Er det ok at være sur/skuffet?

Skouboe skriver:

Jeg har selv en sygdom, der involverer kroniske smerter, kronisk træthed, neurologiske og fysiske begrænsninger og mange andre ting, og det kræver rigtigt meget af min mand. Ikke nok med at han må træde til og gribe tingene, når det ramler for mig, men han har heller ikke nogen forudsætning for at rigtigt at forstå, hvordan det er at være mig, så han er nødt til at acceptere hvad jeg siger. Det er ikke som et brækket ben, hvor problemet er helt tydeligt.

Jeg ville nok som minimum slæbe ham med til parterapi, hos en terapeut, der er vant til at arbejde med par, hvor den ene er blevet kronisk syg.

Derudover tænker jeg om du har været henvist til en smerteklinik? De kan hjælpe med råd, vejledning og teknikker til hvordan man kan lære at leve med kroniske smerter.

Det er nemlig det eksempel jeg plejer at benytte mig af når jeg (desværre) er nødt til at forsvare hvorfor jeg umiddelbart virker og syner rask, men slet ikke er det. Du kan se gipsen, og formoder at personen er skadet. Min skade kan ikke ses, medmindre du afklæder mig og betragter min ryg og nakke. Så kan du måske se, hvis du har forstand på det, at min muskulatur er meget skæv. Ellers ikke...

Jeg har overvejet at foreslå ham det, men igen, som beskrevet tidligere, så ser han det på ingen måde som et problem, og jeg tror faktisk at han har glemt alt om det. Han aner sikkert ikke at det fylder enormt meget for mig, nemlig fordi han er usympatisk, og ikke kan sætte sig ind i at sådan nogle udtalelser sårer dybt

Jeg har været på smerteklinik, hovedpineklinik, fysioterapeut, akupunktur mv., men der er ikke noget der kan tage det, ud over en kombi af gigtmedicin og smertestillende... Af og til morfinpiller, udskrevet til de helt tossede dage  Jeg har en CD liggende med vejrtrækningsøvelser, udspændingsøvelser og lignende, men det er kun vejrtrækningen der giver en smule, da jeg tit får hjertebanken og bliver svimmel når jeg har ondt. Det kan give mig lidt ro.

Tak for tanken

Yurie skriver:

Så skulle han prøve at leve med smerterne, bare en dag eller en uge, og så se hvad han siger. Folk der ikke har smerter, ved ikke hvordan det er, så de kan sige dumme ting, at vi overreagere og at vi bare skal tage os sammen, men det kan man ikke altid.
Mine smerter er ikke sådan at jeg er sengeliggende(endnu), men de præger min hver dag(At jeg så også har andre udfordringer udover, hjælper intet) Men hvis man ikke har levet eller oplevet hvad smerterne gør, er det svært at sætte sig ind i.

 

Jeg synes helt ærligt ikke at han lyder som en rar mand, ja man kan være fælles om det, men når man er rask, skal man også tage hensyn til den der er syg, hvis man har en dårlig dag, og der ikke lige er gjort rent, så står man som et par og hjælper hinanden.
Som hvis du har en dag, hvor du bare er nød til at ligge ned hele dagen, og kæresten kommer hjem og ser at man har en dårlig dag, må han gerne sige; Slap du af, skat. Jeg klarer aftensmaden og smårodet..

 

Jeg har prøvet at forklare ham hvor sindssyg og udbrændt man bliver af konstante smerter, men han affejer den med at han da også har spændinger i lænden pga tunge løft på jobbet, hovedpine i ny og næ, men derfor tager han da på job alligevel. Det er bare ikke det samme!

Han er på mange områder enormt sød og omsorgsfuld, er jeg SYG, fx med influenza, så er han over mig med det samme, laver te med honning, køber halspastiller, henter mad udefra, sætter film på osv osv... Det anerkender han, og vil meget gerne behage og hjælpe. Men de kroniske smerter, dem der er der HVER DAG, dem forklejner han og joker med. Jeg har svært ved at forestille mig ham reagere som du beskriver, han ville nok nærmere brokke sig og mene at det var uretfærdigt...

Anonym skriver:

For at gøre en lang historie (relativt) kort, så har jeg for en måneds tid siden fået udbetalt en sum i erstatning, som følge af en ulykke jeg var ude for forrige år, hvor jeg pådrog mig piskesmæld, muskelsprængninger i nakke/skuldre, samt postcommotionelt syndrom som følge af længerevarende blackout/hovedtraume. Jeg blev meget chokkeret over at få afvide at jeg var erstatningsberettiget, da eksempelvis piskesmæld stort set aldrig bliver anerkendt i forsikringssager, og jeg havde på ingen måde forventet dette... Blev selvfølgelig glad, men i særdelshed lettet fordi sagen nu endelig, efter to år var lukket... 

