Anonym skriver:
There – I said it! Jeg hader at være mor. Hader, at der er en, der er så afhængig af mig hele tiden. En, der hele tiden kræver og har behov, der skal opfyldes. Behov, som betyder, at jeg må ignorere mine egne… Jeg savner at styre min egen tid og selv bestemme, hvad jeg har lyst til at lave… Savner at være mig selv. Gå ud i weekenderne. Spise min mad med to hænder i det tempo, jeg har lyst til, gå på f*cking toilet, når jeg har lyst. SOVE EN HEL NAT! Håber dæleme det bliver anerledes, når h*n blive ældre.
Jeg troede virkelig, at jeg ønskede børn. Jeg har godt nok aldrig været særlig vild med børn. Andres børn har aldrig sagt mig noget, og jeg sætter mig så langt væk fra børn i tog og bus, som jeg kan komme. Men jeg ønskede (ønsker?) min egen familie, så vi lavede et barn og havde (har?) planer om flere. Jeg havde bare troet, at jeg ville befinde mig bedre i rollen som mor. Havde måske en idyllisk forestilling om moderrollen og kernefamilien, men jeg synes hverdagen med en baby er trist, hård og ensom.
Hvad f*nden gør man? Jeg har kastet mig ud i livet som mor og fundet ud af, at det ikke er noget for mig. Nu er der bare ikke så meget at gøre ved det. Børn kan ikke returneres. Stort set alle andre valg her i livet kan man fortryde, hvis de viser sig ikke at være rigtige – på nær lige beslutningen om at få børn.
Det eneste plus er, at h*n er meget sød, når h*n smiler…
Please fortæl mig det bliver bedre med tiden???
Uha. Du har du vidst ikke særlig godt, det lyder ikke sådan.
Du skriver ikke nogen steder, at du elsker dit barn - men det gør du vel? Det er vigtigt du snakker med nogen om dine følelser, for jeres begges skyld. Op med hagen, det skal nok gå.
