Jeg tænker det handler om at man er nødt til at lære dem at kunne lege selv. Børn er jo sociale væsner når de bliver født, så det med selvstændighed og lege selv er jo noget de skal læres.
Min søn er godt nok kun 4 år og han er faktisk også enebarn. Sommetider vil han gerne at jeg er med i leg, faktisk meget ofte. Men det er der jo ikke noget at sige til. Men efter han har fået et par "brødre" der er her hver anden weekend, kan jeg se at han bliver bedre og bedre til egne lege og ikke mindst er hans fantasi bare blevet rigtig god. Når brødrene er her er vi voksne stort set aldrig med i legene, da de selv styrer det og har det så sjovt. Men jeg har lagt mærke til at min egen søns fantasi er begyndt at blive markant bedre. Den anden dag fik han tre jordbærstænger (de der stjerneformede fra Malaco), der havde han spist halvdelen af den ene og pludselig var det et barn og de to andre var mor og far 
Måske din datter ikke har fantasien til at finde på en leg. Måske skal hun guides i at man kan lade som om at ting kan være noget andet end det de er.
Har du snakket med hende om, hvad hun godt kan lide at lege med?
Og ts så tror jeg du skal slappe lidt af, folk kommer med deres syn på hvordan børn leger i dag ud fra hvad de ser. Og da de ikke kan nikke genkendende til det du oplever kommer de jo med ideer og forslag til hvad det så kan være og hvad du kan gøre. Det er jo ikke et urimeligt spørgsmål, at spørge indtil om du forventer hun leger ligesom du gjorde. Hvis du læser dit eget indlæg igennem, kan det godt anlede til et sådant spørgsmål, fordi du sammenligner din datters måde at lege på med din måde.
Anmeld
Citér