Skuffet over bedsterne

Frk.S skriver:

SELVFØLGELIG skal du give hende lov, hvis hun reelt har lysten!!!

Det skal din mor ikke blande sig i. Hun skal da ikke sidde og sige at det er hendes opgave og så ikke agere på det. Niksen, lad du bare din veninde agere reservebedste, når din mor kun har det i munden. Bliver altså lidt harm på dine vegne. 

Det værste er jeg har holdt igen for min mors skyld. Min veninde vil så gerne, har altid ønsket sig mange børn og fik et gennem hård behandling. Glæder sig til børnebørn men varer nok nogle år endnu. Hun har billede af vores børn stående i deres køkken og spørger ofte ind til ungerne. 

Øv har bare fået nok og i dag var nok bare dråben. Har ikke engang lyst til at tage med til fødselsdag. 

Det er som om jeg bare ikke passer i familien. Det har altid været hensyn til mine søstre og jeg var noget ældre og den store. Inden vi fik børn var de aaldrig med på noget, for min yngste søster kunne ikke klare sig selv ? Rids hun var stor teenager, og selv efter hun blev 18. Efter hun er flyttet for fik de mere tid(som hun sagde skulle bruges på børnebørnene) 

nu står vi med børn, og pludselig vil de andre en masse ting. Snakker om rejser hvor vi jo ikke kan deltage, ture osv. De planlægger bla en familietur til København på Bakken, hvor vi ikke kan deltage pga børnene(som de eneste) 

er træt af jeg konstant er det "forkerte sted" i livet, og man ikke kan tilgodese alle 

gør selv meget for at samle familien, betalte bla en tur-retur fra Kbh til Nordjylland og hentede søster på banegården så hun kunne være med i sommerhus til min fars fødselsdag. Vi tog med for familiens skyld og gik alligevel meget op i venner (som også kom) vin og ture vi ikke kunne tage med på  

SandraXOXO skriver:

Mine svigerforældre er lidt på samme måde. Men jeg har valgt at se anderledes på det, i mange år var jeg trist og irriteret over at de ikke "gad" være rigtige hyggegamle bedsteforældre. De rejser meget, arbejder meget, har mange venner og hobbys og lever faktisk livet, selv om de er over 50, de er aktive, lykkelige og der sker altid noget nyt i deres liv. De har ikke rigtig lyst til at sidde og lege med børn, de vil gerne komme med gaver, drikke en kaffe og kører igen. Jeg vil elske hvis de gad hjælpe lidt i ny og næ. Men, det kan jeg jo ikke forvente, de har passet deres egne børn til ug, og nu vil de gerne nyde at være frie. Og det er da også lidt sejt.  

Forskellen er bare vi det er 1-2 gange om året de bliver spurgt om hjælp, vi forventer ikke hjælpen men de kommer ikke engang til kaffe eller andet. Spørger ikke hvordan ungerne har det og alligevel forventer de.  Tja jeg er nu ked af det er sådan det er, for var de selv ok med det, var det sådan men hvis vi laver noget bebrejder de os, får negativt hvis vi laver noget med de andre Bedster, vi tager ture eller andet. Så holder vi dem udenfor.  Men selv når de har fri og ikke skal nogen steder (de er på ferie måske 1-3 gange om året) og hvis de alligevel er hjemme, kan de stadig ikke afsætte 2 timer til et visit eller at ses  

Anonym skriver:

Forskellen er bare vi det er 1-2 gange om året de bliver spurgt om hjælp, vi forventer ikke hjælpen men de kommer ikke engang til kaffe eller andet. Spørger ikke hvordan ungerne har det og alligevel forventer de.  Tja jeg er nu ked af det er sådan det er, for var de selv ok med det, var det sådan men hvis vi laver noget bebrejder de os, får negativt hvis vi laver noget med de andre Bedster, vi tager ture eller andet. Så holder vi dem udenfor.  Men selv når de har fri og ikke skal nogen steder (de er på ferie måske 1-3 gange om året) og hvis de alligevel er hjemme, kan de stadig ikke afsætte 2 timer til et visit eller at ses  

Hvis de brokker sig over at i laver noget med de andre bedster, fortæller du dem så at de jo reelt ikke har lyst til at lave noget med jer?

Sandratoft skriver:

Hvis de brokker sig over at i laver noget med de andre bedster, fortæller du dem så at de jo reelt ikke har lyst til at lave noget med jer?

