Svigerfamilie? ?

Hejsa. Ved dette indlæg kommer jeg hurtigt til at lyde forkælet og egoistisk, men jeg har simpelthen brug for at komme af med det! Min skønne kæreste og jeg har fået vores første barn, og vi er mega glæde. Sagen er det At.
Min kæreste og jeg lever meget begrænset, og har lille økonomi.(Su og dagpenge )så min min mor har givet barnevogn med alt til. tøj og lidt lejetøj og når vi skal nord på giver hun penge til banzinen. (Vi bor på fyn og begge vores forældre bor i Nordjylland )og en vuggen. sidder og planlægge barnedåb. Og prøver at gør det billigt. min mor har tilbudt at give lidt til maden. Sagen er det nu at jeg sidder og tænker at min mor ikke skal giv mere, da jeg syntes at det er for meget for hende måske  (hun er social og sundhedsassistent) også går det op for mig at min svigerfamilie ikke har tilbudt hjælpe til/med noget, en lille håndsrækning fra svigermor/svigerfar - end ikke da vi skulle købe barnevogn. Det er fuldstændig som om de intet har tænkt sig til os (som ellers virkelig har behov for det) desuden virker de ligeglade når vi fortæller om udstyrt/tøj(ex vores pige skal snart ha tøj i str. 62 og op og vi har ikke noget.) vi vil købe. Det er virkelig begyndt at gå mig på. På den måde at jeg bliver ked af det. Samt tænken om de ikke kan lide os... ��da jeg født kom de med blomster og en kjolesæt. De har penge. Faren tjener godt og det gør morden også.
Tænker jeg vil snakke med min kæreste om det. Men ved slet ikke om jeg skal. Og hvad skal jeg sige?
Er der andre der har prøvet det sammen.
Kæresten og jeg har været sammen i 7 år. Og det var sidste år jeg førstegang fik en julegave. Jeg får heller ikke fødselsdag gaver/kort/hilsen. Jeg blev fartisk ked af det samme grunde. Da jeg blev færdig uddannet. Der var intet. ? Ligger jeg for meget i det?

Wow - hvad med at I begynder selv at købe tingene. Dagpenge og su - det er da ikke sådan at man ikke kan købe noget så. 

Hvad fejler brugte ting?

Jeg har købt alt brugt i fin fin stand og til super priser.

Det gælder også tøj i 56-62 og har lige hentet en kæmpe pose tøj i 68 i total lækker stand for 125 kr.

Jeg er alene og på Elev løn, så der er ikke penge og min familie er kun min mor som er folkepensionist og mine store børn... 

Hejsa. Ved dette indlæg kommer jeg hurtigt til at lyde forkælet og egoistisk, men jeg har simpelthen brug for at komme af med det! Min skønne kæreste og jeg har fået vores første barn, og vi er mega glæde. Sagen er det At.
Min kæreste og jeg lever meget begrænset, og har lille økonomi.(Su og dagpenge )så min min mor har givet barnevogn med alt til. tøj og lidt lejetøj og når vi skal nord på giver hun penge til banzinen. (Vi bor på fyn og begge vores forældre bor i Nordjylland )og en vuggen. sidder og planlægge barnedåb. Og prøver at gør det billigt. min mor har tilbudt at give lidt til maden. Sagen er det nu at jeg sidder og tænker at min mor ikke skal giv mere, da jeg syntes at det er for meget for hende måske  (hun er social og sundhedsassistent) også går det op for mig at min svigerfamilie ikke har tilbudt hjælpe til/med noget, en lille håndsrækning fra svigermor/svigerfar - end ikke da vi skulle købe barnevogn. Det er fuldstændig som om de intet har tænkt sig til os (som ellers virkelig har behov for det) desuden virker de ligeglade når vi fortæller om udstyrt/tøj(ex vores pige skal snart ha tøj i str. 62 og op og vi har ikke noget.) vi vil købe. Det er virkelig begyndt at gå mig på. På den måde at jeg bliver ked af det. Samt tænken om de ikke kan lide os... ��da jeg født kom de med blomster og en kjolesæt. De har penge. Faren tjener godt og det gør morden også.
Tænker jeg vil snakke med min kæreste om det. Men ved slet ikke om jeg skal. Og hvad skal jeg sige?
Er der andre der har prøvet det sammen.
Kæresten og jeg har været sammen i 7 år. Og det var sidste år jeg førstegang fik en julegave. Jeg får heller ikke fødselsdag gaver/kort/hilsen. Jeg blev fartisk ked af det samme grunde. Da jeg blev færdig uddannet. Der var intet. ? Ligger jeg for meget i det?

