"De ved ikke om de vil beholde det"

lineog4 skriver:

Nu er barnet jo kommet til verden, så det jeg vil skrive er spildte ord. Men jeg tænker man ikke skal sætte et barn i verden hvis man kun tror man kan overkomme den perfekte situation. En ting er down, en anden er tusindvis af andre udfordringer, barnet kan også blive handicappet grundet en ulykke (vil man så også bare afskrive sit barn på 5 år fordi det bliver hjerneskadet?). Det perfekte glansbillede er sjældent virkelighed, og man skal kunne klare et glansbillede med flossede kanter, eller hvor det er blevet bøjet, har mistet farven osv. 

Livet kommer ikke med garantier, at vælge at sætte et barn til verden, er heller ikke kommet garantier. Man kan få tusind scanninger, man kan få alle de garantier om barnet er raskt og så kan det under fødslen mangle ilt og få en alvorlig hjerneskade, fødslen kan gå i gang for tidligt med senfølger til følge, og ja de kan overse både det ene og det andet på scanninger.

Du har helt ret, barnet er ikke tjent med at vokse op hos forældre der ikke ønsker det. Men de forældre mener jeg så heller ikke er blevet forældre, de forældre skal virkelig tænke sig om en ekstra gang før de laver flere børn, for kan de ikke rumme et barn der anderledes, så er det for mig at se en for stor chance at blive gravide. 

 

Det er jeg ikke enig i - eller rettere, jeg tror ikke, ret mange vil være i stand til at tænke så langt, og det er menneskeligt og forståeligt. Man siger om unge mennesker, at "De ved, de skal dø, men de TROR det ikke" - sådan tror jeg også, vi har det med risikoen for at få et alvorligt handicappet barn: Vi ved, det kan ske, og vi kan forholde os til det teoretisk og bekræfte os selv i, at det vil vi kunne klare - men vi TROR ikke, det sker, og når det så gør, skal vi først til at lære os selv at kende i dén situation. Sørge og tvivle, føle skuffelse, vrede, og for enkeltes vedkommende måske erkende, at det hér kan jeg ikke. 

Det har intet med glansbilleder at gøre efter min opfattelse, men om at se den verden og det liv, man troede var i vente, sønderbombet og ødelagt. Vi andre kan sagtens sige "Hun er da så sød" og "Downs er da ikke det værste, der kunne ske" - men forældrene har mistet noget, de troede var deres fremtid, og fået noget ganske andet i stedet. 

Når vi, der har født sunde, raske børn senere erfarer, at noget er "galt", eller hvis et af børnene bliver alvorligt skadet ved en ulykke, så HAR vi knyttet os til barnet og elsker det himmelhøjt. Det er stadig en stor sorg, men det er en helt anden situation. 

Jeg tror, der er situationer i livet, man ikke KAN tage med i sine betragtninger, fx når man beslutter at få et barn. Børn skal blive til af håb og tro og optimisme, og risikoberegning er helt teoretisk. 

Mom skriver:

Jeg godt forstå du fik de scanninger mhp at vide om I skulle igennem endnu en tragisk oplevelse, for det I som forældre har været igennem burde ingen!

 

Så I var villige til multihandicappede børn, downs børn, børn med hjertefejl (som potentielt ville betyde endnu et dødsfald)?

Jeg kan godt forstå de forældre som mener at de ikke kan stå det igennem, og derfor vælger fra under graviditeten. Jeg forstår følelsesmæssigt ikke dem som kan vælge fra efter, men jeg tænker at det kræver ualmindelig meget selvindsigt at gøre det, og deres allerstørste tanke må være på barnets tarv, og det har jeg om ik andet så stor respekt for. Ligesom jeg har stor respekt for de kvinder (piger), som bliver gravide, men ved at de endnu ikke kan tage sig af et barn fx pga alder, og derfor bortadoptere. Og jeg under skam de kvinder at blive mødre når de er parate.

Jeg kan sagtens forstå og ved det absolut ikke er nemt valg at afbryde en graviditet fordi ens barn er meget sygt. 

For mig er det sjovt nok mareridtet, hvor det at føde Lia og tro hun var sund og rask og så ikke have et valg er hundrede gange lettere. 

Vi tænkte vitterligt meget over det -  også fordi at fravælge et barn med fx en hjertefejl alla Lias var det samme som at sige vi var kede af vi fik hende - ja det er det ikke rationelt, men følelsesmæssigt. Men vi var kommet til, at vi måtte fravælge for vores store datters skyld. Ja vi fortalte hende ikke jeg var gravid før vi med en større sandsynlighed vidste lillebrøster ikke var hjertesyg så det betød døden fordi måtte beskytte og skåne hende (igen irrationelt). Men jeg selv kunne godt - for de 4 dage var dog 4 dage mere end ingen dage. 

Jeg har mødt en del der har afbrudt graviditeten ved down, ved hjertefejl, multi handicap osv. Og de er også blevet forældre, de er også i sorg. Det er ikke bare, at sige vupti så er der væk og vi blev ikke forældre. Mange har gravsteder, tegninger, hånd og fodaftryk og  tæller dem med som børn. Og som mor med mere skriver, så er det jo stadig en sorg, en sorg over det raske barn man mistede, men også en sorg over det barn man så siger farvel til - og derfor undrer det mig det handler om ville og ikke om klare. 

Men jo jeg forstår godt at man fravælger, og har dyb respekt for det, og ikke mindst dyb medfølelse med dem der har stået i det og er sindsyg glad for jeg aldrig har stået i det, glad for jeg ikke blev stillet over for valget - for det må være så tungt og så svært og være koblet sammen med så mange hvis, så'er. 

