Svigtende veninde

Mami skriver:

Når veninden selv siger hun vil deltage i scanninger og ikke svarer på om hun skal have plads eller ej, er det jo umuligt at imødekomme! 

Og så må veninden have "lidt pli" og forstå andre mennesker ikke er tanke læsere  

Du godeste... Er det virkelig sådan du tænker at man skal behandle folk i sorg? 

hmg86 skriver:

Ved ikke om du selv har prøvet at miste, men det er skide svært.. det er hårdt fordi du er ked af det og samtidig forsøger man at sætte en maske på overfor omverdenen. Det sker jo for mange tænker man.. så der er også den dårlige samvittighed over ikke bare at kunne komme videre, selvom man ville ønske man kunne.. Det er faktisk virkelig svært at være ærlig overfor sig selv og andre og indrømme, at man ikke bare kan være glad på deres vejne, at man ikke kan være der for dem... veninden ønsker og håber garanteret at hun er i stand til at være der for ts, og at indrømme at man ikke kan er pisse svært... og giver meget dårlig samvittighed..

Jeg har aboteret 2 gange og misted min 4 dage gamle søn, jeg er selv i fertilitets behandling og har været det siden januar. 

Så jo jeg ved godt hvor hårdt det er og hvor uretfærdigt det hele føles. 

Men derfor er man stadig nød til selv at give udtryk for egne følelser, man kan ikke forvente at blive forstået og imødekommet hvis ikke man fortæller folk noget.. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Du godeste... Er det virkelig sådan du tænker at man skal behandle folk i sorg? 

Gider du da lige? Jeg kender udemærket til at være i sorg. Men som jeg skrev til en anden, man er nød til selv at give udtryk for behov - andre er ikke tankelæsere

lineog4 skriver:

Hvis man snakker sammen face to fave alene så er det vel næsten umuligt at svare så undvigende eller man kan i hvert fald vælge at ikke lade en person undslippe. Men foregår det fx på SMS, så er det super nemt at undslippe og ærligt også pisse hårdt at få alt viden den vej. Nu ved jeg selvsagt om det er den vej det er sket, men jeg undrer mig bare over hvordan veninden er undsluppet at svare.

Og foregår det en hyggelig stund sammen behøver man altså ikke være hård, men bare tilstede 

Og lader man sin veninde være fordi man tror  hun ikke kan rumme ens glæde, så synes jeg lige man bør fortælle det - for hvor fedt er det lige at blive valgt fra uden grund? 

Skal man så rumme, at nogle ikke kan rumme ens glæde? Mit svar ville være ja. Kan huske hvor meget jeg tænkte over, at jeg jo var fanget i sorgen, jeg var ked af der 24/7 og mine venner kunne derimod ligge det fra sig og tage hjem og være glade, tænke over hvad de skulle have at spise osv. De kunne holde pause fra alle de tanker, alle de praktiske ting osv. Jeg kunne aldrig holde en pause. Nu er jeg en af dem der kan holde pause, og har stået i den anden lejr - jeg kan godt klare ikke at glædes en aften, og jeg ved når jeg går hjem så sidder de andre stadig i sorgen, i manglen, i drømmen som synes st brase, men jeg ligger alt det bag mig og går ud lykkelig... Tager det noget fra mig, nej. Giver det noget til dem, ja. 

 

Det er jeg enig og og det er netop det jeg mener, tag den Face to Face og stil spørgsmålene (deraf udtrykket stil det lidt hårdt op) 

En meget tæt veninde mistede sit barn (14 uger) samme dag som jeg fødte vores lille dreng. Det er en dag, vi begge to husker hvert år for to forskellige ting.

De skrev en sms ud til deres venner om, hvad der var sket - heriblandt os. Vi sad på barselsstue med vores lille vidunder og vidste simpelthen ikke, hvordan vi dog skulle reagere. Det føltes jo alt for -gnubben-i-såret-agtigt at skrive tilbage, at vi nu havde fået vores lille dreng. Dagen gik, og vi fik ikke rigtig svaret.

Om aftenen vi fik en besked mere, om at de håbede ikke, at vi holdt os fra at fortælle vores gode nyhed pga deres. Vi greb straks telefonen og fik grædt ud og snakket ud.

Vores søn er døbt Alle Helgensdag, hvor man mindes de døde. Det var så smukt i kirken, hvor der var tændt flere små levende lys til at mindes dem. Vores venner var med og det blev en meget symbolsk højtidelighed for både os og dem.

