Er det ok at være sur/skuffet?

LisbetB skriver:

Jeg synes, du er nødt til at overveje jeres forhold.

Du ser frem mod et liv med kroniske smerter og nedsat arbejdsevne. Det er i sig selv udfordrende - men kan også medføre nogle klare prioriteringer hos dig, der kan give andre former for livskvalitet.

Det liv kan være svært at dele med en mand, der tænker meget firkantet om mit/dit, de penge 'JEG har TJENT på hårdt arbejde', din 'lette tilværelse' som (måske) deltidsarbejdende. 

Det kan over tid slide på selvværdet og give et meget skævt forhold.

Måske har du ret... Jeg kan frygte det, med de reaktioner jeg har set indtil nu  Jeg forstår ikke at man kan have den mangel på empati... Jeg er både skuffet, vred og ked af det, og det har unægteligt kunne mærkes...

Anonym skriver:

For at gøre en lang historie (relativt) kort, så har jeg for en måneds tid siden fået udbetalt en sum i erstatning, som følge af en ulykke jeg var ude for forrige år, hvor jeg pådrog mig piskesmæld, muskelsprængninger i nakke/skuldre, samt postcommotionelt syndrom som følge af længerevarende blackout/hovedtraume. Jeg blev meget chokkeret over at få afvide at jeg var erstatningsberettiget, da eksempelvis piskesmæld stort set aldrig bliver anerkendt i forsikringssager, og jeg havde på ingen måde forventet dette... Blev selvfølgelig glad, men i særdelshed lettet fordi sagen nu endelig, efter to år var lukket... 

Den dag i dag døjer jeg med spændingshovedpine, migræne, abnorme muskelspændinger, synsforværring, sovende arme/hænder, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær og skæv muskulatur i skuldre og nakke... Jeg har været igennem et utal af undersøgelser, brugt mere tid end de fleste i en MR maskine, haft dage hvor jeg er sengeliggende, jeg er indskrænket ifht kommende erhverv... Og jeg er ikke en gang 25 endnu 

Da jeg fortæller min kæreste at jeg har fået erstatning, er hans første kommentar "det bliver de lettest tjente *** kroner du nogensinde kommer til at have rådighed over" og efterfølgende udtalelser i retningen af "tror sgu jeg lægger mig på vejen og bliver kørt over, så kan jeg købe mig en fed bil" osv...

Jeg blev sur, han gik i forsvar, og vi begravede den der... En måned efter får jeg nærmest kvalme af at se på ham når jeg tænker på det. Jeg kæmper hver eneste dag med smerter og et handicap der ikke er til at se og føle på... Og han tillader sig at bagatelisere og joke med det!? Er det ok jeg er sur??

Nej det er ikke sjovt at joke omkring det, for det er et helvede at leve i, og jeg ville ønske at jeg ikke havde mine smerter.
Han er nød til at forstå at det altså ikke er for sjov, og man joker ikke med at komme til skade, for hvad hvis det nu virkelig sker, men skaderne er meget voldsommere, er det så sjovt mere?

Det omkring pengene, bare fordi du ikke har tjent dine, er det da ikke ensbetydende med at I skal dele dem, og hans ikke. Dine skal bruges til at du kan klare en hver dag, hans til hverdagen, så I kan leve.

Jeg ville sætte mig ned og tage en snak med ham, hvor du fortæller hvordan din hver dag er, og at det ikke bare er en leg.
Og så ville jeg helt sikkert overvejer et forhold, hvor han opfører sig på den måde, allerede nu. Hvad når der kom børn, og du en dag bare ikke kan gøre noget, vil han træde frem og hjælpe, eller vil han brokke sig over at du altid har ondt, og du ikke laver noget.. ?? Eller at han har haft en hård dag på arbejde, og har brug for hvile, og at du har "slappet" af hele dagen, så du kan sagtens klare resten af dagen.

Han lyder til at han ikke har meget forståelse overfor andre, at han ser et liv med kroniske smerter, som den lette vej ud.

For at gøre en lang historie (relativt) kort, så har jeg for en måneds tid siden fået udbetalt en sum i erstatning, som følge af en ulykke jeg var ude for forrige år, hvor jeg pådrog mig piskesmæld, muskelsprængninger i nakke/skuldre, samt postcommotionelt syndrom som følge af længerevarende blackout/hovedtraume. Jeg blev meget chokkeret over at få afvide at jeg var erstatningsberettiget, da eksempelvis piskesmæld stort set aldrig bliver anerkendt i forsikringssager, og jeg havde på ingen måde forventet dette... Blev selvfølgelig glad, men i særdelshed lettet fordi sagen nu endelig, efter to år var lukket... 

