mig gerne over for hende og forklarer at jeg reagerer fordi jeg jo bare ønsker hun har det godt, og når hun ikke har så bliver jeg nogen gange dum. Og vi fik talt, og hun fik forklaret at hun altid er tryg når hendes far of jeg er der, og når hun får det sådan så vil hun bare gerne være med os og blive krammet. Og at hun ikke er tryg ved at sige det til en voksen i skolen, for hun er bange for det bliver taget op i klassen (hvorfor det så end skulle det) - ja i det hele taget en utryghed over for de voksne (og sine klassekammerater). 

Hun fortalte om den dårlige samvittighed over for forkerte tanker - og hold kæft hvor er hun bare skøn, for de forkerte tanker var så at hun var bange for en film hun havde set om en overvægtig dreng blev mobbet kunne ske i hendes klasse - og når jeg er bange for det mor, så har jeg jo tænkt dumme tanker om at andre er overvægtige. Okay jeg tænker så grimme tanker som: ej hvor er han dum, nej en grim mand osv. Men hendes grimme tanker er når der inddirekte er en kritik af en anden. 

Jeg har besluttet vi er hjemme i dag bare mig og hende - for jeg må indrømme min førsteb indskydelse også var stress, stress forudsaget af de store krav hun stiller og føler bliver stillet (hun siger ikke fra os men skolen), så i dag ingen krav, bare få sovet, grint og været sammen.

Vi har aftalt hun fortæller mig når og hvis det sker igen, og vi blivr ved med at tale... Og så synker jeg det lige og overvejer og vurderer om det er "normalt" eller om jeg skal søge noget råd og vejledning. Jeg fortalte hende at det kunne være jeg og hendes far skulle tale med nogen - og hun stejlede i starten, men blev mere rolig da jeg fik forklaret det ikke handlede om at tale om hende, men at tale om hvordan vi kunne hjælpe. 

Hun går i panikker jeg siger skolen - sagde jeg kun fordi jeg vil de skal vide hvor meget kontakt hun har med mig i skoletiden - men så er det balancegangen for hun skal heller ikke stoppe med at kontakte mig og være åben.

Men alt i alt ville jeg bare sige tal for svar og midt i den følelse af handlingslammet så også sigr, at nej hvor er jeg stolt af min datter, hvor er jeg glad for hun tør fortælle mig alt, glad for hun stadig kommer ind og sover hos mig når livet gør ondt, at hun bare er så helt igennem fantastisk 

jjuhl skriver:

Puha, det lyder som en hård omgang som jeres familie går igennem nu. Har ikle selv tennage børn men ville alligevel give dig et råd med på vejen. Jeg har siden mine teenage år døjet med psykiske problemer, problemer som mine forældre ikke tog alvorligt. Det har haft fatale konsekvenser for mig. Så hør din datter, mærk og føl hende og tag kontakt til jeres læge. H*n vil kunne sende jer videre i systemet.  Mange kommuner har et tilbud om gratis psykolog hjælp til unge, og også noget familie terapi så man som familie kan arbejde sammen om at komme oven på. Jeg er ikke professionel og vil ikke male fanden på væggen men umiddelbart synes jeg det lyder som noget angst. Angsten kan være hendes krops måde at fortælle hende at der er noget galt. 

Du må ikke slå dig selv oven i hovedet,  du har gjort det bedste du kunne.

Tak for svar - jeg prøver at tage hende alvorligt, men vil samtidig heller ikke puste det op. Synes det er en sindsyg svær balancegang og ja så er hun bare en mere reagerende pige end jeg er, hendes følelser sidder uden på tøjet, hvor mine er gemt dybt og nøglen smidt væk.

sessen1984 skriver:

Pyha sikke én! Først vil jeg sende dig et kram.. 

