Jeg hader at være mor!

ErDetSnartNU skriver:

Skal hun skamme sig?! Jeg synes tværtimod at hun skal have ros for at erkende et problem og turde give udtryk for det trods det tabu som folk som dig tvinger ned over hovedet på hende. Tror du selv hun ønskede, at det skulle være sådan her?? Nu, hvor hun har erkendt problemet og fortalt om det, kan hun blive skubbet i en retning af professionelle, som forhåbentligt kan hjælpe hende til at føle sig bedre tilpas i moderrollen. 

 

Trådstarter - hvor gammelt er dit barn? 

Jeg kunne ikke være mere enig!

Det behøver ikke være en efter fødsel reaktion, det er bare ikke mor rollen der er for alle!  

Jeg tager hatten for et emne som få ville tage op ... noget som få ville indrømme nogensinde!

At mange ikke kan forstå og forholde sig til det er en ting, men at begynde at fordømme det er simpelthen usmageligt! 

Måske du skal se ind ad og se om det ik " bare " er hårdt? Jeg har længe synes det er røv hårdt! Min datter er kun næsten tre uger, og jeg ligner et lig af træthed. Måske det er det du forbinder med du hader at være mor? (: 

håber hvertfald for dig at du finder lykken igen med at være mor. Jeg elsker det! Os selvom det er hårdt (:

Til trådstarter, jeg kender godt dine følelser! Du skriver ikke hvor gammel dit barn er, men forestiller mig h*n ikke er så gammel. Som andre også har skrevet, så synes jeg du skal søge hjælp hvor du kan, så du kan få glæden ved at være mor! Jeg husker da min søn var spæd, det var slet ikke så lyserødt som man havde gået og forestillet sig.. Jeg ved det er svært at tro MEN det bliver bedre med tiden! Tro mig, jeg anede ikke hvad skulle gøre dengang, jeg fik hjælp af min mor og kæreste til at tage over når jeg lige ville være mig selv. 

Håber du finder glæden og søger hjælp, kram :-)

SnartMorTil>4 skriver:

Undskyld men er det nu ikke hende/ham igen som der så tit sås spørgsmål om er ægte? 

for (trådstarter) har vist tit sat nogle debatemner op som er blevet kørt helt ud i hampen 

 

ellers hvad denne tråd handler om, så vil jeg hvis det er sandt, sige SKAM DIG!  

Du har vist ikke helt styr på tingene.

Anonym skriver:

There – I said it! Jeg hader at være mor. Hader, at der er en, der er så afhængig af mig hele tiden. En, der hele tiden kræver og har behov, der skal opfyldes. Behov, som betyder, at jeg må ignorere mine egne… Jeg savner at styre min egen tid og selv bestemme, hvad jeg har lyst til at lave… Savner at være mig selv. Gå ud i weekenderne. Spise min mad med to hænder i det tempo, jeg har lyst til, gå på f*cking toilet, når jeg har lyst. SOVE EN HEL NAT! Håber dæleme det bliver anerledes, når h*n blive ældre.

Jeg troede virkelig, at jeg ønskede børn. Jeg har godt nok aldrig været særlig vild med børn. Andres børn har aldrig sagt mig noget, og jeg sætter mig så langt væk fra børn i tog og bus, som jeg kan komme. Men jeg ønskede (ønsker?) min egen familie, så vi lavede et barn og havde (har?) planer om flere. Jeg havde bare troet, at jeg ville befinde mig bedre i rollen som mor. Havde måske en idyllisk forestilling om moderrollen og kernefamilien, men jeg synes hverdagen med en baby er trist, hård og ensom.

 

Hvad f*nden gør man? Jeg har kastet mig ud i livet som mor og fundet ud af, at det ikke er noget for mig. Nu er der bare ikke så meget at gøre ved det. Børn kan ikke returneres. Stort set alle andre valg her i livet kan man fortryde, hvis de viser sig ikke at være rigtige – på nær lige beslutningen om at få børn.

 

Det eneste plus er, at h*n er meget sød, når h*n smiler…

 

Please fortæl mig det bliver bedre med tiden???

Hvor gammel er du? Og hvor gammel er dit barn? Er du sammen med faren?

Hvilke tanker havde du gjort dig om mor-rollen inden du fik barnet?

Kunne lyde som om den famøse morfølelse simpelthen ikke har ramt dig og du og dit barn ikke har fundet hinanden. Det kan der være en masse grunde til; efterfødselsreaktion, andre forventninger, kæmpe søvnunderskud, og ja bare at den forbindelse mellem mor og barn bare ikke er kommet.

Det er et kæmpe skridt, en kæmpe omvæltning at blive forælde og nok i starten især mor (i hvert fald hvis man ammer). Man er pludselig selv ikke særlig vigtig, ens behov kommer altid efter den lille hjælpeløse babys behov, søvn er en by i Rusland, ja selv at komme på toilettet kan virke som umuligt i perioder. Alt det klarer man fordi den famøse moderfølelse giver en knock out, man "glemmer" næsten der er et liv uden for livet med den lille ny. 