Den dag i dag døjer jeg med spændingshovedpine, migræne, abnorme muskelspændinger, synsforværring, sovende arme/hænder, koncentrationsbesvær, hukommelsesbesvær og skæv muskulatur i skuldre og nakke... Jeg har været igennem et utal af undersøgelser, brugt mere tid end de fleste i en MR maskine, haft dage hvor jeg er sengeliggende, jeg er indskrænket ifht kommende erhverv... Og jeg er ikke en gang 25 endnu 

Da jeg fortæller min kæreste at jeg har fået erstatning, er hans første kommentar "det bliver de lettest tjente *** kroner du nogensinde kommer til at have rådighed over" og efterfølgende udtalelser i retningen af "tror sgu jeg lægger mig på vejen og bliver kørt over, så kan jeg købe mig en fed bil" osv...

Jeg blev sur, han gik i forsvar, og vi begravede den der... En måned efter får jeg nærmest kvalme af at se på ham når jeg tænker på det. Jeg kæmper hver eneste dag med smerter og et handicap der ikke er til at se og føle på... Og han tillader sig at bagatelisere og joke med det!? Er det ok jeg er sur??

Ja, det er okay at du er sur.

Er du sikker på at det er en god idé at binde sig så tungt økonomisk (som et hus jo er) til en mand med så "sympatiske" holdninger? 

I forhold til Hvad du gennemgår syntes jeg sgu din kæreste lyder som et uføltsomt bæst 

Jeg har selv en sygdom, der involverer kroniske smerter, kronisk træthed, neurologiske og fysiske begrænsninger og mange andre ting, og det kræver rigtigt meget af min mand. Ikke nok med at han må træde til og gribe tingene, når det ramler for mig, men han har heller ikke nogen forudsætning for at rigtigt at forstå, hvordan det er at være mig, så han er nødt til at acceptere hvad jeg siger. Det er ikke som et brækket ben, hvor problemet er helt tydeligt.

Jeg ville nok som minimum slæbe ham med til parterapi, hos en terapeut, der er vant til at arbejde med par, hvor den ene er blevet kronisk syg.

Derudover tænker jeg om du har været henvist til en smerteklinik? De kan hjælpe med råd, vejledning og teknikker til hvordan man kan lære at leve med kroniske smerter.

Yurie skriver:

Nej det er ikke sjovt at joke omkring det, for det er et helvede at leve i, og jeg ville ønske at jeg ikke havde mine smerter.
Han er nød til at forstå at det altså ikke er for sjov, og man joker ikke med at komme til skade, for hvad hvis det nu virkelig sker, men skaderne er meget voldsommere, er det så sjovt mere?

Det omkring pengene, bare fordi du ikke har tjent dine, er det da ikke ensbetydende med at I skal dele dem, og hans ikke. Dine skal bruges til at du kan klare en hver dag, hans til hverdagen, så I kan leve.

Jeg ville sætte mig ned og tage en snak med ham, hvor du fortæller hvordan din hver dag er, og at det ikke bare er en leg.
Og så ville jeg helt sikkert overvejer et forhold, hvor han opfører sig på den måde, allerede nu. Hvad når der kom børn, og du en dag bare ikke kan gøre noget, vil han træde frem og hjælpe, eller vil han brokke sig over at du altid har ondt, og du ikke laver noget.. ?? Eller at han har haft en hård dag på arbejde, og har brug for hvile, og at du har "slappet" af hele dagen, så du kan sagtens klare resten af dagen.

Han lyder til at han ikke har meget forståelse overfor andre, at han ser et liv med kroniske smerter, som den lette vej ud.

Jeg har gjort det meget klart for ham at det absolut ikke er en joke, men derimod meget meget alvorligt og virkeligt. Han mente at jeg skulle hidse mig ned, og at jeg overreagerede...
Det er et mareridt at gå fra at være enormt fysisk aktiv, overlegen fysisk ifht sportsudøvning, generel udholdenhed, overskudsmæssigt mv, for så nu ikke at have bare EN dag uden smerter eller gener... Postcommotionelt syndrom forringer bl.a. evnen til at fokusere og koncentrere sig, mit fokus er meget "flyvsk", og i en forsamling med mange mennesker deltager jeg passivt i flere samtaler end hvad godt er, så en tur ud og shoppe resulterer i abnorm træthed og et lettere akut søvnbehov for 3-4 timers tid efterfølgende...

