Min datter vil ikke hjem til sin far

min datter på 14,5 år ønsker ikke længere at besøge sin far. Det hele har været under opsejling noget tid, og vi er for ca. 1 år siden gået fra en 7/7 ordning til hver anden weekend hos far. Hos far er der også en stedmor og en lillesøster på lidt over et år. Her hos os er der en stedfar, en lillebror på 7 år og en lillesøster/bror på vej.

jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg vil naturligvis gerne bakke hende op i hendes valg, men jeg synes også det er beslutning som måske kan få store og trælse konsekvenser for hende på sigt.

hun siger at hver gang hun snakker med sin far og besøger ham, så er han (og stedmor) altid negative, og påpeger konstant hvor lidt de ser hende (på en negativ måde). Hun siger til mig at det gør hende ked af det, og giver hende endnu mindre lyst til at være sammen med dem...

Jeg har forsøgt at snakke med ham om problemet, men det er et meget betændt emne, og jeg er dels bange for at han tror det er noget jeg finder på, men jeg er også bange for at han lader det gå ud over vores datter - altså at han på denne måde får endnu mere lyst til at bebrejde hende. 

Hvad ville i gøre i samme situation?

Nu er jeg selv skilsmissebarn og omkring 14 årsalderen var der hvor det begyndte at være mindre sjovt at komme ud til far, ikke fordi jeg ikke kunne lide min far, men det er der hvor der sker en masse i weekenderne vennerne, og min far boede så langt væk, at man ikke lige kunne smutte afsted plus at når man kun var der hver anden weekend lå det jo også lidt i kortene at man skulle være sammen.

kan det være sådan noget som er en del af problemet, men som det måske er lidt sværere at indrømme. Tænker i skal få talt det igennem, måske en ny ordning. For det kan være det er bedre at være ved far fra søndag til mandag, hvis det kan lade sig gøre eller måske nu søndag og en hverdag. Hun er jo ved at være en lille voksen.

Ina33 skriver:

min datter på 14,5 år ønsker ikke længere at besøge sin far. Det hele har været under opsejling noget tid, og vi er for ca. 1 år siden gået fra en 7/7 ordning til hver anden weekend hos far. Hos far er der også en stedmor og en lillesøster på lidt over et år. Her hos os er der en stedfar, en lillebror på 7 år og en lillesøster/bror på vej.

jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg vil naturligvis gerne bakke hende op i hendes valg, men jeg synes også det er beslutning som måske kan få store og trælse konsekvenser for hende på sigt.

hun siger at hver gang hun snakker med sin far og besøger ham, så er han (og stedmor) altid negative, og påpeger konstant hvor lidt de ser hende (på en negativ måde). Hun siger til mig at det gør hende ked af det, og giver hende endnu mindre lyst til at være sammen med dem...

Jeg har forsøgt at snakke med ham om problemet, men det er et meget betændt emne, og jeg er dels bange for at han tror det er noget jeg finder på, men jeg er også bange for at han lader det gå ud over vores datter - altså at han på denne måde får endnu mere lyst til at bebrejde hende. 

Hvad ville i gøre i samme situation?

Jeg ville ikke støtte hende i ikke at vil se sin far. Som du selv er inde på kan det får store konsekvenser senere og hun er ikke endnu i stand til at forudse dem. Jeg tror også det har noget at gøre med alderen, og at der sker så mange andre ting i hendes liv nu og vennerne fylder sikkert rigtig meget. Tænker også om hun tror det er det du gerne vil høre? Om du er negativ omkring far og stedmor? Jeg ved det ikke, derfor spørger jeg. Jeg ville som mor i hvert tilfælde gøre alt for at hun ser sin far. 

drabo skriver:

Nu er jeg selv skilsmissebarn og omkring 14 årsalderen var der hvor det begyndte at være mindre sjovt at komme ud til far, ikke fordi jeg ikke kunne lide min far, men det er der hvor der sker en masse i weekenderne vennerne, og min far boede så langt væk, at man ikke lige kunne smutte afsted plus at når man kun var der hver anden weekend lå det jo også lidt i kortene at man skulle være sammen.

kan det være sådan noget som er en del af problemet, men som det måske er lidt sværere at indrømme. Tænker i skal få talt det igennem, måske en ny ordning. For det kan være det er bedre at være ved far fra søndag til mandag, hvis det kan lade sig gøre eller måske nu søndag og en hverdag. Hun er jo ved at være en lille voksen.

Når hun er hos sin far, vil hun faktisk rigtig gerne være sammen med ham. Men ofte har han travlt, og hun er overladt til lillesøster og stedmor, hvilket hun ikke bryder sig om. Dette problem har jeg nævnt for ham mange gange, men det ser ikke ud til at han kan/vil ændre på det.

da vi ikke bor i samme by, er det ikke en mulighed at hun er der i hverdagen. Jeg tror nu heller ikke det vil ændre noget. Hun er ofte blot hjemme i weekenden, så det har ikke den store betydning om hun er her eller der. 

God-mor skriver:

Jeg ville ikke støtte hende i ikke at vil se sin far. Som du selv er inde på kan det får store konsekvenser senere og hun er ikke endnu i stand til at forudse dem. Jeg tror også det har noget at gøre med alderen, og at der sker så mange andre ting i hendes liv nu og vennerne fylder sikkert rigtig meget. Tænker også om hun tror det er det du gerne vil høre? Om du er negativ omkring far og stedmor? Jeg ved det ikke, derfor spørger jeg. Jeg ville som mor i hvert tilfælde gøre alt for at hun ser sin far. 

