"De ved ikke om de vil beholde det"

Et par får trods, at scanninger og undersøgelser ingenting har vist, et barn med down syndrom. De er fuldstændig knuste og ved ikke om de magter det praktiske omkring et barn med så særlige behov og om de kan knytte sig til det. Familien presser på, synes ikke man har andet valg, når man selv har valgt at skabe et barn.

Jeg sidder med den tanke, at hvis man virkelig ikke kan klare at være forældre eller virkelig ikke vil være det, så skal man heller ikke. Det gør ikke noget godt, hverken for barnet eller forældrene. Hvad mener i?

Her taler vi selvfølgelig ikke om de der dage alle kender, hvor de har lyst til at kyle barnet ud af vinduet og den slags eller står med en skrigende unge i brugsen, som man ønsker hen hvor peberet gror. Men sådan for alvor IKKE VIL.

Anonym skriver:

Et par får trods, at scanninger og undersøgelser ingenting har vist, et barn med down syndrom. De er fuldstændig knuste og ved ikke om de magter det praktiske omkring et barn med så særlige behov og om de kan knytte sig til det. Familien presser på, synes ikke man har andet valg, når man selv har valgt at skabe et barn.

Jeg sidder med den tanke, at hvis man virkelig ikke kan klare at være forældre eller virkelig ikke vil være det, så skal man heller ikke. Det gør ikke noget godt, hverken for barnet eller forældrene. Hvad mener i?

Her taler vi selvfølgelig ikke om de der dage alle kender, hvor de har lyst til at kyle barnet ud af vinduet og den slags eller står med en skrigende unge i brugsen, som man ønsker hen hvor peberet gror. Men sådan for alvor IKKE VIL.

Jeg forstår ikke helt dit indlæg. Taler vi om en historie fra virkeligheden eller...?

Mvh. Linda

Anonym skriver:

Et par får trods, at scanninger og undersøgelser ingenting har vist, et barn med down syndrom. De er fuldstændig knuste og ved ikke om de magter det praktiske omkring et barn med så særlige behov og om de kan knytte sig til det. Familien presser på, synes ikke man har andet valg, når man selv har valgt at skabe et barn.

Jeg sidder med den tanke, at hvis man virkelig ikke kan klare at være forældre eller virkelig ikke vil være det, så skal man heller ikke. Det gør ikke noget godt, hverken for barnet eller forældrene. Hvad mener i?

Her taler vi selvfølgelig ikke om de der dage alle kender, hvor de har lyst til at kyle barnet ud af vinduet og den slags eller står med en skrigende unge i brugsen, som man ønsker hen hvor peberet gror. Men sådan for alvor IKKE VIL.

Altså du mener et par der allerede HAR fået barnet? Så kan man da ikke bare vælge det fra? 

Medmindre der drejer sig om så alvorligt et handicap at man reelt ikke fysisk er i stand til at give barnet det det har brug for. Men vel ikke "bare" fordi man ikke vil have barnet fordi det har downs?

Er spørgsmålet om mor bør fuldføre en graviditet hvis barnet har down syndrom, selvom de kommende forældre ikke har ønsker barnet? 

Et par får trods, at scanninger og undersøgelser ingenting har vist, et barn med down syndrom. De er fuldstændig knuste og ved ikke om de magter det praktiske omkring et barn med så særlige behov og om de kan knytte sig til det. Familien presser på, synes ikke man har andet valg, når man selv har valgt at skabe et barn.

Jeg sidder med den tanke, at hvis man virkelig ikke kan klare at være forældre eller virkelig ikke vil være det, så skal man heller ikke. Det gør ikke noget godt, hverken for barnet eller forældrene. Hvad mener i?

Her taler vi selvfølgelig ikke om de der dage alle kender, hvor de har lyst til at kyle barnet ud af vinduet og den slags eller står med en skrigende unge i brugsen, som man ønsker hen hvor peberet gror. Men sådan for alvor IKKE VIL.

Jeg kan ikke forstå hvordan man kan leve med sig selv hvis man opgiver sit barn. Medmindre vi taler forældre som af specifikke årsager (misbrug, psykisk sygdom el. lign.) er helt ude af stand til at tage vare på et barn.

Livet er uforudsigeligt og nogle gange havner man i situationer man bestemt ikke har ønsket. Og så må man gøre hvad man kan for at få det bedste ud af livet alligevel.