Ja begyndte jeg på for 1.5 års tid siden, at så må du være velkomne til at melde sig på banen eller deltage, men det sker så ikke. Har endda fået svar om at der ikke er plads selvom jeg har sagt vi ikke siger nej

Man kan jo desværre ikke lave om på folk, blot acceptere dem som de er. Men synes da også du skal lade andre komme til, og hvis din mor så brokker sig, så fortælle hende at hun jo alligevel ikke gider (det lader til at hun slet ikke selv kan se det)

mine svigerforældre er desværre heller ikke som vi godt gad det, selvom vi kun ser dem 2 gange om året, er det lige før de knapt har tid til vores pige når vi er der - og alt kører på deres præmisser. Vi bliver skuffede hver gang, men forsøger os med mantraet "sådan er de bare, og hun er jo glad for dem alligevel". 

Anonym skriver:

Jeg må indrømme jeg lige nu er både ked af det og skuffet

siden vi fik børn, har mine forældre prioriteret meget egoistisk. Jeg er den ældste, og de 2 andre ikke klartil børn de næste par år. 

Da vi fik børn sagde min mor, at hun ikke var klar til at blive mormor. Hun fik selv børn tidligt, hvor jeg har fået børn midt/sidst i tyverne 

vi havde en periode hvor vi ikke snakkede pga det blev for meget, har ikke store krav. 

Nu står vi igen hvor de prioriterer meget egoistisk og det har taget til. Feks har jeg stort ønske om at holde sammen på familien, og hvert år opfordrer og har skubbet til for at få, bla påskefrokost, jeg holder julefrokost hvert år. I år overtog mine forældre påskefrokost, og pludselig skulle 2 vennepar med, og det gik mere op i hygge med dem end familie. 

De ser i forvejen ikke ret tit børnene, og selv når de har ferie kan de ikke afsætte en dag til os (ungerne) 

min mand prikkede til min far en dag, for tid tilbage. Han gik på 2 ugers ferie(han har ofte ferie eller fri, og min mor går hjemme) min mand siger lidt i sjov om han ikke skal passe børnene, og lynhurtigt og alvorligt kommer det bare: NEJ, JEG skal holde FERIE og de så os slet ikke i løbet af de 2 uger de havde fri 

Vi har selv valgt børn, og venter barn nr 4. Så nej vi forventer ikke de hopper og danser for os. Sagen er så den, at de har en uges ferie og har slet ikke spurgt om de skulle se børnene. Jeg har en hård graviditet og sidder nu med 3 syge børn, en skal til lægen, så kunne godt ha brugt en smule hjælp, bare til at kigge efter de 2 imens jeg tager den 3 til lægen. 

Men nej, for de skal noget omkring min mors hobby, i løbet af dagen, og noget som tager måske 2-3 timer, men så er hele dagen åbenbart gået. Der var intet: vi kan måske komme senere eller, hvis du har brig for noget i morgen kan vi give et nap med, eller noget som helst 

øv er nok bare skuffet over at de ikke prioriterer deres børnebørn, og de få gange vi beder om hjælp får vi oftest nej. Tager det nok ekstra hårdt da jeg generelt føler, der ikke kan peioriteres bare en smule, i vores retning. 

Når vi endelig ser dem er det ikke fordi de virkelig er på, sammen med ungerne. Tvært imod og ofte er deres venner også inviteret og så går hyggen og den interne snak med dem  

for 2 år siden valgte de i øvrigt at tage på ferie, ved begge de stores fødselsdag. Den ene gang fordi de ville prioritere dem selv, 2 gang havde de bare glemt at det var der, den ene havde fødselsdag. 

 

Jeg ville godt nok også blive skuffet, ked af det OG vred hvis det var mine forældre! Ikke fordi jeg forventer at de skal passe hele tiden osv. fordi det kan man ikke forvente, men dine forældre lyder jo fuldstændig ligeglade med deres børnebørn, og bare det at de ikke kan afse 1 dag på 14 dage til at være sammen med jer og jeres børn, det er altså dårlig engagement. Jeg havde slet ikke kunne holde en facade oppe, hvis det var mine forældre. Jeg havde konfronterer dem og direkte spurgt, hvorfor de ikke vil være en større del af deres børnebørns liv. Så får i er ærligt svar og må tage den derfra. Selvfølgelig er det ikke dem der har valgt at få børnebørn, men i forventer jo heller ikke at de stiller op til alt muligt hver weekend. Bliver ked af det på jeres og jeres børns vegne. Har de ikke bedsteforældre på den anden side som er lidt mere "på"?

Jeg ville ikke bare kunne smile af det og lade som ingenting. Det gør ondt når man føler det rammer ens børn. 

Stor til dig. 

Denne tråd kunne være skrevet af mig, med få justeringer. 

Det handler bare om min far. Han har så travlt med at arbejde enten med at kørekort aviser/reklamer eller hjælpe alle andre. Og han er pensionist. 