Jeg kan godt tænke, at jeg selv ville have valgt bortadoption i situationen, af den grund, at jeg simpelthen ikke ville have resourcer, overskud og redskaber til at magte at give et barn med dette handicap en god og tryg opvækst.

Mor og meget mere skriver:

Det er jeg ikke enig i - eller rettere, jeg tror ikke, ret mange vil være i stand til at tænke så langt, og det er menneskeligt og forståeligt. Man siger om unge mennesker, at "De ved, de skal dø, men de TROR det ikke" - sådan tror jeg også, vi har det med risikoen for at få et alvorligt handicappet barn: Vi ved, det kan ske, og vi kan forholde os til det teoretisk og bekræfte os selv i, at det vil vi kunne klare - men vi TROR ikke, det sker, og når det så gør, skal vi først til at lære os selv at kende i dén situation. Sørge og tvivle, føle skuffelse, vrede, og for enkeltes vedkommende måske erkende, at det hér kan jeg ikke. 

Det har intet med glansbilleder at gøre efter min opfattelse, men om at se den verden og det liv, man troede var i vente, sønderbombet og ødelagt. Vi andre kan sagtens sige "Hun er da så sød" og "Downs er da ikke det værste, der kunne ske" - men forældrene har mistet noget, de troede var deres fremtid, og fået noget ganske andet i stedet. 

Når vi, der har født sunde, raske børn senere erfarer, at noget er "galt", eller hvis et af børnene bliver alvorligt skadet ved en ulykke, så HAR vi knyttet os til barnet og elsker det himmelhøjt. Det er stadig en stor sorg, men det er en helt anden situation. 

Jeg tror, der er situationer i livet, man ikke KAN tage med i sine betragtninger, fx når man beslutter at få et barn. Børn skal blive til af håb og tro og optimisme, og risikoberegning er helt teoretisk. 

Helt enig i man ikke kan tænke så langt, og det sker jo aldrig for os.... Og jeg tror det er en sorgprocrs af de store man skal igennem når det barn man troede var sundt og raskt kommer ud og så ikke ef det. Har mødt nogle hvor det "bare" var et par manglende tæer, og det tog også tid... Men der fra og så til at stå med barnet og sige: det vil jeg ikke og så gennemføre ikke at ville det - der er langt. 

Og som du skriver tidligere, vil jeg håbe sådan et par får den rette hjælp. Så de kan sørge, og vokse med opgaven og ikke mindst finde kærligheden til det lille menneske. 

Anonym skriver:

Jeg kan godt tænke, at jeg selv ville have valgt bortadoption i situationen, af den grund, at jeg simpelthen ikke ville have resourcer, overskud og redskaber til at magte at give et barn med dette handicap en god og tryg opvækst.

Spørgsmålet er jo, om du ville magte at give afkald på barnet eller tænke på det konstant resten af dit liv - "hvad nu, hvis...." 

Vi mennesker vokser oftest med de udfordringer, vi møder, og i situationer som denne er der ingen nødudgang. Også en bortadoption er et livslangt, tungt åg at bære. 

lineog4 skriver:

Helt enig i man ikke kan tænke så langt, og det sker jo aldrig for os.... Og jeg tror det er en sorgprocrs af de store man skal igennem når det barn man troede var sundt og raskt kommer ud og så ikke ef det. Har mødt nogle hvor det "bare" var et par manglende tæer, og det tog også tid... Men der fra og så til at stå med barnet og sige: det vil jeg ikke og så gennemføre ikke at ville det - der er langt. 

Og som du skriver tidligere, vil jeg håbe sådan et par får den rette hjælp. Så de kan sørge, og vokse med opgaven og ikke mindst finde kærligheden til det lille menneske. 

Jeg kender - eller kender til - et ægtepar, som fik et barn med Downs. De gav det fra sig eller rettere fik det på institution lige efter fødslen. Moren besøgte det, men faren levede videre, som om intet var sket, så aldrig - som i aldrig nogensinde - sit barn. Det er så også over 40 år siden, og der var næppe krisehjælp til en såret knudemand. Han var meget højtuddannet og kunne slet ikke forlige sig med, at han havde skabt "sådan én". 

Jeg har tit tænkt, at hans - altså farens - smerte og sorg varede længere og var langt tungere, end hvis han havde taget barnet til sig. Jeg aner ikke, om det blot er min forestilling, fordi jeg ikke kan se andet for mig. I hvert fald er det positivt, at folk nærmest "tvinges" til at tale om den slags i dag. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg kender - eller kender til - et ægtepar, som fik et barn med Downs. De gav det fra sig eller rettere fik det på institution lige efter fødslen. Moren besøgte det, men faren levede videre, som om intet var sket, så aldrig - som i aldrig nogensinde - sit barn. Det er så også over 40 år siden, og der var næppe krisehjælp til en såret knudemand. Han var meget højtuddannet og kunne slet ikke forlige sig med, at han havde skabt "sådan én". 

Jeg har tit tænkt, at hans - altså farens - smerte og sorg varede længere og var langt tungere, end hvis han havde taget barnet til sig. Jeg aner ikke, om det blot er min forestilling, fordi jeg ikke kan se andet for mig. I hvert fald er det positivt, at folk nærmest "tvinges" til at tale om den slags i dag. 

Tror helt sikkert sorgen bliver større eller hvad man kan sige, måske mere invaliderende....

har i familien et par der mistede deres datter til en hjertefejl, de gik på arbejde dagen efter begravelsen, man talte dårligt om pigen, der var et enkelt billede osv. Og den sorg har gnavet gnavet gnavet gnavet og invalideret på en måde. Den blev ikke forløst, ikke talt om - men sådan var tiden og den er heldigvis helt anderledes nu. For en sorg, et chok osv skal fortælles en million gange og kan ikke ties væk.