Men det sker bare ikke altid - jeg har prøvet det ikke skete. Jeg sad med en nyfødt og følte præcis ingen ting. jeg var "heldig" for jeg vidste hvad jeg gik ind i for det var ikke mit første barn, så det var ikke det at være mor der slog mig omkuld, men bare at jeg intet følte for den lille trold i mine arme. Med tiden fik jeg som du også skriver stunder, eller øjeblikke hvor jeg da kunne se han så meget sød ud. Kan huske jeg fandt ud af når han havde hue på og jeg så ham oppe fra i en bestemt vinkel så syntes jeg han var sød. Med tiden var der flere og flere vinkler han så sød ud i for til sidst at det var fra alle vinkler og i alle øjeblikke, men det tog tid. 

Jeg ville råde dig til at tale med nogen, sige det højt. Ikke nødvendigvis for at blive "behandlet", men for at få sparring, få de spørgsmål der kan sætte det i perspektiv. 

Men bare at skrive det her er et kæmpe skridt. 

Håber du finder morfølelsen for når den indfinder sig er detså stort så det er ubeskriveligt.

Til TS:

Det er ikke så længe siden jeg hørte om en biografi fra en svensk krimiforfatter, hvor hun åbent gik ud og sagde, at hun ikke kunne lide børn før de var 5-6 år, heller ikke hendes egne! For hende var baby og småbørnsårene bare noget der skulle overståes og hun begyndte først at nyde børn når de nærmede sig den alder hvor man kunne snakke fornuft med dem. Det fik hun en del hug for at udtale i medierne, sjovt nok.

Det jeg vil sige med det er, at du helt sikkert ikke er den eneste der har det sådan. Ikke alle syntes små børn er fantastiske. Ikke alle bliver forelskede ved første blik. Det er (også) en normal variant. Hvis ikke du viser tegn på depression, (hvis ikke du ved hvilke, så tjek på nettet), så har du sikkert ikke en fødselsreaktion, og dine følelser kan derfor ikke skydes ind under dette. Men derfor kan du sagtens vende det med din sundhedsplejerske alligevel, hun har helt sikkert også stødt på det før og kan give dig nogle gode råd.

For nej, det kan godt være du ikke havde overvejet det at få børn ordentligt før du kastede dig ud i det, og nej, måske føler du ikke det det du havde regnet med, men som du selv konkluderer, så er der ingen fortrydelsesret. Og da du nu står i det, og du virker som en normalt begavet kvinde, så må du nå frem til at gøre af pligt, hvad du måske ikke har lyst til pr. instinkt. Det vil sige, at tilsidesætte dine egne behov, (inden for rimelighedens grænser naturligvis) og opfylde dit barns. Og ved du hvad, vi behøves ikke alle sammen være Supermor!! der kun kan tænke på barnet 24/7, og hellere tænker på blestørrelser, organisk babymos eller barnets udviklingstrin end på de ting der ellers kan findes i verden omkring dig, job, venner og fritidsinteresser. Måske er der potientiale til en Superfar i din mand der kan tænke på de økologiske babysokker, og hvis ikke, så er jeg sikker på dit barn nok skal trives alligevel.

Og jeg er sikker på at du nok skal komme til at nyde dit barn efter noget tid, om ikke før, så ligesom med den svenske forfatter, når barnet bliver et par år og begynder at være mere som et barn end som en baby.

Og alle jer fordømmende, fordomsfulde, hormonforstyrrede høns herinde, der hakker på den der ikke tænker på samme måde som jer, og endnu mere vigtigt, ikke føler på samme måde som jer, og som så forsøger at hente nogle gode råd herinde, - skam jer!! og bagefter, så tænk jer dog om. Vi ER alle forskellige!! Der er ikke nogen opskrift på det perfekte menneske, endsige den perfekte mor!! Og vi SKAL være tolerante overfor forskelle og hjælpe hinanden, ellers kan vi lige så godt bare lukke det hele ned og leve i hver vores lille boble.

Anonym skriver:

There – I said it! Jeg hader at være mor. Hader, at der er en, der er så afhængig af mig hele tiden. En, der hele tiden kræver og har behov, der skal opfyldes. Behov, som betyder, at jeg må ignorere mine egne… Jeg savner at styre min egen tid og selv bestemme, hvad jeg har lyst til at lave… Savner at være mig selv. Gå ud i weekenderne. Spise min mad med to hænder i det tempo, jeg har lyst til, gå på f*cking toilet, når jeg har lyst. SOVE EN HEL NAT! Håber dæleme det bliver anerledes, når h*n blive ældre.

Jeg troede virkelig, at jeg ønskede børn. Jeg har godt nok aldrig været særlig vild med børn. Andres børn har aldrig sagt mig noget, og jeg sætter mig så langt væk fra børn i tog og bus, som jeg kan komme. Men jeg ønskede (ønsker?) min egen familie, så vi lavede et barn og havde (har?) planer om flere. Jeg havde bare troet, at jeg ville befinde mig bedre i rollen som mor. Havde måske en idyllisk forestilling om moderrollen og kernefamilien, men jeg synes hverdagen med en baby er trist, hård og ensom.