Den dag i dag døjer jeg med spændingshovedpine, migræne, abnorme muskelspændinger, synsforværring, sovende arme/hænder, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær og skæv muskulatur i skuldre og nakke... Jeg har været igennem et utal af undersøgelser, brugt mere tid end de fleste i en MR maskine, haft dage hvor jeg er sengeliggende, jeg er indskrænket ifht kommende erhverv... Og jeg er ikke en gang 25 endnu 

Da jeg fortæller min kæreste at jeg har fået erstatning, er hans første kommentar "det bliver de lettest tjente *** kroner du nogensinde kommer til at have rådighed over" og efterfølgende udtalelser i retningen af "tror sgu jeg lægger mig på vejen og bliver kørt over, så kan jeg købe mig en fed bil" osv...

Jeg blev sur, han gik i forsvar, og vi begravede den der... En måned efter får jeg nærmest kvalme af at se på ham når jeg tænker på det. Jeg kæmper hver eneste dag med smerter og et handicap der ikke er til at se og føle på... Og han tillader sig at bagatelisere og joke med det!? Er det ok jeg er sur??

Wauw. Tænk at have så lidt forståelse for hvad du har været igennem.  Jeg ville ikke ønske at være i forhold med ham 

l.kjoeller skriver:

Wauw. Tænk at have så lidt forståelse for hvad du har været igennem.  Jeg ville ikke ønske at være i forhold med ham 

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i at man IKKE kan blive ked af det og værne om den man elsker, når vedkommende har ondt og ikke har det godt...  Jeg selv får automatisk medfølelse med pårørende til personer der bliver skadet eller afgår ved døden, jeg græder tit til film, jeg vil redde alle dyr i hele verden fra onde ting, jeg vrælede som en sindssyg da jeg blev faster, og bare TANKEN om at nogen i min familie eller omgangskreds skulle blive syge giver mig en klump i halsen. Vi snakkede på et tidspunkt om den dag vores forældre ikke skulle være her mere, og jeg peb lidt mens vi snakkede. Min kæreste sagde noget i retningen af "selvfølgelig bliver det da trist når mine forældre dør, specielt min far, men man kommer jo videre" og så var det det...

Jeg ved godt at mænd har en tendens til at skulle spille tough, men come on... Det her er jo ikke ok...

Anonym skriver:

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i at man IKKE kan blive ked af det og værne om den man elsker, når vedkommende har ondt og ikke har det godt...  Jeg selv får automatisk medfølelse med pårørende til personer der bliver skadet eller afgår ved døden, jeg græder tit til film, jeg vil redde alle dyr i hele verden fra onde ting, jeg vrælede som en sindssyg da jeg blev faster, og bare TANKEN om at nogen i min familie eller omgangskreds skulle blive syge giver mig en klump i halsen. Vi snakkede på et tidspunkt om den dag vores forældre ikke skulle være her mere, og jeg peb lidt mens vi snakkede. Min kæreste sagde noget i retningen af "selvfølgelig bliver det da trist når mine forældre dør, specielt min far, men man kommer jo videre" og så var det det...

Jeg ved godt at mænd har en tendens til at skulle spille tough, men come on... Det her er jo ikke ok...

Helt enig. Ville heller ikke blive med ham 

Anonym skriver:

For at gøre en lang historie (relativt) kort, så har jeg for en måneds tid siden fået udbetalt en sum i erstatning, som følge af en ulykke jeg var ude for forrige år, hvor jeg pådrog mig piskesmæld, muskelsprængninger i nakke/skuldre, samt postcommotionelt syndrom som følge af længerevarende blackout/hovedtraume. Jeg blev meget chokkeret over at få afvide at jeg var erstatningsberettiget, da eksempelvis piskesmæld stort set aldrig bliver anerkendt i forsikringssager, og jeg havde på ingen måde forventet dette... Blev selvfølgelig glad, men i særdelshed lettet fordi sagen nu endelig, efter to år var lukket... 

Den dag i dag døjer jeg med spændingshovedpine, migræne, abnorme muskelspændinger, synsforværring, sovende arme/hænder, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær og skæv muskulatur i skuldre og nakke... Jeg har været igennem et utal af undersøgelser, brugt mere tid end de fleste i en MR maskine, haft dage hvor jeg er sengeliggende, jeg er indskrænket ifht kommende erhverv... Og jeg er ikke en gang 25 endnu 

Da jeg fortæller min kæreste at jeg har fået erstatning, er hans første kommentar "det bliver de lettest tjente *** kroner du nogensinde kommer til at have rådighed over" og efterfølgende udtalelser i retningen af "tror sgu jeg lægger mig på vejen og bliver kørt over, så kan jeg købe mig en fed bil" osv...

Jeg blev sur, han gik i forsvar, og vi begravede den der... En måned efter får jeg nærmest kvalme af at se på ham når jeg tænker på det. Jeg kæmper hver eneste dag med smerter og et handicap der ikke er til at se og føle på... Og han tillader sig at bagatelisere og joke med det!? Er det ok jeg er sur??

Jeg har fuldt ud forståelse for at du er skuffet og sur på ham, det er ikke en i orden måde at reagere på fra hans side - han burde være støttende og forstående for hvordan du har det . . 

Jeg var blevet rigtig sur eller rasende på min kæreste hvis han havde sagt sådan da jeg endelig fik svar på min arbejdsskade for nyligt hvor jeg har en ødelagt ryg resten af mit liv . . 

