Vi glider fra hinanden efter fødslen.

Ja, jeg starter lige med at advare. Den her bliver nok lang. Har gået og holdt det inde i flere måneder nu, så nu kommer det hele altså lige.

Jeg føler, at min kæreste og jeg glider længere og længere væk fra hinanden. Jeg interesser mig rigtig meget for vores barn, bruger tid sammen med hende, når hun er vågen - leger med hende osv. og når hun sover, så hviler jeg mig for det meste på sofaen.. For jeg er "alene" med hende om natten. Forstået på den måde, at far arbejder og skal have sin søvn - og jeg ammer, så han ville nok ikke kunne gøre nogen gavn alligevel. Det er også helt ok.

MEN...... Når han så har fri i hverdagene og kommer hjem fra job, så står den på træning, computerspil eller kiggen på mobiltelefon. Der er ikke noget med, at han lige sætter sig og er med til at hygge med den bette. Det er hans interesser, der bliver passet - ikke "vores"..... som i vores barn.

Nu er det så blevet weekend og vi har længe haft en aftale om, at denne weekend skulle holdes helt fri for aftaler. Så vi kunne bruge noget tid sammen, bare os. Jeg kan mærke, at jeg har haft rigtig meget brug for at "pleje" vores forhold lidt. For jeg føler virkelig ikke, at der er ret meget tilbage efterhånden. 

Han kommer hjem fra job, tidligere  end normalt. Så jeg bliver bare glad og tænker "fedt, så har vi mere tid sammen". Men inden jeg får set mig om, har han været i bad og er på vej ud af døren for at træne. Fint nok - fred være med det. Han kommer så hjem igen halvanden time senere, skifter tøj og kører så igen, fordi han skal lave bil med en kammerat!

Så nu ligger jeg her, alene med vores barn. Og oven i det, er jeg blevet snot forkølet og har dundrende hovedpine.

Og alligevel kører han bare.

Det var så lige dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Det har stået på længe, det med at han ikke viser nogen interesse for hverken mig eller vores barn. Han siger selv, at det er fordi hun er så lille, at han ikke ved hvad han skal gøre... Og at det bliver anderledes, når hun bliver større. Men hallo - hun er da hans barn, uanset om hun er 3 måneder eller 3 år gammel......

Og så lige en anden ting. Det eneste tidpunkt, han rører mig på, er når han vil have sex. Og det er som regel altid lige når jeg har lagt mig for at slappe af eller når jeg lige har været i bad eller mens jeg står og laver mad. Altså de mest "upraktiske" tidspunkter... Og så brokker han sig konstant over, at han aldrig får Noget. Jeg laver ALT, virkelig alt herhjemme. Handler ind, laver mad, gør rent, vasker tøj, tager mig af den lille og sørger for alt husligt. Fordi hvis jeg ikke gør det, bliver det ikke gjort. Ville også gerne gøre det, hvis han tilbød sin hjælp indimellem eller gav en hånd med med den lille. Men det gør han ikke, ikke uden protest ihvertfald.h

Har haft et par rigtig hårde nætter, fordi den bette har været syg og okke har sovet ordentlig om natten. Og så lagde jeg mig på sofaen igår, lige inden hun skulle puttes kl 20 og der sad han så med hende i sofaen. Så ville jeg være sød og sige til ham hvor meget, det betyder for mig, at jeg lige fik lov at ligge inden jeg skulle prøve at putte hende. Så svarer han "Ja, jeg er jo bare kommet sent hjem fra en mega lang dag på arbejdet og nu når jeg så ikke det, jeg gerne vil".....

Vi snakker tyve minutter, hvor han sad med hende inden jeg tog hende igen og puttede hende. Og det, han skulle nå, var at spille computer..... De tyve minutter, var det eneste han havde hende igår!!!

Synes bare, at han skubber mig længere og længere væk med den opførsel. Synes han er egoistisk. Og jeg gider snart ikke skære det ud i pap for ham mere, at jeg har brug for, at han hjælper til med den lille. Især når hun eller jeg selv er syg.

Overvejer indimellem bare at ende det. Jeg er jo alligevel nærmest alene med vores barn. Så ville jeg da slippe for at diskutere med ham og blive skuffet over hvor lidt han gider at være far hver eneste dag.....

