Svigtende veninde

Da jeg prøvede at blive gravid med den første skete der det at min søster blev gravid med nr. 6. Det var rigtig svært fordi at vi havde prøvet længe og også mistet. Da hun senere også mistede ja der blev jeg faktisk lettet. Jeg ved godt det er ondt men sådan var det dengang.. Jeg kunne ikke magte hendes glæde eller sorg... Verden snurrede blot rundt omkring mig og jeg kunne ikke følge med.. jeg sagde ikke noget til hende og satte et skuespil op, men undveg hende og alle spørgsmålene omkring både mit forsøg og hendes. Senere fik jeg bearbejdet det hele og ja følte mig rigtig skidt tilpas over mine tanker, så jeg fortalte hende det... det hjalp, men først da JEG var klar...

I dag har vi begge fået vores barn med 3 måneders mellemrum... Så det endte jo godt

Du må stille dig lidt hårdt overfor din veninde, hun må simpelthen svarer på spørgsmålene uanset om de er direkte nok! 

Du skal ikke lægge lå på din glæde, hold igen overfor hende, men til resten er verdenen skriger du bare nyheden ud  

Så spørg hende igen og hvis hun bliver ved st undvige og lign. Så lad hende være for en periode, så må hun vende tilbage når der er plads i hendes liv til at glædes  

Mami skriver:

Du må stille dig lidt hårdt overfor din veninde, hun må simpelthen svarer på spørgsmålene uanset om de er direkte nok! 

Du skal ikke lægge lå på din glæde, hold igen overfor hende, men til resten er verdenen skriger du bare nyheden ud  

Så spørg hende igen og hvis hun bliver ved st undvige og lign. Så lad hende være for en periode, så må hun vende tilbage når der er plads i hendes liv til at glædes  

Hvorfor søren skal hun stille sig hårdt over for en veninde, der måske er møg ked af det, veninden har måske allerede svaret på den måde som hun er i stand til nu. Så må ts efter min mening ha lidt pli og tænke at det er nok ikke lige det veninden har lyst til nu ( deltage i scanning)

Selvfølgelig skal du have klart svar på om hun tager med til scanning. 

MEN giv hende lige lidt tid til at sunde sig over din gode nyhed. Evt. skriv til hende at du selvfølgelig gerne vil have hende med, men at det er vigtigst, at hun kan rumme det og har overskud til at dele din glæde. Du skal nok finde en anden hvis det er hun har brug for lidt pause fra baby-lykke. Jeres venskab er vigtigere. Giv hende så et par dage til tænke før hun svarer. 

Jeg gætter på at hun ligesom dig glædede sig til at være gravid samtidig med dig, og dele den kæmpe oplevelse med sin veninde. Og jeg synes du er ret streng hvis du lige så stille afskriver din veninde fordi hun måske sørger sit mistede barn, i stedet for at glæde sig over din spire. 

Nu har jeg selv mistet i uge 13, og det var da vildt hårdt. Der er både et hormonfald og sorg, og sammen kan det gøre det noget hårdt at være til. Samtidig med min SA var der nærmest dagligt nye annonceringer af graviditeter på min facebook, og min bedste veninde fødte. Min veninde valgte først at fortælle mig om at hun havde født til jeg var udskrevet og hjemme igen. På den ene side ville jeg da vildt gerne have hørt om det med det samme, men er samtidig taknemmelig for at hun gav mig lidt plads til at komme mig. Det gjorde at jeg lige havde lidt ekstra energi til at glæde mig over hendes gode nyhed. Jeg så også først den lille ny efter er 1½ måned. Har hele tiden været glad på hendes vegne, men har da haft behov for lidt tid til at vænne mig til tanken om jeg ikke var gravid længere. 

Hvis der er en der er en svigtende veninde vil jeg næsten sige at det er dig. Du siger at hun har prøvet længe, og da du så melder dig ind i pb, så mister hun, og du bliver gravid. Så du overhaler hende lidt indenom, selvom det selvfølgelig ikke er noget du kan gøre for. Det gør ikke din graviditet til mindre af et mirakel, men måske et hun ikke har behov til at forholde sig til din graviditet hele tiden. Jeg tænker ikke, at hun ikke er glad på dine vegne, men lige nu minder din graviditet hende måske for meget om hvad hun har mistet. Hvis du giver hende tid og plads, uden at forsvinde helt, så skal hun nok komme igen. 

Anonym skriver:

Jeg skriver herinde i håb om, at få et godt råd eller bare høre et eller andet der måske kan hjælpe. 

Indtil for ganske få uger siden, havde jeg en helt igennem fantastisk veninde. Vi skrev tit sammen og hun var altid 'lige i nærheden' - også selvom vi ikke altid lige havde tid til at ses. 

Min veninde har prøvet at blive gravid i utrolig lang tid, men da jeg fortalte at vi også gik igang, blev glæden stor. Altså lige indtil jeg så skrev, at nu var der to streger. Lige forinden havde hun selv mistet igen, så sorgen var stor. Jeg prøvede at begrænse mig, og spørge meget til hende, men intet har hjulpet. Hun siger bare til mig, at hun er travl og at der sker meget lige nu. 

Egentlig skulle hun have været med til min scanning, da min kæreste ikke kan være med, men nu sidder jeg her med følelsen af, at jeg ikke har lyst til at få hende med alligevel. Hvad gør jeg? 

