Jeg har slået mit barn

Anonym skriver:

Ja, det er, hvad jeg har.

Jeg er jordens dårligste mor!! 

Af ren frustration over, at h*n har været svær at putte + sovet dårligt i en længere periode, kom jeg til at klappe til barnet. Ikke hårdt overhovedet, men jeg gjorde det! 

Hvad fanden skal jeg gøre? Jeg vil ikke være et menneske, som slår mit barn for at det skal makke ret. 

Hvordan helvede kunne jeg finde på det? Og hvem pokker snakker jeg med om det? 

Det er forkert. Meget forkert det du har gjort, men det er du tydeligvis selv klar over, så vil ikke trampe mere i det. Du har fået en lærestreg, og jeg er 99% sikker på at efter denne forhåbentligt store lærestreg så gør du det aldrig nogensinde igen. Jeg tror alle forældre kan komme meget langt ud hvis man ingen ordentlig søvn får og et barn som er krop umulig. Jeg vil råde dig til næste gang bare at gå ud af værelset og lukke døren, når du kan mærke du er ved at have fået nok. Derefter går du ind igen efter er par minutter, og starter forfra. Det er det jeg selv gør, og det er ok! Så får man lige et kort pusterum og kan så igen gå ind og være den rummelige mor.  

Lov dig selv og lov af vigtigst dit barn at det aldrig nogensinde vil ske igen. 

Jeg har aldrig slået mit barn. Men jeg kender den frustration der er når barnet ikke vil sove og bare griner en op i ansigtet. Det kan jeg slet ikke have. Min mand plejer så at tage over. Er han ikke hjemme så går jeg ud af værelset i fem min mens jeg lige får det på afstand. Så plejer man at have energi til at prøve igen.

men de er skide provo de unger til tider, men vi elsker dem jo over alt i verden. Jeg tror som de andre nævner at det er godt du fortryder det. Og selvfølgelig må det ikke ske. Håber du har nogen du kan snakke med og evt aflaste dig 

Jeg kan godt forstå at du er ked af det der er sket, men jeg synes bestemt ikke det er noget du skal køre dig selv ned over.

Jeg går bestemt ikke ind for, at man slår børn, men jeg synes ikke at din oplevelse lyder så voldsom igen. 

Jeg har da selv fået et par røvfulder da jeg var barn og et par lussinger er det da også blevet til. 

Jeg ved godt at man så anderledes på det for 20 år siden, men jeg har bestemt ikke taget skade, og set i bakspejlet var det nok også det der skulle til for at få mig til at forstå situationens alvor. 

Jeg har et fantastisk forhold til mine forældre som jeg elsker og respektere meget højt. 

Jeg tror bestemt ikke at dit barn har taget skade, og jeg synes ikke du skal hænge dig mere i det. 

Sket er sket, du fortryder og så synes jeg ikke du kan gøre mere. 

Der er formentligt nogen som vil være uenige med mig, men jeg er sikker på, at dit barn hverken har tager skade eller elsker dig mindre efter det der er sket. 

Er jeg den eneste der synes at der bliver blæst lige lovligt meget til en lille glød her?

ja TS - du gav dit barn et dask på maveskindet. Jeg går ud fra at det ikke var en regulær mavepuster. Ja du handlede i afmagt, og nej det skal for alt i verden ikke blive en "vane".

men derfra og til at begynde at man tager kontakt til kommunen og underretter - seriøst????? 

Og til at man ikke stoler på sig selv og tror man vil gøre det igen som en anden childbeater? Og at folk så puster til det chok ts har fået? Hvad er det da for en underretningsindstilling at have? 

Nej man skal ikke slå sine børn - men man skal heller ikke gribe til underretning, psykologhjælp og forhastede tiltag for en "bagatel"...

ts, du reagerede i afmagt, det gør ikke din handling rigtig, du begik en fejl og undskyldte over for barnet, barnet har formegentligt lært at her gik mors grænse, og du har lært at du skal tælle til 10 en ekstra gang..

barnet har ikke taget skade, og du heller ikke, mere end chokket. Du er ikke en dårlig eller farlig mor... Du er vidst tæt på normal... Og du har en samvittighed... 

Anonym skriver:

Hvordan kan jeg være sikker på, at jeg ikke gør det samme i morgen aften? 

Har været langt ude, men troede virkelig ikke på, at jeg nogensinde kunne finde på at slå! 

Det ved du, fordi man lærer af sine fejl. 