Din veninde er helt sikkert stadig din veninde. Det kan være, at hun lige har brug for lidt tid til at indhente sine følelser og erkende et savn, et tab og måske også en hel del vrede og trælse følelser. Det kan jo være, at hun ikke kan rumme en scanning, men at hun ikke helt tør stå ved et svar af frygt for at såre dig.

Jeg håber I finder ud af det og holder kontakten, også selvom den kan virker lidt ensidig p.t. Det bedste du kan gøre for din veninde, er at være der. Så kan det være, at hun kommer på banen igen, når hun er klar til det.

Gider du da lige? Jeg kender udemærket til at være i sorg. Men som jeg skrev til en anden, man er nød til selv at give udtryk for behov - andre er ikke tankelæsere

Men det ved du vel formentlig også godt, at man netop ikke altid er i stand til, når man står midt i det? At det netop er dér man har brug for andres empati og rumme lighed, til at bære over med én?

TS beskriver jo netop en kær veninde i en meget svær situation... så mon ikke alle var bedst hjulpet med at give lang snor og en masse forståelse for at tingene ikke lige nu er så sort/hvide?

Hej Alle! 

Tusind tak, for alle Jeres mange vinkler. Jeg kan se af svarene, at det er svært dels at forklare situationen og dels ikke at komme til at tolke på den information I har modtaget. 

Jeg har læst alle Jeres svar, og det som jeg kan bruge, tager jeg med mig videre. 

Til alle Jer tvivlere. Min veninde FÅR lang snor og tid. Jeg skriver til hende, og spørger hvordan HUN har det, og undgår for alt i verdenen at skrive noget om min egen 'tilstand'. 

Jeg HAR stor forståelse for hvad hun gennemgår. Hun fik beskeden på de mest skånsomme vis. 

Endnu engang tak, for Jeres svar. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Men det ved du vel formentlig også godt, at man netop ikke altid er i stand til, når man står midt i det? At det netop er dér man har brug for andres empati og rumme lighed, til at bære over med én?

TS beskriver jo netop en kær veninde i en meget svær situation... så mon ikke alle var bedst hjulpet med at give lang snor og en masse forståelse for at tingene ikke lige nu er så sort/hvide?

jo men lang snor er umuligt at give når folk ikke udtrykker hvad de vil have.

jeg ville modsat ts veninde ikke have plads, men folk tæt på mig, da folk så lagde afstand fordi de ville give lang snor blev jeg endnu mere ked af det, og måtte så selv sige hvad jeg havde brug for. 

Som sagt er andre ikke tankelæsere, og som sørgende uanset situationen er man nød til at give et finger peg om hvad man har brug for. 

Mami skriver:

jo men lang snor er umuligt at give når folk ikke udtrykker hvad de vil have.

jeg ville modsat ts veninde ikke have plads, men folk tæt på mig, da folk så lagde afstand fordi de ville give lang snor blev jeg endnu mere ked af det, og måtte så selv sige hvad jeg havde brug for. 

Som sagt er andre ikke tankelæsere, og som sørgende uanset situationen er man nød til at give et finger peg om hvad man har brug for. 

Det ville være smart hvis det fungerede sådan, at alle kunne sætte ord på deres behov i svære situationer, det er jeg enig i... men så nemt er det jo normalt bare ikke...

Veninden ved muligvis slet ikke hvad hun vil og kan - og er formentlig også mega splittet af dårlig samvittighed, sorg og glæde på én gang...

Anonym skriver:

Jeg skriver herinde i håb om, at få et godt råd eller bare høre et eller andet der måske kan hjælpe. 

Indtil for ganske få uger siden, havde jeg en helt igennem fantastisk veninde. Vi skrev tit sammen og hun var altid 'lige i nærheden' - også selvom vi ikke altid lige havde tid til at ses. 

Min veninde har prøvet at blive gravid i utrolig lang tid, men da jeg fortalte at vi også gik igang, blev glæden stor. Altså lige indtil jeg så skrev, at nu var der to streger. Lige forinden havde hun selv mistet igen, så sorgen var stor. Jeg prøvede at begrænse mig, og spørge meget til hende, men intet har hjulpet. Hun siger bare til mig, at hun er travl og at der sker meget lige nu. 

Egentlig skulle hun have været med til min scanning, da min kæreste ikke kan være med, men nu sidder jeg her med følelsen af, at jeg ikke har lyst til at få hende med alligevel. Hvad gør jeg? 

Holder fast i "aftalen" eller spørger en anden, som jeg ved vil blive helt vild glad? 

Spørg en anden. Veninden kan nok ikke rumme detnår hun selv oplever nederlag på nederlag