Anonym skriver:
Tusind tak for svar alle sammen 
Jeg tog en lang snak med ham i går, startede med at forklare at det hverken var for at være belærende eller irettesættende, men at han var nødt til at høre på mig og det jeg havde at sige. Forklarede ham hvordan min hverdag med smerter er, mere detaljeret end jeg før har gjort. Jeg fortalte ham om mine tanker og frustrationer omkring det, og om hvad det kom til at betyde for fremtiden - både for mit vedkommende arbejdsmæssigt, men også for vores vedkommende, i et liv med hus, hund og børn. Jeg fortalte ham også hvordan man som pårørende eller udefrastående så på hans måde at joke med død og smerte, og forklarede ham at han kom til at fremstå som et meget usympatisk og ondskabsfuldt menneske.
Han lyttede mest, men sagde da jeg var færdig, at det kom forkert ud den gang han udtalte sig om min erstatningssum, og undskyldte at jeg måtte gå med det alene. Han udtalte også at han var fuldt ud indstillet på et liv på den måde, og rundede af med at sige "vi finder ud af det alt sammen".
Jeg kunne se på ham at han tog det til sig, han sad med blanke øjne og kiggede ned på sine hænder, og lod mig bare tale ud. Der er nogle år til at hus for mit vedkommende kommer på tale, og i hvert fald et års tid endnu før børn gør... Så nu har han tid til at bevise at han faktisk kan og vil leve med mig med de vilkår det er på, og jeg kan mærke ordentligt efter... Et godt udgangspunkt er i hvert fald at han lyttede i går, og ikke gik i protest over en "opsang"...
Tak for hjælpen piger 
En dejlig update..
