Skuffet over bedsterne

mortilnoahogmelina skriver:

Det er som at læse min historie . På en måde er det rart der sidder andre i det danske land som rent faktisk oplever de sammen ting som en selv ... 

Når det er sagt sp føler jeg sååå meget med dig , jeg kan på ingen måde sætte mig ind i at bedste forældre trækker sig på den måde det er mig virkelig en gåde ... 

Forstår det heller ikke  

Anonym skriver:

Synes vi har været tætte og alligevel ikke. Har oplevet svigt i barndommen og deres prioriteter gik ofte på mine søskende. Jeg er ikke utilfreds men de har gjort tydelig forskel. Feks skulle jeg selv tjene penge og måtte ikke få tøjpenge, de ville bestemme hvad mine tjente penge gik til. Modsat mine søskende som ikke har arbejdet som jeg (siden jeg var 12) 

jeg købte og betalte selv for en ny cykel da jeg blev konfirmeret. Kort efter blev den ødelagt (hærværk) vi fik penge til ny ved forsikringen, men da det jo var deres familieforsikring mente mine forældre det var ok at bruge pengene til en ny cykel til både mig og min mor, så den dyre Kildemoes pludselig blev noget billigt skrammel fra Harald Nyborg som hurtigt rustede. En af mine søskende fik tilskud og lånte resten af pengene af mine forældre, til en scooter, pengene fik de aldrig igen selvom det var 6000 kr og det var helt ok hun brugte dyre penge på tøj, make up osv. Så de har altid lavet skel på en måde. Og har på den måde også måtte ofte mig. Og nu bøder mine børn åbenbart  

det som også gør ondt er at jeg er meget sikker på, at når en af mine søskende skal være forældre, så vil det være noget andet, og så er de pludselig klar. Bare det de valgte inden for 3 mdr at tage på ferie 2 gange, og begge gange da børnene havde fødselsdag (vi havde kun de 2 på det tidspunkt) de gjorde ondt de kunne nemt planlægge udenom da det ikke ramte normale ferier. 

Okay det lyder ikke rart.... hvor er du i søskendeflokken?? Storesøster lillesøster, eller..?? 

Anonym skriver:

Jeg må indrømme jeg lige nu er både ked af det og skuffet

siden vi fik børn, har mine forældre prioriteret meget egoistisk. Jeg er den ældste, og de 2 andre ikke klartil børn de næste par år. 

Da vi fik børn sagde min mor, at hun ikke var klar til at blive mormor. Hun fik selv børn tidligt, hvor jeg har fået børn midt/sidst i tyverne 

vi havde en periode hvor vi ikke snakkede pga det blev for meget, har ikke store krav. 

Nu står vi igen hvor de prioriterer meget egoistisk og det har taget til. Feks har jeg stort ønske om at holde sammen på familien, og hvert år opfordrer og har skubbet til for at få, bla påskefrokost, jeg holder julefrokost hvert år. I år overtog mine forældre påskefrokost, og pludselig skulle 2 vennepar med, og det gik mere op i hygge med dem end familie. 

De ser i forvejen ikke ret tit børnene, og selv når de har ferie kan de ikke afsætte en dag til os (ungerne) 

min mand prikkede til min far en dag, for tid tilbage. Han gik på 2 ugers ferie(han har ofte ferie eller fri, og min mor går hjemme) min mand siger lidt i sjov om han ikke skal passe børnene, og lynhurtigt og alvorligt kommer det bare: NEJ, JEG skal holde FERIE og de så os slet ikke i løbet af de 2 uger de havde fri 

Vi har selv valgt børn, og venter barn nr 4. Så nej vi forventer ikke de hopper og danser for os. Sagen er så den, at de har en uges ferie og har slet ikke spurgt om de skulle se børnene. Jeg har en hård graviditet og sidder nu med 3 syge børn, en skal til lægen, så kunne godt ha brugt en smule hjælp, bare til at kigge efter de 2 imens jeg tager den 3 til lægen. 

Men nej, for de skal noget omkring min mors hobby, i løbet af dagen, og noget som tager måske 2-3 timer, men så er hele dagen åbenbart gået. Der var intet: vi kan måske komme senere eller, hvis du har brig for noget i morgen kan vi give et nap med, eller noget som helst 

øv er nok bare skuffet over at de ikke prioriterer deres børnebørn, og de få gange vi beder om hjælp får vi oftest nej. Tager det nok ekstra hårdt da jeg generelt føler, der ikke kan peioriteres bare en smule, i vores retning. 

Når vi endelig ser dem er det ikke fordi de virkelig er på, sammen med ungerne. Tvært imod og ofte er deres venner også inviteret og så går hyggen og den interne snak med dem  

for 2 år siden valgte de i øvrigt at tage på ferie, ved begge de stores fødselsdag. Den ene gang fordi de ville prioritere dem selv, 2 gang havde de bare glemt at det var der, den ene havde fødselsdag. 

