Er det ok at være sur/skuffet?

For at gøre en lang historie (relativt) kort, så har jeg for en måneds tid siden fået udbetalt en sum i erstatning, som følge af en ulykke jeg var ude for forrige år, hvor jeg pådrog mig piskesmæld, muskelsprængninger i nakke/skuldre, samt postcommotionelt syndrom som følge af længerevarende blackout/hovedtraume. Jeg blev meget chokkeret over at få afvide at jeg var erstatningsberettiget, da eksempelvis piskesmæld stort set aldrig bliver anerkendt i forsikringssager, og jeg havde på ingen måde forventet dette... Blev selvfølgelig glad, men i særdelshed lettet fordi sagen nu endelig, efter to år var lukket... 

Den dag i dag døjer jeg med spændingshovedpine, migræne, abnorme muskelspændinger, synsforværring, sovende arme/hænder, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær og skæv muskulatur i skuldre og nakke... Jeg har været igennem et utal af undersøgelser, brugt mere tid end de fleste i en MR maskine, haft dage hvor jeg er sengeliggende, jeg er indskrænket ifht kommende erhverv... Og jeg er ikke en gang 25 endnu 

Da jeg fortæller min kæreste at jeg har fået erstatning, er hans første kommentar "det bliver de lettest tjente *** kroner du nogensinde kommer til at have rådighed over" og efterfølgende udtalelser i retningen af "tror sgu jeg lægger mig på vejen og bliver kørt over, så kan jeg købe mig en fed bil" osv...

Jeg blev sur, han gik i forsvar, og vi begravede den der... En måned efter får jeg nærmest kvalme af at se på ham når jeg tænker på det. Jeg kæmper hver eneste dag med smerter og et handicap der ikke er til at se og føle på... Og han tillader sig at bagatelisere og joke med det!? Er det ok jeg er sur??

Jeg håber det var et kikset forsøg på at være sjov, for nej synes bestemt ikke det er noget at joke med. 

Tror det er de færreste der vil bytte kontanter for evigt kroniske smerter, men når han ikke har prøvet det, virker det måske som "nemt tjente penge"

Jeg ville helt klart sætte ham ned og forklare det... Selvom det undrer mig at det er nødvendigt at han ikke allerede har en form for naturlig forståelse for det du har været igennem og nu lider under....

Jeg var godt nok blev mega sur og skuffet hvis det var min kæreste der havde sagt sådan omkring mit piskesmæld! 

Jeg ville ik kalde kroniske smerter, migræne og føleforstyrrelser for nemt tjente penge. Ud over det så kommer mange af de kr du har fået, til at gå til fys og massør behandlinger, piller osv. Det er da i hvert fald hva jeg bruger min erstatning på, efter jeg fik piskesmæld for 12 år siden! Vh stine

Loa skriver:

Jeg håber det var et kikset forsøg på at være sjov, for nej synes bestemt ikke det er noget at joke med. 

Tror det er de færreste der vil bytte kontanter for evigt kroniske smerter, men når han ikke har prøvet det, virker det måske som "nemt tjente penge"

Jeg ville helt klart sætte ham ned og forklare det... Selvom det undrer mig at det er nødvendigt at han ikke allerede har en form for naturlig forståelse for det du har været igennem og nu lider under....

Det ville jeg ønske at det var, men i og med at jeg kender ham, så ved jeg at det var alt andet end det... Han nød nærmest stødt da han sagde det, som om han synes det var forkasteligt... Han har ydermere udtalt at han slet ikke kan forholde sig til at man skal have penge for at blive skadet ifbm noget man selv har valgt at udsætte sig selv for...  Man vælger at køre bil, men ikke at blive impliceret i et uheld, man vælger at være cyklist, men ikke at blive kørt ned, osv.... Det forstod han ikke! 

Jeg ville give alverdens penge for at slippe for kroniske smerter...

StineW79 skriver:

Jeg var godt nok blev mega sur og skuffet hvis det var min kæreste der havde sagt sådan omkring mit piskesmæld! 