Anonym skriver:

Jeg har prøvet at forklare ham hvor sindssyg og udbrændt man bliver af konstante smerter, men han affejer den med at han da også har spændinger i lænden pga tunge løft på jobbet, hovedpine i ny og næ, men derfor tager han da på job alligevel. Det er bare ikke det samme!

Han er på mange områder enormt sød og omsorgsfuld, er jeg SYG, fx med influenza, så er han over mig med det samme, laver te med honning, køber halspastiller, henter mad udefra, sætter film på osv osv... Det anerkender han, og vil meget gerne behage og hjælpe. Men de kroniske smerter, dem der er der HVER DAG, dem forklejner han og joker med. Jeg har svært ved at forestille mig ham reagere som du beskriver, han ville nok nærmere brokke sig og mene at det var uretfærdigt...

Det er svært at leve med en mand der ikke forstår hvordan man har det når man har smerter, ja han har også smerter, men de kommer ikke i nærheden af dem du har hver dag, og det er svært for ham at forstå.. (og ja jeg forstår det godt, men det gør det ikke rigtigt) Hvis jeg ikke havde haft smerter, ville jeg heller ikke vide hvordan det er at leve med smerter hver dag, men jeg har dem, så jeg ved..

Som en siger, terapi er en god ide, eller tage ham med på smerteklinik(måske kan de vise ham hvor slemme dine smerter er, at han oplever dem på egen krop) eller lægen. Så det ikke er dig der fortæller ham det, men fagfolk, så han måske lytter, forstår det bedre.

Men du skal overveje om du kan leve med en mand, der ser på dine smerter som en joke, hvordan vil livet være med børn, hund, hus og  hverdagen..??

Du har alt ret til at være sur - gal ja edder spændt rasende. 

Undskyld min lige fremhed,men hvad laver du sammen med ham?

Jeg er selv kronisk syg,og man kan ikke leve sammen med et menneske,der hverken vil anerkende man er syg,eller vil sætte sig ind i det,og ikke har bare en smule empati i kroppen.

Alle mine alarmklokker ringer højlydt.

Anonym skriver:

Jeg har prøvet at forklare ham hvor sindssyg og udbrændt man bliver af konstante smerter, men han affejer den med at han da også har spændinger i lænden pga tunge løft på jobbet, hovedpine i ny og næ, men derfor tager han da på job alligevel. Det er bare ikke det samme!

Han er på mange områder enormt sød og omsorgsfuld, er jeg SYG, fx med influenza, så er han over mig med det samme, laver te med honning, køber halspastiller, henter mad udefra, sætter film på osv osv... Det anerkender han, og vil meget gerne behage og hjælpe. Men de kroniske smerter, dem der er der HVER DAG, dem forklejner han og joker med. Jeg har svært ved at forestille mig ham reagere som du beskriver, han ville nok nærmere brokke sig og mene at det var uretfærdigt...

Han lyder til at være en af dem som ikke kan sætte sig ind i andre folks situation hvis han  ikke selv har været i den. F.eks har han ikke været kronisk syg og kan ikke sætte sig ind i det.  Men han har haft influenza og kan derfor godt passe dig fordi han ved hvordan det føles. Manglende empati hedder det vidst. Tror du han kan eller vil  ændre sig ? Jeg var godt nok blevet fornærmet og skuffet i din situation.  De penge har du fået for al din svie og smerte. Og det er da surt tjente penge. Ingen ønsker da at være syg.

Tusind tak for svar alle sammen 

Jeg tog en lang snak med ham i går, startede med at forklare at det hverken var for at være belærende eller irettesættende, men at han var nødt til at høre på mig og det jeg havde at sige. Forklarede ham hvordan min hverdag med smerter er, mere detaljeret end jeg før har gjort. Jeg fortalte ham om mine tanker og frustrationer omkring det, og om hvad det kom til at betyde for fremtiden - både for mit vedkommende arbejdsmæssigt, men også for vores vedkommende, i et liv med hus, hund og børn. Jeg fortalte ham også hvordan man som pårørende eller udefrastående så på hans måde at joke med død og smerte, og forklarede ham at han kom til at fremstå som et meget usympatisk og ondskabsfuldt menneske.

Han lyttede mest, men sagde da jeg var færdig, at det kom forkert ud den gang han udtalte sig om min erstatningssum, og undskyldte at jeg måtte gå med det alene. Han udtalte også at han var fuldt ud indstillet på et liv på den måde, og rundede af med at sige "vi finder ud af det alt sammen".

Jeg kunne se på ham at han tog det til sig, han sad med blanke øjne og kiggede ned på sine hænder, og lod mig bare tale ud. Der er nogle år til at hus for mit vedkommende kommer på tale, og i hvert fald et års tid endnu før børn gør... Så nu har han tid til at bevise at han faktisk kan og vil leve med mig med de vilkår det er på, og jeg kan mærke ordentligt efter... Et godt udgangspunkt er i hvert fald at han lyttede i går, og ikke gik i protest over en "opsang"... 

Tak for hjælpen piger