Vi glider fra hinanden efter fødslen.

jenny4 skriver:

Mit bedste råd er at huske at sætte pris på den indsats han så gør - også selvom han ikke gør det på samme måde som dig eller ikke helt "lever op til dine standarder". Det er dræbende når han synes han har gjort noget godt, og så får at vide at det ikke var helt rigtigt. Hjørnerne skal slibes af stenen, men forvent ikke at den bliver til en diamant

Jeg sætter stor pris på den indsats han gør, når han gør det både verbalt og fysisk + nærmest over øser ham med ekstra kærlighed vis han også selv tager interativ til det. Er der noget jeg vil have på en bestemt måde (ind til videre er det kun støvsugningen) så gør jeg det selv så vi spare den frustration begge to. Jeg har ikke særlig høje standarter, jeg skal bare lærer at bede om hjælpen i stedet for at forvente han gør det.

Det er mig der her hjemme skal få slugt den kamel, at han ikke ser tingende på samme måde som mig og jeg derfor skal bede ham om at gøre tingende og ikke forvente at han se det og bare gør det.

Så det arbejder jeg kraftigt på.

Anonym skriver:

Så har jeg et godt råd til dig..

Snak om jeres forventninger til hinanden som forældre inden du bliver gravid.

Det er (åbenbart) for sent at regne med noget, når barnet er her.

Det gør vi også og er stort set enige om forventningerne til hinanden med hensyn til baby allerede og er ellers rigtig gode til at finde løsningen på de problemstillinger da vi begge er udpræget familie mennesker og han er meget omsorgsfuld og familie prioriteret allerede. Så det er mest bare "de huslige pligter" vi skal have styr på eller retter sagt jeg skal lære at spørger om han f.eks. ikke lige tager køkkenet/opvasken, imens jeg så støvsuger, i stedet for at forvente han bare gør det .

jenny4 skriver:

Ja og helt ærligt så ville vi jo også selv blive tossede hvis de rettede på os.. 

 

Nemlig. Vi må bare holde for os selv, at vi altid er klogere og ved bedre end dem 

Jeg har været præcis hvor du er og jeg prøvede at klare det, men det var for hårdt. Vores søn var 3 år da vi gik fra hinanden og siden har jeg kæmpet med konsekvenserne af at have været for hårdt belastet - alene - for længe.

I skal gøre noget og det skal være nu. Hvis han ikke ved hvordan den lille skal håndteres, så må han sætte sig ind i det. Det lyder som om han flygter fordi han ikke kan overskue det, men det forværrer kun tingene. Han bliver nødt til at kæmpe!

Det er sygt hårdt at få barn men I er nødt til at kæmpe sammen og det er han nødt til at forstå, ellers går du og I i stykker. Måske skulle I overveje professionel hjælp? Det kunne måske have reddet vores forhold, og det er ingen skam men tværtimod forsøget værd. Måske kender din sundhedsplejerske til nogle tilbud hvor I bor? Der er lang tid til den lille er stor og i mellemtiden svigter han dig hver dag, det er ikke holdbart. Held og lykke.

Hejsa. 

Jeg havde det lidt på samme måde med vores første barn. Min mand var heller ikke lige så interesseret i vores barn, som jeg var. Mange mænd har det på den måde at de ikke er interesserede før børnene kan noget andet end bare at ligge og glo. Jeg tror det er rigtig vigtigt at I får en snak om hvad I forventer af hinanden. Spørg ind til hvorfor han ikke er mere hjemme end han er. 

Jrg kan huske at jeg læste i en bog inden jeg fødte at man som par skulle aftale at man ikke gik fra hinanden det første år efter at barnet var kommet til verden. Fordi det første år er SÅ hårdt. Og man skal lære at være forældre. Både sammen og hver for sig. Giv det lidt tid.