Jeg hader at være mor!

Du lyder lidt ligesom mig - jeg var aldrig skruk og er egentlig ikke speciel vild med børn, min mand pressede på og jeg gik med på ideen inden det blev for sent. Opfattede graviditeten som et uheld, følte intet for min datter i meget lang tid - altså andet end vrede - synes hun havde ødelagt mit dejlige liv - det var ligesom at være kommet i fængsel....

Jeg opfatter ikke min reaktion dengang som en fødselsdepression, der var rigtig mange faktorer der spillede ind - til dels min personlighed, men også en hård fødsel, ingen søvn, amningen var en sej kamp osv, og så havde vi også noget sygdom ind over der ikke just hjalp. Jeg snakkede aldrig med nogen om det pga skam (en fejl kan jeg godt se idag), jeg passede hende troligt men nok på en ret mekanisk måde, ved ikke præcis hvornår jeg begyndte at have følelser for hende, men det var måske først efter 3-4 mdr. 

Idag kunne jeg slet ikke tænke mig mit gamle liv tilbage (hvad hulen gjorde jeg med al den tid dengang?!), og vi har netop fået nr 2 - jeg elsker dem begge højere end noget andet. Jeg er stadig ikke vild med andre menneskers unger, og synes de fleste babyer er grimme, men selv sådan en som mig er blevet en god og kærlig mor - på min egen måde. Og sådan er jeg sikker på det også ender for dig.

Det bliver bedre med tiden. Hæng I og hold ud og langsomt kommer følelsen - tilknytningsproblemer er ikke usædvanlige.

Hvor gammelt er dit barn nu?

SnartMorTil>4 skriver:

Undskyld men er det nu ikke hende/ham igen som der så tit sås spørgsmål om er ægte? 

for (trådstarter) har vist tit sat nogle debatemner op som er blevet kørt helt ud i hampen 

 

ellers hvad denne tråd handler om, så vil jeg hvis det er sandt, sige SKAM DIG!  

Hold da op hvor du besidder empati for andre mennesker.

Menkan ikke gøre for de følelser man har og hun skal da så absolut ikke skamme sig over at sige det højt. 

Ikke alle er skabt til at have babyer,  men helt ærlig,  det er kort tid og de har det med at gro på en. 

Du burde til gengæld skamme dig for dit opslag! 

Anonym skriver:

There – I said it! Jeg hader at være mor. Hader, at der er en, der er så afhængig af mig hele tiden. En, der hele tiden kræver og har behov, der skal opfyldes. Behov, som betyder, at jeg må ignorere mine egne… Jeg savner at styre min egen tid og selv bestemme, hvad jeg har lyst til at lave… Savner at være mig selv. Gå ud i weekenderne. Spise min mad med to hænder i det tempo, jeg har lyst til, gå på f*cking toilet, når jeg har lyst. SOVE EN HEL NAT! Håber dæleme det bliver anerledes, når h*n blive ældre.

Jeg troede virkelig, at jeg ønskede børn. Jeg har godt nok aldrig været særlig vild med børn. Andres børn har aldrig sagt mig noget, og jeg sætter mig så langt væk fra børn i tog og bus, som jeg kan komme. Men jeg ønskede (ønsker?) min egen familie, så vi lavede et barn og havde (har?) planer om flere. Jeg havde bare troet, at jeg ville befinde mig bedre i rollen som mor. Havde måske en idyllisk forestilling om moderrollen og kernefamilien, men jeg synes hverdagen med en baby er trist, hård og ensom.

 

Hvad f*nden gør man? Jeg har kastet mig ud i livet som mor og fundet ud af, at det ikke er noget for mig. Nu er der bare ikke så meget at gøre ved det. Børn kan ikke returneres. Stort set alle andre valg her i livet kan man fortryde, hvis de viser sig ikke at være rigtige – på nær lige beslutningen om at få børn.

 

Det eneste plus er, at h*n er meget sød, når h*n smiler…

 

Please fortæl mig det bliver bedre med tiden???

Det ER mega hårdt og det BLIVER bedre, men hav tålmodighed. Jeg kan næsten læse at dit barn ikke er særlig gammelt. (Jeg skriver dette uden at have læst hele tråden) 

På et tidspunkt når dit barn får mere mimik og sprog vil du føle du får en masse tilbage. Børn er virkelig en gave. Men ja det er også det hårdeste at få børn. Man kommer ALTID til sidst. Og sådan er det. Jeg har to børn. En på 3år og en på 6år og det er stadig hårdt. For to dage siden tog jeg en ordentlig tudetur fordi jeg følte at jeg stod på hovedet for mine to børn og at de bare var totalt utaknemmelige og ligeglade! Dét er hårdt for mig. Men altså.....dagen efter har min datter plukket en stor buket blomster til mig udenfor mens hun var i skole. Det er jo ikke kun hårdt arbejde. Og kærligheden til mor-rollen skal nok komme.