Nu har du gjort det, du ved at handlingen var forkert, du ved det ikke skal ske igen, så du Gør det ikke igen

I så fald så hvis samme problem opstår i morgen, så går du ud fra barnets værelse og lige trækker vejret, får sagt til dig selv, at det er normalt at børn er børn og skal prøve forældrene af 

Og ellers ber du manden om hjælp

Knus til dig

Er jeg den eneste der synes at der bliver blæst lige lovligt meget til en lille glød her?

ja TS - du gav dit barn et dask på maveskindet. Jeg går ud fra at det ikke var en regulær mavepuster. Ja du handlede i afmagt, og nej det skal for alt i verden ikke blive en "vane".

men derfra og til at begynde at man tager kontakt til kommunen og underretter - seriøst????? 

Og til at man ikke stoler på sig selv og tror man vil gøre det igen som en anden childbeater? Og at folk så puster til det chok ts har fået? Hvad er det da for en underretningsindstilling at have? 

Nej man skal ikke slå sine børn - men man skal heller ikke gribe til underretning, psykologhjælp og forhastede tiltag for en "bagatel"...

ts, du reagerede i afmagt, det gør ikke din handling rigtig, du begik en fejl og undskyldte over for barnet, barnet har formegentligt lært at her gik mors grænse, og du har lært at du skal tælle til 10 en ekstra gang..

barnet har ikke taget skade, og du heller ikke, mere end chokket. Du er ikke en dårlig eller farlig mor... Du er vidst tæt på normal... Og du har en samvittighed... 

 

Hvis ts selv ikke stoler på sug selv efter denne erfaring - så skal hun da bede om hjælp på den ene eller anden måde. Men ellers er jeg enig med dig. 

fo82 skriver:

Er jeg den eneste der synes at der bliver blæst lige lovligt meget til en lille glød her?

ja TS - du gav dit barn et dask på maveskindet. Jeg går ud fra at det ikke var en regulær mavepuster. Ja du handlede i afmagt, og nej det skal for alt i verden ikke blive en "vane".

men derfra og til at begynde at man tager kontakt til kommunen og underretter - seriøst????? 

Og til at man ikke stoler på sig selv og tror man vil gøre det igen som en anden childbeater? Og at folk så puster til det chok ts har fået? Hvad er det da for en underretningsindstilling at have? 

Nej man skal ikke slå sine børn - men man skal heller ikke gribe til underretning, psykologhjælp og forhastede tiltag for en "bagatel"...

ts, du reagerede i afmagt, det gør ikke din handling rigtig, du begik en fejl og undskyldte over for barnet, barnet har formegentligt lært at her gik mors grænse, og du har lært at du skal tælle til 10 en ekstra gang..

barnet har ikke taget skade, og du heller ikke, mere end chokket. Du er ikke en dårlig eller farlig mor... Du er vidst tæt på normal... Og du har en samvittighed... 

 

Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv!

Du skal snakke med en om det. Om hvorfor du har gjort det og hvad der har fået dig så langt ud. Barnet er jo ikke særligt gammelt og forstår ikke meget i den alder.

jeg tror også det ville være godt for dig at få snakket om det. Også selvom det var i afmagt. Det virker på mig du har meget om ørene.

mor:) skriver:

Hvis ts selv ikke stoler på sug selv efter denne erfaring - så skal hun da bede om hjælp på den ene eller anden måde. Men ellers er jeg enig med dig. 

Jeg fornemmer at frygten for at det sker igen bl.a. Også er født af hvad andre skriver... 

Jeg synes virkelig at der bliver pustet til ilden og blæst op som noget voldsomt, mere end det rent faktisk er...

ts er ked af det der er sket - helt klart, men frem for at skubbe hende længere ud, kunne man mon i stedet agere lidt nøgternt og lade situationen køle lidt af og lade ts komme sig inden man forstærker hendes usikkerhed og selvkriminalisering. 

Det bliver nærmest blæst op til noget lignende at barnet har fået en dragt prygl... 

Det var "bare" et dask - en fejl, og det er den erkendelse ts skal komme til, ikke at hun er en dårlig mor der har brug for professionel hjælp, for et dask, måske hvis der ligger noget dybere, men ikke "bare" for et "simpelt" dask... 

Tak for jeres svar. 

Jeg har stadig vildt ondt i maven over episoden i går aftes! 

Mit barn virker ikke til at være påvirket af det i dag. Der bliver givet kys og kram som altid. 

Jeg håber virkelig, at jeg har fået en lærestreg og jeg vil tage jeres råd til mig og prøve at gå ud, når det hele bliver for meget! 

Det skal siges, at jeg har symptomer på stress og har den sidste uge haft ondt i maven og i hovedet, en dag havde jeg sovende læbe og tunge, så rent psykisk har jeg det ikke godt, men det vender forhåbentlig snart. 

Min mand er ude at rejse denne weekend og kommer først hjem på mandag, men jeg overvejer, at tage hjem til mine forældre og være søndag til mandag.