 

Kære dig

nu har jeg ikke læst alle kommentarerne, og tænker at det måske heller ikke gør noget... 

Jeg undrer mig over, at man kan være så egoistisk som bedsteforældre, at man nærmest frabeder sig børnebørn?! Mem eftersom de har truffet det valg, synes jeg du skal være så egoistisk at vælge dine børn frem for dem... I stedet for at blive skuffet over deres manglende engagement, så lad være at kontakte dem ift børnene. Lad dem komme til jer, og lev jeres liv. Har I bedsteforældre på mandens side? Så kan de vel træde mere til? 

Ved godt det er koldt og kynisk, men de vælger dine børn fra, så du skylder dem bestemt heller ikke noget

Det kan sagtens være, at de pludselig vågner op, når nr 4 kommer og de aldrig bliver bedt om at komme på besøg eller passe for jer

Kram til dig - det må ikke være sjovt

Anonym skriver:

Det er ikke det at desidere passe, bare det de ikke vil bruge tid med os/dem og de ikke kan afsætte en time til lige at hjælpe. Og nej jeg vidste ikke de ville være sådan, min mor især ævler tit om, til andre omkring ungerne, og snakker meget om de gerne vil. Det er bare tomme ord. De lovede bedring da vi havde holdt pause, og hvor de nærmest ikke kunne undvære dem i deres liv, så jo jeg har nok lyttet efter ord i stedet for signaler på deres interesse. 

Vi beder sjældent om hjælp, det er kun ved feks runde fødselsdage eller lignende at vi får børnene passet, og det er stort set aldrig dem der passer. 

Så jo jeg er nok bare skuffet over, at når jeg ved de kunne afsætte tid og har muligheden, at de ikke engang kan finde 1 time af deres tid, på at kigge efter de 2 store imens jeg tager en til lægen, ja så er jeg ude i, hvad vi så skal med hinanden. Forventer ikke folk smider alt de har i hænderne, men at man ikke vil prøve at hjælpe hvis muligheden er der, gør mig ked af det. 

Har en veninde på min mors alder, som er skudt i ungerne og gerne vil en hel masse, har holdt igen da min mor er blevet sur og ked af det, og været negativ, for det var hendes opgave hvis det skulle være nogens, og synes de ting hun gjorde var latterlige. Veninden har af lyst lavet påskeæg, fastelavnsris, tilbudt julehygge med ungerne osv. Overvejer kraftigt at hun får lov. Min mor har fået rigeligt chancer  

Selvfølgelig skal din veninde da "have lov" at hygge om dine børn. Jeg forstår slet slet ikke, at du lader din mors tøsefornærmede ageren afgøre det spørgsmål? Du er gravid med nummer fire og du er da nødt til at lære at tage de beslutninger, der er bedst for dine børn i den henseende. Det er helt tydeligt, at dig og din familie ikke er en prioritet i dine forældres liv i øjeblikket. Det er ærgeligt, men det er faktum og så er I jo bare heldige at have andre personer i jeres liv der gerne vil jeres børn.

Jeg ved udmærket hvordan du har det - og jeg har valgt at sige fra! 

Min mor (og stedfar) ser mine børn 1-2 gange om året, hvis hun er heldig... Jeg gider ikke blive ved - hvis hun vil se dem, så må hun komme mere ind i kampen!! Jeg orker ikke mere... Jeg har valgt at se sådan på det, at det er hendes tab og ikke mit 

Vi skal komme til dem hver gang de vil se børnebørnene.. Vi skal med offentligt transport i 1 time med 2 små børn, da vi ikke har bil, hvilket de selvfølgelig har 

Heldigvis har vi en farmor på den anden side af vejen som forguder sine børnebørn 

Anonym skriver:

Åh hvor er det trist  

ja det er også på mine børns vegne det gør ondt, ikke kun mine egne for sådan har det altid været så kan jeg bedre kapere, men især for børnene gør det mig ked af det. Heldigvis har de gode Bedster på min mands side, desværre er de bare godt oppe i årene, så vi kan ikke engang regne med de er her til de bliver konfirmeret, kun håbe 

Godt i har bedsteforældre på din mands side. 

Det har vi desværre ikke hvilket gør det hele lidt mere træls. Ud af de 4 gange vi har holdt børnefødselsdag, har min far præsteret at komme 1 gang. De andre gange har undskyldningen været arbejde.  Og vi sender indbydelser ud omkring 1 februar og holder festen midt i Marts, så han har god tid til at finde en afløser  eller en anden løsning. 

Jeg er nået til det punkt at vil han have kontakt med sit barnebarn så må han give lyd. Jeg orker ikke at blive ved med at få afslag.