Mami skriver:
Der er ret langt fra den situation der er beskrevet i min optik.
Her snakker vi en kvinde der i den grad har sat sig selv først, hun søger en stilling vel videne hun ikke kan fuldføre den, der er toppen af egoisme i min optik.
I henhold til dit eksempel, har jeg egentlig svært ved at have sympati med en sådanne kvinde, hun bliver gravid velvidende hun er på vej ud af dagpenge systemet som hun åbenbart har været i, i 2 år efter endt uddannelse.
Såfremt kvinden alligevel syntes hun skal have børn lige nu, må hun:
1) søge kontant hjælp
2) søge et job der ikke er tidsbegrænset
3) søge et job hvor udsatte menensker ikke kommer i klemme.
Jeg holder fast på at vi her i Danmark har en skræmmende "jeg" mentalitet "jeg vil have børn nu!" - staten må bare betale eller nogle stakkels børn i et speciel tilbud som ikke har andre muligheder, for hun vil have barn og job nu, så pyt da med hvem det rammer bare det ikke er en selv.
Altså - mit forsigtige bud er, at du intet aner om kvindens situation. Hun kan være blevet gravid uden at det var planlagt (og skal vel ikke tvinges til abort?), eller hun kan have forsøgt sig igennem årelange og opslidende behandlinger (dem er vi også nogle stykke af).
Med hensyn til dine tre punkter, må det dog lige understreges at:
1) Der er ingen sikkerhed for at hun er kontanthjælpsberettiget - med de seneste stramninger er det måske endda mere sandsynligt at hun ikke er.
2) Det er ikke hendes beslutning, men et lovgivnings-krav at hun skal søge dé jobs, som er ledige indenfor rimelige rammer.
3) Dette er heller ikke hendes beslutning, hun er påkrævet at skulle stå til rådighed for alle relevante jobs.
Jeg ved ikke hvor du får dit Danmarksbillede fra mere generelt (andet end at det er noget vi godt kan lide at gå at vrisse lidt over til hinanden) - tvært imod er vi heldigvis et af de lande i verden med højest social tillid - og nogle ville måske endda dristes til at sige "sammenhængskraft".
Lige til sidst: Altså der er jo i øvrigt ingen i denne debat der ikke synes at det er synd for de børn, de kollegaer, og den institution det rammer - det er ikke det som er pointen 