Min datter vil ikke hjem til sin far

Jeg er enig et meget langt stykke hen af vejen, mener også mit blev mere og mere løst som tiden gik især fordi det sociale liv jo fyldte mere og mere, kærester, fester og og og... 

Men jeg vil nu alligevel slå på tromme for, man også skal det sure, også være med de dage hvor familien "bare" skal rydde op, også når far måske har fokus på lillesøster fordi hun skal være med i skolekomedie osv. Grunden til det er, jeg tænker man også skal have opgøret med samværsforældren, man skal også fortælle dem at de er dybt uretfærdige, at man bare ikke gider dem og alle deres lorte krav, man skal også til skal tingene og være muggen sammen med samværsforældren, man skal vokse sammen i en tid hvor den unge udvikler sig eksplosivt og tager mange skridt mod at blive voksen. Hvis samværsforældren kobles af der så går det fra at være lille pige til voksen kvinde uden de opdagede det, og den voksne pige vil have en noget opgør der aldrig kom osv osv osv. 

Ja for helvede det var møg surt at skulle til min far fast, eller den aftalte dag, for som ung levede jeg impulsivt og fra dag til dag. Og når min far holdt fast på vi havde aftalt og min mor endda støttede det - så var livet da dybt uretfærdige. Jeg stak af, nægtede, råbte, tog opgør på den der teenage agtige måde med min far og derfor voksede vi sammen. Hvis jeg kun skulle stryges over hårene havde vi ikke taget de ture og ikke fået et forholdsvist ærligt forhold...

og skulle som ung gå fra sine to dejlige værelser (åh ja var dejlig forkælet som ene barn hos min mor), til at have sofaen i en stue - der var da bare så uretfærdigt og hvordan skulle jeg og og og og... Gå fra frihed under ansvar til at sidde der og ikke vide hvad jeg rigtigt skulle lave når mine tanker kun var hos vennerne osv osv. Jo det var ikke altid lige fedt, men nede under alt brokken var jeg jo stadig fars pige 

skal lige putte den sidste krølle på, det var absolut ikke uproblematisk. Min far drak og endda en del for meget. Men sidder nu og skriver det her med er skævt smil og en taknemmelighed for jeg havde ham, for han lærte mig at kende som ung voksen, for at jeg lærte ham at kende som andet en far, for jeg ikke har dårlig samvittighed. Og pokkers savner ham sgu også og tænk om jeg var blevet støttet i: ej det er også hårdt for dig, lad du bare være med at tage hen til din far??? 

Vi er jo alle farvet af vores oplevelser, og mine oplevelser som delebarn har absolut ikke været positive. Jeg er glad for at min mor holdt fast i samvær og at jeg lærte min far at kende, og i dag er jeg allermest glad for at jeg selv kan sætte rammer og grænser for mit forhold til min far. Vi taler i telefon sammen med et par måneders mellemrum og ses sporadisk med et år eller 2 imellem, og det er fint med mig.

Generelt mener jeg at forældre for ofte glemmer, at tid med sine børn ikke er en rettighed, men et privilegie, og hvis man ikke gider at prioritere at bruge tid med ungerne, risikerer man at ende der, hvor ungerne ikke gider at prioritere at bruge tid med deres forældre.

Jeg er en stor tilhænger af princippet om, at man får det ud af en relation, som man vælger at putte ind i den. 

https://www.youtube.com/watch?v=B32yjbCSVpU

Skouboe skriver:

Vi er jo alle farvet af vores oplevelser, og mine oplevelser som delebarn har absolut ikke været positive. Jeg er glad for at min mor holdt fast i samvær og at jeg lærte min far at kende, og i dag er jeg allermest glad for at jeg selv kan sætte rammer og grænser for mit forhold til min far. Vi taler i telefon sammen med et par måneders mellemrum og ses sporadisk med et år eller 2 imellem, og det er fint med mig.

Generelt mener jeg at forældre for ofte glemmer, at tid med sine børn ikke er en rettighed, men et privilegie, og hvis man ikke gider at prioritere at bruge tid med ungerne, risikerer man at ende der, hvor ungerne ikke gider at prioritere at bruge tid med deres forældre.

Jeg er en stor tilhænger af princippet om, at man får det ud af en relation, som man vælger at putte ind i den. 

https://www.youtube.com/watch?v=B32yjbCSVpU

 

Klart man er farvet og jeg aner jo ikke hvordan min relation havde været med min far da han ikke levede så længe. Men jeg ved han heller ikke investerede i forholdet på den måde, han investerede kun ved at kunne lide mig og være min far - ingen tivoli weekend far.

Fuldstændig enig i det at være sammen med et menneske er et priviligie - det er ikke kun børn men alle mennesker. Og vi skal yde i et forhold, men yde er for mig ikke Tivoli. At yde er at holde af personen, rumme personen, og kunne være med personen også når det ikke er så sjovt - og det ville jeg gerne give til mine børn blandt andet derfor ville jeg også støtte de skulle se far også når det ikke er lutter lagkage.