Din datter har helt sikkert brug for dig!! Jeg har arbejdet med unge piger, der havde det svært. Du må endelig ikke skælde ud! Hun kan ikke gøre for at hun har det skidt. Jeg synes hun lyder til at være stressetr, men hvad der gør hende stresset, er svært at sige! Det tror jeg du skal have hende til en børnepsykolog for at finde ud af. Hun har brug for at tale med nogen, hun starter med at komme til dig. Det skal du tage som et skulderklap!! Du har hendes fortrolighed, og det må du endelig ikke tabe på gulvet ved at skælde ud. Det at hun kommer til dig er et råb om hjælp. Hun kunne lige så godt have skåret i sig selv, sultet sig selv eller alle mulige andre ting for at håndtere de følelser hun går rundt med. Men hun har valg at komme til dig - hendes MOR! 

Jeg vil ønske at mine piger en dag vil komme til mig hvis de har det svært, så har jeg gjort noget rigtigt! 

Du skal helt sikkert tage alvorligt at hun har hjertebanken osv. det er et tydeligt tegn på stress i hendes. Jeg vil opfordre dig til at tage en snak med jeres læge. I første omgang uden jeres datter, så du kan få frit afløb for dine følelser i det her. Sådan at du kan være stærk og hjælpe din datter gennem hendes krise. Sammen kan I lægge en plan. Tal med hendes klasselærer og fortæl hvad du oplever. Start dialog med de voksne omkring hende, uden at hun behøver at vide det. Hun skal ikke stilles til regnskab for hendes følelser. Men hun har brug for støtte! 

Du skal lade være med at slå dig selv i hovedet over at I ikke har været der for hende. Det er ikke sikkert at det har noget at skulle have sagt. Måske hun havde fået denne krise alligevel. Der er der ingen der ved!! 

Tak for svar. - min første indskydelse var faktisk også stress. Og et eller andet sted tror jeg, at jeg ved hvad lidt af hvad det skyldes baseret på det hun forklarer. Det er i høj grad noget om kravene til sig selv som et godt menneske.

I dag tager vi en dag uden krav, en dag hvor hun kan være sig selv uden at skulle være sød, omsorgsfuld, rummelig osv.

Hvis jeg skal tale med lægen eller andre, så vil jeg nok fortælle hende det - har allerde åbnet for det kan være jeg har behov for råd. 

Og ja jeg - efter frustrationen - er rigtig rigtig glad for jeg har hendes fortrolighed, at hun oplever hendes og jeg som verdens tryggeste base hvor man kan være "forkert" nu hvor hun ikke tillader sig selv at være "forkert"  er nogen andre

Christine skriver:

Jeg kender dig ikke, men tror jeg ved hvem du er. Og jeg er faktisk helt sikker på du ikke er en dårlig mor!! Tværtimod. Jeg ville da ønske for alle at de havde så engageret og empatisk en mor.

Hånden på hjertet, så tror jeg ikke din datter er psykisk syg. Men jeg tror man har brug for hjælp hvis man får panikanfald. Det er simpelthen så forfærdeligt.

Nu kender jeg ikke dig og din datter, men jeg havde mange rigtigt svære ting at gå igennem på samme alder og jeg er nok en introvert person. For mig ville det ikke have været rigtigt at få psykologhjælp eller den slags, det ville have været alt for voldsomt! 

Så jeg ved ikke om der er en anden måde? En sundhedsplejerske i kender godt og er vildt glade for, eller en anden i kan spørge til råds?

Jeg tror helt ærligt det meget handler om alderen, personlighed og det kan nok også påvirke en hvis man har været udsat for noget rigtigt hårdt, som feks at miste søskende.

 

Det er mega svært at gætte på hvad løsningen er. Hvis I er glade for jeres læge så synes jeg også det er en god idé at tale med ham/hende. Det er bare en balancegang i mine øjne. Jeg vil jo sige at det nemt kan lyde skræmmende for din datter at inddrage alle mulige andre og måske ER det bare dig og sin far hun har brug for - ekstra brug. Og det er efter min mening også ret vigtigt at man ikke sygeliggør teenagere - det er jo skide hårdt og forfærdeligt at være teenager og man har i hvert fald ikke brug for at få at vide at man er unormal. Og det synes jeg heller ikke det lyder som om hun er. Hun har det bare for hårdt lige nu.