Jeg ville ik kalde kroniske smerter, migræne og føleforstyrrelser for nemt tjente penge. Ud over det så kommer mange af de kr du har fået, til at gå til fys og massør behandlinger, piller osv. Det er da i hvert fald hva jeg bruger min erstatning på, efter jeg fik piskesmæld for 12 år siden! Vh stine

Jeg forstår heller ikke hvordan han kan finde på det... Han er sgu godt opdraget af nogle gode forældre... Og alligevel har han en tendens til at være "lige ud af posen" og fordømme andre hvis ikke han selv får "en bid af kagen"... Eksempelvis ifbm forfremmelser, lottogevinster, familieforøgelse etz... Han kan ikke glæde sig på andres vegne 

Mine erstatningspenge står på en konto, hvor de pt bare står og står. Knap 300 af dem er gået til ibumetin og kvalmestillende, da stærk gigtmedicin er det eneste der kan dulme en smule... Kvalmestillende er godt når jeg får kvalme af smerten, og når jeg får spændingshovedpiner eller migræneanfald... 

Han spurgte et par dage efter hændelsen der hvor han udtalte sig meget uheldigt, om ikke jeg selv synes at det var passende at sætte pengene ind på den konto vi (han) pt har til huskøb... Jeg spurgte så hvorfor han ikke flyttede sin opsparing derover på, og dertil svarede han "de penge skal jeg bruge selv, dem har jeg tjent ved at arbejde for dem, så det er ikke fair hvis de skal gå til os" 

Jeg er simpelthen målløs...

Anonym skriver:

Jeg forstår heller ikke hvordan han kan finde på det... Han er sgu godt opdraget af nogle gode forældre... Og alligevel har han en tendens til at være "lige ud af posen" og fordømme andre hvis ikke han selv får "en bid af kagen"... Eksempelvis ifbm forfremmelser, lottogevinster, familieforøgelse etz... Han kan ikke glæde sig på andres vegne 

Mine erstatningspenge står på en konto, hvor de pt bare står og står. Knap 300 af dem er gået til ibumetin og kvalmestillende, da stærk gigtmedicin er det eneste der kan dulme en smule... Kvalmestillende er godt når jeg får kvalme af smerten, og når jeg får spændingshovedpiner eller migræneanfald... 

Han spurgte et par dage efter hændelsen der hvor han udtalte sig meget uheldigt, om ikke jeg selv synes at det var passende at sætte pengene ind på den konto vi (han) pt har til huskøb... Jeg spurgte så hvorfor han ikke flyttede sin opsparing derover på, og dertil svarede han "de penge skal jeg bruge selv, dem har jeg tjent ved at arbejde for dem, så det er ikke fair hvis de skal gå til os" 

Jeg er simpelthen målløs...

Han skal sku ikke have nogle af dine erstatning penge ! 

De skal hjælpe dig med piller og de værse behandlinger for dine smerter og forsøde din tilværelse lidt i alle de smerter du skal leve i syntes du skal bruge de penge på dig selv og intet på ham slet ikke når han kommer med de komintare  jeg er selv kronisk syg og vis min kæreste var kommet med de udtalelser din er var jeg blevet ekstremt sur og vis han bare ikke kunne forstå hvor ondt jeg havde og var lige glad ja så var jeg smuttet !! 

Tænker du og din kæreste skal have en lang snak inden I skal dele et liv sammen fx med fælles hjem (ved jeg ikke om I har) og børn (ved jeg jo heller ikke om I har), for han skal kunne forstå og rumme de kroniske smerter du desværre har fået med og skal bumle med måske hele livet. Han skal forstå det giver dig begrænsninger og du derfor fx har fået en erstatning fordi man vurderer du har mistet noget arbejdsevne ig det vik også have effekt på jeres hverdag.

Derudover så ville jeg kigge mig selv dybt i øjnene og overveje, hvad kan gøre mit liv nemmere hvis jeg tænker et liv med de her smerter, er det et hus, er det at have penge til behandlinger, er det....? Og så reservere pengene til det. 

anna111 skriver:

Han skal sku ikke have nogle af dine erstatning penge ! 

