Min datter vil ikke hjem til sin far

Chellie skriver:

Jeg valgte selv min far fra i en alder af 13, og jeg har aldrig fortrudt det. Tvært imod ville jeg nok have følt det som et tillidsbrud, hvis min mor ikke havde bakket mig op, for jeg kan nu som voksen se, at min fars adfærd over for mig har gjort virkelig stor skade på mig. Det var blevet meget værre, hvis jeg ikke havde kunnet slippe væk fra ham. Nej, han tævede mig ikke, drak ikke, og tog ikke stoffer. Han var der bare ikke. Nogensinde. Hvis han var, var jeg faktisk bare i vejen, ikke god nok, ligegyldig og uinteressant. Massivt omsorgssvigt er vist det nærmeste, man kan komme det, og denne vending er også brugt af fagpersoner om min historie.

Med min egen historie i bagagen, er jeg 100% på din datters side. Det er en stor ting at vælge sin forælder fra. Man gør det bestemt ikke for sjov.

Jeg syntes måske det er lidt voldsomt, at sammenligne din fars såkaldte massive omsorgssvigt af dig, med TS' teenage datter, som egentlig nok inderst inde "bare" savner sin far ufatteligt meget. 

Til TS jeg er enig med Line. Udover det så er jeg ikke af den mening at børn (børn!!) skal have lov at bestemme om de vil se deres forældre, medmindre der er tale om misbrug af den ene eller anden slags fra den fravalgtes forældres side. Hvad så med de børn som har samlevende forældre, jeg er ganske sikker på de også har perioder hvor de ikke gider den ene, eller begge forældre og har lyst til at sige farvel og good-Beirut til dem for en stund. 

Et barn kan ikke overskue konsekvenserne af sine valg på længere sigt. Mine forældre er ikke skilt, men hvis jeg kunne vælge dengang jeg var 14 år - så var de sidste jeg ville bo sammen med, det var mine forældre. Men jeg var også teenager med stort T, "hadede" mine forældre osv. og ved godt det ikke er issuet med din datter. Men mere bare for at understrege hvor lidt konsekvens man kan se i den alder. 

Jeg er selv mor til både bonusbørn, og delebarn, så jeg er udemærket inde i rumlen, dog er de ikke nær så store som din datter. Det er hårdt, og man skal tit arbejde ekstra hårdt for ens børn når de har forældre, to forskellige steder. Håber i finder en løsning som passer jer alle 

sne190810 skriver:

Jeg syntes måske det er lidt voldsomt, at sammenligne din fars såkaldte massive omsorgssvigt af dig, med TS' teenage datter, som egentlig nok inderst inde "bare" savner sin far ufatteligt meget. 

Til TS jeg er enig med Line. Udover det så er jeg ikke af den mening at børn (børn!!) skal have lov at bestemme om de vil se deres forældre, medmindre der er tale om misbrug af den ene eller anden slags fra den fravalgtes forældres side. Hvad så med de børn som har samlevende forældre, jeg er ganske sikker på de også har perioder hvor de ikke gider den ene, eller begge forældre og har lyst til at sige farvel og good-Beirut til dem for en stund. 

Et barn kan ikke overskue konsekvenserne af sine valg på længere sigt. Mine forældre er ikke skilt, men hvis jeg kunne vælge dengang jeg var 14 år - så var de sidste jeg ville bo sammen med, det var mine forældre. Men jeg var også teenager med stort T, "hadede" mine forældre osv. og ved godt det ikke er issuet med din datter. Men mere bare for at understrege hvor lidt konsekvens man kan se i den alder. 

Jeg er selv mor til både bonusbørn, og delebarn, så jeg er udemærket inde i rumlen, dog er de ikke nær så store som din datter. Det er hårdt, og man skal tit arbejde ekstra hårdt for ens børn når de har forældre, to forskellige steder. Håber i finder en løsning som passer jer alle 

 

Det er nok en overreaktion, men jeg ville ønske, du kke lige havde skrevet "såkaldte". Det er meget virkeligt for mig, og bestemt ikke noget "såkaldt".