Så jeg har ingen guldkorn og er ikke uddannet i det her, jeg har bare kendt mange teenagere og selv været en 

Jeg ved ikke om hun har ekstra meget om ørerne nu og om der er et fritidsjob eller noget andet hun kunne få glæde af at sætte på pause..

Men du er ikke en dårlig mor, din datter er ikke nødvendigvis psykisk syg og der er mange der får panikanfald og kommer helt normale og glæde ud på den anden side.

Du skriver netop det jeg frygter - at jeg med min "nu handler vi" får forværret noget. At jeg får blæst noget op som gør hende mere ondt.

Hun oplever ikke sig selv anderledes - spurgte hende. Hun oplever ikke det ødelægger noget, begrænser hende eller andet... Hun oplever "bare" det går galt en gang imellem. En stor del af det hun forklarer husker jeg tydeligt - det er kun reaktionen jeg på ingen måde husker. Og så alligevel lige nu jeg akriver det her, sp husker jeg at jeg oplevede, ej svært at forklare, en tikken, sådan som jeg stod uden for verden og tingene bare skete og jeg kunne tænke men ikke handle agtig - hold op det er mange år siden, og jeg husker det enormt mærkeligt, men også noget meget ubehageligt. Og fysisk mærkedes jeg også anderledes.... Hmmm .....

Men jeg græd ikke, fortalte ingen om det, vidste bare: det stopper det er ubehageligt men det stopper. Og så havde jeg ikke så mange tanker som hun beskriver, det var faktisk mer tankeløst. 

Hun forklarer også hun ikke kan stoppe tankestrømmen, at hun gerne ville kunne sige: STOP, og der var hun med på hvis nu nogle kunne hjælpe hende med at lære der, så ville hun gerne (måske).

Mor og meget mere skriver:

Stakkels hende, stakkels jer. 

Du skal reagere og bede om hjælp, i første omgang evt. via jeres praktiserende læge og/eller PPR. Min datter på snart 22 kan stadig fortælle om, hvordan hun følte sig svigtet, da vi lige "så tiden an" og slog hendes problemer hen som pubertetsuligevægtighed, da hun var 12-13 år. Hun "blev nødt til" at skære i sig selv, før vi forstod alvoren. 

Min bedste veninde - verdens dygtigste og dejligste AKT-lærer - slog SIN datters tristhed og grædeture hen som reaktioner på, at det tog på kræfterne at være på efterskole - datteren havde en regulær depression. 

Ovenstående ikke for at skræmme dig, mere for at understrege, at det er bedre at "overreagere" end at klappe hesten. Og så for at vise, at du ikke er den første mor, der trods indsigt og viden er helt på glatis, når det gælder ens eget barn. 

Jeg ønsker jer alt godt og sender mange kærlige tanker (jeg ved, hvem du er - og I klarer det her!) 

Tak  mærkeligt at stå magtesløs på den anden side....

Anonym skriver:

Tak for svar til jer alle sammen - må indrømme jeg synes det er pissehårdt fordi man jo bare har lyst til at se ens barn gå på livets lyserøde landevej og pludselig kom der store huller. 

Kom til at tænke på i går da jeg igen faldt i søvn med hende lige ved siden af mig at det også er oktober, hun (og vi andre) plejer at mærke sådan helt ubevidst at november nærmer sig, så måske det hele er forstærket. 

Men ja som en skriver, heldigvis kan vi tale om det hele, og jeg blotter mig gerne over for hende og forklarer at jeg reagerer fordi jeg jo bare ønsker hun har det godt, og når hun ikke har så bliver jeg nogen gange dum. Og vi fik talt, og hun fik forklaret at hun altid er tryg når hendes far of jeg er der, og når hun får det sådan så vil hun bare gerne være med os og blive krammet. Og at hun ikke er tryg ved at sige det til en voksen i skolen, for hun er bange for det bliver taget op i klassen (hvorfor det så end skulle det) - ja i det hele taget en utryghed over for de voksne (og sine klassekammerater). 