De skal hjælpe dig med piller og de værse behandlinger for dine smerter og forsøde din tilværelse lidt i alle de smerter du skal leve i syntes du skal bruge de penge på dig selv og intet på ham slet ikke når han kommer med de komintare  jeg er selv kronisk syg og vis min kæreste var kommet med de udtalelser din er var jeg blevet ekstremt sur og vis han bare ikke kunne forstå hvor ondt jeg havde og var lige glad ja så var jeg smuttet !! 

Nej, vel?

Må indrømme at tanken om at smutte strejfede mig efter hans udtalelse... Jeg har, på trods af tydelig utilfredshed og skuffelse ikke fået en undskyldning... 

Og jeg kan mærke at det brænder indenvendigt hver gang jeg tænker på det...

lineog4 skriver:

Tænker du og din kæreste skal have en lang snak inden I skal dele et liv sammen fx med fælles hjem (ved jeg ikke om I har) og børn (ved jeg jo heller ikke om I har), for han skal kunne forstå og rumme de kroniske smerter du desværre har fået med og skal bumle med måske hele livet. Han skal forstå det giver dig begrænsninger og du derfor fx har fået en erstatning fordi man vurderer du har mistet noget arbejdsevne ig det vik også have effekt på jeres hverdag.

Derudover så ville jeg kigge mig selv dybt i øjnene og overveje, hvad kan gøre mit liv nemmere hvis jeg tænker et liv med de her smerter, er det et hus, er det at have penge til behandlinger, er det....? Og så reservere pengene til det. 

 

Vi har hverken hus eller børn, men planerne har da indtil videre været der om begge dele inden for en overskuelig fremtid... Men ja, jeg har da mine tanker nu, om det kan lade sig gøre, når han tydeligvis har så lidt empati og forståelse for min situation... 

Hvad hvis vi står med et lille barn, og jeg pludselig ligger vandret med føleforstyrrelser og migræne? Jeg ved ikke om han kan håndtere det, og jeg kan ikke klare fornedrende eller negative kommentarer, jeg er nærmest i en anden verden i de tilfælde... 

Risikoen for at jeg med tiden skal arbejde nedsat tid og dermed have en lavere indtægt er relativt stor, og med hans store armbevægelser ifht hus, ferier mv, så vil jeg være slemt bange for ikke at kunne følge med...

Mine forsikringspenge skal stå som en opsparing... De skal dække mit medicingforbrug, en lille slat af det skal gå til en forsødende sydlandsferie (har aldrig været sydpå), og resten bliver stående til hvis jeg skulle få brug for penge i en hård tid  

Anonym skriver:

Jeg forstår heller ikke hvordan han kan finde på det... Han er sgu godt opdraget af nogle gode forældre... Og alligevel har han en tendens til at være "lige ud af posen" og fordømme andre hvis ikke han selv får "en bid af kagen"... Eksempelvis ifbm forfremmelser, lottogevinster, familieforøgelse etz... Han kan ikke glæde sig på andres vegne 

Mine erstatningspenge står på en konto, hvor de pt bare står og står. Knap 300 af dem er gået til ibumetin og kvalmestillende, da stærk gigtmedicin er det eneste der kan dulme en smule... Kvalmestillende er godt når jeg får kvalme af smerten, og når jeg får spændingshovedpiner eller migræneanfald... 

Han spurgte et par dage efter hændelsen der hvor han udtalte sig meget uheldigt, om ikke jeg selv synes at det var passende at sætte pengene ind på den konto vi (han) pt har til huskøb... Jeg spurgte så hvorfor han ikke flyttede sin opsparing derover på, og dertil svarede han "de penge skal jeg bruge selv, dem har jeg tjent ved at arbejde for dem, så det er ikke fair hvis de skal gå til os" 

Jeg er simpelthen målløs...

Jeg synes, du er nødt til at overveje jeres forhold.

Du ser frem mod et liv med kroniske smerter og nedsat arbejdsevne. Det er i sig selv udfordrende - men kan også medføre nogle klare prioriteringer hos dig, der kan give andre former for livskvalitet.

Det liv kan være svært at dele med en mand, der tænker meget firkantet om mit/dit, de penge 'JEG har TJENT på hårdt arbejde', din 'lette tilværelse' som (måske) deltidsarbejdende. 

Det kan over tid slide på selvværdet og give et meget skævt forhold.