Jeg savnede også min far, og havde gjort det længe. Det var netop det savn - at jeg ville så gerne, at han var der for mig, men jeg var ikke vigtig nok til ham - der gjorde, at jeg blev så ked af det, at jeg til sidst valgte ham fra. Hvad jeg har kunnet læse af TS' beskrivelse er det, hendes datter oplever lidt det samme. Far er der bare ikke for hende, og hun orker ikke længere at prøve at råbe ham op, for det gør hende bare mere og mere ked af det. 

Jeg siger ikke, at datteren på nogen måde er omsorgssvigtet af far, som jeg blev det. Men jeg er af den holdning, at hun er gammel nok til at mærke kontrasten på at være hos mor, hvor hun føler sig ønsket, og hos far, hvor hun føler sig uønsket. En 14-årig pige har bare ikke brug for at føle sig uønsket af sin egen familie. Derfor er jeg på datterens side i denne sag - selvfølgelig baseret på den tilgængelige information, og farvet af mine egne oplevelser, skulle nogen være i tvivl.

Chellie skriver:

Det er nok en overreaktion, men jeg ville ønske, du kke lige havde skrevet "såkaldte". Det er meget virkeligt for mig, og bestemt ikke noget "såkaldt".

Jeg savnede også min far, og havde gjort det længe. Det var netop det savn - at jeg ville så gerne, at han var der for mig, men jeg var ikke vigtig nok til ham - der gjorde, at jeg blev så ked af det, at jeg til sidst valgte ham fra. Hvad jeg har kunnet læse af TS' beskrivelse er det, hendes datter oplever lidt det samme. Far er der bare ikke for hende, og hun orker ikke længere at prøve at råbe ham op, for det gør hende bare mere og mere ked af det. 

Jeg siger ikke, at datteren på nogen måde er omsorgssvigtet af far, som jeg blev det. Men jeg er af den holdning, at hun er gammel nok til at mærke kontrasten på at være hos mor, hvor hun føler sig ønsket, og hos far, hvor hun føler sig uønsket. En 14-årig pige har bare ikke brug for at føle sig uønsket af sin egen familie. Derfor er jeg på datterens side i denne sag - selvfølgelig baseret på den tilgængelige information, og farvet af mine egne oplevelser, skulle nogen være i tvivl.

Der må vel gerne være en forskel? 

Min datter her hjemme er snart 13, hun kan også i sine svingninger synes vi ikke giver hende nok opmærksomhed. Hun kunne såmænd nok også pludselig mene det ville være meget bedre at være væk fra os osv. Det er en del af alderen. 

For dig har det været en lettelse at frigøre dig for din far og lukke ham ude af dit liv. For mig havde det været en kæmpe sorg hvis min mor havde føjet mig. 

Og i ts fortælling kan vi ikke ane om det er det ene eller det andet. Det eneste jeg kan og vil sige er, hvis man er stor nok til at bestemme sig for man ikke vil se en af sine forældre mere og det er i er "almindeligt" forhold, så er man også stor nok til at "turde" tage den samtale med støtte fra fx mor. Og det er ikke den anden forælder der træffer valget, tager snakken osv. Tænk om hun fortryder om et halvt år og vender det mod moren. 

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på der også er en lillesøster hos far, vil ts datter også bare lukke hende ude af sit liv? 

Min datter sagde fra da hun var 12 år, egentlig ville hun gerne se sin far men havde ikke lyst til at være i selskab med hans kone (der er en lang modbydelig forhistorie der) min datter forklarede selv sin far at hun gerne ville se ham og spurgte til at de to kunne lave ting sammen uden hans kone bare engang imellem. Det ville han ikke høre tale om for nu var hans kone jo også hendes familie.

Jeg forklarede min datter at hun selv måtte tage den snak med hendes far da det udelukkende var hendes valg for det nemmeste for far ville være at mene det var min ide.

Far flippede da hun forsøgte at tale med og hev straks mig i statsforvaltningen og ville have fastsat samvær med vores datter og han fik klart at vide at det helt og aldeles var hendes valg og at der ikke blev fastsat samvær. Det resulterede i at hendes far har fravalgt sin  datter. På nu 4 år er der ingen kontakt, hun har set ham 2 gange på 4 år. Men.... jeg havde forberedt min datter så hun var heldigvis godt rustet.

