Vi glider fra hinanden efter fødslen.

Anonym skriver:

Jeg nåede ikke at læse længere end: han tog et bad og tog så afsted for at træne...? Hvem tager bad INDEN træning? 

Ja det undre jeg mig virkelig også over. 

For mig lyder det ikke som om det egentlige issue er om han hjælper til eller ej, men mere at hans skal vælge jer og dig til fremfor alle de andre aktiviteter han render til..? 

Det er en kæmpe omvæltning at få børn - både for mor og far, men ofte kommer forældrerollen hurtigere og mere instinktivt for mor end for far. Måske du kan tage den indgangsvinkel og sige til ham, at du godt ved at baby pt ikke er helt så spændende for ham og at det bliver bedre. Og så i stedet for at bede ham gøre ting alene, så bede ham gøre det sammen med dig - højst sandsynligt aner han ikke hvad han skal stille op med jeres datter. 

Mht jeres forhold så skal det plejes fra begge parter. Din kæreste er så vidt jeg kan læse stadig interesseret i dig (hvilket er godt) men føler sig måske tilsidesat fordi jeres datters behov altid kommer først (og det er det nødt til pt). Men fortæl ham at du godt kan savne at I har mere tid sammen du og han, lav en date uden jeres datter (også selvom det kun er et par timer), læg op til sex på et tidspunkt hvor det passer bedre så han ved at det er timingen du siger nej til og ikke ham. 

Og så er du nødt til at skære ud i pap at det ikke fungerer for dig at stå med det hele og evt aftal nogle faste opgaver som er hans. Herhjemme blev det at rydde væk efter aftensmad og give bad, og det kører vi stadig efter efter tre år. Min mand laver også andre ting, men de to ting diskuterer vi aldrig rollefordelingen på - og især badetid nyder både vores søn og min mand.

Anonym skriver:

Jeg nåede ikke at læse længere end: han tog et bad og tog så afsted for at træne...? Hvem tager bad INDEN træning? 

En, som har et arbejde, der gør, at han er meget beskidt til fyraften.

MorDk skriver:

Ja det undre jeg mig virkelig også over. 

En, der bliver beskidt mens han arbejder? Den var da ikke så svær at regne ud. 

Anonym skriver:

Det er vildt. Jeg har været lige ved at oprette en tråd med nøjagtig samme overskrift i dag, for hvis man lige ser bort fra detaljerne, kunne det seriøst have været mig, der havde skrevet det. 

Har en dreng på 5 måneder, og en mand jeg synes jeg glider længere og længere væk fra. Det er bare så super hårdt for et forhold at få et barn.

Jeg har ikke nogen gode råd, men vil bare sige, at du altså ikke er alene. 

Håber bare det bliver bedre snart. For har ikke lyst til at mit forhold skal gå i stykker.....

modesty skriver:

Hvorfor, åh hvorfor, får man barn med en mand der ikke gider hjælpe til derhjemme? Det er rystende så mange lignende tråde der er herinde.

At du selv skal bede om hjælp, ser jeg ikke som det store problem. Så længe han rent faktisk hjælper når du spørger - men det lyder det ikke til at han gør.

Er han klar over hvordan du har det? Altså, én ting er at du skærer ud i pap hvad han skal gøre og at du har brug for hjælp. Men har du fortalt ham at du ikke føler at han er der, hverken for dig eller jeres barn? Og har du været tydelig omkring at du overvejer at forlade ham?

Jeg tror at det er meget vigtigt at være helt firkantet omkring konsekvenserne af hans opførsel: "hvis det her ikke bliver bedre, så går jeg fra dig. Punktum."

Han gider godt hjælpe, men jeg skal bede ham om det først.

Og når jeg står og laver mad, tømmer opvasker og støvsuger med en baby på armen, irriterer det mig grænseløst, at han ikke lige siger - skal jeg ikke lige give dig en hånd? Men går direkte ind og sætter sig foran computeren.

Ja, jeg har været meget tydelig omkring hvor langt det her er kørt ud for mig. Når jeg siger, at jeg overvejer at ende vores forhold, går han i "forsvarsposition" og bliver sur og "barnlig" (i mine øjne).. Og siger "gør hvad du vil" osv..

jenny4 skriver:

For mig lyder det ikke som om det egentlige issue er om han hjælper til eller ej, men mere at hans skal vælge jer og dig til fremfor alle de andre aktiviteter han render til..? 

Det er en kæmpe omvæltning at få børn - både for mor og far, men ofte kommer forældrerollen hurtigere og mere instinktivt for mor end for far. Måske du kan tage den indgangsvinkel og sige til ham, at du godt ved at baby pt ikke er helt så spændende for ham og at det bliver bedre. Og så i stedet for at bede ham gøre ting alene, så bede ham gøre det sammen med dig - højst sandsynligt aner han ikke hvad han skal stille op med jeres datter. 