Kommer til at tænke på, at vi andre som forældre er jo heldige, for vi kan have perioder hvor vi er fraværende, perioder hvor en eksamen fylder og lægger beslag på 5 weekender til gruppe og læse op, eller arbejde der er krævende i perioder, eller en fascination af golf så hver søndag drøner vi afsted eller hvad ved jeg. For vores børn bor med os, og kan ikke få nogen til at betale eller støtte de skal flytte hjemme fra som 14 årig fordi vi måske bruger 3 timer på fitness i weekenden, tager til vinsmagning om aftenen og på shoppetur i malmø. Mens som samværsforældre så er det ikke nok, ikke nok at være en familie med en families relationer hvor man til tider er fraværende.

vi havde 3 mnd hvor min den mindste lærte sangen: når far kommer hjem er mor lige gået. Men jeg hørte aldrig: i skal prioritere børnene og investere. Jeg hørte derimod Gud hvor I seje I klarer sådan en hektisk periode. Og også hvor er det godt du gør noget for dig selv (var væk 4 weekender fra fredag morgen til søndag aften) over en forholdsvis kort periode mens min mand arbejdede 12-3 i samme periode). 

Jeg tror personligt det er super vigtigt for er skilsmisse barn at være en del af familien på godt og ondt og ikke gæsten, den hjemvendte søn hvor alt sættes på hold og nu skal vi vise vi har savnet... Men det er jo så bare min holdning 

Min far flyttede til Syd Afrika da jeg var 9 år gammel og ja for pokker jeg savnede ham! Der var meget sjældent samvær men der var så uger når det skete .... Blandt elefanter, løver og andet godt det var bare sådan jo ! Som 11 årig ville jeg så bo hos min far og det fik jeg lov til.... det var en fantastisk oplevelse jeg ikke ville have været foruden. Men jeg vendte hjem for DK var jo der jeg trivedes bedst. 

Børn tilpasser sig .... alt kan ikke være optimalt altid. Når jeg ser tilbage kan jeg ikke forestille Hvordan det ville have været hvis han ikke var flyttet, jeg er ikke sikker på det havde været godt. Men det er gætterier.

Din søn skal nok sige fra når han ikke gider den tur, på den anden side kan det også styrke båndet mellem dem. Lad din søn tage rejsen .. længere væk er det ikke

lineog4 skriver:

Klart man er farvet og jeg aner jo ikke hvordan min relation havde været med min far da han ikke levede så længe. Men jeg ved han heller ikke investerede i forholdet på den måde, han investerede kun ved at kunne lide mig og være min far - ingen tivoli weekend far.

Fuldstændig enig i det at være sammen med et menneske er et priviligie - det er ikke kun børn men alle mennesker. Og vi skal yde i et forhold, men yde er for mig ikke Tivoli. At yde er at holde af personen, rumme personen, og kunne være med personen også når det ikke er så sjovt - og det ville jeg gerne give til mine børn blandt andet derfor ville jeg også støtte de skulle se far også når det ikke er lutter lagkage.

Kommer til at tænke på, at vi andre som forældre er jo heldige, for vi kan have perioder hvor vi er fraværende, perioder hvor en eksamen fylder og lægger beslag på 5 weekender til gruppe og læse op, eller arbejde der er krævende i perioder, eller en fascination af golf så hver søndag drøner vi afsted eller hvad ved jeg. For vores børn bor med os, og kan ikke få nogen til at betale eller støtte de skal flytte hjemme fra som 14 årig fordi vi måske bruger 3 timer på fitness i weekenden, tager til vinsmagning om aftenen og på shoppetur i malmø. Mens som samværsforældre så er det ikke nok, ikke nok at være en familie med en families relationer hvor man til tider er fraværende.

vi havde 3 mnd hvor min den mindste lærte sangen: når far kommer hjem er mor lige gået. Men jeg hørte aldrig: i skal prioritere børnene og investere. Jeg hørte derimod Gud hvor I seje I klarer sådan en hektisk periode. Og også hvor er det godt du gør noget for dig selv (var væk 4 weekender fra fredag morgen til søndag aften) over en forholdsvis kort periode mens min mand arbejdede 12-3 i samme periode). 

Jeg tror personligt det er super vigtigt for er skilsmisse barn at være en del af familien på godt og ondt og ikke gæsten, den hjemvendte søn hvor alt sættes på hold og nu skal vi vise vi har savnet... Men det er jo så bare min holdning 

Men med samvær hver anden weekend, bliver man jo gæsten.

Tak for alle jeres svar. Jeg læser, lytter og prøver at forstå. Jeg er i øjeblikket i gang med processen hvor jeg skal have dannet mig min egen holdning til alt dette. 

Jeg er enig med Lineog4. (: Du skal da klart bakke op om samværet med far. Lige nu er hun slet ikke gammel nok til at se de langsigtet konsekvenser i at takke nej til at komme over til far. Det skyldes nok til dels alderen, hun er teenager og vil hellere være sammen med venner, hænge ud osv. i weekenden end at skulle over til far, som ikke lige er ligeså spændende.
Og så synes jeg også du skal bakke hende op i at få snakket ud med sin far, det lyer som om de 2 godt kunne bruge en snak.