Men når din datter er så stor og selv vælger så må hun også selv tage snakken med far. Rust hende til at det kan være far tager det afslappet og accepterer men at han også kan blive sur (ikke at det behøver at gå så grelt som mit tilfælde)

Chellie skriver:

Det er nok en overreaktion, men jeg ville ønske, du kke lige havde skrevet "såkaldte". Det er meget virkeligt for mig, og bestemt ikke noget "såkaldt".

Jeg savnede også min far, og havde gjort det længe. Det var netop det savn - at jeg ville så gerne, at han var der for mig, men jeg var ikke vigtig nok til ham - der gjorde, at jeg blev så ked af det, at jeg til sidst valgte ham fra. Hvad jeg har kunnet læse af TS' beskrivelse er det, hendes datter oplever lidt det samme. Far er der bare ikke for hende, og hun orker ikke længere at prøve at råbe ham op, for det gør hende bare mere og mere ked af det. 

Jeg siger ikke, at datteren på nogen måde er omsorgssvigtet af far, som jeg blev det. Men jeg er af den holdning, at hun er gammel nok til at mærke kontrasten på at være hos mor, hvor hun føler sig ønsket, og hos far, hvor hun føler sig uønsket. En 14-årig pige har bare ikke brug for at føle sig uønsket af sin egen familie. Derfor er jeg på datterens side i denne sag - selvfølgelig baseret på den tilgængelige information, og farvet af mine egne oplevelser, skulle nogen være i tvivl.

Undskyld, det har ikke været min mening ift at bruge det ord, på den måde. Kan godt se det nu, men det har altså ikke været meningen at skulle lyde negligerede over for dine oplevelser med din far. :-) 

Hvad med at skære ned på samværet eller gøre det mindre fast? Jeg tænker bare at hvis det bliver en sur pligt at se sin far så kan det måske forstærke de negative følelser hun har omkring samværet. Idéelt (og ideologisk) set er jeg enig i at et barn ikke selv skal bestemme om det vil se sine forældre eller ej (så længe der ikke er en gyldig grund til det naturligvis) men hvis alternativet er at forholdet blot vokser sig dårligere fordi det er en sur pligt og pigen måske endda bliver trodsig så synes jeg at man bør slække lidt på sine principper. Hun er i forvejen i en svær og forvirrende alder og jeg tror ikke at tvangpræget samvær er vejen frem hvis det er meningen at det skal være hyggeligt. 

(Jeg beklager manglen på kommaer - knappen er i stykker)

alenemor42 skriver:

Min datter sagde fra da hun var 12 år, egentlig ville hun gerne se sin far men havde ikke lyst til at være i selskab med hans kone (der er en lang modbydelig forhistorie der) min datter forklarede selv sin far at hun gerne ville se ham og spurgte til at de to kunne lave ting sammen uden hans kone bare engang imellem. Det ville han ikke høre tale om for nu var hans kone jo også hendes familie.

Jeg forklarede min datter at hun selv måtte tage den snak med hendes far da det udelukkende var hendes valg for det nemmeste for far ville være at mene det var min ide.

Far flippede da hun forsøgte at tale med og hev straks mig i statsforvaltningen og ville have fastsat samvær med vores datter og han fik klart at vide at det helt og aldeles var hendes valg og at der ikke blev fastsat samvær. Det resulterede i at hendes far har fravalgt sin  datter. På nu 4 år er der ingen kontakt, hun har set ham 2 gange på 4 år. Men.... jeg havde forberedt min datter så hun var heldigvis godt rustet.

Men når din datter er så stor og selv vælger så må hun også selv tage snakken med far. Rust hende til at det kan være far tager det afslappet og accepterer men at han også kan blive sur (ikke at det behøver at gå så grelt som mit tilfælde)

 

Først øv for din datter at hendes far ikke der var voksen nok.