Jeg prøvede her den anden dag at stikke lidt til ham ifht en fremtid med en lille baby, han er på arbejde og jeg har været hjemme hele dagen. Han kommer hjem, og der er måske kun lige blevet støvsuget, tømt opvasker og lavet aftensmad, for overskuddet har ikke været til mere. Hans kommentar var noget i retningen af, at selvom man gik hjemme på barsel og havde meget at se til med en baby, så skulle man stadig være fælles om tingene, og dermed ligeværdige. Med en baby, kroniske smerter og en husholdning vil vi ikke kunne være ligeværdige... Det er, som du skriver, som om han ikke ser alvoren i kroniske smerter, og mener at det er "nemt".

ErDetSnartNU skriver:

Er du sikker på at det er en god idé at binde sig så tungt økonomisk (som et hus jo er) til en mand med så "sympatiske" holdninger? 

Jeg har pt meldt ud at jeg ikke vil bindes til noget som helst så længe jeg er studerende (hvilket er 4-5 år endnu), så jeg har noget tid til at tænke mig godt om i. Hans udtalelse om hvorvidt pengene ikke skulle gå til "huskontoen" var før jeg meldte ud mht mit standpunkt.

Troldemommi skriver:

I forhold til Hvad du gennemgår syntes jeg sgu din kæreste lyder som et uføltsomt bæst 

 

Ufølsom er måske i virkeligheden (desværre) et passende ord  Forleden delte han en artikel på fb med en mand som var død under sportsudøvelse og skrev noget med "pas på, sport er farligt, ha ha"... Jeg sagde til ham at jeg synes at det var meget upassende, og han vrængede bare af mig og sagde at jeg var sippet.
For nogle måneder siden fortalte jeg ham om en artikel jeg havde læst på EB, hvor en ældre mand ved et uheld havde overset en kant og var bakket i havnen med sin bil, og druknet... Hans reaktion var noget i retningen af "så kan han fandme da lade være med at køre bil, hvis ikke han kan se en skid"

Jo mere jeg tænker over det, jo flere tilfælde har der egentlig været hvor jeg har opfattet hans udmeldinger som dybt usympatiske og usmagelige

Anonym skriver:

Jeg har gjort det meget klart for ham at det absolut ikke er en joke, men derimod meget meget alvorligt og virkeligt. Han mente at jeg skulle hidse mig ned, og at jeg overreagerede...
Det er et mareridt at gå fra at være enormt fysisk aktiv, overlegen fysisk ifht sportsudøvning, generel udholdenhed, overskudsmæssigt mv, for så nu ikke at have bare EN dag uden smerter eller gener... Postcommotionelt syndrom forringer bl.a. evnen til at fokusere og koncentrere sig, mit fokus er meget "flyvsk", og i en forsamling med mange mennesker deltager jeg passivt i flere samtaler end hvad godt er, så en tur ud og shoppe resulterer i abnorm træthed og et lettere akut søvnbehov for 3-4 timers tid efterfølgende...

Jeg prøvede her den anden dag at stikke lidt til ham ifht en fremtid med en lille baby, han er på arbejde og jeg har været hjemme hele dagen. Han kommer hjem, og der er måske kun lige blevet støvsuget, tømt opvasker og lavet aftensmad, for overskuddet har ikke været til mere. Hans kommentar var noget i retningen af, at selvom man gik hjemme på barsel og havde meget at se til med en baby, så skulle man stadig være fælles om tingene, og dermed ligeværdige. Med en baby, kroniske smerter og en husholdning vil vi ikke kunne være ligeværdige... Det er, som du skriver, som om han ikke ser alvoren i kroniske smerter, og mener at det er "nemt".

Så skulle han prøve at leve med smerterne, bare en dag eller en uge, og så se hvad han siger. Folk der ikke har smerter, ved ikke hvordan det er, så de kan sige dumme ting, at vi overreagere og at vi bare skal tage os sammen, men det kan man ikke altid.
Mine smerter er ikke sådan at jeg er sengeliggende(endnu), men de præger min hver dag(At jeg så også har andre udfordringer udover, hjælper intet) Men hvis man ikke har levet eller oplevet hvad smerterne gør, er det svært at sætte sig ind i.

Jeg synes helt ærligt ikke at han lyder som en rar mand, ja man kan være fælles om det, men når man er rask, skal man også tage hensyn til den der er syg, hvis man har en dårlig dag, og der ikke lige er gjort rent, så står man som et par og hjælper hinanden.
Som hvis du har en dag, hvor du bare er nød til at ligge ned hele dagen, og kæresten kommer hjem og ser at man har en dårlig dag, må han gerne sige; Slap du af, skat. Jeg klarer aftensmaden og smårodet..