Han bor over 1 times kørsel fra os, så vi starter ikke bare bilen for at se om han er hjemme. 

Jeg "bestiller" tid til besøg omkring 14 dage før for at være nogenlunde sikker på at han er hjemme og har tid. 

Han kender faktisk ikke sit barnebarn trods han lige er blevet 4 år, vores søn har mere kontakt med min mors kæreste  (min mor er døde men vi holder kontakten med hendes kæreste).

Jeg er utrolig ked af det på min søns vegne. Han spørger tit efter bedstefar og jeg må svare at han arbejder. 

Min søn vil rigtig gerne snakke på Skype med ham, det har han ikke engang tid til trods det måske kun er 15 min. 

Jeg kan sagtens følge dig i din situation,  desværre. 

Kæmpe  herfra. 

God-mor skriver:

Jeg ville godt nok også blive skuffet, ked af det OG vred hvis det var mine forældre! Ikke fordi jeg forventer at de skal passe hele tiden osv. fordi det kan man ikke forvente, men dine forældre lyder jo fuldstændig ligeglade med deres børnebørn, og bare det at de ikke kan afse 1 dag på 14 dage til at være sammen med jer og jeres børn, det er altså dårlig engagement. Jeg havde slet ikke kunne holde en facade oppe, hvis det var mine forældre. Jeg havde konfronterer dem og direkte spurgt, hvorfor de ikke vil være en større del af deres børnebørns liv. Så får i er ærligt svar og må tage den derfra. Selvfølgelig er det ikke dem der har valgt at få børnebørn, men i forventer jo heller ikke at de stiller op til alt muligt hver weekend. Bliver ked af det på jeres og jeres børns vegne. Har de ikke bedsteforældre på den anden side som er lidt mere "på"?

Jeg ville ikke bare kunne smile af det og lade som ingenting. Det gør ondt når man føler det rammer ens børn. 

Stor til dig. 

Tak. Vi forventer faktisk ikke en masse, og har spurgt og så bliver de enten sure og mener at de gør en masse og er interesserede eller blive ked af at jeg dog kan sige sådan  

jeg ved godt at vi også ses til fødselsdage, men der bruges der ikke rigtig tid på børnene og min mand siger at om få år gider ungerne jo ikke med, for de sidder alene og leger på gulvet. Bare det at vi altid skal tage initiativ og det selv der er svært at lave noget sammen gør ondt. 

De tilbød at tage dem med i sommerhus til sommer og var så glad. Pludselig var det så kun et par dage, så enkelt overnatning og nu vil de ikke afsted alligevel. Godt jeg ikke havde fortalt ungerne det og de er en alder hvor de ikke husker det, men et år mere og så står jeg med min 1 meget skuffet unge  

jeg ved godt inderst inde, at det ikke bliver anderledes, men derfor gør det ondt alligevel og er bare så trels at på trods af de har hele denne uge fri, har børnene slet ikke været i deres tanker. 

Samtidig er jeg også ærgelig over den tur de vil tage, uden os. Min søster bor i Kbh vi andre 300km fra kbh. Min mor siger at hun jo også tit går glip af noget, men der siger jeg, at hun tog både valg og fravalg da hun valgte at flytte så langt væk og jeg har af et par gange brugt mange penge på at købe billet, så hun kunne komme hjem, og mine forældre har flere gange kørt derover og hentet hende eller kørt hende hjem. Var det en alm fødselsdag med boller og lagkage, nå ja det er jo ikke hver gang man er med, arbejde kan også komme i vejen, men her vil de lave en familie tur, bla på Bakken, og ud at se en masse, hvilket vi umuligt kan deltage i. Fik beskeden at det ville jo ikke engang hjælpe at vente til jeg havde født eller næste år, hvor børnene også skulle passes. Samtidig er de begyndt at invitere til fødselsdage hvor min mand ikke kan deltage pga hans arbejde, de ved godt hvordan han arbejder. Så ofte står jeg alene med børnene og får bebrejdelser over, at han sjældent er med. Ved ikke lige hvad de forventer når han arbejder om natten og derfor først er hjemme og kan komme i seng mellem 8-9 og så inviterer de til brunch kl 10 eller frokost kl 12. Når vi skal ses i aftentimer i weekender, er det at venner også er der og det går op i det(de er der ofte også de andre gange) 

har endda oplevet de holdte en julefrokost for mine søstre og vennerne, vi var som de eneste ikke inviteret  

Janni. skriver:

Denne tråd kunne være skrevet af mig, med få justeringer. 

Det handler bare om min far. Han har så travlt med at arbejde enten med at kørekort aviser/reklamer eller hjælpe alle andre. Og han er pensionist. 

Han bor over 1 times kørsel fra os, så vi starter ikke bare bilen for at se om han er hjemme. 