Er så enig: inden alder skal børnene selv tage snakken så det ikke kan venees og drejes også i barnets hoved. Plus det kunne jo være at ved en snak der viste faren sig som en far og fik lavet aftaler så man fortsat havde et far/datter forhold 

Jeg tænker lidt, at fordi hun ikke gider fast at hjem til sin far hveranden weekend, og så til at kappe kontakten helt, er der altså lang vej. Hun kan sagtens opretholde en kontakt til sin far og hans familie alligevel, det kræver måske bare at far rent faktisk gør en indsats og prioriterer hende, fremfor at hun bare skal være der på faste tidspunkter, såfremt hendes far får lyst til at beskæftige sig med hende. Som jeg forstår på TS, er et af pigens problemer at hun føler at hendes far ikke prioriterer hende, og ikke gør en indsats for at være hjemme, når hun rent faktisk er der, og bruger tid med hende.

Jeg gætter på at hvis far selv ringede og spurgte hende om hun ikke ville komme en weekend og hygge med dem, eller komme nogle dage i efterårsferien eller lignende, måske fortalte hende at de savnede hende og glædede sig til at hun kom, så ville hun gerne. Og her mener jeg ikke at det er fordi hun skal bestikkes med arrangementer, ture eller lignende, men bare det at føle sig savnet og at det betyder noget for nogen at hun er der, kan gøre en stor forskel, istedet for at hun "bare bliver flyttet frem og tilbage som et stykke baggage"

Og så mener jeg i øvrigt at det er en snak faren og pigen bør tage sammen, evt. med mor som støtte.

Jeg tænker lidt, at fordi hun ikke gider fast at hjem til sin far hveranden weekend, og så til at kappe kontakten helt, er der altså lang vej. Hun kan sagtens opretholde en kontakt til sin far og hans familie alligevel, det kræver måske bare at far rent faktisk gør en indsats og prioriterer hende, fremfor at hun bare skal være der på faste tidspunkter, såfremt hendes far får lyst til at beskæftige sig med hende. Som jeg forstår på TS, er et af pigens problemer at hun føler at hendes far ikke prioriterer hende, og ikke gør en indsats for at være hjemme, når hun rent faktisk er der, og bruger tid med hende.

Jeg gætter på at hvis far selv ringede og spurgte hende om hun ikke ville komme en weekend og hygge med dem, eller komme nogle dage i efterårsferien eller lignende, måske fortalte hende at de savnede hende og glædede sig til at hun kom, så ville hun gerne. Og her mener jeg ikke at det er fordi hun skal bestikkes med arrangementer, ture eller lignende, men bare det at føle sig savnet og at det betyder noget for nogen at hun er der, kan gøre en stor forskel, istedet for at hun "bare bliver flyttet frem og tilbage som et stykke baggage"

Og så mener jeg i øvrigt at det er en snak faren og pigen bør tage sammen, evt. med mor som støtte.

Jeg er enig et meget langt stykke hen af vejen, mener også mit blev mere og mere løst som tiden gik især fordi det sociale liv jo fyldte mere og mere, kærester, fester og og og... 

Men jeg vil nu alligevel slå på tromme for, man også skal det sure, også være med de dage hvor familien "bare" skal rydde op, også når far måske har fokus på lillesøster fordi hun skal være med i skolekomedie osv. Grunden til det er, jeg tænker man også skal have opgøret med samværsforældren, man skal også fortælle dem at de er dybt uretfærdige, at man bare ikke gider dem og alle deres lorte krav, man skal også til skal tingene og være muggen sammen med samværsforældren, man skal vokse sammen i en tid hvor den unge udvikler sig eksplosivt og tager mange skridt mod at blive voksen. Hvis samværsforældren kobles af der så går det fra at være lille pige til voksen kvinde uden de opdagede det, og den voksne pige vil have en noget opgør der aldrig kom osv osv osv. 

Ja for helvede det var møg surt at skulle til min far fast, eller den aftalte dag, for som ung levede jeg impulsivt og fra dag til dag. Og når min far holdt fast på vi havde aftalt og min mor endda støttede det - så var livet da dybt uretfærdige. Jeg stak af, nægtede, råbte, tog opgør på den der teenage agtige måde med min far og derfor voksede vi sammen. Hvis jeg kun skulle stryges over hårene havde vi ikke taget de ture og ikke fået et forholdsvist ærligt forhold...

