Jeg har slået mit barn

Min mit klappede engang mig en på ballen da jeg var barn. Jeg kan ikke huske situationen fordi det gjorde ondt eller var forkert, men fordi hun undskyldte og undskyldte og undskyldte. Jeg havde været fræk i uendeligheder, sprøjtet vand på hende i badet, grinet over hendes frustration osv. Man må ikke slå børn, men hvis man måtte - havde jeg sgu nok både fortjent det og også lidt godt af at forstå alvoren. Du har ligesom min mor fortrudt og gør det ikke igen - og dit barn har absolut ikke lidt overlast af den grund. 

Hav en rigtig god pinse

Du er ikke en dårlig mor, men du har lige oplevet du er et menneske og ikke superwoman. 

Synes den episode du beskriver i og for sig lyder rimelig harmløs - går ud fra det dask på maven netop blot har været et dask. Men det som forskrækker dig er din hensigt med dasket, hensigten om at slå.

jeg har også prøvet at være desperat, kørt helt der ud i frustration. Helt derude hvor jeg bare kun kunne overkomme at få puttet og så falde om, og f.... Om de så ikke lige der fik lyst til at prøve alle grænserne. Jeg har prøvet at få lysten til at tage dem i armene og ryste dem mens jeg skreg dem ind i hovedet - bare det at have lysten til det skræmte mig. 

Og går vi bag om glansbilledet, bag om den tjekkede mor, der altid har overskud og stimulerer sine bærn på kryds og tværs, ja så tror jeg vi også møder den mor der er dybt desperat til tider, der kunne sende ungerne hen hvor peberet gror, den mor der har lyst til at sige op og smække med døren. Og den mor kan have lyst til et dask - spørgsmålet er bare om vi har gjort det.

du har gjort det og du har lært det var helt igennem uhensigtsmæssigt. Og din dreng kan formodentlig slet ikke huske det. I aften npr han laver samme nummer, så ved du. At du skal gå fra situationen. Og ja nu skal du leve med den dårlige samvittighed, velkommen til den verden: at være mor handler også om at have dårlig samvittighed 

og så ellers ro på, du er ikke med mindre du selv tror det i farezonen for at blive en der slår sit barn. Du bør ikke indberettes osv. Med mindre du selv er bange for om du kan styre dig selv.

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. 

Jeg har stadig vildt ondt i maven over episoden i går aftes! 

Mit barn virker ikke til at være påvirket af det i dag. Der bliver givet kys og kram som altid. 

Jeg håber virkelig, at jeg har fået en lærestreg og jeg vil tage jeres råd til mig og prøve at gå ud, når det hele bliver for meget! 

Det skal siges, at jeg har symptomer på stress og har den sidste uge haft ondt i maven og i hovedet, en dag havde jeg sovende læbe og tunge, så rent psykisk har jeg det ikke godt, men det vender forhåbentlig snart. 

Min mand er ude at rejse denne weekend og kommer først hjem på mandag, men jeg overvejer, at tage hjem til mine forældre og være søndag til mandag. 

Jeg synes du skal tilgive dig selv. 

Som du selv skriver så er dit barn fuldstændig upåvirket i dag ,så mon ikke det er dig der har det værst.

Jeg er mere bekymret over dine tegn på stress. Din sovende fornemmelser i ansigtet er dårlige tegn - Og du skal virkelig tage dem alvorligt og få npget hjælp af din læge. 

Jeg har selv haft en rigtig træls periode med stress,og det er alvorligt for helbredet.

Tror også det er derfor at du er så hård ved dig selv. Du ved jo godt det ikke var smart ,men kom videre og sig til dig selv at du bare er et menneske.

Tror de fleste af os kan fortælle en episode hvor vi har gjort noget forkert mhs til vores børn - Og ja det giver dårlig samvittighed -Men jeg vil stadig mene at så længe du ikke render rundt og bliver rasende og frustreret hele tiden og ikke kan "styre dig" så er du som de fleste :) 

Jeg har prøvet det samme.

Da min datter var 3 år gav jeg hende et dask på kinden. Ikke en lussing, men et dask fordi jeg havde fået NOK. Jeg havde det elendigt og kan stadig ikke lide at tænke på det. Jeg så mig selv som den allerværste mor i verden, men det gør jeg ikke mere for havde jeg været så dårlig en mor, havde det ikke berørt mig!

Forskrækkelsen og forargelsen over at jeg gjorde det, gør at jeg aldrig gør det mere og det kan jeg sige med 100%.

Det er næsten 3 år siden og min tålmodighed er blevet testet MANGE gange, men jeg har aldrig slået hende igen. Hvis jeg kan mærke at min grænse er nået, går jeg simpelthen. Så må hun lige sidde og skrige selv, alt andet end at jeg slår.

Så fordi det er sket én gang behøver det bestemt ikke at ske igen og det kan ske for alle, det er jeg sikker på. Især hvis man ikke kender sine egne grænser.

