Anonym skriver:
Hej tøser!
Her kommer måske et lidt langt og rodet indlæg - men jeg har efterhånden bare brug for at få luft og evt. nogen gode råd til, hvordan jeg på bedst mulig måde kan takle min svigerfamilie.
Sagen er den at jeg har været sammen med min kæreste i lidt over 4 år og vi elsker hinanden højt og har det rigtig godt sammen. For 5 mdr. siden blev vi forældre til en fantastisk lille dreng. Han er det bedste jeg ved og livet er bare skønnere med ham. Jeg har en meget lille familiær baggrund som består af mine to ældre søskende, som jeg desværre ikke ser særlig tit i det daglige. Min kæreste derimod har hele sin familie som består af begge hans forældre, hans søster og bror, svigerinde samt 3 niecer. To af pigerne tilhører hans søster og den tredje tilhører hans bror og svigerinde som blot er 14 dage gammel. Jeg blev først introduceret for dem alle for lidt over et år siden, da de kulturelle forskelle gjorde det svært for dem at acceptere mig. De er romaer/sigøjnere og kommer fra Serbien (de minder dog på ingen måder om Levakovic klanen som man fulgte på TV2 - så var jeg dog bakket ud for længst). Begge hans forældre er rigtig dårlige til dansk og vi har derfor en kæmpe sproglig barriere som gør det svært at lære hinanden optimalt at kende og "bonde". Når vi er derhjemme bliver der snakket minimalt til mig, og stortset alle samtaler foregår på Roma/serbisk og jeg føler mig derfor utrolig meget malplaceret i det hele, hvilket jeg kan mærke er blevet rigtig svært for mig efter vores søn er kommet til verden. Både fordi det er hans farmor og farfar og jeg ville ønske vi kunne have en åben og god kommunikation, men også fordi jeg ikke aner hvad de siger til og om min søn. Der udover er vores forskelle også blevet noget tydligere, især når det kommer til børn. Jeg har aldrig været typen som har fordomme omkring mennesker som er anderledes end mig selv, men det må jeg indrømme jeg har fået lidt nu. Lige siden jeg fødte min lille søn har jeg følt at de har fyldt utrolig meget. Bl.a. kom de få timer efter fødslen (de var sikkert dukket op under, hvis ikke det var fordi vi først ringede da han VAR født), selvom jeg på ingen måder havde lyst eller overskud til det - men havde heller ikke lyst til at bede dem om at tage hjem igen og skulle stå i en mulig konfrontation. Min søn havde meget gulsot i starten og min svigermor kom derfor med en meget tåbelig udtalelse om, at vi bare skulle putte ham i et badekar og putte guld i bunden, så skulle det nok gå væk. Der udover har hun også sagt at vi skal huske at bade ham hver eneste dag og det er godt han bruger hovedpude når han skal sove. Begge er ting som jeg ikke kunne drømme om at gøre, og som irritere mig hun overhovedet føler hun skal hverken blande sig i eller belærer mig om - især når det er noget man bestemt ikke anbefaler til en nyfødt. De 3 første mdr. af hans liv var rigtig hårde da han både havde kolik, men også havde svært ved at komme af med afføring - endnu en ting hun skulle pointere og mente derfor vi skulle give ham enten madolie eller sveskegrød. Hun ytrer tit sin holdning om hvad hun mener vi bør gøre, og hver gang strider de fuldstændig modsat af hvad jeg selv mener og har lyst til, men så sandelig også hvad man anbefaler. Derfor har jeg trukket mig en del tilbage, og prøver at trække vores besøg derhjem så langt som muligt. Svigerinden kom ind i familien for ca. 10 måneders tid siden, og bor hjemme hos svigerforældrene sammen med resten af familien og den lille nyfødte pige. Og det jeg har observeret har ikke været særlig rart indtil videre. Min svigermor er meget hård ved hende, og var det også under hendes graviditet. Mig og hende har haft nogen samtaler på engelsk når muligheden har været der for vi ku' være lidt alene, og der har hun fortalt mig lidt om hvordan det foregår derhjemme. Bl.a. hundsede min svigermor meget rundt med hende da hun var gravid, og hun stod for størstedelen af alle pligter i hjemmet - også når hun var træt og helt udkørt, med massere af vand i fødderne og slem bækkenløsning. Det var nemlig med svigermors egne ord ikke godt for babyen i maven hvis hun slappede for meget af (hendes logik giver ingen mening). Nu her efter den lille pige er blevet født er det hele bare blevet meget værre. Hun fik ikke lov til selv at vælge hvem hun ville have ved sin side da hun skulle føde, og min svigermor og min kærestes søster skrev sig derfor selv på listen som fødselshjælpere selvom hun havde udtrykt overfor mig at hun kun ville have sin mand der. Men hun havde intet at skulle have sagt. Efter fødslen overtog de nærmest hendes lille pige og står nu for al pleje af hende. Det eneste tidspunkt hun selv har hende er når hun skal ammes - så hun bruges groft sagt bare som en madpakke. Barnet