Min svigermor giver aldrig noget til os, hvorimod min mor og far ofte hjælper økonomisk. Det har jeg aldrig skænket en tanke. Det handler om forskellig mentalitet og indstilling til livet. I svigermors verden er det bare ikke noget man gør, og det har intet at gøre med hendes kærlighed til os eller hendes barnebarn.

At i ikke har noget i str 62 og baby er født. 

Der hopper kæden af for mig. Med mindre du først opdagede din graviditet. Et par timer før fødsel. Kan jeg forstå det. Men hvor har jeres tanker været HELE graviditeten???

 Husk at i også modtager børnepenge, i kan sætte kun til hendes forbrug i hverdagen. 

Som mange har sagt har man ingen penge kan man ik tillade sig at være kræsen, 

Hejsa. Ved dette indlæg kommer jeg hurtigt til at lyde forkælet og egoistisk, men jeg har simpelthen brug for at komme af med det! Min skønne kæreste og jeg har fået vores første barn, og vi er mega glæde. Sagen er det At.
Min kæreste og jeg lever meget begrænset, og har lille økonomi.(Su og dagpenge )så min min mor har givet barnevogn med alt til. tøj og lidt lejetøj og når vi skal nord på giver hun penge til banzinen. (Vi bor på fyn og begge vores forældre bor i Nordjylland )og en vuggen. sidder og planlægge barnedåb. Og prøver at gør det billigt. min mor har tilbudt at give lidt til maden. Sagen er det nu at jeg sidder og tænker at min mor ikke skal giv mere, da jeg syntes at det er for meget for hende måske  (hun er social og sundhedsassistent) også går det op for mig at min svigerfamilie ikke har tilbudt hjælpe til/med noget, en lille håndsrækning fra svigermor/svigerfar - end ikke da vi skulle købe barnevogn. Det er fuldstændig som om de intet har tænkt sig til os (som ellers virkelig har behov for det) desuden virker de ligeglade når vi fortæller om udstyrt/tøj(ex vores pige skal snart ha tøj i str. 62 og op og vi har ikke noget.) vi vil købe. Det er virkelig begyndt at gå mig på. På den måde at jeg bliver ked af det. Samt tænken om de ikke kan lide os... ��da jeg født kom de med blomster og en kjolesæt. De har penge. Faren tjener godt og det gør morden også.
Tænker jeg vil snakke med min kæreste om det. Men ved slet ikke om jeg skal. Og hvad skal jeg sige?
Er der andre der har prøvet det sammen.
Kæresten og jeg har været sammen i 7 år. Og det var sidste år jeg førstegang fik en julegave. Jeg får heller ikke fødselsdag gaver/kort/hilsen. Jeg blev fartisk ked af det samme grunde. Da jeg blev færdig uddannet. Der var intet. ? Ligger jeg for meget i det?

Jeg må give dig ret - du lyder ret forkælet 

dine svigerforældre bestemmer jo selv hvad de vil yde, eller ej, det er jeres unge og jer der vil have dåb, du kan ikke forvente at de betaler andet end en gave.

Kan godt forstå du bliver ked over at blive forbigået ved fødselsdage, uddannelses afslutning osv, når I har været sammen så længe, men måske de ikke har taget jeres forhold seriøst inden der kom barn ind over. Inviterer du dem til din fødselsdag? Er de en del af jeres liv, eller bare nogle forældre der sidder i den anden ende af landet? 

Syns sku det er lidt vildt med alle jer mødre der tydeligt forventer at jeres forældre giver alt muligt, til barnevogne, tøj, tilskud til dåb osv, dette er ikke kun møntet på dig, TS, men noget jeg har tænkt over mange gange før.  I (!!!) er voksne og har valgt at få børn - men jeres forældre skal sku betale til det og ikke mindst skal de stille op og passe barnet - når det passer jer. Og hvis de ikke gør de her ting, virker det som om de ikke bliver vurderet som gode bedsteforældre.

Måske er jeg bare misundelig  Jeg har ingen forældre eller bedsteforældre, ingen der forkæler mig eller mit barn (udover mig selv!).... Men det jeg savner allermest er at kunne ringe til min mor og bede om et godt råd. Eller at kunne ringe til hende og fortælle noget sødt eller sjovt barnet har gjort. Men det kan jeg ikke. 

Nyd nu jeres forældre! og svigerforældre! 

Med alt respekt, så synes jeg godt nok det er en uopdragen måde, at anskue penge på.