Men jeg elsker ham så pisse højt. Og når han så endelig gider at sætte sig med vores pige, så stråler hun og man kan bare se hvor glad hun bliver. Og det får mit hjerte til at smelte, for jeg kan også se hvor glad han bliver.

Men hvorfor skal han nærmest tvinges til det??? Hvorfor skal jeg bede ham om alting? Hvorfor kan han aldrig bare tage noget af sig selv? Som for eksempel at aflyse sin aftale om at lave bil med sin ven, nu hvor jeg er blevet syg.... Er sku flov over, at skulle bede andre om hjælp, fordi han hellere vil lave bil end at hjælpe sin egen kæreste.. Men jeg har bare ikke overskuddet... Jeg kan mærke, at jeg mister noget for ham hver dag. Og jeg går og er små irriteret og sur hele tiden, fordi han er sådan.

Puha. Så fik jeg lidt luft. Tak til dig, hvis du stadig læser med... Havde virkelig brug for at komme af med det.

Det er vildt. Jeg har været lige ved at oprette en tråd med nøjagtig samme overskrift i dag, for hvis man lige ser bort fra detaljerne, kunne det seriøst have været mig, der havde skrevet det. 

Har en dreng på 5 måneder, og en mand jeg synes jeg glider længere og længere væk fra. Det er bare så super hårdt for et forhold at få et barn.

Jeg har ikke nogen gode råd, men vil bare sige, at du altså ikke er alene. 

Kan godt høre jeg  skal prise mig lykkelig.  Min mand tog gerne bleer  af sig selv og gav flaske osv. Også efter barsel. Men er ikke første gang  man hører disse eksempler  og de kloge siger at det ofte  bliver bedre forhåbentlig for ellers må jeg nu sige jeg var smuttet 

Først så får du et kæmpe kram!

Du er nødt til at snakke med ham! Fortælle ham, at du har brug for at han hjælper til.

Ja, jeg har også hørt, at mange mænd har svært ved det, når de er små, men det betyder vel ikke, at han skal være væk hele tiden?

Har han hjulpet meget til før I fik barn? Har han brugt den samme tid på computer og biler før I fik barn? 

Jeg synes nemlig jeg ser en tendens til at det ofte har været sådan inden børn, men når der så er kommet et barn til, så bliver det pludselig for meget for kvinden både at passe barn og det huslige. SÅ kommer alle kravene lige pludselig. Og det kan jo være svært for manden at ændre på bare sådan. 

Mine råd: 

Det kan godt være det er nedern at bede om hjælp hver gang, men du bliver nødt til at gøre det indtil det er blevet en vane for ham. Så må stoltheden ædes til fordel for at bevare familien

og jeg ved godt at baby fylder meget men nogle gange kan det fylde for meget, som i næsten alle samtaler. Ved selvfølgelig ikke hvor meget det fylder hos dig, men får et indtryk af at det ikke er lidt

håber I finder ud af det. Det tager tid at finde sig til rette i de nye roller. Faktisk bliver mange skilt indenfor de første tre af barnets leveår, fordi det er hårdt at få børn, men hold ud, kommunikere sammen og husk hinanden, så skal det nok gå  

Ja, jeg starter lige med at advare. Den her bliver nok lang. Har gået og holdt det inde i flere måneder nu, så nu kommer det hele altså lige.

Jeg føler, at min kæreste og jeg glider længere og længere væk fra hinanden. Jeg interesser mig rigtig meget for vores barn, bruger tid sammen med hende, når hun er vågen - leger med hende osv. og når hun sover, så hviler jeg mig for det meste på sofaen.. For jeg er "alene" med hende om natten. Forstået på den måde, at far arbejder og skal have sin søvn - og jeg ammer, så han ville nok ikke kunne gøre nogen gavn alligevel. Det er også helt ok.

MEN...... Når han så har fri i hverdagene og kommer hjem fra job, så står den på træning, computerspil eller kiggen på mobiltelefon. Der er ikke noget med, at han lige sætter sig og er med til at hygge med den bette. Det er hans interesser, der bliver passet - ikke "vores"..... som i vores barn.

Nu er det så blevet weekend og vi har længe haft en aftale om, at denne weekend skulle holdes helt fri for aftaler. Så vi kunne bruge noget tid sammen, bare os. Jeg kan mærke, at jeg har haft rigtig meget brug for at "pleje" vores forhold lidt. For jeg føler virkelig ikke, at der er ret meget tilbage efterhånden. 