Holder fast i "aftalen" eller spørger en anden, som jeg ved vil blive helt vild glad? 

Du har STADIG en fantastisk veninde, hun skal bare have tid til at komme sig over det store tab.

Hck skriver:

Hvorfor søren skal hun stille sig hårdt over for en veninde, der måske er møg ked af det, veninden har måske allerede svaret på den måde som hun er i stand til nu. Så må ts efter min mening ha lidt pli og tænke at det er nok ikke lige det veninden har lyst til nu ( deltage i scanning)

Når veninden selv siger hun vil deltage i scanninger og ikke svarer på om hun skal have plads eller ej, er det jo umuligt at imødekomme! 

Og så må veninden have "lidt pli" og forstå andre mennesker ikke er tanke læsere  

Mami skriver:

Når veninden selv siger hun vil deltage i scanninger og ikke svarer på om hun skal have plads eller ej, er det jo umuligt at imødekomme! 

Og så må veninden have "lidt pli" og forstå andre mennesker ikke er tanke læsere  

Ved ikke om du selv har prøvet at miste, men det er skide svært.. det er hårdt fordi du er ked af det og samtidig forsøger man at sætte en maske på overfor omverdenen. Det sker jo for mange tænker man.. så der er også den dårlige samvittighed over ikke bare at kunne komme videre, selvom man ville ønske man kunne.. Det er faktisk virkelig svært at være ærlig overfor sig selv og andre og indrømme, at man ikke bare kan være glad på deres vejne, at man ikke kan være der for dem... veninden ønsker og håber garanteret at hun er i stand til at være der for ts, og at indrømme at man ikke kan er pisse svært... og giver meget dårlig samvittighed..

Du kan bestemme for hende. At hun ikke skal deltage. Hvorfor have en med,  hvor det indre skriger af sorg over hele situationen. Er det ik at sætte det rigeligt nok på spidsen. 

Selvfølgelig skal du da væreglad, men derfor må man gerne se lidt udover sin egen næsetip.  

årgang84 skriver:

Du kan bestemme for hende. At hun ikke skal deltage. Hvorfor have en med,  hvor det indre skriger af sorg over hele situationen. Er det ik at sætte det rigeligt nok på spidsen. 

Selvfølgelig skal du da væreglad, men derfor må man gerne se lidt udover sin egen næsetip.  

Skulle lige til at svare der stik modsatte, så gør det lige ved at citere dig 

det jeg hadede aller mest da jeg stod i livets krise var at alle gik rundt og vidste hvordan jeg havde det og træf valg baseret på det de troede de vidste og ikke det jeg kunne fortælle dem. De skånede mig fx fra babyer, og jeg kunne kun mærke de tog afstand fra mig og forstod det ikke, oplevede det negativt. Og de tog jo bare valg for mig, for jeg skulle jo ikke.... Men ingen spurgte mig, ingen forklarede mig...

til ts mit eneste råd er: tag endelig ikke valget for din veninde. Find et tidspunkt hvor I er alene sammen, dvs. Ikke over SMS, telefon, i store sammenhænge. Og så tænk over hvordan du spørger, personligt ville jeg vare spørge direkte: skal lige høre vil du med til den scanning? Sidder I kun to sammen kan hun ikke tale sig uden om....

Mami skriver:

Du må stille dig lidt hårdt overfor din veninde, hun må simpelthen svarer på spørgsmålene uanset om de er direkte nok! 

Du skal ikke lægge lå på din glæde, hold igen overfor hende, men til resten er verdenen skriger du bare nyheden ud  

Så spørg hende igen og hvis hun bliver ved st undvige og lign. Så lad hende være for en periode, så må hun vende tilbage når der er plads i hendes liv til at glædes  

Hvis man snakker sammen face to fave alene så er det vel næsten umuligt at svare så undvigende eller man kan i hvert fald vælge at ikke lade en person undslippe. Men foregår det fx på SMS, så er det super nemt at undslippe og ærligt også pisse hårdt at få alt viden den vej. Nu ved jeg selvsagt om det er den vej det er sket, men jeg undrer mig bare over hvordan veninden er undsluppet at svare.

Og foregår det en hyggelig stund sammen behøver man altså ikke være hård, men bare tilstede 

Og lader man sin veninde være fordi man tror  hun ikke kan rumme ens glæde, så synes jeg lige man bør fortælle det - for hvor fedt er det lige at blive valgt fra uden grund? 

Skal man så rumme, at nogle ikke kan rumme ens glæde? Mit svar ville være ja. Kan huske hvor meget jeg tænkte over, at jeg jo var fanget i sorgen, jeg var ked af der 24/7 og mine venner kunne derimod ligge det fra sig og tage hjem og være glade, tænke over hvad de skulle have at spise osv. De kunne holde pause fra alle de tanker, alle de praktiske ting osv. Jeg kunne aldrig holde en pause. Nu er jeg en af dem der kan holde pause, og har stået i den anden lejr - jeg kan godt klare ikke at glædes en aften, og jeg ved når jeg går hjem så sidder de andre stadig i sorgen, i manglen, i drømmen som synes st brase, men jeg ligger alt det bag mig og går ud lykkelig... Tager det noget fra mig, nej. Giver det noget til dem, ja.