Han lyver overfor mig!

Åh det er så nemt at sige "han er vattet, lad ham sejle i sin egen sø". 

Men sådan fungerer verden ikke altid. Jeg har selv et par venner der er vokset op i kaotiske hjem og ALDRIG har lært at tage ansvar eller klare sig selv på nogen måde. De er decideret skadede og det er ikkw noget man fikser ved at lade dem sejle - for så sejler de faktisk! Den ene har prøvet, han endte med at pantsætte alle sine ting og smutte fra sin lejlighed da han ikke kunne betale. Altså så var han pludselig på gaden, og i hans hoved VED han ikke hvad han skal stille op i den situation. Trist, men sandt. 

Begge to har fundet kærester der har styr på tingene og kører økonomien med fast hånd. De er nemlig begge nogen fantastiske mennesker, som uden tvivl er mere end elskelige, den ene oveni købet far til 2 nu og fantastisk i far-rollen. men de har også lidt deres, og det mærker man i en hverdag med dem. 

Den ene har også haft store problemer med skolegang, han har ikke lært og forstår ikke at tænke på konsekvensen af ikke at dukke op til tiden fx. Kæresten fik her arrangeret en mentor på skolen til at holde styr på ham, og ja, det virker jo helt tosset at det er nødvendigt, manden er næsten 30! Men ikke desto mindre betyder det at han nu langt om længe næsten har gennemført en uddannelse, og har gode muligheder for job bagefter. 

Verden er ikke sort/hvid, og jeg forstår udemærket ts! Jeg tror du skal acceptere at denne mand har brug for rigtig meget støtte og "holden i ørene" hvis i skal være sammen. Men du er ikke forpligtiget, og det er sgu også fair hvis du ikke har det overskud det kræver! 

Anonym skriver:

Men hvis man jævnligt lyver så ligger man selv stilen, han ved at jeg har brug for at vide at der er styr på tingene og at jeg ved når han lyver. Og sagde til ham inden jeg gik at jeg ville dobbelt tjekke, der blev han skam ikke gal. Han så nærmere skræmt ud.

 

Det er muligt det ikke er fair at tjekke ham, men når det gælder min fremtidige økonomi og mit barns mulighed for mad på bordet, så gør jeg hvad der er nødvendigt for at være på forkant. Men hvis du vidste din man løj, eller ihvertfald havde en klar fornemmelse, ville du så ikke tjekke det?

Nej, det ville jeg personligt ikke. Men jeg ville alvorligt overveje om det var sådan et forhold jeg ønskede at blive i ...

Jeg kan selvfølgelig kun svare på mine egne vegne og ikke din kærestes. 

For mit vedkommende havde jeg gjort det samme. Det havde jeg fordi jeg ikke kan ringe og snakke i telefon med fremmede. Jeg kan ikke. Jeg sveder, bliver helt kold, får ondt i maven og bliver svimmel osv. Derfor tager min kæreste sig af alle vigtige telefonopkald og jeg har fundet min vej frem med mails udover. 

Kunne det være din kæreste har det på samme måde?

Anonym skriver:

Altså når han opfører sig som et barn så må han jo behandles som et barn... Det er jeres børns mad mm det går ud over og derfor bliver du jo nød til at gøre noget.

 

Jeg havde nok sagt til ham at de penge du har måtte låne samt opsparingen dem må HAN dække igen. Ud og få et job. 

Derudover ville jeg tage en grundig snak om at løgne ( store som små) ikke mere er acceptable og de skal stoppe NU. Du ved han ar løjet og vælger den lette vej. Og det er bare ikke ok. 

 

Han lærer det ikke før han en dag stor i lort til halsen. Så ja måske skulle han prøve at få et ansvar for sit ejet liv. Fortæl ham at så længe han ikke har styr på sit liv og ikke vil gøre det der skal til så kan I ikke bo under samme tag eller hvad du nu mener ville være bedst. Nu ved jeg ikke om der er særlige grunde til at han ikke har fået SU for normalt søger man det blot på minsu.dk men sæt dig ned med ham og se at han ringer. Forlang det sker og slip ham ikke ad syne når det sker. Fortæl ham at stopper han løgne ja så stopper dine tjek af ham osv. 