 

Hvad f*nden gør man? Jeg har kastet mig ud i livet som mor og fundet ud af, at det ikke er noget for mig. Nu er der bare ikke så meget at gøre ved det. Børn kan ikke returneres. Stort set alle andre valg her i livet kan man fortryde, hvis de viser sig ikke at være rigtige – på nær lige beslutningen om at få børn.

 

Det eneste plus er, at h*n er meget sød, når h*n smiler…

 

Please fortæl mig det bliver bedre med tiden???

Jeg synes det er synd for dig at du har det sådan og jeg håber det er pga en eller anden dybereliggende ting end egotid. Det virker meget umodent det du skriver, men det er slet ikke forstået som værende din alder i år.

Men den sidste kommentar mener du forhåbentlig ikke??

Du er nødt til at få hjælp til at se at der ER vigtigere ting i verden end dig og måske bunder det i at du stiller for store krav til dig selv. For nej, man spiser ikke lige pænt med en baby på skødet og Ja, man er nogle gange nødt til at tage det første, det bedste tøj på og lade håret stå.

Men det vigtigste er jo dit barn og det skal det være for en mor. Det betyder ikke at du aldrig skal have alenetid men det vil aldrig kunne blive som før. Mange af de ting du nævner er ting som jeg tror alle mødre føler af og til, men det er ikke i orden hvis du ikke elsker dit barn eller føler sådan hele tiden 

Ja altså for det første bør du snakke med en du stoler på og er fortrolig med, så du kan dele din situation med nogen og snakke det hele igennem. Og så bør du søge professionel hjælp så du kan blive udredt, om du har en efterfødselsreaktion eller ej. 

Og så er der jo ellers rigtig mange muligheder derfra. Du kan jo søge om aflastning ved kommunen, så dit barn måske er hos en plejefamilie hver anden weekend - ja, eller efter behov. Og så kan du også få speciel støtte m. en kontaktperson der kommer og ser til jer engang imellem. 

Jeg håber du vil søge hjælp og finde ud af det hele, så du kan være lykkelig med din lille søn/datter og jeres familie, samtidig med at du har det godt med dig selv og også føler dine behov bliver opfyldt. For har man en glad mor har man et glad barn, men det går også udover barnet når mor har det skidt. 

Held og lykke med det hele!

charthys skriver:

Til TS:

Det er ikke så længe siden jeg hørte om en biografi fra en svensk krimiforfatter, hvor hun åbent gik ud og sagde, at hun ikke kunne lide børn før de var 5-6 år, heller ikke hendes egne! For hende var baby og småbørnsårene bare noget der skulle overståes og hun begyndte først at nyde børn når de nærmede sig den alder hvor man kunne snakke fornuft med dem. Det fik hun en del hug for at udtale i medierne, sjovt nok.

Det jeg vil sige med det er, at du helt sikkert ikke er den eneste der har det sådan. Ikke alle syntes små børn er fantastiske. Ikke alle bliver forelskede ved første blik. Det er (også) en normal variant. Hvis ikke du viser tegn på depression, (hvis ikke du ved hvilke, så tjek på nettet), så har du sikkert ikke en fødselsreaktion, og dine følelser kan derfor ikke skydes ind under dette. Men derfor kan du sagtens vende det med din sundhedsplejerske alligevel, hun har helt sikkert også stødt på det før og kan give dig nogle gode råd.

For nej, det kan godt være du ikke havde overvejet det at få børn ordentligt før du kastede dig ud i det, og nej, måske føler du ikke det det du havde regnet med, men som du selv konkluderer, så er der ingen fortrydelsesret. Og da du nu står i det, og du virker som en normalt begavet kvinde, så må du nå frem til at gøre af pligt, hvad du måske ikke har lyst til pr. instinkt. Det vil sige, at tilsidesætte dine egne behov, (inden for rimelighedens grænser naturligvis) og opfylde dit barns. Og ved du hvad, vi behøves ikke alle sammen være Supermor!! der kun kan tænke på barnet 24/7, og hellere tænker på blestørrelser, organisk babymos eller barnets udviklingstrin end på de ting der ellers kan findes i verden omkring dig, job, venner og fritidsinteresser. Måske er der potientiale til en Superfar i din mand der kan tænke på de økologiske babysokker, og hvis ikke, så er jeg sikker på dit barn nok skal trives alligevel.

Og jeg er sikker på at du nok skal komme til at nyde dit barn efter noget tid, om ikke før, så ligesom med den svenske forfatter, når barnet bliver et par år og begynder at være mere som et barn end som en baby.

 

Og alle jer fordømmende, fordomsfulde, hormonforstyrrede høns herinde, der hakker på den der ikke tænker på samme måde som jer, og endnu mere vigtigt, ikke føler på samme måde som jer, og som så forsøger at hente nogle gode råd herinde, - skam jer!! og bagefter, så tænk jer dog om. Vi ER alle forskellige!! Der er ikke nogen opskrift på det perfekte menneske, endsige den perfekte mor!! Og vi SKAL være tolerante overfor forskelle og hjælpe hinanden, ellers kan vi lige så godt bare lukke det hele ned og leve i hver vores lille boble.