Han lyver overfor mig!

Anonym skriver:

Nu har hans små løgne aldrig handlet om vores økonomi og været noget der ville påvirke mig synderligt. Derfor har jeg valgt at få børn med ham, han er en fantastisk far..

ja jeg agerer nogle gange som mor for ham, men for at sikre mig og mit barn. Og det er jeg rimeligt træt at, så derfor overvejer jeg også at slutte det..

 

har skam tilbudt min hjælp, jeg har til ude at ringe der op for ham, og sagt at vi kunne tage op på skolen og snakke med dem sammen, men der sagde han at han havde ringet til dem samme dag og de ville ringe tilbage. Så har skam gjort hvad jeg kunne føler jeg

Jeg tænkte mere på at han er doven (når han ikke rigtig får ringet op til skolen) og det er jo det der irritere dig nu, men du vidste vel godt at han lå til dovne side, når du siger at hans familie er på den måde.

Bare fordi man er doven, kan man godt være en fantastisk far.

Før du begynder at overveje at slutte det, så læg kortene på bordet, og forklar ham hvordan tingene er nødt til at blive, for at i kan være en familie. Der er nød til at komme penge fra hans side.

Jeg vil sige han udnytter st du redder ham på målstregen hver gang. Tvivler på han forandrer sig (han er jo opdraget sådan) - så du må vel beslutte dig for om du orker det her resten af livet?

En løsning kunne måske være at I boede hver for sig, så I stadig var kærester og fælles om børnene, men ikke delte økonomi. Så kunne det jo være at han efter et par år opdager at man er nødt til at tage ansvar for sig selv.

Har en veninde der var gift med samme type - de endte med at blive skilt (af andre grunde). Han har selvfølgelig samvær med deres fælles barn, og forsøgte engang at afsætte noget dyrt porcelæn til min veninde så han kunne få penge til at betale varme regningen, da der ellers ville blive slukket for varmen - og han skulle have barnet den kommende weekend. Han har skam job, men præsterer altså at brænde alle pengene af uden tanke for dagen imorgen. Ansvar er noget man lærer i løbet af barndommen/ungdom/tidlig voksenliv, så ham her - der nu er tæt på 50 - lærer det nok aldrig - virkelig patetisk!

Yurie skriver:

Ja men der kan vel ikke være nyt for hende at han er sådan, hvis hele hans familie er sådan, men hjn har stadigvæk valgt at få to børn med ham.. 

 

Det er sjovt som den kommentar ALTID skal komme her inde "hun har valgt at få børn med ham"

men ja jeg har fået børn med ham og det fortryder jeg ikke et sekund!! Han er en fantastisk far. 

Ja der er nogle tendenser i hans familie som ikke er gode, men han går imod dem flere gange. Alle mændene stort set er ikke i deres børns hverdag, men fester istedet, han har været der indtil nu! 

Kvinderne der imod nyder livet på kontanthjælp, han har altid haft job den tid jeg har kendt ham! Så lad være med at dømme min evne til at finde en ordentlig far til mine børn, alene fordi vores liv har taget en drejning. Det betyder ikke at tingene altid har været sådan 

Du er jo hans curling mor! Hvis han ikke engang kan ringe og snakke med skolen hvad så den dag han dumper fordi han ikke passer sit studie? Vil du så også ringe og sige: arjh det er også....? 

Du er nød til at sætte foden for døren også endten lad ham selv finde ud af det eller skride! Men han kommer ALDRIG igennem hvis du gør alt! 

Som jeg ser det er der to problemer her. 1) han er for doven til at tage ansvar for sit liv, og 2) han står ikke ved at han er det men lyver i stedet.

Det du beskriver om at han ikke er erkender at han lyver om disse ting ville for mig være en dealbreaker. For så vil han jo hverken erkende at hav lyver, men heller ikke sit problem som er dovenskab. Og så længe han ikke vil erkende det kommer der heller ikke nogen forandring..

Jeg havde sagt til ham at nu tager du dig sku sammen og gør noget ved det for din dovenskab går ud over vores børn.

