"De ved ikke om de vil beholde det"

Pige2009 skriver:

Der står i indlægget, at har fået barnet Men ved ikke om det er hypotetisk eller en virkelig historie.

Det læste jeg godt, der var for at skære det ud i pap, og så lidt en undren af at det overhovedet skulle være en mulighed at vælge sit barn fra efter fødslen.....

Anonym skriver:

Et par får trods, at scanninger og undersøgelser ingenting har vist, et barn med down syndrom. De er fuldstændig knuste og ved ikke om de magter det praktiske omkring et barn med så særlige behov og om de kan knytte sig til det. Familien presser på, synes ikke man har andet valg, når man selv har valgt at skabe et barn.

Jeg sidder med den tanke, at hvis man virkelig ikke kan klare at være forældre eller virkelig ikke vil være det, så skal man heller ikke. Det gør ikke noget godt, hverken for barnet eller forældrene. Hvad mener i?

Her taler vi selvfølgelig ikke om de der dage alle kender, hvor de har lyst til at kyle barnet ud af vinduet og den slags eller står med en skrigende unge i brugsen, som man ønsker hen hvor peberet gror. Men sådan for alvor IKKE VIL.

Nu er barnet jo kommet til verden, så det jeg vil skrive er spildte ord. Men jeg tænker man ikke skal sætte et barn i verden hvis man kun tror man kan overkomme den perfekte situation. En ting er down, en anden er tusindvis af andre udfordringer, barnet kan også blive handicappet grundet en ulykke (vil man så også bare afskrive sit barn på 5 år fordi det bliver hjerneskadet?). Det perfekte glansbillede er sjældent virkelighed, og man skal kunne klare et glansbillede med flossede kanter, eller hvor det er blevet bøjet, har mistet farven osv. 

Livet kommer ikke med garantier, at vælge at sætte et barn til verden, er heller ikke kommet garantier. Man kan få tusind scanninger, man kan få alle de garantier om barnet er raskt og så kan det under fødslen mangle ilt og få en alvorlig hjerneskade, fødslen kan gå i gang for tidligt med senfølger til følge, og ja de kan overse både det ene og det andet på scanninger.

Du har helt ret, barnet er ikke tjent med at vokse op hos forældre der ikke ønsker det. Men de forældre mener jeg så heller ikke er blevet forældre, de forældre skal virkelig tænke sig om en ekstra gang før de laver flere børn, for kan de ikke rumme et barn der anderledes, så er det for mig at se en for stor chance at blive gravide. 

lineog4 skriver:

Nu er barnet jo kommet til verden, så det jeg vil skrive er spildte ord. Men jeg tænker man ikke skal sætte et barn i verden hvis man kun tror man kan overkomme den perfekte situation. En ting er down, en anden er tusindvis af andre udfordringer, barnet kan også blive handicappet grundet en ulykke (vil man så også bare afskrive sit barn på 5 år fordi det bliver hjerneskadet?). Det perfekte glansbillede er sjældent virkelighed, og man skal kunne klare et glansbillede med flossede kanter, eller hvor det er blevet bøjet, har mistet farven osv. 

Livet kommer ikke med garantier, at vælge at sætte et barn til verden, er heller ikke kommet garantier. Man kan få tusind scanninger, man kan få alle de garantier om barnet er raskt og så kan det under fødslen mangle ilt og få en alvorlig hjerneskade, fødslen kan gå i gang for tidligt med senfølger til følge, og ja de kan overse både det ene og det andet på scanninger.

Du har helt ret, barnet er ikke tjent med at vokse op hos forældre der ikke ønsker det. Men de forældre mener jeg så heller ikke er blevet forældre, de forældre skal virkelig tænke sig om en ekstra gang før de laver flere børn, for kan de ikke rumme et barn der anderledes, så er det for mig at se en for stor chance at blive gravide. 

 

Jeg kan på sin vis godt se hvad du mener.

Men selvom man son forældre godt mener man kan klare den ikke perfekte situation, så kan det på sigt, altså være ikke at bo hjemme.

Selvom man virkelig gerne vil og man er ressourcestærk, så kan en opgave med et fysisk eller psykisk handicappet barn, ende med at det er for barnets bedste ikke at bo hjemme.