Hun fortalte om den dårlige samvittighed over for forkerte tanker - og hold kæft hvor er hun bare skøn, for de forkerte tanker var så at hun var bange for en film hun havde set om en overvægtig dreng blev mobbet kunne ske i hendes klasse - og når jeg er bange for det mor, så har jeg jo tænkt dumme tanker om at andre er overvægtige. Okay jeg tænker så grimme tanker som: ej hvor er han dum, nej en grim mand osv. Men hendes grimme tanker er når der inddirekte er en kritik af en anden. 

Jeg har besluttet vi er hjemme i dag bare mig og hende - for jeg må indrømme min førsteb indskydelse også var stress, stress forudsaget af de store krav hun stiller og føler bliver stillet (hun siger ikke fra os men skolen), så i dag ingen krav, bare få sovet, grint og været sammen.

Vi har aftalt hun fortæller mig når og hvis det sker igen, og vi blivr ved med at tale... Og så synker jeg det lige og overvejer og vurderer om det er "normalt" eller om jeg skal søge noget råd og vejledning. Jeg fortalte hende at det kunne være jeg og hendes far skulle tale med nogen - og hun stejlede i starten, men blev mere rolig da jeg fik forklaret det ikke handlede om at tale om hende, men at tale om hvordan vi kunne hjælpe. 

Hun går i panikker jeg siger skolen - sagde jeg kun fordi jeg vil de skal vide hvor meget kontakt hun har med mig i skoletiden - men så er det balancegangen for hun skal heller ikke stoppe med at kontakte mig og være åben.

Men alt i alt ville jeg bare sige tal for svar og midt i den følelse af handlingslammet så også sigr, at nej hvor er jeg stolt af min datter, hvor er jeg glad for hun tør fortælle mig alt, glad for hun stadig kommer ind og sover hos mig når livet gør ondt, at hun bare er så helt igennem fantastisk 

Nu ved jeg ikke hvor lang tid det har stået på, men hvis det er igennem længere tid, skal du "handle" lidt mere nu.

det er super godt at du har hendes fortrolighed, men hvis jeg var dig havde jeg helt klart taget hende med til lægen en tur, så hun kunne snakke lidt med lægen om sine tanker.

lægen kan jo i de fleste tilfælde hurtigt vudere om det er almindelige tanker, eller om hun skal ha lidt psykolog hjælp.

jeg taler af bitter erfaring, for jeg trak desværre tiden for langt, da mit det store barn, fik problemer, med det resultat at han kæmper en kamp i dag, for at prøve at få det godt og at komme af med sin panikangst. Han har desværre en panik angst og en general " angst" som gør at han fek.s i øjeblikket ikke kan gennemføre en normal skolegang og er kommet i et forløb igennem kommunen.

jeg siger ikke på nogen måde at dit barn fejler noget, men som sagt, synes jeg du skal få en vudering nu

Anonym skriver:

Du skriver netop det jeg frygter - at jeg med min "nu handler vi" får forværret noget. At jeg får blæst noget op som gør hende mere ondt.

Hun oplever ikke sig selv anderledes - spurgte hende. Hun oplever ikke det ødelægger noget, begrænser hende eller andet... Hun oplever "bare" det går galt en gang imellem. En stor del af det hun forklarer husker jeg tydeligt - det er kun reaktionen jeg på ingen måde husker. Og så alligevel lige nu jeg akriver det her, sp husker jeg at jeg oplevede, ej svært at forklare, en tikken, sådan som jeg stod uden for verden og tingene bare skete og jeg kunne tænke men ikke handle agtig - hold op det er mange år siden, og jeg husker det enormt mærkeligt, men også noget meget ubehageligt. Og fysisk mærkedes jeg også anderledes.... Hmmm .....

Men jeg græd ikke, fortalte ingen om det, vidste bare: det stopper det er ubehageligt men det stopper. Og så havde jeg ikke så mange tanker som hun beskriver, det var faktisk mer tankeløst. 

Hun forklarer også hun ikke kan stoppe tankestrømmen, at hun gerne ville kunne sige: STOP, og der var hun med på hvis nu nogle kunne hjælpe hende med at lære der, så ville hun gerne (måske).