Anonym skriver:

Jeg er rasende!!

min kæreste har altid haft lidt tendens til at fordreje sandheden til det man gerne vil høre. Ikke som at han er mig utro eller lignende, men små ting som jeg egentligt godt ved ikke er helt rigtige og han ved at jeg ved det. 

Der har været nogle problemer med opstarten på hans studie, så han har skulle kontakte skolen for at komme igang. Bege vores telefoner er i mit navn, så sagde til ham at jeg ville tjekke hvor ofte han havde ringet til skolen (han ved godt jeg tjekker lidt op på ham)

 

han har sagt at han har ringet hver dag til dem, men nu ser jeg at han ikke har ringet hele sidste uge, eller igår som han ellers sagde! Jeg er rasende, hvordan kan han seriøst blive ved med at sige at han har ringet, at de sagde dit og dat osv osv og det ikke passer... 

 

Han får ikke SU før han er optaget på skolen, dvs vi har min ene su at leve for, derfor må jeg tage lån, og bruge de penge jeg har tjent på job i sommerferien som ellers var til opsparing...

det er som om han ikke fatter alvoren i ikke at tage sig sammen, fordi jeg konstant redder os. Men det er jeg nødt til, vi har barn og en mere på vej..

jeg kan mærke at jeg ikke orker mere. 

Hans familie har altid været lidt "dovne" altså det er helt normalt for dem bare at gå hjemme og give den af, men det er det ikke for mig!! 

vi har normalt et fint forhold, selvfølgeligt med vores små kampe, men kan mærke at det her er for meget. 

Også siger han endda, at den nok bare ikke er opdateret (oversigten på nettet) men kan se alle andre opkald han foretog igår!

Min ex-kæreste løj, så det drev. Det var om alle mulige små ting, ikke med økonomiske konsekvenser - vi boede ikke sammen, men det havde store konsekvenser på det psykologiske plan. Det gjorde mig helt gak i låget, aldrig at kunne stole på ham, og selv om jeg er et rationelt menneske med moral, endte jeg med at ringe til ham på det tidspunkt, han skulle være stået op for at nå det tog, som han skulle med for at være til tiden, når vi havde en aftale. Fordi jeg allerede vidste, at han ikke var stået op og heller ikke havde tænkt sig at komme til vores aftale (heller ikke da vi aftalte det) eller endda bare at melde afbud. Jeg vidste det, når han løj, men blev sindssygt såret hver eneste gang alligevel, og i den sidste tid vi var sammen, tog jeg mig selv i at tjekke hans tlf, høre virkelig godt efter, når han talte med sine venner og familie, for at opdage flere løgne og var altid agtvågen i frygt for at blive snydt endnu engang, holdt mere for nar osv. Det var så nedslidende og frygteligt at blive sådan én, man overhovedet ikke ønsker at være, men vel også naturligt og jeg forstår godt at du føler dig nødsaget til at holde øje - hvad hulan skal man gøre..?  Min ex-kæreste fattede ikke, hvad det gjorde ved mig og han var endda psykolog  

Jeg har desværre ingen gode råd, men ville bare fortælle dig, at jeg forstår dig. Det er jo ikke i orden at tjekke et andet menneske ud på den måde, men man bliver i frustration og magtesløshed drevet ud et sted, hvor man ikke kan bunde og hvor man foretager sig illegale handlinger i mangel på gode handlemuligheder. 

Lomm skriver:

Jeg vil sige han udnytter st du redder ham på målstregen hver gang. Tvivler på han forandrer sig (han er jo opdraget sådan) - så du må vel beslutte dig for om du orker det her resten af livet?

En løsning kunne måske være at I boede hver for sig, så I stadig var kærester og fælles om børnene, men ikke delte økonomi. Så kunne det jo være at han efter et par år opdager at man er nødt til at tage ansvar for sig selv.