Jeg "bestiller" tid til besøg omkring 14 dage før for at være nogenlunde sikker på at han er hjemme og har tid. 

Han kender faktisk ikke sit barnebarn trods han lige er blevet 4 år, vores søn har mere kontakt med min mors kæreste  (min mor er døde men vi holder kontakten med hendes kæreste).

Jeg er utrolig ked af det på min søns vegne. Han spørger tit efter bedstefar og jeg må svare at han arbejder. 

Min søn vil rigtig gerne snakke på Skype med ham, det har han ikke engang tid til trods det måske kun er 15 min. 

Jeg kan sagtens følge dig i din situation,  desværre. 

Kæmpe  herfra. 

Åh hvor er det trist  

ja det er også på mine børns vegne det gør ondt, ikke kun mine egne for sådan har det altid været så kan jeg bedre kapere, men især for børnene gør det mig ked af det. Heldigvis har de gode Bedster på min mands side, desværre er de bare godt oppe i årene, så vi kan ikke engang regne med de er her til de bliver konfirmeret, kun håbe 

Anonym skriver:

Tak. Vi forventer faktisk ikke en masse, og har spurgt og så bliver de enten sure og mener at de gør en masse og er interesserede eller blive ked af at jeg dog kan sige sådan  

jeg ved godt at vi også ses til fødselsdage, men der bruges der ikke rigtig tid på børnene og min mand siger at om få år gider ungerne jo ikke med, for de sidder alene og leger på gulvet. Bare det at vi altid skal tage initiativ og det selv der er svært at lave noget sammen gør ondt. 

De tilbød at tage dem med i sommerhus til sommer og var så glad. Pludselig var det så kun et par dage, så enkelt overnatning og nu vil de ikke afsted alligevel. Godt jeg ikke havde fortalt ungerne det og de er en alder hvor de ikke husker det, men et år mere og så står jeg med min 1 meget skuffet unge  

 

jeg ved godt inderst inde, at det ikke bliver anderledes, men derfor gør det ondt alligevel og er bare så trels at på trods af de har hele denne uge fri, har børnene slet ikke været i deres tanker. 

Samtidig er jeg også ærgelig over den tur de vil tage, uden os. Min søster bor i Kbh vi andre 300km fra kbh. Min mor siger at hun jo også tit går glip af noget, men der siger jeg, at hun tog både valg og fravalg da hun valgte at flytte så langt væk og jeg har af et par gange brugt mange penge på at købe billet, så hun kunne komme hjem, og mine forældre har flere gange kørt derover og hentet hende eller kørt hende hjem. Var det en alm fødselsdag med boller og lagkage, nå ja det er jo ikke hver gang man er med, arbejde kan også komme i vejen, men her vil de lave en familie tur, bla på Bakken, og ud at se en masse, hvilket vi umuligt kan deltage i. Fik beskeden at det ville jo ikke engang hjælpe at vente til jeg havde født eller næste år, hvor børnene også skulle passes. Samtidig er de begyndt at invitere til fødselsdage hvor min mand ikke kan deltage pga hans arbejde, de ved godt hvordan han arbejder. Så ofte står jeg alene med børnene og får bebrejdelser over, at han sjældent er med. Ved ikke lige hvad de forventer når han arbejder om natten og derfor først er hjemme og kan komme i seng mellem 8-9 og så inviterer de til brunch kl 10 eller frokost kl 12. Når vi skal ses i aftentimer i weekender, er det at venner også er der og det går op i det(de er der ofte også de andre gange) 

har endda oplevet de holdte en julefrokost for mine søstre og vennerne, vi var som de eneste ikke inviteret  

Jeg ville simpelthen lægge dem på is i et stykke tid så, fordi det virker godt nok ikke til at de er særlig søde ved jer. Tænk sig ikke at invitere jer, men dine søstre? Det er så tarveligt! Jeg ved ikke hvordan jeg havde reageret, hvis jeg stod i din situation. 

På den anden side, så må i nok også bare acceptere at sådan er de, og at det er dem der går glip af noget, læs MEGET! De får ikke et tæt forhold til deres børnebørn, og en skønne dag vil de vågne op og opdage alt det de ikke fik med deres børnebørn, og så er det for sent. Det er deres tab. Du har gjort dit syntes jeg, og du kan ikke gøre andet end igen at konfrontere dem, men hvis det stadig ikke nytter, så er der nok ikke meget at gøre. Godt at jeres børn har nogle andre skønne voksne mennesker i deres liv, som gerne vil dem

Held og lykke med det hele, jeg håber at de ender med at fortryde inden det er for sent, og vise lidt mere interesse i både jer og ungerne