og dens mor har ikke på noget tidspunkt fået lov til at få ro alene hvor de to kunne få lov til at lære hinanden og kende og hun kunne nyde sin nye titel som nybagt mor. Tværtimod har hun følt sig helt fængslet og at de har taget hendes datter fra hende. Svigermor sover der udover også lige ved siden af den lille ny og min kærestes svigerinde i stuen (må være så grænseoverskridende ikke at ha' sit eget space med sit lille nye barn!!). Da vi kom på besøg for første gang der var kun blot 2 dage gammel, og min kærestes søster havde givet sig til at skulle skifte hende med svigermor ved hendes side. Jeg spørger så om hendes mor har fået lov til selv at skifte hende endnu, og jeg får så et svar alá "Ja ja, det havde hun - men hun var alt for langsom til det. Det kunne tage en hel time." Og når den lille pige så græd, så fik hun stukket en sut i munden, istedet for at komme hen til sin mor og få lidt tryghed eller evt. mad. De gange vi har været derhjemme har hun bare været stramt svøbt ind, og sørme om hun så ikke også er snørret ind med snor så det slet ikke kan give sig, eller hun kan bevæge sig bare en smule. At svøbe når nyfødte skal sove tænker jeg kan være rigtig fint, men når det handler om dagen lang hver dag og hun så også et bundet stramt ind med snor, det tænker jeg umuligt kan være optimalt? Jeg var ihvertfald i chok da jeg så det. Her igår var vi så derhjemme på besøg og svigermor sidder så med hende og hun begynder så at græde lidt hende den lille, så udbryder min kærestes søster så pludselig, og hold nu fast, at hun er en lille luder. Jeg var fuldstændig harm og i chok over at man kan bruge sådan et beskidt ord om en lille baby. Min kæreste blev rigtig sur og reagerede med det samme ved at sige at hun skulle holde sin k*ft, og lade være med at komme med sådan nogen hjernedøde udtalelser. Hvorefter hun så siger "Jamen, hun er da en luder. Hun er vores lille luder." Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Søsteren er i forvejen meget beskidt i sin mund overfor sine egne børn og ejer næsten ingen moderlig sans. Hun kan tit sige noget såsom "skal jeg slå dig eller hvad?" "Er du en lille bums" eller lignende - hvilket jeg slet ikke kan snuppe, men jeg føler heller ikke jeg kan sige noget da det er hendes egen børn. Havde hun sagt lignende til min søn havde sagen været en anden. Deres interne sjagong og sprog er meget hårdt, og noget jeg ikke bryder mig om - slet ikke omkring børn. Men alt det i en sammenhæng gør, at jeg ærlig talt ikke har lyst til at have noget som helst med dem at gøre, og jeg føler mig slet ikke tryg eller afslappet når vi er derhjemme med vores søn. Jeg har det rigtig ubehageligt og ville aldrig på noget tidspunkt kunne lade min søn blive passet eller være i deres varetægt OVERHOVEDET. Jeg aner ikke hvordan jeg skal gribe det hele an eller hvordan jeg evt. skal få det fremlagt for min kæreste. Jeg ved han er vant til tonen men ikke altid selv bryder sig om det, og også selv kan se det er forkert ind imellem. Både med hans mors udtalelser men så sandelig også søsterens - men samtidig vil han også bare gerne have at hans familie er en kæmpe del af vores søns liv. Det har jeg bare slet ikke lyst til! Hvad ville I gøre og hvordan ville i evt. gribe det hele an? 
Kære trådstarter,
Jeg går ud fra at din svigerinde selv er sigøjner? Da hun bare accepterer det. Hvis ja, så har hun været opdraget/forberedt til det liv hun fører nu. Hos dem er det meget naturligt, at "svigermonstret" overtager styringen og at svigerdatteren er hendes tjenestepige.
Jeg siger ikke at det er sådan hos alle sigøjnerfamilier, for der findes også (få) undtagelser.
Jeg tror at du er mere chokeret end hun selv er. Hun bryder sig måske ikke om den måde at leve på, men hun accepterer det. Bare det, at de bor under samme tag, fortæller mig meget om den stakkels kvinde.
Når det så er sagt, så er jeg på hendes vegne ked af, at hun går glip af at skabe et bånd med sin datter fra fødslen af. Jeg er ked af at hendes lille datter ikke kan få tryghed hos sin mor. Hvor er faren (sønnen til svigermonstret)? Han må være lige så hjernevasket som hans stakkels kone, siden han ikke kommer på banen... Puha, mit hjerte bløder for det barn...
Mht. din egen søn, så synes jeg at du skal tale med din kæreste om det. Det er kun igennem ham, at du kan få noget ud af det. Du får intet ud af at tale direkte med svigermonstret, for hun har sine egne meninger, som hun holder fast i.
Jeg har haft rigelig kontakt med sigøjnere hele mit liv, og ved at det desværre forholder sig sådan hos de fleste familier. Jeg kan kun råde dig til at holde fast i dine egne meninger/principper mht. dit eget barn. Også selvom det måtte koste jeres forhold til svigerfamilien.
Jeg ønsker dig det bedste 