Jeg er ikke det mindste negativ omkring far og stedmor og har aldrig været det, tværtimod - jeg forsøger at fremhæve alle de positive ting de kan tilbyde hende. Jeg ved dog at hendes far har en tendens til at snakke grimt om mig til min datter, og det ved jeg hun bliver ked af, selvom jeg har sagt til hende at hun behøver tænke var det, for det betyder intet for mig. 

Da hun var yngre ville hun helst være hos sin far, og hun nævner ofte min måde at tackle dette på den gang. Jeg gav hende fri snor til selv at bestemme, og jeg støttede hende i det hun gerne ville. Det synes jeg er det mindste jeg kan gøre, nu jeg har været med til at vælge at hun skal være skilsmisse barn. Hun siger ofte "bare far ville tage det ligesom du gjorde dengang jeg var mest hos ham". 

Jeg tror bestemt ikke hun siger hun helst vil være her, for min skyld. Hun er en meget viljestærk pige, der hviler godt i sig selv, og står fast ved sine holdninger og meninger. 

Kunne du skabe et rum for dem hvor hun selv kunne fortælle ham hvad hun føler?? 

Jeg er så glad for min mor ikke lyttede til mig da jeg var 13 og syntes de faste weekender og onsdag hos far var en pestilens. At hun holdt fast i min far var min far og mit forhold til min far var noget han og jeg måtte afklare og ikke noget hun og jeg skulle. At hun støttede min far hele vejen og holdt fast på at vores forhold var dyrebart. 

Jeg er glad for fik de sure weekender med min far selvom jeg hellere ville spise pizza med vennerne, ligge på sofaen i mit eget værelse og bare være mig. Jeg er glad for de onsdage hvor jeg måtte sove på sofaen i stuen og ikke lige kunne.... Fordi jeg skulle være hos min far.

Jeg er min mor taknemmelig for hun ikke valgte den lette løsning og lod mig bestemme, at hun satte hårdt mod hårdt og krævede jeg tog afsted og hvis jeg ikke skulle, at jeg så selv tog snakken med min far.

Jeg havde er forhold til min far på godt og ondt, jeg tog teenagekampene med min far, jeg kendte min far og han kendte mig, da jeg skulle sige farvel til ham som 24 årig. Jeg skulle ikke til at opbygge et forhold, til at lære ham at kende og lade ham lære mig at kende, da jeg fik at vide han havde max er par år at leve i.

Ina33 skriver:

min datter på 14,5 år ønsker ikke længere at besøge sin far. Det hele har været under opsejling noget tid, og vi er for ca. 1 år siden gået fra en 7/7 ordning til hver anden weekend hos far. Hos far er der også en stedmor og en lillesøster på lidt over et år. Her hos os er der en stedfar, en lillebror på 7 år og en lillesøster/bror på vej.

jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Jeg vil naturligvis gerne bakke hende op i hendes valg, men jeg synes også det er beslutning som måske kan få store og trælse konsekvenser for hende på sigt.

hun siger at hver gang hun snakker med sin far og besøger ham, så er han (og stedmor) altid negative, og påpeger konstant hvor lidt de ser hende (på en negativ måde). Hun siger til mig at det gør hende ked af det, og giver hende endnu mindre lyst til at være sammen med dem...

Jeg har forsøgt at snakke med ham om problemet, men det er et meget betændt emne, og jeg er dels bange for at han tror det er noget jeg finder på, men jeg er også bange for at han lader det gå ud over vores datter - altså at han på denne måde får endnu mere lyst til at bebrejde hende. 

Hvad ville i gøre i samme situation?

Hun er jo gammel nok til selv at bestemme. ���� så lad hende bestemme. Så kan hun jo bare besøge dem når hun har lyst.?når man har den alder er en ordning jo begrænsende for en ung pige som jo måske også vil socialisere sig med veninderne osv.

Hvis i kunne gøre sådan at dig og hendes far og hun selv kunne snakke lidt om hvad hun vil fremadrettet. Børn skal ikke tvinges til at se sin mor eller far når de ikke har lyst til det. 

Jeg synes det er ekstremt vigtigt at du bakker op om samværet med hendes far. Der er bare nogle ting som man bliver nødt til på trods af at man måske ikke har lyst eller at det er anstrengende, såsom at gå i skole eller i dette tilfælde bibeholde kontakt med ens far. Hun er måske ikke en lille pige længere, men hun er langt fra i stand til at se hvilke konsekvenser det kan have på længere sigt. 

Det betyder dog ikke at hun ikke skal lyttes til. Jeg ville se om man ikke kunne opfodre til en dag hvor kun din datter og hendes far var sammen, så de kan få talt ud om problemerne. Jeg tror det er vigtigt at det er din datter som åbner op fremfor det er dig som nævner det. 

Jeg valgte selv min far fra i en alder af 13, og jeg har aldrig fortrudt det. Tvært imod ville jeg nok have følt det som et tillidsbrud, hvis min mor ikke havde bakket mig op, for jeg kan nu som voksen se, at min fars adfærd over for mig har gjort virkelig stor skade på mig. Det var blevet meget værre, hvis jeg ikke havde kunnet slippe væk fra ham. Nej, han tævede mig ikke, drak ikke, og tog ikke stoffer. Han var der bare ikke. Nogensinde. Hvis han var, var jeg faktisk bare i vejen, ikke god nok, ligegyldig og uinteressant. Massivt omsorgssvigt er vist det nærmeste, man kan komme det, og denne vending er også brugt af fagpersoner om min historie.

Med min egen historie i bagagen, er jeg 100% på din datters side. Det er en stor ting at vælge sin forælder fra. Man gør det bestemt ikke for sjov.