Ved nogle psykiske handicap, ses det ikke før skolealderen, og dermed kan der være andre børn kommet til, og selvom man må se sig slået til hjørne med sit psykisk syge barn, kan man efter min mening sagtens være fantastiske forældre for de andre børn.

Mom skriver:

Jeg kan på sin vis godt se hvad du mener.

Men selvom man son forældre godt mener man kan klare den ikke perfekte situation, så kan det på sigt, altså være ikke at bo hjemme.

Selvom man virkelig gerne vil og man er ressourcestærk, så kan en opgave med et fysisk eller psykisk handicappet barn, ende med at det er for barnets bedste ikke at bo hjemme.

Ved nogle psykiske handicap, ses det ikke før skolealderen, og dermed kan der være andre børn kommet til, og selvom man må se sig slået til hjørne med sit psykisk syge barn, kan man efter min mening sagtens være fantastiske forældre for de andre børn.

Helt klart, men det var ikke sådan jeg oplevede historien - jeg oplever det som reelt at fraskrive sig barnet. 

Det kan sagtens være det bedste for barnet, for familien osv er at barnet opholder sig uden for hjemmet størstedelen af sit liv, men af de jeg har kendt der har måtte træffe det enormt svære valg, der handler det ikke om en fraskrivining, men om at tilsidesætte egne ønsker og tænke på barnets trivsel, og de har elsket det barn, besøgt det barn, fejret fødselsdage, haft barnet hjemme som det kunne lade sig gøre, med på ferier osv.

to vidt forskellige situationer: vi vil ikke dette barn og vi vurderer det barn har det bedst blandt professionelle...

lineog4 skriver:

Helt klart, men det var ikke sådan jeg oplevede historien - jeg oplever det som reelt at fraskrive sig barnet. 

Det kan sagtens være det bedste for barnet, for familien osv er at barnet opholder sig uden for hjemmet størstedelen af sit liv, men af de jeg har kendt der har måtte træffe det enormt svære valg, der handler det ikke om en fraskrivining, men om at tilsidesætte egne ønsker og tænke på barnets trivsel, og de har elsket det barn, besøgt det barn, fejret fødselsdage, haft barnet hjemme som det kunne lade sig gøre, med på ferier osv.

to vidt forskellige situationer: vi vil ikke dette barn og vi vurderer det barn har det bedst blandt professionelle...

Jeg ser det ikke som 2 meget forskellige situationer, i situationen med barnet med Downs, har forældrene erkendt at de ikke kan magte opgaven, for uagtet at downs børn/voksne er fantastiske er der mange følgesygdomme, og der har forældrene erkendt at det er mere ens de kan. Det behøves ikke at betyde, at de fx ved et andet barn, og den skulle komme ud for fx en ulykke med handicap til følge ikke vil kunne overkomme det.

Begge situationer handler i bund og grund om at give barnet den bedst mulige trivsel.

Mom skriver:

Jeg ser det ikke som 2 meget forskellige situationer, i situationen med barnet med Downs, har forældrene erkendt at de ikke kan magte opgaven, for uagtet at downs børn/voksne er fantastiske er der mange følgesygdomme, og der har forældrene erkendt at det er mere ens de kan. Det behøves ikke at betyde, at de fx ved et andet barn, og den skulle komme ud for fx en ulykke med handicap til følge ikke vil kunne overkomme det.

Begge situationer handler i bund og grund om at give barnet den bedst mulige trivsel.

Jeg tror jeg tolker det ud fra den sidste sætning i første indlæg: at de ikke vil. Der står ikke noget om barnet, men alene om hvad forældrene vil. 

Havde der stået: forældrene er bange for de ikke kan håndtere situationen med et barn med down, og derfor tænker de om det bedste for barnet ikke ville være at være et sted hvor man ved de voksne kan håndtere situationen. Så ville jeg tolke det anderledes.

start indlægget stråler ikke af hensynet til barnet, forældre der ønsker dette barn det bedste. Men af hensynet til de voksne. 

Og ja der kan være følgesygdomme til down, men er ked af at sige det , men verdens lækreste baby kan i morgen være mere udfordret end et down barn - de kommer ikke med en garanti. Og lyder måske kynisk, men jeg mener virkelig tør man ikke risikoen, så skal man måske overveje om man tør børn.

lineog4 skriver:

Jeg tror jeg tolker det ud fra den sidste sætning i første indlæg: at de ikke vil. Der står ikke noget om barnet, men alene om hvad forældrene vil. 