Han kommer hjem fra job, tidligere  end normalt. Så jeg bliver bare glad og tænker "fedt, så har vi mere tid sammen". Men inden jeg får set mig om, har han været i bad og er på vej ud af døren for at træne. Fint nok - fred være med det. Han kommer så hjem igen halvanden time senere, skifter tøj og kører så igen, fordi han skal lave bil med en kammerat!

Så nu ligger jeg her, alene med vores barn. Og oven i det, er jeg blevet snot forkølet og har dundrende hovedpine.

Og alligevel kører han bare.

Det var så lige dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Det har stået på længe, det med at han ikke viser nogen interesse for hverken mig eller vores barn. Han siger selv, at det er fordi hun er så lille, at han ikke ved hvad han skal gøre... Og at det bliver anderledes, når hun bliver større. Men hallo - hun er da hans barn, uanset om hun er 3 måneder eller 3 år gammel......

Og så lige en anden ting. Det eneste tidpunkt, han rører mig på, er når han vil have sex. Og det er som regel altid lige når jeg har lagt mig for at slappe af eller når jeg lige har været i bad eller mens jeg står og laver mad. Altså de mest "upraktiske" tidspunkter... Og så brokker han sig konstant over, at han aldrig får Noget. Jeg laver ALT, virkelig alt herhjemme. Handler ind, laver mad, gør rent, vasker tøj, tager mig af den lille og sørger for alt husligt. Fordi hvis jeg ikke gør det, bliver det ikke gjort. Ville også gerne gøre det, hvis han tilbød sin hjælp indimellem eller gav en hånd med med den lille. Men det gør han ikke, ikke uden protest ihvertfald.h

Har haft et par rigtig hårde nætter, fordi den bette har været syg og okke har sovet ordentlig om natten. Og så lagde jeg mig på sofaen igår, lige inden hun skulle puttes kl 20 og der sad han så med hende i sofaen. Så ville jeg være sød og sige til ham hvor meget, det betyder for mig, at jeg lige fik lov at ligge inden jeg skulle prøve at putte hende. Så svarer han "Ja, jeg er jo bare kommet sent hjem fra en mega lang dag på arbejdet og nu når jeg så ikke det, jeg gerne vil".....

Vi snakker tyve minutter, hvor han sad med hende inden jeg tog hende igen og puttede hende. Og det, han skulle nå, var at spille computer..... De tyve minutter, var det eneste han havde hende igår!!!

Synes bare, at han skubber mig længere og længere væk med den opførsel. Synes han er egoistisk. Og jeg gider snart ikke skære det ud i pap for ham mere, at jeg har brug for, at han hjælper til med den lille. Især når hun eller jeg selv er syg.

Overvejer indimellem bare at ende det. Jeg er jo alligevel nærmest alene med vores barn. Så ville jeg da slippe for at diskutere med ham og blive skuffet over hvor lidt han gider at være far hver eneste dag.....

Men jeg elsker ham så pisse højt. Og når han så endelig gider at sætte sig med vores pige, så stråler hun og man kan bare se hvor glad hun bliver. Og det får mit hjerte til at smelte, for jeg kan også se hvor glad han bliver.

Men hvorfor skal han nærmest tvinges til det??? Hvorfor skal jeg bede ham om alting? Hvorfor kan han aldrig bare tage noget af sig selv? Som for eksempel at aflyse sin aftale om at lave bil med sin ven, nu hvor jeg er blevet syg.... Er sku flov over, at skulle bede andre om hjælp, fordi han hellere vil lave bil end at hjælpe sin egen kæreste.. Men jeg har bare ikke overskuddet... Jeg kan mærke, at jeg mister noget for ham hver dag. Og jeg går og er små irriteret og sur hele tiden, fordi han er sådan.

Puha. Så fik jeg lidt luft. Tak til dig, hvis du stadig læser med... Havde virkelig brug for at komme af med det.

Hvorfor, åh hvorfor, får man barn med en mand der ikke gider hjælpe til derhjemme? Det er rystende så mange lignende tråde der er herinde.

At du selv skal bede om hjælp, ser jeg ikke som det store problem. Så længe han rent faktisk hjælper når du spørger - men det lyder det ikke til at han gør.