OG så find ud af om du kan leve med det hvis han ikke ændre sig eller ej. 

Jeg tror også det bliver løsningen...

han får ikke su før skolen har "godkendt" ham og det kan de ikke før de har fået nogle papirer.. Og i stedet for bare at tage op og aflevere dem som jeg foreslog ham. Ringer han til dem, hvilket jeg jo så har fundet ud af bare var løgn, og at han ingen ting har gjort ved det

Mor11 skriver:

Åh det er så nemt at sige "han er vattet, lad ham sejle i sin egen sø". 

Men sådan fungerer verden ikke altid. Jeg har selv et par venner der er vokset op i kaotiske hjem og ALDRIG har lært at tage ansvar eller klare sig selv på nogen måde. De er decideret skadede og det er ikkw noget man fikser ved at lade dem sejle - for så sejler de faktisk! Den ene har prøvet, han endte med at pantsætte alle sine ting og smutte fra sin lejlighed da han ikke kunne betale. Altså så var han pludselig på gaden, og i hans hoved VED han ikke hvad han skal stille op i den situation. Trist, men sandt. 

Begge to har fundet kærester der har styr på tingene og kører økonomien med fast hånd. De er nemlig begge nogen fantastiske mennesker, som uden tvivl er mere end elskelige, den ene oveni købet far til 2 nu og fantastisk i far-rollen. men de har også lidt deres, og det mærker man i en hverdag med dem. 

Den ene har også haft store problemer med skolegang, han har ikke lært og forstår ikke at tænke på konsekvensen af ikke at dukke op til tiden fx. Kæresten fik her arrangeret en mentor på skolen til at holde styr på ham, og ja, det virker jo helt tosset at det er nødvendigt, manden er næsten 30! Men ikke desto mindre betyder det at han nu langt om længe næsten har gennemført en uddannelse, og har gode muligheder for job bagefter. 

Verden er ikke sort/hvid, og jeg forstår udemærket ts! Jeg tror du skal acceptere at denne mand har brug for rigtig meget støtte og "holden i ørene" hvis i skal være sammen. Men du er ikke forpligtiget, og det er sgu også fair hvis du ikke har det overskud det kræver! 

Jeg ved bare ikke hvordan jeg kan hjælpe ham yderligere. Jeg tilbyder ham at tage ham i hånden op på skolen og få det ordnet, sådan gjorde vi på hans sidste studie og da han først var igang fungerede tingene. 

For tror måske du har ret, i at han ikke forstår konsekvenserne, han har meget en "det går nok" "vi løser det senere" attitude. Men det er jo klart når jeg redder os når vi står med røven i vandskorpen... 

Ville ønske jeg kunne hjælpe ham, har foreslået parterapi for at få snakket ud omkring de her små løgne og få nogle ideer til hvordan vi kan komme det til livs. Jeg har foreslået at han tog til psykolog fordi han har nogle ting i sin barndom som er meget barske, men han mener ikke at der er noget problem.. 

Jeg kan bare ikke overskue at "passe på ham" når jeg også står med et børnehavebarn og en nyfødt 

Rikke _ Mor til Ida <3 skriver:

Jeg kan selvfølgelig kun svare på mine egne vegne og ikke din kærestes. 

For mit vedkommende havde jeg gjort det samme. Det havde jeg fordi jeg ikke kan ringe og snakke i telefon med fremmede. Jeg kan ikke. Jeg sveder, bliver helt kold, får ondt i maven og bliver svimmel osv. Derfor tager min kæreste sig af alle vigtige telefonopkald og jeg har fundet min vej frem med mails udover. 