Hvis ikke man er villig til at påtage sig ansvaret for et mentalt eller fysisk handicappet barn hvis uheldet er ude, så må man lade være med at få børn.

Loa skriver:

Altså du mener et par der allerede HAR fået barnet? Så kan man da ikke bare vælge det fra? 

Medmindre der drejer sig om så alvorligt et handicap at man reelt ikke fysisk er i stand til at give barnet det det har brug for. Men vel ikke "bare" fordi man ikke vil have barnet fordi det har downs?

Der står i indlægget, at har fået barnet Men ved ikke om det er hypotetisk eller en virkelig historie.

mor:) skriver:

Er spørgsmålet om mor bør fuldføre en graviditet hvis barnet har down syndrom, selvom de kommende forældre ikke har ønsker barnet? 

Der står, at de har fået barnet

Selvom jeg som forældre ikke kan forstå tankerne omkring at opgive sit barn. Så er der jo reelt mulighed for bortadoption. Og hellere det, end et barn der kommer til at føle sig uønsket.

Også tænker jeg, at det er "nemt" i mangel af bedre ord, at fordømme forældre til børn med fysiske eller psykiske handicap, som værende svage, hvis de ikke selv kan tage sig af sit barn, hvis man ikke selv kender til det.

Det kræver helt vildt mange kræfter at have et barn med specielle behov, og det kan ingen der har børn uden dette umuligt sætte sig ind i - og gudskelov for det. Og engang imellem må man som forældre indse at man ikke kan klare den opgave 

Anonym skriver:

Et par får trods, at scanninger og undersøgelser ingenting har vist, et barn med down syndrom. De er fuldstændig knuste og ved ikke om de magter det praktiske omkring et barn med så særlige behov og om de kan knytte sig til det. Familien presser på, synes ikke man har andet valg, når man selv har valgt at skabe et barn.

Jeg sidder med den tanke, at hvis man virkelig ikke kan klare at være forældre eller virkelig ikke vil være det, så skal man heller ikke. Det gør ikke noget godt, hverken for barnet eller forældrene. Hvad mener i?

Her taler vi selvfølgelig ikke om de der dage alle kender, hvor de har lyst til at kyle barnet ud af vinduet og den slags eller står med en skrigende unge i brugsen, som man ønsker hen hvor peberet gror. Men sådan for alvor IKKE VIL.

En forældre bør træffe den beslutning der er bedst for barnet...

Og er det en anbringelse uden for hjemmet, i et kærligt hjem med evnen, kærligheden og lysten så lad for guds skyld barnet få de bedste kår, bare fordi man føder er det ikke ensbetydende med at man er en go forældre.... Nogle gange er ens bedste bare ganske enkelt ikke godt nok...

Men samtidig må man også tag endnu et ansvar og erkende at man bare ikke skal bringe flere børn til verden....

Anonym skriver:

Et par får trods, at scanninger og undersøgelser ingenting har vist, et barn med down syndrom. De er fuldstændig knuste og ved ikke om de magter det praktiske omkring et barn med så særlige behov og om de kan knytte sig til det. Familien presser på, synes ikke man har andet valg, når man selv har valgt at skabe et barn.

Jeg sidder med den tanke, at hvis man virkelig ikke kan klare at være forældre eller virkelig ikke vil være det, så skal man heller ikke. Det gør ikke noget godt, hverken for barnet eller forældrene. Hvad mener i?

Her taler vi selvfølgelig ikke om de der dage alle kender, hvor de har lyst til at kyle barnet ud af vinduet og den slags eller står med en skrigende unge i brugsen, som man ønsker hen hvor peberet gror. Men sådan for alvor IKKE VIL.

Hvis jeg har forstået ts rigtigt, så var det først da barnet blev født at forældrene skulle forholde sig til et barn med et handicap.

Det er helt naturligt at få tankene "Kan vi magte det her? Er vi stærke nok? Kan vi overhovedet finde ud af at tage os af et barn der har specielle behov?"

Hånden på hjertet: Så er der ingen forældre som havde ønsket sig et barn med et handicap.

Når det så er sagt, så er personer med Down Syndrom nogen af de mest fantastiske og livsglade mennesker. Jeg kunne på intet tidspunkt finde på at vælge barnet fra på grund af denne kromosomfejl.

Jeg tror forældrene skal have eksperthjælp, for at komme i gennem sorgen over det normale barn de ikke fik og hjælp til at takle de nye udfordringer de nu står over for.