Har en veninde der var gift med samme type - de endte med at blive skilt (af andre grunde). Han har selvfølgelig samvær med deres fælles barn, og forsøgte engang at afsætte noget dyrt porcelæn til min veninde så han kunne få penge til at betale varme regningen, da der ellers ville blive slukket for varmen - og han skulle have barnet den kommende weekend. Han har skam job, men præsterer altså at brænde alle pengene af uden tanke for dagen imorgen. Ansvar er noget man lærer i løbet af barndommen/ungdom/tidlig voksenliv, så ham her - der nu er tæt på 50 - lærer det nok aldrig - virkelig patetisk!

Tænker også at han har brug for et wake-up Call, for jeg ved jo at han godt kan være ansvarlig og fornuftig.. 

Så måske det er en god løsning at bo lidt hver for sig så han på ny lærer at stå på egne ben. Mit barn og jeg skal alligevel sove ude i weekenden, der kunne det måske være oplagt at han pakkede sine ting.

mit problem er bare at jeg ikke føler jeg bare kan lade ham sejle sin egen sø eller hvad man siger. Men det må jeg øve mig i

Anonym skriver:

Min ex-kæreste løj, så det drev. Det var om alle mulige små ting, ikke med økonomiske konsekvenser - vi boede ikke sammen, men det havde store konsekvenser på det psykologiske plan. Det gjorde mig helt gak i låget, aldrig at kunne stole på ham, og selv om jeg er et rationelt menneske med moral, endte jeg med at ringe til ham på det tidspunkt, han skulle være stået op for at nå det tog, som han skulle med for at være til tiden, når vi havde en aftale. Fordi jeg allerede vidste, at han ikke var stået op og heller ikke havde tænkt sig at komme til vores aftale (heller ikke da vi aftalte det) eller endda bare at melde afbud. Jeg vidste det, når han løj, men blev sindssygt såret hver eneste gang alligevel, og i den sidste tid vi var sammen, tog jeg mig selv i at tjekke hans tlf, høre virkelig godt efter, når han talte med sine venner og familie, for at opdage flere løgne og var altid agtvågen i frygt for at blive snydt endnu engang, holdt mere for nar osv. Det var så nedslidende og frygteligt at blive sådan én, man overhovedet ikke ønsker at være, men vel også naturligt og jeg forstår godt at du føler dig nødsaget til at holde øje - hvad hulan skal man gøre..?  Min ex-kæreste fattede ikke, hvad det gjorde ved mig og han var endda psykolog  

Jeg har desværre ingen gode råd, men ville bare fortælle dig, at jeg forstår dig. Det er jo ikke i orden at tjekke et andet menneske ud på den måde, men man bliver i frustration og magtesløshed drevet ud et sted, hvor man ikke kan bunde og hvor man foretager sig illegale handlinger i mangel på gode handlemuligheder. 

 

Tusind tak, det er rart at vide man ikke er alene. 

Det irritere mig bare grænseløst når han på så mange punkter overrasker, og bryder mønsteret. Men kan bare ikke acceptere at skulle passe ham og stå for det økonomiske alene. Det er jo ikke fordi han kan finde ud af at spare af den grund.

Altså når han opfører sig som et barn så må han jo behandles som et barn... Det er jeres børns mad mm det går ud over og derfor bliver du jo nød til at gøre noget.

Jeg havde nok sagt til ham at de penge du har måtte låne samt opsparingen dem må HAN dække igen. Ud og få et job. 

Derudover ville jeg tage en grundig snak om at løgne ( store som små) ikke mere er acceptable og de skal stoppe NU. Du ved han ar løjet og vælger den lette vej. Og det er bare ikke ok. 

Han lærer det ikke før han en dag stor i lort til halsen. Så ja måske skulle han prøve at få et ansvar for sit ejet liv. Fortæl ham at så længe han ikke har styr på sit liv og ikke vil gøre det der skal til så kan I ikke bo under samme tag eller hvad du nu mener ville være bedst. Nu ved jeg ikke om der er særlige grunde til at han ikke har fået SU for normalt søger man det blot på minsu.dk men sæt dig ned med ham og se at han ringer. Forlang det sker og slip ham ikke ad syne når det sker. Fortæl ham at stopper han løgne ja så stopper dine tjek af ham osv. 

OG så find ud af om du kan leve med det hvis han ikke ændre sig eller ej.