Havde der stået: forældrene er bange for de ikke kan håndtere situationen med et barn med down, og derfor tænker de om det bedste for barnet ikke ville være at være et sted hvor man ved de voksne kan håndtere situationen. Så ville jeg tolke det anderledes.

start indlægget stråler ikke af hensynet til barnet, forældre der ønsker dette barn det bedste. Men af hensynet til de voksne. 

Og ja der kan være følgesygdomme til down, men er ked af at sige det , men verdens lækreste baby kan i morgen være mere udfordret end et down barn - de kommer ikke med en garanti. Og lyder måske kynisk, men jeg mener virkelig tør man ikke risikoen, så skal man måske overveje om man tør børn.

Jeg lagde nuancer i teksten og tolkede derfor anderledes.

Selvfølgelig kan verden ende anderledes end man havde regnet med, men engang imellem ramler verden sammen om en, og man må indse at man bare ikke har kræfterne, ressourcerne til at vinde den kamp.

Hvis man ikke tør tage risikoen bør man overveje om man bør få børn?? Har du fået foretaget NF ved dine graviditeter, hvis ja, hvorfor? Du bør vel løbe risikoen? Og hvad med misdannelsesscanning?

Mom skriver:

Jeg lagde nuancer i teksten og tolkede derfor anderledes.

Selvfølgelig kan verden ende anderledes end man havde regnet med, men engang imellem ramler verden sammen om en, og man må indse at man bare ikke har kræfterne, ressourcerne til at vinde den kamp.

Hvis man ikke tør tage risikoen bør man overveje om man bør få børn?? Har du fået foretaget NF ved dine graviditeter, hvis ja, hvorfor? Du bør vel løbe risikoen? Og hvad med misdannelsesscanning?

Jeg fik ikke sådanne fine scanninger med min første - det fandtes ikke. Der var en scanning i uge 18 og den kaldte de en termin scanningn.

Med nummer 2, fik jeg de to scanninger og troede naivt som alle andre at selvsagt skete sådan noget ikke for mig - vi havde faktisk slet ikke taget stilling til hvad nu hvis... Vi fik to fine scanninger, men endte jo så med et barn der var for sygt til livet alligevel, et barn der kun kunne leve 4 dage. Og jeg kan love dig for jeg har tænkt mange gange, hvad nu hvis og jeg tog hende gerne med et handicap, tog hende gerne med udfordringer, hjerteoperationer osv. Bare jeg fik hende i live.

Efterfølgende har vi fået en milliard scanninger i de to graviditeter og vi har talt tusind scenarier igennem og var helt enige om vi var taknemmelige for alle børn der kunne leve - vi ville dog ikke igen gå igennem en graviditet for udfaldet med 99% sikkerhed var døden, alene fordi vi troede ikke vi kunne overleve som mennesker igen og vi vidste ikke hvordan vi skulle få vores datter hel igennem at begrave endnu en søskende. Hvorfor valgte vi så NF, hvis vi ville et down barn - vi fik en udvidet NF, så der også blev kigget på risikoen for andre trisomier, dem der var ulig liv, igen af samme årsag. Og ja så fordi vi var i hæj risiko for endnu et hjertebarn, så var det mest trygt. Men vi var villige til risikoen, vi lever med forhøjet risiko for et hjertesygt barn, og har de gange vurderet at den risiko kunne vi leve med, vi overlevede ikke bare et flosset glansbillede men et glansbillede der blev revet itu, og vi ved livet ikke kommer med de famøse garantier. 

Jeg har hadet mig selv for at turde tage chancen, fordi jeg også tog den på mine børns vegne. Men jeg gjorde det.... Så ja jeg har fået scanningerne, men ved desværre at de scanninger ikke giver garantier, og at jeg til hver en tid ville rumme og elske et barn også med et handicap. for mig er de scanninger noget helt andet, nemlig potentielle dødsdomme.

Anonym skriver:

Et par får trods, at scanninger og undersøgelser ingenting har vist, et barn med down syndrom. De er fuldstændig knuste og ved ikke om de magter det praktiske omkring et barn med så særlige behov og om de kan knytte sig til det. Familien presser på, synes ikke man har andet valg, når man selv har valgt at skabe et barn.