Er han klar over hvordan du har det? Altså, én ting er at du skærer ud i pap hvad han skal gøre og at du har brug for hjælp. Men har du fortalt ham at du ikke føler at han er der, hverken for dig eller jeres barn? Og har du været tydelig omkring at du overvejer at forlade ham?

Jeg tror at det er meget vigtigt at være helt firkantet omkring konsekvenserne af hans opførsel: "hvis det her ikke bliver bedre, så går jeg fra dig. Punktum."

Anonym skriver:

Ja, jeg starter lige med at advare. Den her bliver nok lang. Har gået og holdt det inde i flere måneder nu, så nu kommer det hele altså lige.

Jeg føler, at min kæreste og jeg glider længere og længere væk fra hinanden. Jeg interesser mig rigtig meget for vores barn, bruger tid sammen med hende, når hun er vågen - leger med hende osv. og når hun sover, så hviler jeg mig for det meste på sofaen.. For jeg er "alene" med hende om natten. Forstået på den måde, at far arbejder og skal have sin søvn - og jeg ammer, så han ville nok ikke kunne gøre nogen gavn alligevel. Det er også helt ok.

MEN...... Når han så har fri i hverdagene og kommer hjem fra job, så står den på træning, computerspil eller kiggen på mobiltelefon. Der er ikke noget med, at han lige sætter sig og er med til at hygge med den bette. Det er hans interesser, der bliver passet - ikke "vores"..... som i vores barn.

Nu er det så blevet weekend og vi har længe haft en aftale om, at denne weekend skulle holdes helt fri for aftaler. Så vi kunne bruge noget tid sammen, bare os. Jeg kan mærke, at jeg har haft rigtig meget brug for at "pleje" vores forhold lidt. For jeg føler virkelig ikke, at der er ret meget tilbage efterhånden. 

Han kommer hjem fra job, tidligere  end normalt. Så jeg bliver bare glad og tænker "fedt, så har vi mere tid sammen". Men inden jeg får set mig om, har han været i bad og er på vej ud af døren for at træne. Fint nok - fred være med det. Han kommer så hjem igen halvanden time senere, skifter tøj og kører så igen, fordi han skal lave bil med en kammerat!

Så nu ligger jeg her, alene med vores barn. Og oven i det, er jeg blevet snot forkølet og har dundrende hovedpine.

Og alligevel kører han bare.

Det var så lige dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Det har stået på længe, det med at han ikke viser nogen interesse for hverken mig eller vores barn. Han siger selv, at det er fordi hun er så lille, at han ikke ved hvad han skal gøre... Og at det bliver anderledes, når hun bliver større. Men hallo - hun er da hans barn, uanset om hun er 3 måneder eller 3 år gammel......

Og så lige en anden ting. Det eneste tidpunkt, han rører mig på, er når han vil have sex. Og det er som regel altid lige når jeg har lagt mig for at slappe af eller når jeg lige har været i bad eller mens jeg står og laver mad. Altså de mest "upraktiske" tidspunkter... Og så brokker han sig konstant over, at han aldrig får Noget. Jeg laver ALT, virkelig alt herhjemme. Handler ind, laver mad, gør rent, vasker tøj, tager mig af den lille og sørger for alt husligt. Fordi hvis jeg ikke gør det, bliver det ikke gjort. Ville også gerne gøre det, hvis han tilbød sin hjælp indimellem eller gav en hånd med med den lille. Men det gør han ikke, ikke uden protest ihvertfald.h

Har haft et par rigtig hårde nætter, fordi den bette har været syg og okke har sovet ordentlig om natten. Og så lagde jeg mig på sofaen igår, lige inden hun skulle puttes kl 20 og der sad han så med hende i sofaen. Så ville jeg være sød og sige til ham hvor meget, det betyder for mig, at jeg lige fik lov at ligge inden jeg skulle prøve at putte hende. Så svarer han "Ja, jeg er jo bare kommet sent hjem fra en mega lang dag på arbejdet og nu når jeg så ikke det, jeg gerne vil".....

Vi snakker tyve minutter, hvor han sad med hende inden jeg tog hende igen og puttede hende. Og det, han skulle nå, var at spille computer..... De tyve minutter, var det eneste han havde hende igår!!!

Synes bare, at han skubber mig længere og længere væk med den opførsel. Synes han er egoistisk. Og jeg gider snart ikke skære det ud i pap for ham mere, at jeg har brug for, at han hjælper til med den lille. Især når hun eller jeg selv er syg.