 

Kunne det være din kæreste har det på samme måde?

Det er muligt. Han er ikke god til nye ting, nye mennesker osv. Men har jo tilbudt at ringe for ham, gå med ham så tingene bliver gjort. Men så vælger han at sige "jeg gør det selv" men gør det aldrig også lyver omkring at han har styr på det

Anonym skriver:

Tænker også at han har brug for et wake-up Call, for jeg ved jo at han godt kan være ansvarlig og fornuftig.. 

Så måske det er en god løsning at bo lidt hver for sig så han på ny lærer at stå på egne ben. Mit barn og jeg skal alligevel sove ude i weekenden, der kunne det måske være oplagt at han pakkede sine ting.

mit problem er bare at jeg ikke føler jeg bare kan lade ham sejle sin egen sø eller hvad man siger. Men det må jeg øve mig i

Hvis I nogen sinde skal have et ligeværdigt forhold, er det præcist hvad du er nødt til at gøre!

Stop med at være mor for ham, det orker du alligevel ikke i længden. Han må vågne op, tage ansvar for sig selv og når han kan finde ud af det, kan han flytte tilbage og indgå som en ligeværdig partner i jeres forhold.

Anonym skriver:

Jeg ved bare ikke hvordan jeg kan hjælpe ham yderligere. Jeg tilbyder ham at tage ham i hånden op på skolen og få det ordnet, sådan gjorde vi på hans sidste studie og da han først var igang fungerede tingene. 

For tror måske du har ret, i at han ikke forstår konsekvenserne, han har meget en "det går nok" "vi løser det senere" attitude. Men det er jo klart når jeg redder os når vi står med røven i vandskorpen... 

Ville ønske jeg kunne hjælpe ham, har foreslået parterapi for at få snakket ud omkring de her små løgne og få nogle ideer til hvordan vi kan komme det til livs. Jeg har foreslået at han tog til psykolog fordi han har nogle ting i sin barndom som er meget barske, men han mener ikke at der er noget problem.. 

Jeg kan bare ikke overskue at "passe på ham" når jeg også står med et børnehavebarn og en nyfødt 

Det er også op af bakke hvis han ikke vil modtage hjælp! En psykolog ville garanteret få ham til at forstå sig selv meget bedre. 

Min omtalte ven, ham med mentoren, kom netop til psykolog på opfordring af hans kæreste (som selv har issues og brugt psykolog - måske derfor han ikke var så bange for det) og det har hjulpet helt vildt! Han har fået en anden indsigt i sig selv, kan bedre sætte ord på når der er noget han har svært ved, fx det med skolen. Og han er meget bedre til at være ærlig når han mangler hjælp. 

Men igen, husk du ikke er forpligtiget til at hjælpe - og hvis han ikke engang selv er klar til at få den nødvendige hjælp kan det også være meget svært for dig at gøre noget. Og det er helt okay! det er en stor opgave at skulle støtte et andet voksent menneske på den måde, og det er okay at sige fra og så må han snakke med familien eller en sagsbehandler i fremtiden.  

Anonym skriver:

Det er muligt. Han er ikke god til nye ting, nye mennesker osv. Men har jo tilbudt at ringe for ham, gå med ham så tingene bliver gjort. Men så vælger han at sige "jeg gør det selv" men gør det aldrig også lyver omkring at han har styr på det

Det er ikke altid nemt at indrømme man har brug for hjælp.

mortilsilke skriver:

Men hvis han opfører sig som et lille barn og ikke tager ansvar for sig selv og deres økonomi, og ligger hele presset på hende - selvom de har barn og en mere på vej, og hun endda siger det til ham, er det så ikke okay?? Hvis han selv er for doven og ikke gider, så må der jo være nogle der sørger for ham, ellers kører det jo helt af sporet...?

Det lyder jo til at det ikke er noget nyt så skulle hun da ha taget noget ansvar for længe siden og gået fra ham istedet for at få to børn