Jeg synes det lyder rigtigt fornuftigt at hun gerne vil være med til at få nogle værktøjer til at håndtere det. Og jeg tror bestemt ikke du forværrer noget hvis det er sådan jeres dialog er. Og jeg er 99% sikker på at hendes tanker er helt normale og det skal hun jo også have bekræftet af hvem det nu end er der kan hjælpe. Det er bare hele den der "uha læge lige med det samme" som jeg synes er lidt at male fanden på væggen. Min læge er enormt empatisk og engageret, men hun ville helt sikkert ikke ane hvordan hun skulle gribe det an. Men måske ved en læge hvem i kan få glæde af at tale med.

Der er måske også en kompetent skolepsykolog? H*n ville jo nok have hørt det før og har nok nogle værktøjer.

Da jeg gik i skole havde vi nogle få gange en slags seksualundervisning, hvor vi var inddelt i drengegruppe og pigegruppe. Det var godt nok en lille skole, så vi var ikke mange, men det skabte et fortroligt rum hvor vi kunne tale om hvilke tanker og følelser man har i den alder. Jeg husker det særligt fordi en pige fortalte at hun havde psoriasis og det var hun åbenbart enormt flov over. Ikke fordi din datter skal hælde sit hjerte ud foran sine klassekammerater, men måske kunne det også hjælpe lidt at høre at andre også tumler med svære tanker.

Jeg ved dog ikke om man gør den slags alle steder, eller om seksualundervisning er noget helt andet nu. Men hvis I har en lærer i er glad for, er det måske også en idé at foreslå noget lignende.

Jeg håber i får den rigtige hjælp og det er jo så individuelt hvad der er den rigtige hjælp, men jeg tror du skal stole på det du føler er rigtigt og ikke være bange for at gøre noget værre. Det er ikke din skyld hun har det sådan og du har jo hørt hende. 

Anonym skriver:

Tak for svar til jer alle sammen - må indrømme jeg synes det er pissehårdt fordi man jo bare har lyst til at se ens barn gå på livets lyserøde landevej og pludselig kom der store huller. 

Kom til at tænke på i går da jeg igen faldt i søvn med hende lige ved siden af mig at det også er oktober, hun (og vi andre) plejer at mærke sådan helt ubevidst at november nærmer sig, så måske det hele er forstærket. 

Men ja som en skriver, heldigvis kan vi tale om det hele, og jeg blotter mig gerne over for hende og forklarer at jeg reagerer fordi jeg jo bare ønsker hun har det godt, og når hun ikke har så bliver jeg nogen gange dum. Og vi fik talt, og hun fik forklaret at hun altid er tryg når hendes far of jeg er der, og når hun får det sådan så vil hun bare gerne være med os og blive krammet. Og at hun ikke er tryg ved at sige det til en voksen i skolen, for hun er bange for det bliver taget op i klassen (hvorfor det så end skulle det) - ja i det hele taget en utryghed over for de voksne (og sine klassekammerater). 

Hun fortalte om den dårlige samvittighed over for forkerte tanker - og hold kæft hvor er hun bare skøn, for de forkerte tanker var så at hun var bange for en film hun havde set om en overvægtig dreng blev mobbet kunne ske i hendes klasse - og når jeg er bange for det mor, så har jeg jo tænkt dumme tanker om at andre er overvægtige. Okay jeg tænker så grimme tanker som: ej hvor er han dum, nej en grim mand osv. Men hendes grimme tanker er når der inddirekte er en kritik af en anden. 

Jeg har besluttet vi er hjemme i dag bare mig og hende - for jeg må indrømme min førsteb indskydelse også var stress, stress forudsaget af de store krav hun stiller og føler bliver stillet (hun siger ikke fra os men skolen), så i dag ingen krav, bare få sovet, grint og været sammen.

Vi har aftalt hun fortæller mig når og hvis det sker igen, og vi blivr ved med at tale... Og så synker jeg det lige og overvejer og vurderer om det er "normalt" eller om jeg skal søge noget råd og vejledning. Jeg fortalte hende at det kunne være jeg og hendes far skulle tale med nogen - og hun stejlede i starten, men blev mere rolig da jeg fik forklaret det ikke handlede om at tale om hende, men at tale om hvordan vi kunne hjælpe. 