Overvejer indimellem bare at ende det. Jeg er jo alligevel nærmest alene med vores barn. Så ville jeg da slippe for at diskutere med ham og blive skuffet over hvor lidt han gider at være far hver eneste dag.....

Men jeg elsker ham så pisse højt. Og når han så endelig gider at sætte sig med vores pige, så stråler hun og man kan bare se hvor glad hun bliver. Og det får mit hjerte til at smelte, for jeg kan også se hvor glad han bliver.

Men hvorfor skal han nærmest tvinges til det??? Hvorfor skal jeg bede ham om alting? Hvorfor kan han aldrig bare tage noget af sig selv? Som for eksempel at aflyse sin aftale om at lave bil med sin ven, nu hvor jeg er blevet syg.... Er sku flov over, at skulle bede andre om hjælp, fordi han hellere vil lave bil end at hjælpe sin egen kæreste.. Men jeg har bare ikke overskuddet... Jeg kan mærke, at jeg mister noget for ham hver dag. Og jeg går og er små irriteret og sur hele tiden, fordi han er sådan.

Puha. Så fik jeg lidt luft. Tak til dig, hvis du stadig læser med... Havde virkelig brug for at komme af med det.

Råd ved din datter er 3 måneder og af du amme men måske skulle du få en til kigge efter hende omkring en time time el to og hvor du bare har malke ud i mens og så du gør dig klar og siger til din kæreste af i skal tag ud spise og få snakket og hygge som kærester evt tag i biografen og få snakket så kan det måske hjælpe han vil høre efter og sige evt du synes han skal hjælpe til noget mere for du ikke gider stå alene og hvis han ik vil hjælpe så sige så må i tag den derfra om det fordi i ik skal være sammen mere og kan sige det hjalp mig og min kæreste og ja vi har en søn 

Jeg nåede ikke at læse længere end: han tog et bad og tog så afsted for at træne...? Hvem tager bad INDEN træning? 

Altså i grove træk lyder det meget som vi har haft det herhjemme.  ,  har dog aldrig ønsket at ende det vores forhold for jeg vidste hvad jeg gik indtil inden vi fik vores søn. Men kæreste har altid ordnet det praktiske udendørs og jeg det indendørs.  

Nu hvor vores søn er blevet 1 1/2 år er far meget mere på banen for  nu mærker man tydeligt på drengen at det er hans far han vil... 

Anonym skriver:

Ja, jeg starter lige med at advare. Den her bliver nok lang. Har gået og holdt det inde i flere måneder nu, så nu kommer det hele altså lige.

Jeg føler, at min kæreste og jeg glider længere og længere væk fra hinanden. Jeg interesser mig rigtig meget for vores barn, bruger tid sammen med hende, når hun er vågen - leger med hende osv. og når hun sover, så hviler jeg mig for det meste på sofaen.. For jeg er "alene" med hende om natten. Forstået på den måde, at far arbejder og skal have sin søvn - og jeg ammer, så han ville nok ikke kunne gøre nogen gavn alligevel. Det er også helt ok.

MEN...... Når han så har fri i hverdagene og kommer hjem fra job, så står den på træning, computerspil eller kiggen på mobiltelefon. Der er ikke noget med, at han lige sætter sig og er med til at hygge med den bette. Det er hans interesser, der bliver passet - ikke "vores"..... som i vores barn.

Nu er det så blevet weekend og vi har længe haft en aftale om, at denne weekend skulle holdes helt fri for aftaler. Så vi kunne bruge noget tid sammen, bare os. Jeg kan mærke, at jeg har haft rigtig meget brug for at "pleje" vores forhold lidt. For jeg føler virkelig ikke, at der er ret meget tilbage efterhånden. 

Han kommer hjem fra job, tidligere  end normalt. Så jeg bliver bare glad og tænker "fedt, så har vi mere tid sammen". Men inden jeg får set mig om, har han været i bad og er på vej ud af døren for at træne. Fint nok - fred være med det. Han kommer så hjem igen halvanden time senere, skifter tøj og kører så igen, fordi han skal lave bil med en kammerat!

Så nu ligger jeg her, alene med vores barn. Og oven i det, er jeg blevet snot forkølet og har dundrende hovedpine.

Og alligevel kører han bare.