Mht jeres forhold så skal det plejes fra begge parter. Din kæreste er så vidt jeg kan læse stadig interesseret i dig (hvilket er godt) men føler sig måske tilsidesat fordi jeres datters behov altid kommer først (og det er det nødt til pt). Men fortæl ham at du godt kan savne at I har mere tid sammen du og han, lav en date uden jeres datter (også selvom det kun er et par timer), læg op til sex på et tidspunkt hvor det passer bedre så han ved at det er timingen du siger nej til og ikke ham. 

Og så er du nødt til at skære ud i pap at det ikke fungerer for dig at stå med det hele og evt aftal nogle faste opgaver som er hans. Herhjemme blev det at rydde væk efter aftensmad og give bad, og det kører vi stadig efter efter tre år. Min mand laver også andre ting, men de to ting diskuterer vi aldrig rollefordelingen på - og især badetid nyder både vores søn og min mand.

Det er egentlig lidt en blanding af det hele.. For hvis han hjalp mere til, ville jeg for eksempel have mere overskud (og lyst) til at nusse ham, lægge op til sex osv.. Det har jeg hverken overskud eller lyst til, når han lader mig stå med alting selv.

Jeg putter vores datter kl 20 og så går jeg ind i stuen til ham efterfølgende. Så har vi cirka en time-halvanden alene sammen. Tit vælger han at blive siddende foran computeren eller også sætter han sig ned i sofaen til mig, men ligger så og spiller eller kigger på telefon.

Tror måske vi skal aftale at den time-halvanden er "kæreste-tid"... Mon ikke det ville hjælpe.

Anonym skriver:

Han gider godt hjælpe, men jeg skal bede ham om det først.

Og når jeg står og laver mad, tømmer opvasker og støvsuger med en baby på armen, irriterer det mig grænseløst, at han ikke lige siger - skal jeg ikke lige give dig en hånd? Men går direkte ind og sætter sig foran computeren.

Ja, jeg har været meget tydelig omkring hvor langt det her er kørt ud for mig. Når jeg siger, at jeg overvejer at ende vores forhold, går han i "forsvarsposition" og bliver sur og "barnlig" (i mine øjne).. Og siger "gør hvad du vil" osv..

Mange mænd ser ikke det der skal laves og tænker ikke så langt. Du kan vælge at blive sur og indebrændt over det, eller du kan vælge at bede ham om at gøre tingene - det er ihvertfald min erfaring. 

Sig til ham at der skal laves mad, tømmes opvasker og støvsuges - han kan vælge om han vil lave det, eller om han vil tage datteren, mens du gør det. Gå ind og spille computer, mens du laver det hele er ikke en valgmulighed.

Og hvis han fx vælger at tage datteren, så bland dig udenom hvad de laver, også selvom han sætter sig og spiller computer med hende på skødet.

Anonym skriver:

Han gider godt hjælpe, men jeg skal bede ham om det først.

Og når jeg står og laver mad, tømmer opvasker og støvsuger med en baby på armen, irriterer det mig grænseløst, at han ikke lige siger - skal jeg ikke lige give dig en hånd? Men går direkte ind og sætter sig foran computeren.

Ja, jeg har været meget tydelig omkring hvor langt det her er kørt ud for mig. Når jeg siger, at jeg overvejer at ende vores forhold, går han i "forsvarsposition" og bliver sur og "barnlig" (i mine øjne).. Og siger "gør hvad du vil" osv..

Jeg synes at du skal sluge at det er irriterende at spørge ham. Vi må alle gå på kompromis'er i vores parforhold, og det her bør ikke være en deal-breaker.

Jeg kan dog godt forstå at du er meget(!) frustreret over at han er så meget væk. Og han virker heller ikke til at være særlig konstruktiv når det kommer til konfliktløsning.

modesty skriver:

Jeg synes at du skal sluge at det er irriterende at spørge ham. Vi må alle gå på kompromis'er i vores parforhold, og det her bør ikke være en deal-breaker.

Jeg kan dog godt forstå at du er meget(!) frustreret over at han er så meget væk. Og han virker heller ikke til at være særlig konstruktiv når det kommer til konfliktløsning.

Jeg er enig - hvis ikke en af jer tager ansvar for at gøre noget anderledes, så kommer I ingen vejne. Du må blive ved med at bede om det du gerne vil have hjælp til (inden for rimelighedens grænser), blive ved med at opsøge at I bruger tid sammen, og så sætte ind på kontoen ift at imødekomme ham på noget af det som han mangler (som jeg tolker det er det positiv opmærksomhed og sex - jeg tror han føler sig tilsidesat). Og jeg forstår godt, at det ville være nemmere hvis han bare hjalp til så du fik mere overskud, men samtidig kan man vende den om og sige, at det var nemmere for ham at hjælpe, hvis han følte du gav ham opmærksomhed. En af jer er nødt til at tage skeen i den anden hånd og bryde cirklen så I kan komme videre - og min erfaring siger mig at det ikke er mandens stærke side desværre.