Jeg sidder med den tanke, at hvis man virkelig ikke kan klare at være forældre eller virkelig ikke vil være det, så skal man heller ikke. Det gør ikke noget godt, hverken for barnet eller forældrene. Hvad mener i?

Her taler vi selvfølgelig ikke om de der dage alle kender, hvor de har lyst til at kyle barnet ud af vinduet og den slags eller står med en skrigende unge i brugsen, som man ønsker hen hvor peberet gror. Men sådan for alvor IKKE VIL.

Den beslutning skal i hvert fald først træffes efter grundig rådgivning, lange overvejelser og en rum tid. Jeg har læst om masser af forældre til handicappede børn, som et godt stykke hen i barnets første leveår har ønsket det "byttet væk", men som efterfølgende er kommet til at elske det højt og uforbeholdent. 

Forældrene er i sorg og chok - de har mistet det sunde, raske barn, som de troede, de skulle have, og fået "noget andet" og uvist. Den sorg skal bearbejdes, og der findes ikke nogen lette udveje - selv om de overdrager barnet til andre, er sorgen over det mistede "normalbarn" lige stærk. 

Jeg går da stærkt ud fra, de får professionel hjælp? 

lineog4 skriver:

Jeg fik ikke sådanne fine scanninger med min første - det fandtes ikke. Der var en scanning i uge 18 og den kaldte de en termin scanningn.

Med nummer 2, fik jeg de to scanninger og troede naivt som alle andre at selvsagt skete sådan noget ikke for mig - vi havde faktisk slet ikke taget stilling til hvad nu hvis... Vi fik to fine scanninger, men endte jo så med et barn der var for sygt til livet alligevel, et barn der kun kunne leve 4 dage. Og jeg kan love dig for jeg har tænkt mange gange, hvad nu hvis og jeg tog hende gerne med et handicap, tog hende gerne med udfordringer, hjerteoperationer osv. Bare jeg fik hende i live.

Efterfølgende har vi fået en milliard scanninger i de to graviditeter og vi har talt tusind scenarier igennem og var helt enige om vi var taknemmelige for alle børn der kunne leve - vi ville dog ikke igen gå igennem en graviditet for udfaldet med 99% sikkerhed var døden, alene fordi vi troede ikke vi kunne overleve som mennesker igen og vi vidste ikke hvordan vi skulle få vores datter hel igennem at begrave endnu en søskende. Hvorfor valgte vi så NF, hvis vi ville et down barn - vi fik en udvidet NF, så der også blev kigget på risikoen for andre trisomier, dem der var ulig liv, igen af samme årsag. Og ja så fordi vi var i hæj risiko for endnu et hjertebarn, så var det mest trygt. Men vi var villige til risikoen, vi lever med forhøjet risiko for et hjertesygt barn, og har de gange vurderet at den risiko kunne vi leve med, vi overlevede ikke bare et flosset glansbillede men et glansbillede der blev revet itu, og vi ved livet ikke kommer med de famøse garantier. 

Jeg har hadet mig selv for at turde tage chancen, fordi jeg også tog den på mine børns vegne. Men jeg gjorde det.... Så ja jeg har fået scanningerne, men ved desværre at de scanninger ikke giver garantier, og at jeg til hver en tid ville rumme og elske et barn også med et handicap. for mig er de scanninger noget helt andet, nemlig potentielle dødsdomme.

Jeg godt forstå du fik de scanninger mhp at vide om I skulle igennem endnu en tragisk oplevelse, for det I som forældre har været igennem burde ingen!

Så I var villige til multihandicappede børn, downs børn, børn med hjertefejl (som potentielt ville betyde endnu et dødsfald)?

Jeg kan godt forstå de forældre som mener at de ikke kan stå det igennem, og derfor vælger fra under graviditeten. Jeg forstår følelsesmæssigt ikke dem som kan vælge fra efter, men jeg tænker at det kræver ualmindelig meget selvindsigt at gøre det, og deres allerstørste tanke må være på barnets tarv, og det har jeg om ik andet så stor respekt for. Ligesom jeg har stor respekt for de kvinder (piger), som bliver gravide, men ved at de endnu ikke kan tage sig af et barn fx pga alder, og derfor bortadoptere. Og jeg under skam de kvinder at blive mødre når de er parate.