Kan godt forstå du ked af det men altså jeg tror vi er mange der fik et klap eller to i røven da vi var små, så dit barn skal nok klare den rolig nu 

Min ældste søn på 4 kan trykke på mine knapper så jeg bliver SÅ RASENDE. Har klasket ham en gang, ikke sådan klask! men bare et dask på armen for ligesom for at sige at "Nu er det kraftedeme nok".. Han blev meget forskrækket og vi fik snakket om det, og jeg tror han har glemt det igen.

Jeg kan indimellem tage fat i ham hvis jeg synes han opfører sig uacceptabelt, og eventuelt trække ham med ind på værelset og lukke døren så han kan køle ned. Jeg er heller ikke bleg for at hæve stemmen overfor ham. Det har jeg gjort fra han var lille, jeg tror på en bestemt opdragelse, og han har udviklet sig til et meget velopdragent barn (99% af tiden)..

MEN

At jeg klaskede ham på armen var jo selvfølgelig totalt uacceptabelt.

Vi kan alle blive frustrerede, og at du angrer er et godt tegn. Snak med dit barn, og hvis h*n er for ung til at forstå hvad du siger, kram det da lidt ekstra. Tæl til 10 næste gang. Jeg går tit ind i et andet rum hvis jeg kan mærke, at han er ved at få mig i det røde felt. 

Anonym skriver:

Jeg slog også mit barn for et par år siden. Det var simpelthen umuligt at få mit barn til at høre efter og h"n slog og sparkede mig og det hele var sat på spidsen, så h"n fik et klap i måsen. H"n blev forskrækket og jeg blev forskrækket. Vi græd begge 2 og kyssede og krammede og jeg sagde undskyld, undskyld, undskyld, det skulle mor ikke have gjort. Jeg ringede fluks til min mor og sagde hvad jeg havde gjort og vi kom begge ned og være hos hende nogle dage. Jeg kontaktede selv min sagsbehandler og bad om hjælp, da jeg for alt i verden ikke ville komme så langt ud at jeg ville kunne finde på at gøre det igen. Hun sendte en underretning af sted til børn og unge afdelingen og vi fik en god snak og jeg fik tilknyttet en Bostøtte jeg kunne vende tingene med og min familie er gode til at vil tage mit barn, når jeg er brugt op og trænger til en pause.

jeg siger ikke at du skal gøre det samme men du må åbne munden og bede om hjælp på den ene eller den anden måde, når du bliver for brugt, stresset eller whatever, for hvor ville det da være synd for jer begge, hvis det skete igen. Føler med dig, ved om nogen hvordan du har det nu... Knus

Måske også liiiiiiige voldsomt nok at indberette sig selv til kommunen fordi, at man har givet sit barn et klask.. Helt ærligt!!!!!! Har faktisk aldrig hørt noget så hjernedødt før  

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. 

Jeg har stadig vildt ondt i maven over episoden i går aftes! 

Mit barn virker ikke til at være påvirket af det i dag. Der bliver givet kys og kram som altid. 

Jeg håber virkelig, at jeg har fået en lærestreg og jeg vil tage jeres råd til mig og prøve at gå ud, når det hele bliver for meget! 

Det skal siges, at jeg har symptomer på stress og har den sidste uge haft ondt i maven og i hovedet, en dag havde jeg sovende læbe og tunge, så rent psykisk har jeg det ikke godt, men det vender forhåbentlig snart. 

Min mand er ude at rejse denne weekend og kommer først hjem på mandag, men jeg overvejer, at tage hjem til mine forældre og være søndag til mandag. 

Når putningen går på den måde så smid principper over bord og gå din vej... gå udenfor i 5 minutter og få noget frisk luft.

Anonym skriver:

Måske også liiiiiiige voldsomt nok at indberette sig selv til kommunen fordi, at man har givet sit barn et klask.. Helt ærligt!!!!!! Har faktisk aldrig hørt noget så hjernedødt før  

 

 

 

I orden du synes det er hjernedødt. Jeg har nogle issues bla. PTSD, så ikke altid at jeg stoler på mig selv i pressede situationer. Jeg blev taget alvorligt, blev ikke klandret for det og der blev ENDELIG sat den hjælp i værk, som jeg havde/har behov for.

Som skrevet til TS, siger jeg ikke at hun skal gøre det samme men længere nede skriver hun da, at hun også tumler med noget psykisk, så jeg vil da mene hun har behov for noget hjælp af den ene eller anden slags om det er fra hendes mand, familie eller anden instans, er for mig underordnet. Det er bare ikke noget hun skal gå med selv, da den dårlige samvittighed hun går rundt med også kan være en stressfaktor. Det er den da for mig.

Håber du fik lidt luft og måske spørger lidt nærmere ind til omstændighederne, inden du smider sådan en svada af sted. Kan kalde mig mange ting men hjernedød er da heldigvis ikke en af dem.

Ønsker dig en god pinse.

Anonym skriver:

Måske også liiiiiiige voldsomt nok at indberette sig selv til kommunen fordi, at man har givet sit barn et klask.. Helt ærligt!!!!!! Har faktisk aldrig hørt noget så hjernedødt før  

 

 

 

Det kaldes at tage ansvar. Lyder det bekendt? Det er det modsatte af, at kalde en handling - hjernedød- når man gemmer sig bag anonymitet.