Man kan ofte ikke selv gøre for, hvis man sidder i et parforhold hvor den ene part er uden job- men med et liv på SU og dagpenge.. så er der ikke rigtig særlig mange penge. Og det vidste i vel godt, da i valgte at få børn. Der er ingen af jeres forældre, der behøver give en klinke. Det er altsammen jer selv, du har bare været svineheldig. Om ikke andet, må du jo vente med at døbe barnet til i har penge til det. :-) 

Hejsa. Ved dette indlæg kommer jeg hurtigt til at lyde forkælet og egoistisk, men jeg har simpelthen brug for at komme af med det! Min skønne kæreste og jeg har fået vores første barn, og vi er mega glæde. Sagen er det At.
Min kæreste og jeg lever meget begrænset, og har lille økonomi.(Su og dagpenge )så min min mor har givet barnevogn med alt til. tøj og lidt lejetøj og når vi skal nord på giver hun penge til banzinen. (Vi bor på fyn og begge vores forældre bor i Nordjylland )og en vuggen. sidder og planlægge barnedåb. Og prøver at gør det billigt. min mor har tilbudt at give lidt til maden. Sagen er det nu at jeg sidder og tænker at min mor ikke skal giv mere, da jeg syntes at det er for meget for hende måske  (hun er social og sundhedsassistent) også går det op for mig at min svigerfamilie ikke har tilbudt hjælpe til/med noget, en lille håndsrækning fra svigermor/svigerfar - end ikke da vi skulle købe barnevogn. Det er fuldstændig som om de intet har tænkt sig til os (som ellers virkelig har behov for det) desuden virker de ligeglade når vi fortæller om udstyrt/tøj(ex vores pige skal snart ha tøj i str. 62 og op og vi har ikke noget.) vi vil købe. Det er virkelig begyndt at gå mig på. På den måde at jeg bliver ked af det. Samt tænken om de ikke kan lide os... ��da jeg født kom de med blomster og en kjolesæt. De har penge. Faren tjener godt og det gør morden også.
Tænker jeg vil snakke med min kæreste om det. Men ved slet ikke om jeg skal. Og hvad skal jeg sige?
Er der andre der har prøvet det sammen.
Kæresten og jeg har været sammen i 7 år. Og det var sidste år jeg førstegang fik en julegave. Jeg får heller ikke fødselsdag gaver/kort/hilsen. Jeg blev fartisk ked af det samme grunde. Da jeg blev færdig uddannet. Der var intet. ? Ligger jeg for meget i det?

Jeg synes det er dejligt at din familie hjælper jer, men jeg synes ikke man kan forvente det. Det er jer der har fået et barn, det er ikke din svigerfamilie eller din mor for dens sags skyld. Det er jeres barn, så det er jer der skal sørge for de ting og udstyr.. Min svigerfamilie har intet købt til vores udover fødselsdag, jul og til sygehuset, og det er fint. Det er mit barn og mig der skal sørge for de ting, med mine penge. Det kan jeg ikke forvente at nogen andre tager ansvar eller bidrager med, selvom det er dejligt når man uventet får gaver som man står og "mangler" :-)

Vi sad også lidt hårdt i det, men har intet fået af min familie. Til gengæld har min svigermor syet, hæklet og strikket til vores datter. Ingen har givet penge eller andet. Vi har heller ikke bedt om noget.

jeg tror dine svigerforældre er ligesom så mange andre også er:

de tænker sikkert at I har valgt at sætte et barn i verden I har råd til. 

Vær glad for det din familie giver og tænk ikke yderligere over dem der ikke giver. 

Jeg ville ikke bede om økonomisk hjælp fra nogen til noget, specielt ikke en barnedåb, der jo er noget "ekstra" hvis du forstår, i forhold til andet nødvendigt. 

Jeg vil gerne have forklaret hvordan økonomisk hjælp og kærlighed hænger sammen?

Min mor har altid givet meget. En barnevogn til 10000 bare sådan ud af det blå, masser af tøj og sko til min søn osv. Min mands familie er også gavmilde med ting osv, men de giver noget jeg hellere vil have min mor gjorde - de viser interesse og kærlighed.

Ikke sagt at min mor ikke elsker mig det ved jeg hun gør, men der har været nogle episoder i mit liv hvor hun har svigtet totalt - ikke økonomisk men følelsesmæssigt. Hun har ikke gjort det for at være ond det er jeg overbevist om (ellers er det næsten slet ikke til at bære), men det er bare sådan det har været. Jeg bebrejder hende ikke og vi har et udmærket forhold.

Men jeg ville langt hellere have nærvær, omsorg og kærlighed fremfor økonomisk kærlighed. Så i stedet for at fokusere på penge fra svigerfamilien, så synes jeg i stedet du skulle lægge fokus på det med hvorfor de ikke ønsker tillykke fx.

I har fået et barn, og det er et privilegie at I får hjælp fra din mor. Du bør blot være taknemmelig for den hjælp I får og ikke brug energi på den hjælp I ikke får.  Jeg ser ikke nogen grund til at det er et emne du skal åbne op. Lad det være det. Realiteten er, at alle familier har deres måder at vise kærlighed og hjælp på mm. Ingen er mere rigtig end andre. Good luck til jer fremover