Det var så lige dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Det har stået på længe, det med at han ikke viser nogen interesse for hverken mig eller vores barn. Han siger selv, at det er fordi hun er så lille, at han ikke ved hvad han skal gøre... Og at det bliver anderledes, når hun bliver større. Men hallo - hun er da hans barn, uanset om hun er 3 måneder eller 3 år gammel......

Og så lige en anden ting. Det eneste tidpunkt, han rører mig på, er når han vil have sex. Og det er som regel altid lige når jeg har lagt mig for at slappe af eller når jeg lige har været i bad eller mens jeg står og laver mad. Altså de mest "upraktiske" tidspunkter... Og så brokker han sig konstant over, at han aldrig får Noget. Jeg laver ALT, virkelig alt herhjemme. Handler ind, laver mad, gør rent, vasker tøj, tager mig af den lille og sørger for alt husligt. Fordi hvis jeg ikke gør det, bliver det ikke gjort. Ville også gerne gøre det, hvis han tilbød sin hjælp indimellem eller gav en hånd med med den lille. Men det gør han ikke, ikke uden protest ihvertfald.h

Har haft et par rigtig hårde nætter, fordi den bette har været syg og okke har sovet ordentlig om natten. Og så lagde jeg mig på sofaen igår, lige inden hun skulle puttes kl 20 og der sad han så med hende i sofaen. Så ville jeg være sød og sige til ham hvor meget, det betyder for mig, at jeg lige fik lov at ligge inden jeg skulle prøve at putte hende. Så svarer han "Ja, jeg er jo bare kommet sent hjem fra en mega lang dag på arbejdet og nu når jeg så ikke det, jeg gerne vil".....

Vi snakker tyve minutter, hvor han sad med hende inden jeg tog hende igen og puttede hende. Og det, han skulle nå, var at spille computer..... De tyve minutter, var det eneste han havde hende igår!!!

Synes bare, at han skubber mig længere og længere væk med den opførsel. Synes han er egoistisk. Og jeg gider snart ikke skære det ud i pap for ham mere, at jeg har brug for, at han hjælper til med den lille. Især når hun eller jeg selv er syg.

Overvejer indimellem bare at ende det. Jeg er jo alligevel nærmest alene med vores barn. Så ville jeg da slippe for at diskutere med ham og blive skuffet over hvor lidt han gider at være far hver eneste dag.....

Men jeg elsker ham så pisse højt. Og når han så endelig gider at sætte sig med vores pige, så stråler hun og man kan bare se hvor glad hun bliver. Og det får mit hjerte til at smelte, for jeg kan også se hvor glad han bliver.

Men hvorfor skal han nærmest tvinges til det??? Hvorfor skal jeg bede ham om alting? Hvorfor kan han aldrig bare tage noget af sig selv? Som for eksempel at aflyse sin aftale om at lave bil med sin ven, nu hvor jeg er blevet syg.... Er sku flov over, at skulle bede andre om hjælp, fordi han hellere vil lave bil end at hjælpe sin egen kæreste.. Men jeg har bare ikke overskuddet... Jeg kan mærke, at jeg mister noget for ham hver dag. Og jeg går og er små irriteret og sur hele tiden, fordi han er sådan.

Puha. Så fik jeg lidt luft. Tak til dig, hvis du stadig læser med... Havde virkelig brug for at komme af med det.

Du er nødt til at slå i bordet så han forstår det. Sige det er alvor, og at du rent faktisk er så langt ude at du overvejer at gå fra ham. 

Min eks er lige sådan. Bortset fra at vi aldrig har boet sammen. Da vores pige var helt lille og nu kunne der gå 3-4 uger mellem at vi så hinanden. - Han havde nemlig vigtigere ting end os.

Nu er jeg gået fra ham og har egentlig regnet med at han har kunnet bare blive ved med at have samvær her hos mig. Det har han fået lov til (maj måned ud) og det har resulteret i at han kun har været her 1 dag i stedet for fredag-søndag som aftalt. - Han gad nemlig ikke at sidde hele aftenen i min stue så snart der ikke var mere spændende på hans tlf. Og han er meget modvilligt gået med til at have hende selv (hjemmehos sine forældre) hver 3. weekend. - Mere har han ikke tid til at se hende 

Det korte af det lange er, du må lade ham vide at det her det synes du slet, slet ikke er i orden. Og der skal laves om på det lige nu. Ikke om en uge, ikke om 3 dage, men lige nu!