og skulle som ung gå fra sine to dejlige værelser (åh ja var dejlig forkælet som ene barn hos min mor), til at have sofaen i en stue - der var da bare så uretfærdigt og hvordan skulle jeg og og og og... Gå fra frihed under ansvar til at sidde der og ikke vide hvad jeg rigtigt skulle lave når mine tanker kun var hos vennerne osv osv. Jo det var ikke altid lige fedt, men nede under alt brokken var jeg jo stadig fars pige 

skal lige putte den sidste krølle på, det var absolut ikke uproblematisk. Min far drak og endda en del for meget. Men sidder nu og skriver det her med er skævt smil og en taknemmelighed for jeg havde ham, for han lærte mig at kende som ung voksen, for at jeg lærte ham at kende som andet en far, for jeg ikke har dårlig samvittighed. Og pokkers savner ham sgu også og tænk om jeg var blevet støttet i: ej det er også hårdt for dig, lad du bare være med at tage hen til din far??? 

Uha, det er en lidt svær situation at give et rigtigt svar på.

Men da jeg også er skilsmissebarn har jeg alligevel lidt et besyv at komme med. Forskellen er så bare at jeg også havde en 7 år yngre lillebror som også skulle med. Så vi var 2.

Men omtrent da jeg nåede din datters alder, var jeg også træt af at komme hos min far. Det var for at sige det rent ud r** kedeligt og havde ikke mit eget værelse. Selv da de flyttede og jeg derved fik eget værelse (halvfærdig 1.sal som var delt i 2) kunne jeg ikke se ideen i at skulle tage den vej. For det var ikke fordi vi lavede noget som familie dernede vi var der bare. Mit forhold til min stedmor var bestemt heller ikke det bedste, hun var kun 5 år ældre end mig så kunne ikke lige forholde mig til hende som "mor". Mente bestemt ikke hun skulle bestemme over mig. De brokkede sig også altid over det jeg gjorde/ikke gjorde. Det resulterede også i en del skænderi og mig der pakkede mine ting og gik. Blev så typisk hentet på vejen og enten kørt hjem igen eller kørt til stationen. Men på en eller anden måde var det også nogle gange den eneste måde at "råbe" min far op, og interessere sig lidt for hvordan jeg havde det.

Jeg fik også halvsøskende hos min far. 

Jeg stoppede ikke fuldstændig med at se min far, men skar ned på hvor ofte jeg kom der. Min mor støttede mig i det. Men det var jo heller ikke anderledes end at jeg sagde når jeg ville med, for min lillebror skulle jo afsted alligevel. 

Mit forhold til min far er gået lidt op og ned igennem årene. Han kan blandt andet ikke lide min mand, men som jeg ser det så er det hans problem. Jeg syntes bare det er barnligt når han ikke holder hvad han lover i forhold til hans børnebørn. Han har blandt andet lovet vores ældste at komme forbi med en gave, da han var nød til at melde afbud i sidste øjeblik til fødselsdagen. Det var slut juli og han er ikke kommet forbi endnu. Da jeg var til min lillesøsters fødselsdag, fortalte han mig at det var fordi han ikke ville komme når min mand var hjemme. Temmelig latterligt i min optik, der burde han være voksen nok til at kunne komme forbi ½time eller lign. for sit barnbarns skyld.

Men det var også noget af det jeg var træt af som barn/teen, alle hans løfter som han alligevel aldrig formåede at holde. Så jeg ved det er sådan han er. Hvilket også gør at jeg fortæller mine unger at de ikke skal forvente det han lover. De få gange han så overholder det er det fint nok.

Mine søskende har jeg et ok forhold til de fleste. Som teen har jeg jo passet dem en del, for det var også noget af det jeg oftest blev brugt til når jeg var hos dem. De er så også (27), 19, 17 og 13. !! specielt de 2 mellemste som jo var de ældste af mine halvsøskende har jeg passet meget, også hjemme hos mig selv da jeg flyttede hjemmefra. Den yngste har jeg ikke noget rigtig forhold til, men ham har jeg heller ikke rigtig passet særlig meget af forskellige årsager.

Anyways, så vil jeg blot råde dig til at støtte din datter, og prøve at foreslå at I skære ned på samværet, men ikke afslutter helt. Min mor og jeg har et super forhold den dag i dag. Som andre også skriver så vil det være en god ting hvis din datter selv kan fortælle det, evt. sammen med dig som støtte.  

Qnuz