Hun går i panikker jeg siger skolen - sagde jeg kun fordi jeg vil de skal vide hvor meget kontakt hun har med mig i skoletiden - men så er det balancegangen for hun skal heller ikke stoppe med at kontakte mig og være åben.

Men alt i alt ville jeg bare sige tal for svar og midt i den følelse af handlingslammet så også sigr, at nej hvor er jeg stolt af min datter, hvor er jeg glad for hun tør fortælle mig alt, glad for hun stadig kommer ind og sover hos mig når livet gør ondt, at hun bare er så helt igennem fantastisk 

Hvor er hun sød 

Det lyder som en perfekt måde at tilbringe dagen.

Synes lige jeg bør komme med en opdatering som jo egentlig også lidt er et svar til jer alle. 

Det blev en meget hård weekend, en weekend i næsten total isolation med en datter der gik lige i hælene på mig og hvor der blev grædt mange tårer. 

Vi kom ud til en fødselsdag, hvor hun sad og stirrede på mit ur og i håb om viserne rykkede hurtigt hen til den aftalte tid for vi skulle hjem. Men pludselig løsnede hun op og jeg hørte den skønneste stemme igen, min datters stemme når hun er glad og rolig. Det var et kort glimt, men det var der.

Mandag morgen var hendes far heldvigvis hjemme for hun ville ja næsten selvsagt ikke i skole, men hun endte med at komme afsted. Og jeg fik en akuttid hos lægen, der tog det alvorligt.

hvorfor pokker jeg tog på arbejde ved jeg ikke, for jeg gik i en døs med en kæmpe knude i halsen og havde nogle sagt bøh til mig var jeg brudt sammen. 

Vi kom til lægen, der stillede en masse spørgsmål for at afklare om der var tegn på psykisk syg, dyb depression mm. Ud fra det mente hun der var tale om belastningsreaktion på stress, men at det snerpede mod noget depressivt. Det var faktisk helt rart en autoritet sagde: det er ikke normalt! Ikke fordi jeg ønsker min datter er ikke normal, men fordi jeg så ikke er skyder helt ved siden af, og stadig kan læse hende. 

I dag skal vi op og have taget blodprøver for tænk nu om der er noget fysisk vi overser, så hun bliver tjekket for stort set alt, men især blodmangel, vitaminmangel mm.

Og så har vi en ny tid hos lægen d. 30.10. Hvis hun ikke bryder for meget sammen inden til endnu en snak. 

Lægen ville så at næste skridt (hvis der skal tages flere skridt) er skolen, skolepsyk og inklusionscenteret (PPR). Der er jeg så uenig, og vil kræve det foregår i privatregi - men forhåbentlig skal vi slet ikke tage næste skridt.

Jeg selv er helt ved siden af mig selv - klarede en dag på arbejde i går med et smut til lægen og så tilbage igen, men det var i en døs og med tårerne lige bag øjnene. Jeg har vågnet 20 gange i nat, med den der sæt: der er noget jeg har glemt, der er noget jeg ikke kan klare. Og jeg er er konstant ved at tude selv. Har heldvigvis fri i dag med mindste manden og glæder mig til bare at gå og tulle og ordne de ting jeg kan finde ud af at klare. 

Vi snakker meget her hjemme, men ved heller ikke om det er vejen frem - ja føler virkelig jeg famler. Plus jeg har følelsen af at ligegyldigt hvad jeg gør eller ikke gør så vil jeg fortryde det og få det i hovedet som en fejl om 5-10 år. Jeg er er handlingsmenneske og jeg føler mig totalt handlingslammet.

Hun er heldigvis blevet lidt bedre, eller det har ændret sig lidt. På den måde der er flere og flere glimt hvor hun er som hun plejer. Men hun er meget meget træt, og hun få irrationelle frygt, i går var det om balsam kunne være giftigt og hun derfor nægtede balsam i håret. 

Puha at prøve det her som mor ønsker jeg ikke for min verdens fjende.

Men jeg har fået vendt noget af det om, for nej hvor er jeg stolt af os som forældre, at vi har skabt et run hvor vores datter tør åbne for os, tør være "forkert".

god dag